Dokumentets metadata

Dokumentets dato:01-05-2014
Offentliggjort:20-05-2014
SKM-nr:SKM2014.372.LSR
Journalnr.:12-0233320
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Kendelse


Korrektion af kapitalafkastet i virksomhedsordningen

Landsskatteretten pålagde SKAT at genoptage ansættelsen for indkomståret 2008 med henblik på en ændring af kapitalafkast og personlig indkomst.


Sagens emne
SKAT har nægtet korrektion af kapitalafkastet i virksomhedsordningen for indkomståret 2008.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage klagerens indkomstansættelse for indkomståret 2008

Faktiske oplysninger
Klagerens repræsentant har i brev af 1. februar 2012 anmodet om følgende:

"..Som det fremgår af resultatopgørelsen for 2007 og 2008 er der for hvert år skønsmæssigt fratrukket kr. 2 x 58.000 = - 116.000 vedr. H1 K/S. Imidlertid er der tale om et K/S, hvor der maksimalt kan fratrækkes 6 % (ejerandele) af indskudsbeløbet på kr. 1.700.000 = 102.000. Der er således fratrukket kr. 14.000 for meget i 2008. Yderligere er der fejlagtigt beregnet kapitalafkast af stuehuset 5 % af kr. 432.000 = 21.600. Den personlige indkomst for 2008 skal således forøges med kr. + 35.600 til kr. + 167.512 og kapitalindkomsten skal reduceres med kr. 21.600."

SKAT udbad sig herefter i flere breve diverse dokumentationer vedrørende H1 K/S. Da SKAT ikke modtog noget materiale fra klageren, afslog SKAT i brev af 21. juni 2012 at genoptage indkomstansættelsen for 2008.

Repræsentanten har ved brev af 25. juni 2012 fremsendt en del af det ønskede materiale, hvorfor SKAT ved brev af 5. juli 2012 udbad sig yderlige dokumentationer. Da SKAT ikke modtog noget materiale fra repræsentanten, nægtede SKAT i brev af 23. august 2012 at imødekomme anmodningen.

Repræsentanten har efterfølgende i brev af 6. september 2012 anmodet om genoptagelse af indkomstansættelsen for 2008, således at klagerens personlige indkomst forøges med 30.609 kr. og kapitalindkomsten nedsættes med 30.609 kr.

Indestående i virksomhed ifølge regnskabet ultimo 2007:

Egen virksomhed

-82.754 kr.

Frugtplantage

236.309 kr.

-432.000 kr.

H2 K/S

2.693.454 kr.

H3 K/S

407.510 kr.

-180.186 kr.

H4 I/S

181.088 kr.

H5 I/S

284.925 kr.

H6 I/S

11.437 kr.

H1 K/S

72.000 kr.

0 kr.

Indestående i virksomhed

3.803.969 kr.

-612.186 kr.

Korrektion af kapitalafkast

-612.186 kr.

3.191.783 kr.

Kapitalafkast 5 %

159.589 kr.

Anvendt i regnskab 2008

-190.198 kr.

Korrektion af kapitalafkast

30.609 kr.

SKAT nægtede i brev af 10. oktober 2012 at imødekomme anmodningen, idet anmodningen er indsendt efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Der foreligger efter SKATs opfattelse endvidere ikke særlige omstændigheder, der kan begrunde en genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Repræsentanten har i brev af 31. oktober 2012 påklaget SKATs afgørelse af 23. august 2012 til Landsskatteretten.

Repræsentanten har endvidere i brev af 3. januar 2013 anmodet SKAT om, at ændre indkomstansættelsen for 2008, jf. hans brev af 6. september 2012. Der er henvist til Skatteministeriets udtalelse i SKM2012.615.SKAT .

SKATs afgørelse
SKAT har nægtet korrektion af kapitalafkastet i virksomhedsordningen under henvisning til manglende oplysninger. Afgørelsen af 23. august 2012 er begrundet således:

"Du har bedt SKAT om at ændre grundlaget for din skat for 2008.

Vi kan ikke ændre skatten, fordi SKAT ikke har modtaget tilstrækkelig oplysninger til at kunne behandle din anmodning.

SKAT har ved breve af 24. april og 25. maj 2012 anmodet om dokumentation / materiale til brug ved behandling af din anmodning af l/2-2012. Den 21. juni 2012 er der udsendt afslag på genoptagelse på grund af mang1ende besvarelse af de rejste spørgsmål.

Ved brev af 25/6-2012, modtaget i SKAT den 27/6-2012, fremsendes fra revisors kontor en delvis besvarelse af de rejste spørgsmål.

På grund af den korte periode mellem afslag på genoptagelse og fremsendelse af materiale genoptages din anmodning, uagtet at frist for genoptagelse jvf § Skatteforvaltningslovens § 26 er overskredet.

Supplerende materialeindkaldes sendes den 5/7-2012, med forlænget frist for indsendelse af materiale til 30/7-2012

SKAT har fortsat ikke modtaget de fornødne oplysninger, hvor SKAT ikke kan imødekomme ændringen."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at SKAT pålægges at genoptage indkomstansættelsen for 2008 med henblik på at nedsætte klagerens kapitalindkomst og forøge klagerens personlige indkomst. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at der foreligger en fejl i selvangivelsen for indkomståret, idet der i kapitalafkastgrundlaget fejlagtigt er medtaget værdien af stuehuset på 432.000 kr., hvilket fremgår af regnskabet, der er vedlagt selvangivelsen. Der er således beregnet kapitalafkast af et ikke erhvervsmæssigt aktiv.

Herudover må klageren være berettiget til at ændre indkomstopgørelsen under henvisning til SKATs styresignal offentliggjort i SKM2011.810.SKAT , hvor kapitalafkastsatsen for 2008 er nedsat fra 5 % til 4 %. Formålet med klagen er alene at sikre klageren, der er født i 1946, seniornedslaget. Klageren har gjort som Regeringen/Folketinget opfordrede til - nemlig at fortsætte med at arbejde og som belønning herfor modtage kompensation i form af seniornedslaget. Indkomsten burde være fordelt med en højere personlig indkomst og lavere kapitalindkomst, men mindstebeløbene var ikke kendte på tidspunktet for udarbejdelse af regnskabet. Der er henvist til Skatteministeriets udtalelse i SKM2012.615.SKAT .

Landskatterettens afgørelse
Klagerens revisor har i selvangivelsen for indkomståret 2008 opgjort kapitalafkastet i virksomhedsordningen urigtigt, idet der i kapitalafkastgrundlaget blandt andet fejlagtigt er medtaget værdien af stuehuset på 432.000 kr. En genoptagelse af overskudsdisponeringen i henhold til virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 forudsætter, at der foretages en ansættelsesændring, hvor virksomhedens overskud konkret forhøjes eller nedsættes, jf. forarbejderne til lov nr. 313 af 21. maj 2002. I klagerens tilfælde vil den ønskede genoptagelse af indkomstansættelsen medføre, at den personlige indkomst og kapitalindkomsten vil henholdsvis blive forøget og nedsat med samme beløb. Virksomhedens samlede overskud vil således ikke blive ændret, hvorfor det ikke er muligt at genoptage klagerens ansættelse for så vidt angår fejlen i selvangivelsen.

Ved opgørelsen af kapitalafkastet har revisoren anvendt den kapitalafkastsats på 5 %, der oprindeligt var offentliggjort af SKAT. SKAT har imidlertid nedsat kapitalafkastsatsen for 2008 fra 5 % til 4 %, jf. styresignal SKM2011.810.SKAT , hvoraf det fremgår, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. For så vidt angår indkomstårene 2008, 2009 og 2010 kan der ske ordinær genoptagelse til fordel for de berørte skattepligtige efter skatteforvaltningslovens § 26. For indkomståret 2008 er genoptagelsesfristen i øvrigt forlænget til 1. oktober 2012. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Af styresignalet fremgår endvidere følgende:

"(...)

I ganske få tilfælde er det nødvendigt, at den skattepligtige selv tager initiativ til, at der sker genoptagelse.

Udover de tilfælde, der er nævnt under punkt 2.1., kan det også i andre tilfælde have været til ugunst for de skattepligtige, der har anvendt kapitalafkastsatsen, at den har været fastsat for højt.

I disse tilfælde er det nødvendigt, at den skattepligtige selv fremsætter en anmodning om genoptagelse og fremlægger dokumentation for, at den skattepligtige er blevet stillet ringere som følge af, at kapitalafkastsatsen har været for høj.

(...)"

Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 har følgende ordlyd:

"En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen."

Klageren har i 2008 selvangivet et kapitalafkast på 190.198 kr. ved anvendelse af en kapitalafkastsats på 5 %. Som udgangspunkt ville klageren kun have haft et kapitalafkast på 152.158 kr., hvis SKAT ikke havde beregnet kapitalafkastsatsen for højt for 2008. En ansættelsesændring af kapitalafkastet og personlig indkomst vil medføre en ændret skatteberegning. Klageren vil kunne opnå en lavere nettoskattebetaling som følge af seniornedslaget. Klageren må på den baggrund være berettiget til genoptagelse af indkomstansættelsen for 2008, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Landsskatteretten pålægger derfor SKAT at genoptage klagerens ansættelse for indkomståret 2008 med henblik på en ændring af kapitalafkast og personlig indkomst.