Dokumentets metadata

Momsgrundlaget ved diskretionær porteføljepleje

Skatterådet bekræfter, at formidlingsprovisioner, som spørger optjener fra eksterne kapitalforvaltere, når spørger for investorkunder placerer deres investeringer hos de eksterne kapitalforvaltere, er momsfrie.Rådet kan imidlertid ikke bekræfte, at det variable vederlag, som spørger fakturer sine investorkunder for diskretionær porteføljepleje, er udtryk for det momspligtige grundlag.

Spørgsmål:

1. Kan det bekræftes, at de formidlingsprovisioner, som Spørger optjener fra eksterne kapitalforvaltere, når Spørger for investorkunder placerer deres investeringer hos de eksterne kapitalforvaltere, er momsfrie jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e)?
2. Kan det bekræftes, at det variable vederlag, som Spørger opkræver sine investorkunder for diskretionær porteføljepleje, er udtryk for det momspligtige grundlag jf. momslovens § 27, stk. 1?

Svar:

1. Ja
2. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et uafhængigt fondsmæglerselskab, der yder kapitalforvaltning til danske velhavere, fonde, forsikringsselskaber, pensionsfonde og organisationer. Selskabet er underlagt Finanstilsynet.

Spørger indgår aftaler med en række investorkunder om levering af diskretionær porteføljepleje. Derudover indgår Spørger aftaler med visse kapitalforvaltere om formidling af disses investeringsprodukter.

Aftaler om diskretionær porteføljepleje med investorkunder

Spørger har udarbejdet en aftalestandard vedrørende levering af porteføljepleje, som anvendes over for størstedelen af Spørgers investorkunder. Som et tillæg til standardaftalen udarbejder Spørger individuelle retningslinjer for Spørgers porteføljepleje for de enkelte investorkunder. Retningslinjerne fastlægger blandt andet investeringsstrategien, formuebeløbet der skal forvaltes og Spørgers vederlag for porteføljeplejen.

Investorkundeaftalerne er som udgangspunkt diskretionære aftaler, der indebærer, at Spørger på investorkundens vegne, og uden investorkundens forudgående accept, kan disponere inden for de aftalte retningslinjer. I den forbindelse giver investorkunden handelsfuldmagt og spørgefuldmagt til, at Spørger kan disponere over de af investorkunden angivne konti og depoter. Alle handler afvikles af investorkundens depotbank.

Honoraret, som Spørger opkræver investorkunden for selve porteføljeplejen, er et variabelt honorar, som Spørger fra 1. juli 2013 betragter som momspligtigt i overensstemmelse med den danske praksisændring (SKM2012.751.SKAT ). Dog med undtagelse af aftaler, hvor investorkunden er at anse som en investeringsforening i momsmæssig forstand.

Det vederlag, som Spørger opkræver investorkunderne for porteføljeplejen, er et variabelt vederlag. Vederlaget opgøres på grundlag af et på forhånd fastsat basispoint beregnet i forhold til den forvaltede formues gennemsnitlige værdi, hvoraf fraregnes den formidlingsprovision, som Spørger optjener fra eksterne kapitalforvaltere for placeringen af den pågældende investorkundes investeringer.

Af aftalerne fremgår følgende vedrørende formidlingsprovisionen:

"Formidlingsprovisioner, som Spørger optjener fra eksterne kapitalforvaltere for placeringen af Investor' formue, modregnes i det omfang, at formidlingsprovisionerne kan indeholdes i det beregnede vederlag. Såfremt formidlingsprovisionerne overstiger honoraret for de af Aftalen omfattede ydelser, vil denne andel gå ubeskåret til Investor."

Visse af aftalerne indeholder desuden et resultatbaseret element, der beregnes som en procentdel af den forvaltede formues afkast. Såfremt beregningen af det variable vederlag resulterer i et negativt vederlag, vil denne andel blive udbetalt til investorkunden (dvs. at investorkunden i dette tilfælde ikke skal betale Spørger).

Formidlingsprovisioner indgår i beregningen af det variable vederlag, da Spørger ønsker at have en gennemsigtig forretningsmodel og agere som en troværdig sparringspartner over for investorkunderne. Spørger ønsker således at godskrive investorkunderne de formidlingsprovisioner, som Spørger optjener fra de eksterne kapitalforvaltere.

Aftaler om formidling med kapitalforvaltere

Spørger anvender ikke egne investeringsprodukter, men anvender i stedet eksterne kapitalforvaltere (investeringsforeninger og lignende) til de enkelte investeringer.

Spørger indgår en formidlingsaftale med de eksterne kapitalforvaltere, og optjener i den forbindelse formidlingsprovisioner fra de eksterne kapitalforvaltere, hvis Spørger placerer investeringer hos disse på vegne af investorkunden.

Det skal bemærkes, at de porteføljeplejeaftaler, som Spørger indgår med investorkunderne, ikke er knyttet op til de formidlingsaftaler, som Spørger indgår med de eksterne kapitalforvaltere. De to typer af aftaler indgås således uafhængigt af hinanden.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Vedrørende spørgsmål 1

Det er Spørgers vurdering, at spørgsmål 1 skal besvares med et "ja".

Det følger af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e), at transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer er momsfrie.

Begrebet forhandlinger, der anvendes i førnævnte bestemmelse, sidestilles i praksis med begrebet formidling i forhold til momsfritagelserne omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, jf. SKATs juridiske vejledning (afsnit D.A.5.11.3 ).

EF-domstolen har i sagen C-453/05 Volker Ludwig fastslået, at formidlings- og forhandlingsvirksomhed har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at to parter indgår kontrakt om finansielle produkter, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold.

Spørgers ydelser over for de eksterne kapitalforvaltere består overordnet i, at Spørger placerer sine investorkunders investeringer hos de eksterne kapitalforvaltere. Placeringen af investeringerne sker på baggrund af den investeringsstrategi, som Spørger har aftalt med de enkelte investorkunder. Da Spørger investerer for investorkunderne på et diskretionært mandat, har investorkunderne ikke nogen kontakt med de eksterne kapitalforvaltere.

Det er Spørger alene, der er berettiget til at modtage formidlingsprovisionerne, når Spørger for investorkunderne placerer disses midler hos de eksterne kapitalforvaltere. Spørgers investorkunder kan således ikke gøre krav på formidlingsprovisionerne over for de eksterne kapitalforvaltere.

Da Spørger således må anses for at formidle de eksterne kapitalforvalteres investeringsprodukter over for sine investorkunder, er det Spørgers opfattelse, at de formidlingsprovisioner, som Spørger optjener herfor, er at anse som momsfrie formidlingsprovisioner vedrørende transaktioner i forbindelse med værdipapirer.

Vedrørende spørgsmål 2

Det er Spørgers vurdering, at spørgsmål 2 skal besvares med et "ja"

Spørgers metode til at beregne det variable vederlag for diskretionær porteføljepleje, hvor de formidlingsprovisioner, som Spørger optjener fra eksterne kapitalforvaltere for placeringen af den pågældende investorkundes investeringer, indgår, er en metode, som Spørger har anvendt siden stiftelsen af selskabet. Metoden var og er i øvrigt udbredt i branchen og anvendt af en lang række andre aktører i markedet - herunder andre fondsmæglere og pengeinstitutter.

Spørger har to aftaleparter - på den ene side indgår Spørger aftaler med en række investorkunder om levering af diskretionær porteføljepleje, og på den anden side indgår Spørger aftaler med en række eksterne kapitalforvaltere om formidling af disses investeringsprodukter. Disse to typer af aftaler er uafhængige af hinanden, hvilket vil sige, at der ikke er tale om trepartsaftaler, og investorkunden er ikke aftalepart over for den eksterne kapitalforvalter.

Dette betyder, at investorkunderne ikke erhverver ret til at modtage formidlingsprovision fra den eksterne kapitalforvalter. Det er alene Spørger, der erhverver ret til at modtage formidlingsprovisionerne fra den eksterne kapitalforvalter for placeringen af de respektive investorkunders investeringer.

Spørger har som andre kapitalforvaltere en forventning om en vis indtjening på baggrund af summen af sine aftaler. Det samme gælder for visse pengeinstitutter, der ligesom Spørger modtager formidlingsprovisioner fra eksterne kapitalforvaltere, f.eks. investeringsforeninger, for placeringen af investorkunders investeringer.

Pengeinstitutterne opgør imidlertid typisk vederlaget for porteføljeplejen i en mindre synlig grad over for deres investorkunder, end Spørger gør over for sine investorkunder. Pengeinstitutterne har således anslået de forventede formidlingsprovisioner inden det fastlægges, hvilket honorar, som opkræves over for investorkunderne. Det vil sige, at pengeinstitutterne som udgangspunkt opkræver et fast lavere vederlag for porteføljeplejen end Spørger. Modsat Spørger beholder pengeinstitutterne derimod fuldt ud de modtagne formidlingsprovisioner fra de eksterne kapitalforvaltere. Pengeinstitutterns vederlag er dermed mindre variabelt end det vederlag, som Spørger opkræver over for investorkunderne, men princippet er reelt set det samme.

Såfremt Spørger skal afregne moms af brutto-honoraret, vil det konkurrencemæssigt stille Spørger dårligere end et typisk dansk pengeinstitut grundet den uensartede momsmæssige behandling af den samme type af ydelse.

At Spørger vælger at synliggøre de modtagne formidlingsprovisioner skal ses i lyset af, at Spørger ønsker, at give investorkunden mulighed for præcist at se, hvor meget Spørger modtager i vederlag fra andre kilder for placeringen af den pågældende investorkundes investeringer.

Princippet med, at formidlingsprovisioner indgår i opgørelsen af det vederlag, der opkræves hos kunderne, er tidligere set i andre brancher, herunder hos forsikringsmæglere. Det har således ikke været ualmindeligt, at en forsikringsmægler modtager henvisningsprovisioner fra de forsikringsselskaber, som forsikringsmæglerens kunder vælger at placere deres forsikringer hos på baggrund af forsikringsmæglerens anbefalinger. For ikke at skabe tvivl om forsikringsmæglerens uvildighed videregiver forsikringsmægleren den modtagne henvisningsprovision til sin kunde, hvorved kundens betaling til forsikringsmægleren bliver reduceret. Det er således en ren forretningsdrevet beslutning at indrette sine aftaler på denne måde.

Af momslovens § 27, stk. 1, 1. pkt. følger det, at:

"Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov."

Bestemmelsen indebærer således, at betalinger, der skal anses som vederlag for en (momspligtig) leverance, skal indgå i momsgrundlaget.

Lovbestemmelsen er i overensstemmelse med artikel 73 i momssystemdirektivet (og med artikel 11 A, punkt A stk. 1 litra a) fra det tidligere 6. momsdirektiv). Artikel 73 i momssystemdirektivet lyder således:

"Artikel 73

Ved levering af varer og ydelser, bortset fra de i artikel 74 til 77 omhandlede, omfatter afgiftsgrundlaget den samlede modværdi, som leverandøren modtager eller vil modtage af kunden eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris.

I den danske lovtekst defineres momsgrundlaget med sætningen "ydelsens pris, herunder tilskud", men i direktivet bruges sætningen "den modværdi leverandøren modtager, herunder tilskud".

Den danske lov skal fortolkes i overensstemmelse med direktivet, og når loven omtaler "ydelsens pris" er der i realiteten tale om "den modværdi leverandøren modtager", fordi prisen er vederlaget. En leverandør - Spørger - skal således ikke betale moms af et større beløb, end der er modtaget fra kunden, og som har været grundlaget for beregningen af den moms, der til sidst belaster kunden - medmindre leverandøren samtidig modtager et tilskud.

Der er en del praksis fra EU-domstolen vedrørende fortolkningen af både "modværdien" og "tilskud".

En af de mest betydende EU-sager om momsgrundlaget ved "levering mod vederlag" er sagen vedrørende Elida Gibbs (sag C-317/94). Som det fremgår af nedenstående uddrag konkluderer domstolen, at momssystemet helt grundlæggende skal sikre, at der ikke bliver betalt moms af et større beløb end det, den endelige forbruger har betalt for en vare/ydelse. Dette skyldes, at momsens neutralitet bliver krænket, hvis den afgiftspligtige (sælger af varen/ydelsen) skal indbetale moms af et beløb, der overstiger, hvad den endelige forbruger har betalt.

Af dommen fremgår det bl.a.:

Præmis19

"Det grundlæggende princip består i, at formålet med momsordningen alene er at beskatte den endelige forbruger. Derfor kan beskatningsgrundlaget for den moms, afgiftsmyndighederne opkræver, ikke være højere end den modydelse, der faktisk betales af den endelige forbruger, og som har været grundlaget for beregningen af den moms, der til sidst belaster denne forbruger."

Præmis 23

"For at sikre, at mekanismen er fuldstændig neutral i forhold til de afgiftspligtige indeholder sjette direktiv i afsnit XI en fradragsordning med henblik på at fritage den afgiftspligtige for enhver momsbyrde, han ikke skylder. Domstolen har i dom af 5. maj 1982 (sag 15/81, Schul, Sml. s. 1409, præmis 10) fastslået, at et grundlæggende element i momsordningen består i, at der for hver transaktion kun svares moms med fradrag af det momsbeløb, der direkte er blevet svaret af priserne på de forskellige elementer, der indgår i prisdannelsen for varer og tjenesteydelser, og at fradragsmekanismen er udformet således, at kun afgiftspligtige personer i den moms, de skal betale, kan fradrage den moms, der er blevet pålagt varerne i det foregående omsætningsled."

Præmis 24

"Det følger heraf, at afgiftsmyndighederne i hvert tilfælde under hensyn til momsordningen, dens funktion og mellemleddenes rolle ikke til sidst kan opkræve et [moms]beløb, der er højere end det, den endelige forbruger har betalt."

Præmis 28

"I en situation som den, der ligger til grund for hovedsagen, modtager en producent, som har erstattet en detailhandler værdien af en "money-off"-kupon eller den endelige forbruger værdien af en "cash-back"-kupon, når transaktionen er overstået, et beløb, der svarer til den pris for disse varer, som grossisterne eller detailhandlerne har betalt, med fradrag af kuponernes værdi. Det er således ikke i overensstemmelse med direktivet, såfremt grundlaget for beregningen af den moms, producenten som afgiftspligtig skal betale, er højere end det beløb, han endeligt modtager. Såfremt dette var tilfældet, ville princippet om afgiftens neutralitet i forhold til de afgiftspligtige personer, som producenten hører til, ikke blive overholdt."

Præmis 30

"Denne fortolkning bekræftes af artikel 11, punkt C, stk. 1, i sjette direktiv, som for at sikre neutraliteten i forhold til de afgiftspligtige bestemmer, at i tilfælde af annullation, afbestilling, ophævelse, ikke eller kun delvis betaling, eller afslag i prisen efter det tidspunkt, hvor transaktionen har fundet sted, nedsættes beskatningsgrundlaget tilsvarende på betingelser, som fastsættes af medlemsstaterne."

Præmis 31

"Denne bestemmelse omhandler ganske vist et sædvanligt kontraktforhold, der er indgået direkte mellem to kontraherende parter, og som ændres efterfølgende. Men bestemmelsen er ikke desto mindre udtryk for det ovenfor fremhævede princip om, at de afgiftspligtiges situation skal være neutral. Det følger derfor af denne bestemmelse, at der for at sikre overholdelsen af neutralitetsprincippet ved fastsættelsen af grundlaget for momsberegningen skal tages hensyn til en situation, hvor en afgiftspligtig, som - skønt han ikke kontraktligt er bundet til den endelige forbruger, men er det første led i en transaktionskæde, som ender hos sidstnævnte - via detailhandlerne giver forbrugeren en prisnedsættelse eller direkte godtgør ham kuponværdien. Ellers ville afgiftsmyndighederne opkræve moms af et højere beløb end det, der faktisk betales af den endelige forbruger, hvilket belaster den afgiftspligtige."

EU-domstolen har senere bekræftet ovenstående generelle betragtninger i en svensk sag vedrørende Hotel Scandic Gåsabäck (sag C-412/03). Domstolen gør deres holdning tydelig og udtaler, at momsgrundlaget er den subjektive værdi, leverandøren modtager, og ikke en værdi fastsat efter objektive kriterier.

Af dommen fremgår bl.a.:

Præmis 21 "

Det skal herved påpeges, at i overensstemmelse med hovedregelen i sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), er beskatningsgrundlaget ved levering af goder eller tjenesteydelser, som foretages mod vederlag, den modværdi, som den afgiftspligtige faktisk herved har modtaget. Denne modværdi udgør altså den subjektive værdi, dvs. den faktisk modtagne, og ikke en værdi ansat efter objektive kriterier (jf. dom af 5.2.1981, sag 154/80, Coöperatieve Aardappelenbewaarplaats, Sml. s. 445, præmis 13, af 23.11.1988, sag 230/87, Naturally Yours Cosmetics, Sml. s. 6365, præmis 16, af 27.3.1990, sag C-126/88, Boots Company, Sml. I, s. 1235, præmis 19, af 16.10.1997, sag C-258/95, Fillibeck, Sml. I, s. 5577, præmis 13, og af 29.3.2001, sag C-404/99, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 2667, præmis 38). Desuden skal denne modværdi kunne opgøres i penge (jf. Coöperatieve Aardappelenbewaarplaats-dommen, præmis 13, Naturally Yours Cosmetics-dommen, præmis 16, og Fillibeck-dommen, præmis 14)."

EU-domstolen har senere tydeliggjort principperne fra sagerne vedrørende Elida Gibbs og Hotel Scandic Gåsabäck i dommen vedrørende Campsa Estaciones de Servicio SA (sag C-285/10):

Præmis 27

"Heraf følger, at når en modværdi er aftalt og faktisk er blevet betalt til den afgiftspligtige i forbindelse med en direkte udveksling af goder eller tjenesteydelser, som den afgiftspligtige har leveret, skal denne transaktion klassificeres som en transaktion mod vederlag, selv om den er foretaget mellem forbundne parter, og selv om den aftalte og faktisk betalte pris er åbenbart lavere end den normale markedspris. Beskatningsgrundlaget for en sådan transaktion skal følgelig fastsættes i henhold til hovedreglen i sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra

a)."

Præmis 28

"Ifølge fast retspraksis er beskatningsgrundlaget ved levering af goder eller tjenesteydelser mod vederlag i overensstemmelse med hovedreglen den modværdi, som den afgiftspligtige faktisk har modtaget herfor. Denne modværdi udgør derfor den subjektive værdi, dvs. den faktisk modtagne værdi, og ikke en værdi ansat efter objektive kriterier. Desuden skal denne modværdi kunne opgøres i penge (Hotel Scandic Gåsabäck-dommen, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis)."

EU-domstolen har slået fast, at når der er tale om en transaktion mod vederlag, består momsgrundlaget af den faktiske betaling, som leverandøren modtager fra kunden. Hvis der skal betales moms af et andet beløb end det, forbrugeren har betalt, kan dette højere momsbeløb kun betales af leverandøren selv, hvilket vil være i strid med momsens neutralitet.

Det er på den baggrund uden betydning, hvordan leverandøren har opgjort/beregnet sig frem til det beløb, kunden skal betale.

Hvis der i forbindelse med leveringen af en ydelse også modtages et tilskud, skal dette tilskud også indgå i momsgrundlaget.

EU-domstolen har også udtalt sig om, hvornår der er tale om momspligtige tilskud, særligt i en sag vedrørende Office des produits wallons (sag C-184/00):

Præmis 10

"Det må for det første konstateres, at som det er blevet påpeget både af Kommissionen i dens indlæg til Domstolen og af generaladvokaten i punkt 40 i hans forslag til afgørelse, er det under omstændigheder som i hovedsagen ikke relevant, om en afgiftspligtig som sagsøgeren har udført en ydelse, der kan individualiseres, og som er til fordel for den myndighed, der yder den afgiftspligtige tilskuddet. Sjette direktivs artikel 11, punkt A, tager sigte på situationer, hvor tre parter er involveret, nemlig den myndighed, der yder tilskuddet, den organisation, der modtager det, og køberen af den vare eller aftageren af den tjenesteydelse, der er leveret eller udført af den tilskudsmodtagende organisation. Transaktionerne omfattet af sjette direktivs artikel 11,punkt A, er derfor ikke transaktioner, der er udført til fordel for den myndighed, der yder tilskuddet."

Præmis 12

"Det bemærkes dog, at et tilskud ikke er afgiftspligtigt, alene fordi det kan påvirke prisen på varer eller tjenesteydelser, der leveres eller udføres af den tilskudsmodtagende organisation. For at tilskuddet kan anses for at være direkte forbundet med transaktionernes pris i sjette direktivs artikel 11, punkt A,'s forstand, skal tilskuddet endvidere - som Kommissionen med rette har påpeget - særligt være blevet betalt til den tilskudsmodtagende organisation mod, at den leverede en bestemt vare eller udførte en bestemt tjenesteydelse. Det er kun i dette tilfælde, at tilskuddet kan anses for at være et vederlag (»modværdi«) for levering af en vare eller udførelse af en tjenesteydelse, og at det dermed er afgiftspligtigt."

Præmis 13

"Ved undersøgelsen af, om tilskuddet udgør et vederlag, må det fastslås, om prisen for varen eller tjenesteydelsen i dens hovedbestanddele i princippet er fastsat senest på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Det må også være godtgjort, at den forpligtelse til at betale tilskuddet, som den, der yder tilskuddet, har påtaget sig, modsvares af den ret til at oppebære tilskuddet, som tilkommer modtageren, når denne har udført en afgiftspligtig transaktion. Denne forbindelse mellem tilskuddet og prisen skal fremgå utvetydigt efter en konkret vurdering af de omstændigheder, der ligger til grund for betalingen af vederlaget. Det kræves derimod ikke, at prisen for varen eller tjenesteydelsen - eller en del af prisen - er blevet fastsat. Den skal blot kunne fastsættes. "

Det er således domstolens fortolkning, at der kun er tale om et momspligtigt tilskud, hvis der er tale om et trepartsforhold, hvor der leveres en vare/ydelse til én part, men hvor der reelt er to, der har forpligtet sig til at betale særligt for denne ene ydelse (tilskudsgiver og kunden). Ydermere skal det være leverancen til forbrugeren, der udløser tilskudsgivers forpligtelse til at betale tilskuddet.

Spørger bemærker, at Spørger har ét aftaleforhold med de eksterne kapitalforvaltere om gensidig udveksling af ydelser mod vederlag med dem. Disse aftaler er selvstændige, og skal behandles for sig.

Spørger har herunder et andet aftaleforhold med investorkunder om udveksling af ydelser mod vederlag med dem. Det følger af EU-domstolens praksis, at momsgrundlaget i disse situationer skal opgøres på baggrund af den faktiske modværdi, Spørger modtager fra kunden, uanset hvordan beløbet i øvrigt bliver opgjort/beregnet. EU-domstolen har fastslået, at enhver anden fortolkning af momslovens bestemmelse om momsgrundlaget vil føre til en krænkelse af neutraliteten i momssystemet.

Spørger modtager ikke tilskud fra en tredjepart vedrørende de momspligtige aftaler om diskretionær porteføljeforvaltning med kunderne, og aftalen med de eksterne kapitalforvaltere kan ikke sidestilles med tilskud, da Spørger leverer en særskilt formidlingsydelse til de eksterne kapitalforvaltere.

Der er således ingen sammenhæng mellem Spørgers aftaler med de to parter. Spørger har ingen forpligtelse overfor de eksterne kapitalforvaltere til at give det vederlag, der modtages fra dem for formidlingen, videre til de kunder, der har indgået diskretionære, momspligtige porteføljeforvaltningsaftaler, og vederlaget fra de eksterne kapitalforvaltere er på ingen måde betinget af, at der leveres momspligtige ydelser til kunder. Der er derfor ikke hjemmel til at kræve moms af et højere beløb fra Spørger, end det porteføljeplejekunden rent faktisk opkræves af Spørger.

Det faktum, at Spørger i visse tilfælde ikke opkræver et beløb fra porteføljeforvaltningskunden, eller måske endda lige frem udbetaler et beløb til kunden, ændrer ikke ved, at Spørger alene skal betale moms af det beløb, de rent faktisk modtager fra kunden, hvis de opkræver et beløb fra kunden.

Der er samtidig ingen andre særskilte bestemmelser, der kan føre til, at Spørger skal betale moms ved nulopkrævning eller en udbetaling til kunden.

Momslovens bestemmelser om betaling af udtagningsmoms (§ 5, stk. 2, og stk. 3) finder ikke anvendelse i de tilfælde hvor Spørger ikke opkræver et beløb for deres ydelser til porteføljeforvaltningskunden. Porteføljeforvaltningsydelserne til kunderne benyttes således hverken til formål, der er omfattet af fradragsbegrænsningerne i momslovens § 42; til privat brug for Spørgers indehavere eller ansatte; eller til uvedkommende formål.

Der findes tilsvarende ingen bestemmelser, som medfører, at Spørger skal betale moms i de situationer, hvor Spørger udbetaler et beløb til porteføljeforvaltningskunden. Der skal generelt alene betales moms i de situationer, hvor der leveres ydelser mod et vederlag. Kunden betaler ikke noget vederlag, og kan ikke selv blive forpligtet til at betale moms til SKAT, da kunden ikke leverer ydelser til

Spørger for at modtage beløbet.

Spørger videre bemærket, at SKAT med henvisning til en dom fra Østre Landrest (UfR1977.376ØLR) i sin juridiske vejledning har anført, at vederlaget som udgangspunkt er lig med den fakturerede salgspris til den egentlige køber.

Samtidig fremgår det momslovens § 27, stk. 3, nr. 2, at der i afgiftsgrundlaget ikke skal medregnes kasserabat eller andre rabatter, der opnås på det tidspunkt, hvor leveringen finder sted.

Det forhold, at Spørger opgør det momspligtige grundlag for porteføljeplejen ved indregning af formidlingsprovisioner fra eksterne kapitalforvaltere, svarer funktionelt til, at investorkunden ydes en rabat.

I den forbindelse bemærker Spørger, at der kun er tale om én faktura, hvorpå der opkræves ét vederlag. Fakturaen indeholder en specifikation, hvoraf det fremgår, hvordan det vederlag, der opkræves på fakturaen, er opgjort. Det er på denne specifikation muligt at se, hvordan formidlingsprovisionen indgår i vederlagets beregning. De basispunkter, der også indgår i denne opgørelse i henhold til aftalen med investorkunden, er ikke at betragte som det egentlige vederlag. Dette er blot et af flere elementer, der indgår i opgørelsen af det aftalte vederlag. Spørger har ikke nogen formel forpligtelse til at vise denne specifikation.

Det vederlag, som opkræves på fakturaen, er således også alene det vederlag, som investorkunden kontraktuelt er forpligtet til at betale Spørger. Det vil således stride mod systematikken i momssystemet, såfremt Spørger skal beregne moms af et beløb, der ikke er udtryk for det vederlag, der opkræves hos kunden, men blot er et element i beregningen af vederlaget.

I visse tilfælde har Spørgers investorkunder, for hvilke det kan forekomme, at de formidlingsprovisioner, der indgår i opgørelsen af det variable vederlag for porteføljeplejen, overstiger de med Spørger aftalte faste basispunkter. Det resulterer beregningsteknisk i et negativt vederlag, hvilket betyder, at investorkunden skal have penge tilbage. Dette er særligt for de investorkunder, der investerer en stor formue, og som har en risikoprofil med mange aktiefonde.

Når investorkunden modtager betaling fra Spørger er det imidlertid ikke udtryk for, at Spørger ikke oppebærer indtægt for den pågældende porteføljepleje. Spørger indeholder og beholder således de med investorkunden aftalte basispunkter i den modtagne formidlingsprovision.

Da investorkunden ikke leverer nogen ydelse over for Spørger for modtagelsen af det negative vederlag, er der ikke tale om levering mod vederlag i momsmæssig forstand. Denne udbetaling skal derfor ikke vurderes i relation til moms.

I praksis sker tilbagebetalingen ved, at investorkunden får det negative vederlag sat ind på en konto anvist af investorkunden. Det negative vederlag anvendes ikke til senere opgørelser. Der er således tale om en slutopgørelse for den pågældende periode.

Det er Spørgers samlede opfattelse, at Spørgers variable vederlag for levering af porteføljepleje, der opgøres som en procentdel af den forvaltede formue / afkastet af den forvaltede formue modregnet eventuelle modtagne formidlingsprovisioner fra eksterne kapitalforvaltere, er udtryk for det momspligtige grundlag.

Det forhold, at eventuelle formidlingsprovisioner, som Spørger har optjent fra eksterne kapitalforvaltere, indgår i beregningen af vederlagets størrelse, ændrer ikke på Spørgers opfattelse om, at det er det fakturerede beløb over for investorkunden, der udgør det momspligtige grundlag.

Afslutningsvis har Spørger anført, at det vil være i strid med lovens indhold og EU-domstolens praksis, hvis Skatterådet svarer nej til spørgsmålet.

Fordi indstillingen er i strid med lov og tilhørende praksis, efterlades Spørger med mindst ét ganske væsentligt ubesvaret spørgsmål - nemlig hvordan selskabet skal opgøre sin delvise momsfradragsret efter lovens § 38, stk. 1. Dette spørgsmål kan i sig selv føre til endnu et brud på momsens neutralitet.

Den delvise momsfradragsprocent skal opgøres på baggrund af forholdet mellem momspligtig omsætning og samlet omsætning. Spørger har ingen momspligtig omsætning i det tilfælde, hvor selskabet ikke opkræver et vederlag fra kunden - men er på baggrund af SKATs indstilling alligevel forpligtet til at indbetale salgsmoms. Da der ikke er omsætning, får Spørger som udgangspunkt ingen mulighed for at fratrække moms på de momsbelagte udgifter.

Dette resultat vil også stride mod momsens neutralitet.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at de formidlingsprovisioner, som Spørger optjener fra eksterne kapitalforvaltere, når Spørger for investorkunder placerer deres investeringer hos de eksterne kapitalforvaltere, er momsfrie jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

Lovgrundlag

Momslovens § 4, stk. 1 og stk. 4, og § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) er affattet således:

"§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Stk. 4. Når en formidler af en ydelse handler i eget navn, men for en andens regning, anses formidleren for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse."

§ 13. Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

11) Følgende finansielle aktiviteter:

e) Transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom."

Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), er affattet således:

"Artikel 135

1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

a) ...

f) transaktioner, herunder formidling, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med aktier, andele i selskaber eller andre sammenslutninger, obligationer og andre adkomstbeviser, bortset fra varerepræsentativer og de i artikel 15, stk. 2, omhandlede rettigheder og adkomstbeviser"

Praksis

C-235/00, CSC Financial Services Ltd.

Udtrykket "herunder forhandlinger" skal ikke definere hovedindholdet af den i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5 (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

Udtrykket "forhandlinger" i den sammenhæng, hvori det indgår i artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5, tager sigte på en virksomhed, som udøves af en mellem-mand, der ikke optræder som part i en kontrakt om et finansielt produkt, og som adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der typisk udføres af parterne i sådanne kontrakter. Mellemmandsvirksomhed er en tjenesteydelse, som udføres over for en kontraktpart, og som parten yder vederlag for, idet der er tale om en særskilt formidlingsvirksomhed. Virksomheden kan bl.a. bestå i at give den pågældende oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt, at optage kontakt med den anden part og i mandantens navn og for dennes regning at føre forhandlinger om den nærmere fastlæggelse af de gensidige ydelser. Virksomheden har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold.

Der er derimod ikke tale om forhandlinger, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt og er dermed ikke en mellemmand, som ikke indtager en stilling som kontraktpart i den pågældende bestemmelses forstand.

C-453/05, Volker Ludwig

I hovedsagen måtte den omstændighed, at de ydelser, som DVAG og dettes underagent (Volker Ludwig) leverede, kun blev honoreret af de långivende finansielle institutioner, hvis de kunder, som den finansielle rådgiver havde opsøgt og rådgivet, indgik en låneaftale, på den ene side indebære, at formidlingsydelsen blev anset for hovedydelsen, idet rådgivningsydelsen blot var en sekundær ydelse. Formidlingen af lån forekom på den anden side at være den afgørende ydelse for låntagerne såvel som for de långivende finansielle institutioner, for så vidt som virksomhed som finansiel rådgiver blot blev udøvet i den indledende fase og var begrænset til at bistå kunden i valget af de produkter, der var bedst tilpasset kundens situation og behov, blandt de forskellige finansielle produkter.

Den omstændighed, at en afgiftspligtig person analyserer den finansielle situation for kunder, som han har taget kontakt til, med henblik på at finde lån, er ikke til hinder for anerkendelse af en låneformidlingsydelse, som er fritaget i medfør af 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1 (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra b), hvis den låneformidlingsydelse, som den afgiftspligtige tilbyder, i lyset af de ovennævnte fortolkningselementer må anses for hovedydelsen, i forhold til hvilken den finansielle rådgivningsydelse er sekundær, hvorfor sidstnævnte ydelse afgiftsmæssigt er stillet som den første ydelse. Det tilkom den forelæggende ret at afgøre, om dette var tilfældet i den konkrete sag.

6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1, er ikke til hinder for, at en låneformidlingsydelse således som under omstændighederne i hovedsagen er opdelt i to ydelser, hvoraf den ene leveres af hovedagenten, dvs. DVAG, efter forhandling med de långivende finansielle institutioner, og den anden af hoved-agentens underagent (Volker Ludwig) i dennes egenskab af finansiel rådgiver under forhandlingen med låntagerne.

Domstolen bemærkede i den forbindelse, at i henhold til præmis 39 i CSC Financial Services-dommen, er formidlingsvirksomhed en mellemmandsvirksom-hed, som bl.a. kan bestå i at give en part i aftalen oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt, idet en sådan virksomhed har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Begrebet formidling forudsætter derfor ikke nødvendigvis, at formidleren som underagent for en hovedagent er i direkte kontakt med de to parter i kontrakten for at forhandle samtlige klausuler, forudsat imidlertid, at hans virksomhed ikke blot består i at tage sig af en del af de faktiske operationer i forbindelse med kontrakten.

Desuden kan selve den omstændighed, at klausulerne i låneaftalen er fastsat forud af en af parterne i kontrakten, ikke som sådan hindre, at der leveres en formidlingsydelse som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1, fordi formidlingsvirksomhed, således som det fremgår af den foregående præmis, kan begrænse sig til at give en part i aftalen oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt.

Af Den Juridiske Vejledning 2013-1, afsnit D.A.5.11.8.7 om forhandlinger vedrørende værdipapirer fremgår det, at:

"Udtrykket "herunder forhandlinger" i bestemmelsen skal ikke definere hovedindholdet af momsfritagelsen, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

Udtrykket tager sigte på den virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke selv er part i en kontrakt om et finansielt produkt. Formidlingsvirksomhed har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt. Den pågældende er dermed ikke en mellemmand."

Begrundelse

Efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e), momsfritages transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer.

Anvendelsen af udtrykket "forhandlinger" har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

SKAT bemærker, at formidlingsvirksomhed i bestemmelsens forstand har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at to parter kan indgå en kontrakt om køb/salg af værdipapirer, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Se C-453/05, Volker Ludwig.

Det er oplyst, at Spørger mod vederlag leverer diskretionær porteføljepleje til en række investorkunder. Spørger anvender ikke egne investeringsprodukter, men anvender i stedet eksterne kapitalforvaltere til de enkelte investeringer. Herfor modtager Spørger vederlag i form af formidlingsprovision fra de eksterne kapitalforvaltere.

Det er SKATs opfattelse, at Spørger i relation til de eksterne kapitalforvaltere optræder som formidler af de eksterne kapitalforvalteres produkter. Provisionerne modtaget herfor er derfor momsfritagne i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at det variable vederlag, som Spørger opkræver sine investorkunder for diskretionær porteføljepleje, er udtryk for det momspligtige grundlag jf. momslovens § 27, stk. 1?

Lovgrundlag

Momslovens § 27, stk. 1 er affattet således:

"§ 27. Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af det modtagne beløb."

Praksis

C-16/93, Tolsma

Momsgrundlaget for en ydelse udgøres af alt, hvad der modtages som modydelse for ydelsen. En ydelse udføres kun "mod vederlag", hvis der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det vederlag, som sælgeren modtager, udgør den faktiske modværdi af den ydelse, som leveres til modtageren.

UfR1977.376.ØLR

En forbrugsforening F drev virksomhed på den måde, at medlemmerne henvistes til at foretage indkøb direkte i bestemte forretninger, uden at varerne passerede over foreningen, men således at medlemmerne indbetalte det fulde fakturabeløb til F, og at F til sælgeren S betalte fakturabeløbet med fradrag af en rabat, som var aftalt mellem F og S. En bonusordning for medlemmer, der betalte kontant til F, blev vedtaget i foreningen år for år. Det enkelte medlem (og ikke F) måtte anses for at være den reelle køber. Landsretten fastslog derfor, at S skulle betale moms af den fakturerede salgspris og i momsgrundlaget ikke var berettiget til at fradrage den rabat, der var ydet F.

Begrundelse

Det fremgår af momslovens § 27, stk. 1, at momsgrundlaget er vederlaget. Bestemmelsen betyder, at betalinger, der skal anses som vederlag for en leverance, skal indgå i momsgrundlaget. Som udgangspunkt er momsgrundlaget den pris, som kunden faktureres, jf. UfR1977.376.ØLR.

I den konkrete situation leverer Spørger diskretionær porteføljepleje til danske velhavere, fonde, forsikringsselskaber, pensionsfonde og organisationer. For denne ydelse modtager Spørger variable vederlag, der opgøres som en procentdel af den forvaltede formue/afkastet af den forvaltede formue. Vederlaget for diskretionær porteføljepleje anses med virkning fra den 1. juli 2013 for momspligtigt.

I vederlaget for porteføljeplejen modregner Spørger eventuelle modtagne formidlingsprovisioner fra eksterne kapitalforvaltere, som jf. spm. 1 anses for momsfritagne. Såfremt formidlingsprovisionerne overstiger honoraret for den momspligtige porteføljepleje, udbetales det overskydende beløb til kunden.

Herved reduceres den momspligtige fakturering af porteføljeplejen med den momsfrie indtægt fra formidlingsprovisionerne - en fakturering, der ifølge det oplyste kan resultere i, at det fakturerede vederlag reduceres til 0 og i særlige tilfælde bliver negativt.

Det er SKATs opfattelse, at momsgrundlaget for ydelsen bestående i diskretionær porteføljepleje, jf. de fremlagte aftaler, er det aftalte vederlag før reduktion med formidlingsprovisionerne. Der er herved henset til, at dette må betragtes som vederlaget for den aftalte ydelse - dette uanset, at faktureringen sker efter fradrag af formidlingsprovisionerne.

SKAT har ved vurderingen lagt vægt på, at det af de fremlagte aftaler fremgår, at honoraret for de omfattede ydelser opgøres som en procentdel af den forvaltede formue/afkastet af den forvaltede formue, samt at der først herefter foretages en modregning af formidlingsprovisionerne. Der er endvidere bl.a. lagt vægt på, at honoraret for den diskretionære porteføljepleje efter modregning af formidlingsprovisionerne kan blive negativt.

Udbetalingen af formidlingsprovisionerne til kunderne må anses for en særskilt transaktion, der momsmæssigt skal behandles separat.

Idet vederlaget for ydelserne i form af diskretionær porteføljepleje anses for at være det aftalte honorar opgjort som en procentdel af den forvaltede formue/afkastet af den forvaltede formue, mens udbetalingen af formidlingsprovisionerne er en særskilt transaktion uden betydning for opgørelsen af honoraret for den momspligtige diskretionære porteføljepleje, er afgørelsen i overensstemmelse med EU-domstolens praksis om, at der ikke skal betales moms af et større beløb end det aftalte vederlag for ydelsen, jf. C-317/94, Elida Gibbs, C-412/03, Gåsabäck, og C-285/10 Campsa Estaciones de Servicio SA.

Det bemærkes videre, at der ikke fremgår oplysninger i sagen om, at Spørger skulle modtage et tilskud, og henvisningen til C-184/00, Office des produits wallons, ses derfor ikke at være relevant.

Med henblik på Spørgers delvise fradragsprocent bemærkes, at den momspligtige omsætning udgøres af de aftalte vederlag for ydelserne i form af diskretionær porteføljepleje, og der ses derfor ikke noget brud på momsen neutralitet i denne henseende. Det er således uomtvistet, at en af hovedaktiviteterne i Spørgers virksomhed er momspligtig diskretionær porteføljepleje på vegne af til danske velhavere, fonde, forsikringsselskaber, pensionsfonde og organisationer, og det er derfor i overensstemmelse med momsens neutralitet, at virksomheden afregner moms af det aftalte vederlag herfor.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.