Dokumentets metadata

Rejseudgifter - smed

Der kunne ikke indrømmes ret til skattefri rejsegodtgørelse eller fradrag for udgifter i forbindelse med rejse efter ligningslovens § 9 A for en person, der havde ca. 90 km mellem bopæl og arbejdsdplads.

Der klages over, at det selvangivne fradrag for rejseudgifter ikke er godkendt.

Skatteankenævnet har ikke godkendt det selvangivne fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter, fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A, 31.228 kr.,

Landsskatteretten har stadfæstet skatteankenævnets afgørelse.

Klageren har i perioden 1. februar til 31. december 1999 været ansat som smed i B A/S. Klageren har været 14 dages lønnet. Klageren har været beskæftiget som smed med arbejdsplads i X.

Klageren har under et møde med skatteforvaltningen oplyst, at han i forbindelse med ansættelsen i selskabet har haft fast arbejdstid fra kl. 7.00 til kl. 16.00 – 17.00. Arbejdsugen var fra mandag til fredag. Arbejdsgiveren udbetalte skattefri godtgørelse for udedøgn, når afstanden mellem medarbejderens bopæl og arbejdssted var over 65 – 70 km under betingelse af, at medarbejderen på ansættelsesaftalen havde skrevet under på, at vedkommende overnattede ude. Arbejdsgiveren har således udbetalt skattefri godtgørelse frem til den 1. juli 1999, hvorefter der kun blev betalt skattefri godtgørelse for befordring i weekenderne. Klageren valgte at overnatte ude, da han ikke ville bruge så meget tid på transport. Han overnattede derfor hos en kammerat. Han betalte ikke for logi, men gav et tilskud til kost og hjalp samtidig med at istandsætte kammeratens lejlighed.

Klageren ejede i det pågældende indkomstår en personbil af mærket Nissan Sunny. Klageren har erhvervet bilen den 9. oktober 1998.

Klageren har fra B A/S fået udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse med 15.872 kr. samt godtgørelse for kost og logi med 28.461 kr.

Klageren har ifølge de foreliggende lønsedler fået udbetalt godtgørelse for kost og logi med 27.762,17 kr. samt kilometerpenge med 16.120,00 kr.

Der er mindre differencer mellem de af arbejdsgiveren oplyste beløb og lønsedlernes udvisende, hvilket formentlig kan være begrundet i, at der ikke fra klageren foreligger lønseddel for ugerne 27 – 28.

Skatteforvaltningen har på det foreliggende grundlag ikke godkendt de udbetalte kilometerpenge som skattefri befordringsgodtgørelse.

Skatteforvaltningen har beregnet den daglige kørsel mellem hjem/arbejde til 186 km.

Klageren har selvangivet fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter med 31.228 kr.

Klageren har beregnet øvrige fradrag i den personlige indkomst med 5.432 kr.

B A/S har i skrivelse af 9. august 2001 oplyst, at klagerens arbejdstider har været således:

Mandag, tirsdag, onsdag kl. 7.00 – 16.30, torsdag kl 7.00 - 15.00, fredag kl. 7.00 - 9.30

Klageren opfylder ikke betingelserne for at modtage skattefri rejsegodtgørelse eller fratrække udgifter i forbindelse med rejse efter ligningslovens § 9 A.

Rejsebegrebet er defineret i ligningslovens § 9 A og Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 45 af 22. december 1999. Dette er afgørende for, om en skatteyder er berettiget til fradrag for kost og logi, eller om arbejdsgiveren kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse.

Det fremgår af de nævnte bestemmelser, at ved rejse forstås, at en person på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen.

Klageren har på baggrund af det oplyste om sit arbejde, arbejdstiderne m.v. ikke været forhindret i at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Klageren opfylder som følge heraf ikke betingelserne for at modtage rejsegodtgørelse eller fradrage rejseudgifter i medfør af bestemmelsen i ligningslovens § 9 A.

Foreningen ”Rejsearbejdere for Retfærdig Skattelovgivning” har ført sagen overfor de stedlige skattemyndigheder. Foreningen har såvel ført den mundtligt som skriftligt overfor de stedlige skattemyndigheder.

Foreningen har i brev af 9. juli 2001 gjort indsigelse mod, at skatteafdelingen har henvist til en bindende forhåndsbesked af 24. oktober 2001 fra Ligningsrådet vedrørende en medarbejder ansat i firmaet C.

Hvad angår den bindende forhåndsbesked af 24. oktober 2000 fra Ligningsrådet, som skatteankenævnet har nævnt i sagsfremstillingen, er forholdet det, at den pågældende lønmodtager ligeså godt kunne være ansat som pædagog, slagtersvend eller murerarbejdsmand.

Reglerne om rejsegodtgørelse for indkomståret 1999 var fastsat i ligningslovens § 9, stk. 5.

Fradrag for udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde er reguleret af ligningslovens § 9, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det fremgår heraf, at lønmodtagere kan fradrage udgifter, som afholdes for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det omfang, udgifterne overstiger et reguleret grundbeløb på 3.000 kr.

Ifølge Told- og Skattestyrelsens cirkulærer 1998 – 35 og 1999 – 7, der er udstedt i medfør af dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, kan der, hvis betingelserne for skattefri godtgørelse er opfyldt, men udbetaling ikke er sket, eller er sket med lavere beløb, foretages fradrag for differencen i den skattepligtige indkomst, jf. ovennævnte cirkulærers pkt. 6.1.1.

Det må lægges til grund, at klageren i det pågældende indkomstår har arbejdet på en midlertidig arbejdsplads.

Da klageren imidlertid efter det oplyste om sit arbejde, arbejdstiderne m.v. ikke har været forhindret i at overnatte på sin bopæl, opfylder han som følge heraf ikke betingelserne for at modtage rejsegodtgørelse eller fradrage rejseudgifter i medfør af bestemmelsen i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5.