Dokumentets metadata

Dokumentets dato:29-04-2014
Offentliggjort:15-05-2014
SKM-nr:SKM2014.361.SR
Journalnr.:14-0048454
Referencer.:Fondsbeskatningsloven
Statsskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Arbejdsgiversammenslutnings modtagelse af bonus fra forsikringsordning

Skatterådet bekræftede, at en arbejdsgiversammenslutning ikke beskattedes af en bonus fra en tidligere forsikringsordning i C, der blev modtaget på vegne af medlemmerne, når bonussen skulle overføres til en ny forsikringsordning i B. Skatterådet bekræftede videre, at der ikke udløstes beskatning af bonussen hos medlemmerne, hvis bonussen blev overført til den nye forsikringsordning hos B.


Spørgsmål

  1. Udløses der beskatning hos A såfremt bonussen/ overskuddet, der modtages på vegne af medlemmerne, overføres til den nye forsikringsordning hos B?
  2. Udløses der beskatning hos medlemmerne af forsikringsordningen såfremt bonussen/ overskuddet overføres til den nye forsikringsordning hos B?

Svar

  1. Nej
  2. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Repræsentanten anmoder på vegne af A om bindende svar på, om der udløses beskatning hos A, som følge af overførsel af forsikringsmidler fra C til B i forbindelse med flytning af forsikringsordning for medlemmerne.

A er omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 3, og er dermed en arbejdsgiversammenslutning for sine medlemmer. Medlemmerne består af selvstændige (indenfor X-erhverv).

A (tidl. D frem til den 1. januar 2005) har for sine medlemmer siden 1994 haft en forsikringsordning hos C, hvor medlemmerne grundet deres tilknytning til A opnåede en række fordele herunder mulighed for bonus/ overskud fra ordningen. I 2004 opsagde C samarbejdet med A til ophør pr. 31.12.2005. A overførte herefter forsikringsordningen til B. Der var ved opsigelsen af samarbejdet i 2005 en række igangværende forsikringssager, som med udgangen af 2013 er afsluttet, hvorfor den endelige opgørelse af bonus i ordningen nu kan foretages.

I forbindelse med den endelige opgørelse af bonus forventer C, at denne udgør 5-7 mio. kr. Det er medlemmerne, som har opnået denne bonus/overskud, men det er ikke muligt at opdele bonussen/ overskuddet pr. medlem, hvorfor C agter at udbetale midlerne til A, som modtager midlerne på vegne af medlemmerne.

A overfører midlerne fra C til den nye forsikringsordning hos B. Den bonus/ overskud, som overføres til B fra C, skal anvendes til at reducere medlemmernes forsikringspræmier fremadrettet. Da bonussen/ overskuddet er en "puljebonus", vil der ikke nødvendigvis være sammenhæng mellem de medlemmer, som har optjent bonussen/ overskuddet og de medlemmer, som nu får gavn af bonussen/ overskuddet, da midlerne er optjent siden 1994.

Forsikringsordningen for A's medlemmer hos B udgør en årlig samlet præmiesum omkring 30 mio. kr., og der er cirka 770 medlemmer med i forsikringsordningen.

Følgende fremgår af "Samarbejdsaftale mellem D og C pr. 1. januar 1994": "Mellem på den ene side X's Råd, D,(...) og på den anden side Forsikringsselskabet C (...) er indgået følgende Samarbejdsaftale (...) om A: Professionel ansvarsforsikring defineret som i aftalens bilag 4 og 4a (...) af 1. Ds medlemmer i deres virke som private X.(...)

Følgende fremgår af "Samarbejdsaftale mellem D og C pr. 1. januar 1994 Art. 13, stk. 3": "D må ikke under nogen form - hverken direkte eller indirekte - modtage eller kræve ydelser så som provision eller rabat - med mindre sådanne ydelser fuldt ud kommer forsikringstagerne til gode, enten som enkeltkunder eller som gruppe."

Følgende fremgår af "Samarbejdsaftale mellem D og C pr. 1. januar 1994" art. 15, stk. 3: "Ved ophør af aftalen udfærdiges slutopgørelse til afvikling af aftalen, jf. bilag 7."

Repræsentanten har oplyst, at slutopgørelsen og bonusudbetalingen er det samme i forhold til definitionen, da den endelige bonus først afregnes i forbindelse med slutopgørelsen. Repræsentanten har fremsendt opgørelse af bonus frem til regnskabsåret 2012 fra C for 2012. Repræsentanten understreger, at der er tale om en foreløbig opgørelse, idet den endelige slutopgørelse skal udarbejdes på baggrund af regnskabet for 2013, som endnu ikke foreligger.

Repræsentanten har fremsendt "Tillæg til samarbejdsaftale pr. 1. januar 1994 mellem D's Råd (nu E) og C." Af dette tillægs pkt. 6 fremgår: I samarbejdsaftalens bilag 7 erstattes punkt 10 med følgende: "Efter udløbet af de 8 år foretages en endelig aktuarmæssig opgørelse af skadereserven. Et eventuelt underskud betales fuldt ud af A til C, og et eventuelt overskud betales fuldt ud af C til A."

Følgende fremgår af "Samarbejdsaftale mellem E og B", bilag 7, punkt 16: "Er der herefter yderligere overskud fordeles dette blandt de virksomheder, der var omfattet af samarbejdsaftalen i sidste år af aftalens løbetid. Beløbet fordeles af B som refusion af overskydende præmie. Refusionen sker efter samme forholdstal som den præmie der blev betalt i sidste aftaleår."

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er repræsentantens vurdering, at der ikke skal udløses beskatning hos A som følge af, at midlerne modtages på vegne af medlemmerne og at midlerne overføres fra C til B på baggrund af følgende:

  1. A har ikke disposition over midlerne, idet midlerne står hos B og anvendes til nedbringelse af den forsikringspræmie, som A's medlemmer skal betale til B.
  2. Det er medlemmerne i forsikringspuljen, som har opnået denne bonus og derfor har bonussen som udgangspunkt ikke noget med A at gøre. A har aldrig været involveret i præmieopkrævningerne, som C og nu B har foretaget direkte hos medlemmerne.
  3. Bonussen kommer alene til udbetaling, idet A skifter leverandør af forsikringsydelser til medlemmerne. De to ordninger er ens i indhold og bonussen skifter blot fra C til B.
  4. Bonus til medlemmerne har aldrig været udbetalt direkte, men er alene anvendt til reduktion af det kommende års præmieopkrævning.

I forhold til de indgåede aftaler med B samt C henviser repræsentanten desuden til "samarbejdsaftale mellem D og C pr. 1. januar 1994", § 13, stk. 3, samt "samarbejdsaftale mellem E og B", bilag 7, punkt 16, hvor det fremgår, at der er tale om forsikringsaftaler mellem medlemmerne og henholdsvis B samt C.

Med tilsvarende argumentation er det repræsentantens opfattelse, at medlemmerne heller ikke skal beskattes, som følge af overførslen af bonussen til den nye forsikringsordning, idet medlemmerne skal stå uændret skattemæssigt om midlerne var ved C eller B.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at der ikke udløses beskatning hos A, hvis bonussen/ overskuddet, der modtages på vegne af medlemmerne, overføres til den nye forsikringsordning hos B.

Lovgrundlag

Fondsbeskatningslovens § 1

Skattepligt i henhold til denne lov omfatter:

1) Fonde, der er omfattet af lov om fonde og visse foreninger eller af lov om erhvervsdrivende fonde, medmindre fonden er undtaget fra disse love.

2) Foreninger, der er omfattet af lov om fonde og visse foreninger, for så vidt foreningen ikke er skattepligtig efter nr. 3.

3) Foreninger, der er omfattet af lov om fonde og visse foreninger for så vidt angår:

a) arbejdsgiverforeninger og fagforeninger,

b) andre faglige sammenslutninger, hvis kapital er bestemt til anvendelse til understøttelse af medlemmer under faglig konflikt, samt

c) foreninger, hvis midler hovedsagelig hidrører fra de under litra a og b nævnte foreninger, såfremt foreningen har som et formål at understøtte virksomheder eller personer under faglig konflikt eller faktisk yder en sådan understøttelse.

4) Fonde og andre selvejende institutioner, der er oprettet i udlandet, Færøerne eller Grønland, hvis ledelsen har sæde her i landet. Dette gælder, uanset hvor fonden eller den selvejende institution eventuelt er indregistreret.

Stk. 2. Skattepligten efter stk. 1, nr. 1, omfatter ikke fonde omfattet af pensionsafkastbeskatningsloven eller fonde, der udbyder pensionsordninger omfattet af pensionsafkastbeskatningslovens § 1, stk. 1.

Fondsbeskatningslovens § 8

§ 8. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for de i § 1, nr. 3, nævnte foreninger medregnes indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed, renteindtægter samt udbytteindtægter efter reglerne i ligningslovens § 16 A. Ligningslovens § 16 B finder tilsvarende anvendelse på de her omtalte foreninger. Til den skattepligtige indkomst medregnes desuden indkomst opgjort efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven og aktieavancebeskatningsloven samt indkomst som nævnt i kursgevinstloven. Det gælder også fortjeneste og tab på ombygnings- og forbedringsudgifter, indretninger m.v. indvundet ved afståelse af lejede lokaler, jf. afskrivningslovens § 39, fortjeneste og tab ved afståelse af goodwill og andre immaterielle aktiver, jf. afskrivningslovens § 40, beløb omfattet af ligningslovens § 16 G og indkomst som nævnt i afskrivningslovens §§ 9 og 21. I øvrigt opgøres den skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens almindelige for indregistrerede aktieselskaber gældende regler med de undtagelser, der følger af stk. 2 og 3 samt § 9.

Stk. 2. Ved opgørelsen af indkomst efter stk. 1 kan alene fradrages udgifter, der vedrører de indtægter, som er skattepligtige. Dog kan fradrag for renteudgifter og fradrag efter ligningslovens § 6 foretages, uanset om udgifterne eller tabene ikke vedrører erhvervelsen af de skattepligtige indtægter.

Stk. 3. De i § 1, nr. 3, nævnte foreninger beskattes fuldt ud af indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed. Den øvrige samlede indkomst opgjort efter stk. 1 og 2 beskattes derimod alene i det omfang, den overstiger 200.000 kr. inden fradrag som nævnt i § 9.

Praksis

Rapport fra projektgruppen om Fonds- og foreningsbeskatning (koncernprojekt), august 2008, s. 91

(...) Indkomst, der ikke er positivt opregnet i FBL § 8, stk. 1, er skattefri. Dette medfører, at arbejdsmarkedssammenslutninger skattefrit kan oppebære f.eks. gaver, løbende ydelser og kontingenter. (...)

Begrundelse

Det er oplyst, at A er en arbejdsgiversammenslutning, der er omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 3.

Arbejdsgiversammenslutninger er kun skattepligtige af visse indkomster, jf. fondsbeskatningslovens § 8.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for foreninger omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, nr. 3, medregnes indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed, renteindtægter samt udbytteindtægter efter reglerne i ligningslovens § 16 A. Også indkomst opgjort efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven medregnes til den skattepligtige indkomst. Herudover medregnes fortjeneste og tab på ombygnings- og forbedringsudgifter, indretning m.v. indvundet ved afståelse af lejede lokaler, fortjeneste og tab ved afståelse af goodwill og andre immaterielle aktiver, beløb omfattet af ligningslovens § 16 G og indkomst som nævnt i afskrivningslovens §§ 9 og 12.

Det fremgår af Rapport fra projektgruppen om Fonds- og foreningsbeskatning (koncernprojekt), Skatteministeriet, august 2008, s. 91, at indkomst, der ikke er positivt opregnet i fondsbeskatningslovens § 8, stk. 1, er skattefri for arbejdsmarkedssammenslutninger. Fondsbeskatningslovens § 8, stk. 1, må derfor opfattes som udtømmende.

For at vurdere, om bonussen skal beskattes hos A er det nødvendigt at afgøre, hvem der er rette indkomstmodtager af bonussen. Hvis A er rette indkomstmodtager, er det desuden nødvendigt at undersøge, om bonussen er skattepligtig for A efter fondsbeskatningslovens § 8.

A forventer at modtage bonussen fra en tidligere forsikringsordning i C. Det er medlemmerne, der har opnået bonussen, men da bonussen ikke kan opdeles pr. medlem, udbetaler C bonussen til A, der modtager midlerne på vegne af medlemmerne. Bonus til medlemmerne har aldrig været udbetalt direkte, men er alene anvendt til reduktion af det kommende års præmieopkrævning. A har til hensigt at overføre bonussen til den nye forsikringsordning hos B.

Det fremgår yderligere af Samarbejdsaftalen mellem D og C § 13, stk. 3, at D (nu A) ikke under nogen form - hverken direkte eller indirekte - må modtage ydelser så som provision eller rabat - med mindre sådanne ydelser fuldt ud kommer forsikringstagerne til gode, enten som enkeltkunder eller som gruppe.

Ifølge den fremsendte "Samarbejdsaftale mellem D og C pr. 1. januar 1994" har der været tale om professionel ansvarsforsikring af sammenslutningens medlemmer i deres virke som private X. Ved ophør af aftalen skulle der udfærdiges slutopgørelse til afvikling af aftalen.

I Lærebog om indkomstskat, 15. udg., s. 666, af Aage Michelsen m.fl. står der: "Kriteriet for, hvilken skatteyder en given indtægtspost skal henføres til, må som hovedregel være, hvem der på det normale indkomstrealisationstidspunkt har den retlige adkomst til indkomsten. Sagt med andre ord vil indkomstfordelingen følge de obligationsretlige regler."

På baggrund af de fremsendte dokumenter og oplysninger, opfatter SKAT udbetalingen af bonus som en refusion af for meget betalt præmie. I den konkrete situation har det blot varet en årrække, før refusionen betales, fordi slutopgørelsen afventede igangværende forsikringssager.

SKAT lægger vægt på, at A modtager bonussen på vegne af medlemmerne, som har betalt præmierne, og at A straks overfører bonussen til den nye forsikringsordning i B. Det må derfor være medlemmerne, der har den retlige adkomst til bonussen. A er derfor ikke rette indkomstmodtager. Der er dermed ikke tale om, at A opnår en indtægt.

Allerede fordi A ikke er rette indkomstmodtager af bonussen, er der i den konkrete situation ikke hjemmel i fondsbeskatningslovens § 8 til at beskatte den udbetalte bonus hos A.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at der ikke udløses beskatning hos medlemmerne af forsikringsordningen, hvis bonussen/ overskuddet overføres til den nye forsikringsordning hos B.

Lovgrundlag

Statsskattelovens § 4

Som skattepligtig Indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte Undtagelser og Begrænsninger den skattepligtiges samlede Aarsindtægter, hvad enten de hidrører her fra Landet eller ikke, bestaaende i Penge eller Formuegoder af Pengeværdi, saaledes f.Eks.:

a. af Agerbrug, Skovbrug, Industri, Handel, Haandværk, Fabrikdrift, Søfart, Fiskeri eller hvilken som helst anden Næring eller Virksomhed, saa og alt, hvad der er oppebaaret for eller at anse som Vederlag for videnskabelig, kunstnerisk eller litterær Virksomhed eller for Arbejde, Tjeneste eller Bistandsydelse af hvilken som helst Art;

b. af Bortforpagtning, Bortfæstning eller Udleje af rørligt og urørligt Gods, saavel som af vederlagsfri Benyttelse af andres rørlige eller urørlige Gods. Lejeværdien af Bolig i den skattepligtiges egen Ejendom beregnes som Indtægt for ham, hvad enten han har gjort Brug af sin Beboelsesret eller ej; Værdien ansættes til det Beløb, som ved Udleje kunde opnaas i Leje af vedkommende Ejendom eller Lejlighed, dog at den, naar særlige Forhold maatte gøre denne Maalestok mindre egnet, kan ansættes skønsmæssigt;

c. af et Embede eller en Bestilling, saasom fast Lønning, Sportler, Embedsbolig, Naturalydelser, Emolumenter, Kontorholdsgodtgørelse (med Hensyn til Kontorudgifter jfr. § 6b.), samt Pension, Ventepenge, Gaver (jfr. dog herved Bestemmelsen i § 5b.), Understøttelser, Klosterhævning, Livrente, Overlevelsesrente, Aftægt og deslige;

d. af Tiender;

e. af Rente eller Udbytte af alle Slags Obligationer, Aktier og andre inden- eller udenlandske Pengeeffekter, saa og af udestaaende Fordringer og af Kapitaler, udlaante her i Landet eller i Udlandet, med eller uden Pant, mod eller uden Forskrivning. Som Udbytte af Aktier og Andelsbeviser skal anses alt, hvad der af vedkommende Selskab er udbetalt Aktionærer eller Andelshavere som en Del af det af Selskabet i sidste eller i tidligere Regnskabsaar indtjente Overskud, hvad enten Udbetalingen finder Sted som Dividende, som Udlodning ved Selskabets Likvidation eller lignende eller ved Udstedelse af Friaktier. Friaktier, der tildeles et Selskabs Aktionærer, bliver at henregne til Modtagerens Indkomst med et Beløb, svarende til deres Paalydende, og i Tilfælde, hvor Aktier udstedes mod Vederlag, som dog er mindre end deres Paalydende, skal et Beløb, svarende til Forskellen mellem Tegningskursen og Aktiernes Paalydende, ligeledes medregnes til Modtagerens skattepligtige Indkomst.

f. af Lotterispil samt andet Spil og Væddemaal.

For de i § 2, Nr. 3, nævnte skattepligtige samt for udenlandske Selskaber og Foreninger bliver kun den Indtægt at tage i Betragtning, der hidrører fra de under Nr. 3 nævnte Kilder.

For de i § 2, Nr. 5, anførte Institutioner behandles som skattepligtig Indkomst ikke alene de Beløb, der udbetales Deltagerne som Rente eller Udbytte af indbetalte Beløb, men ogsaa i Aarets Løb stedfundne Afbetalinger paa Gæld, ekstraordinære Afskrivninger og Henlæggelser af Aarets Overskud til Reservefond, Sikkerhedsfond og andre lignende Fonds samt de saadanne Fonds tilskrevne Renter, herunder dog ikke Beløb, der af Forsikringsselskaber henlægges til Dækning af de overfor de forsikrede indgaaede Forpligtelser (Præmiereserve og Skadesreserve) eller til Bonusfond.

Overkurs, som et Selskab opnaar ved Udstedelse af Aktier eller ved Udvidelse af sin Aktiekapital, er at betragte som Forøgelse af Aktionærernes Kapitalindskud og indgaar derfor ikke i det skattepligtige Overskud.

Praksis

Den juridiske vejledning C.C.2.1.2.1 Indtægter, SL § 4

(...)SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af bruttoindkomsten. Alle indtægter, både engangsindtægter og tilbagevendende indtægter, regnes med ved indkomstopgørelsen uden hensyn til den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført til erhvervelsen. Se SL § 4.

Det er altså principielt uden betydning, om indtægten er resultat af positive indkomstbestræbelser, fx virksomhed som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende eller en uventet erhvervelse, fx en gevinst eller en gave. (...)

Begrundelse

Efter statsskattelovens § 4 betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter som skattepligtig indkomst. Bestemmelsen opremser en række eksempler på sådanne indtægter som fx vederlag for virksomhed eller arbejde, indtægter fra udlejning m.v., rente, udbytte og indtægter af spil og væddemål.

Det fremgår af den juridiske vejledning C.C.2.1.2.1 , at alle indtægter som hovedregel skal medregnes ved indkomstopgørelsen.

SKAT opfatter udbetalingen af bonus som en refusion til medlemmerne af for meget betalt præmie. Se indstillingen under spørgsmål 1.

Ifølge det oplyste er der ca. 770 medlemmer i forsikringsordningen, og den endelige bonus forventes at udgøre 5-7 mio. kr., svarende til ca. 6.493 kr. - 9.090 kr. pr. medlem.

Ifølge det oplyste vil bonussen blive anvendt til at nedbringe den forsikringspræmie, som A'S medlemmer skal betale til B - på samme måde, som hvis bonussen var blevet opgjort under det tidligere aftaleforhold med C. Der vil ikke nødvendigvis være sammenhæng mellem de medlemmer, som har optjent bonussen og de medlemmer, som nu får gavn af bonussen.

SKAT lægger i den foreliggende sag afgørende vægt på, at beløbet ikke udbetales til medlemmerne, men anvendes til præmienedsættelser. Desuden er der f.s.v.a. bonussen i realiteten tale om en videreførelse af den ordning, som medlemmerne tidligere havde med C, hvor resultatet af ordningen opgjordes årligt og et eventuelt overskud anvendtes til præmienedsættelser.

SKAT finder derfor ikke, at der i den konkrete situation er tale om en skattepligtig indtægt, der kan beskattes hos medlemmerne af forsikringsordningen. Det er en forudsætning for denne vurdering, at bonussen ikke udbetales til medlemmerne, men anvendes til præmienedsættelser i den nye forsikringsordning med B.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.