Dokumentets metadata

Dokumentets dato:27-09-2004
Offentliggjort:28-10-2004
SKM-nr:SKM2004.427.LSR
Journalnr.:LSR 2-2-1824-0440
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Kendelse


Advokat- og revisorudgifter - køb af aktier i nye datterselskaber

Omkostninger ved et selskabs erhvervelse af to udenlandske datterselskaber kunne i et vist omfang fradrages efter ligningslovens § 8 J, jf. Højesterets dom af 23. juni 2004, SKM2004.297.HR / TfS 2004.542. Udgifter medgået til aktiekøb for et amerikansk datterselskab måtte anses for et ikke fradragsberettiget tilskud til dette selskab.


Klagen skyldes, at selskabet ikke har opnået fradrag for handelsomkostninger i forbindelse med erhvervelse af aktier.

Sagens oplysninger

Selskabet drev erhvervsvirksomhed med produktion og handel til brug for lægevirksomheder og hospitaler. Selskabet var moderselskab i en koncern, der var verdensomspændende med 14 datterselskaber i ind- og udland. Af selskabets årsregnskab for 1997 fremgik det, at selskabets nettoomsætning udgjorde 629.656.000 kr., samt at resultatet udgjorde 33.691.000 kr. For regnskabsåret 1998 udgjorde de samme poster henholdsvis 705.950.000 kr. og 51.262.000 kr. Selskabet havde i regnskabsåret 1998 gennemsnitlig 1.085 medarbejdere. Ved aftale af 23. april 1998 erhvervede selskabet aktierne i B Ltd, samt aktierne i C P/L. I forbindelse med erhvervelsen afholdt selskabet handelsomkostninger på 1.730.344 kr. vedr. B Ltd. og 133.806 kr. vedr. C P/L.

Selskabet erhvervede endvidere ved aftale af 5. maj 1998 75 pct. af aktierne i D Bhd. I relation til denne handel afholdt selskabet udgifter på 3.766.879 kr. i handelsomkostninger. Endelig købte F Inc., der var et helejet datterselskab, hele aktiekapitalen i E Inc. I forbindelse med denne handel afholdt selskabet udgifter på 3.766.879 kr. i handelsomkostninger.

Selskabet har fradraget samtlige handelsomkostninger i den skattepligtige indkomst.

Kommunens afgørelse

Skattemyndigheden har ikke anerkendt, at selskabet i henhold til ligningslovens § 8 J, statsskattelovens § 6, litra a eller ligningslovens § 17C modsætningsvis havde adgang til at fradrag handelsomkostningerne i den skattepligtige indkomst.

I henhold til ligningslovens § 8 J havde selskabet adgang til fradrag for advokatudgifter og revisorudgifter i forbindelse med etablering eller udvidelse af en bestående virksomhed. Med henblik på udgifterne til erhvervelsen af aktierne i henholdsvis B Ltd, C P/L og D Bhd har myndigheden imidlertid anført, at udgifterne relaterede sig køb af nye datterselskaber, hvilket ikke kunne anses for omfattet af ligningslovens § 8 J. Myndigheden har i stedet anset handelsomkostningerne for at relatere sig til selskabets kapitalinteresser, hvorved fradrag i henhold til statsskattelovens § 6, litra a var udelukket. Endelig havde udgifterne ikke egentlig karakter af driftsomkostninger, hvorfor heller ikke betingelsen i ligningslovens § 17C modsætningsvis var opfyldt.

Vedrørende handelsomkostningerne afholdt i forbindelse med erhvervelsen af E Inc. har myndigheden anført, at det var F Inc., der erhvervede aktierne i E Inc., hvorfor der ikke påhvilede selskabet en juridisk forpligtelse til at afholde udgifterne. Handelsomkostningerne måtte derfor anses for et ikke-fradragsberettiget skattepligtigt tilskud til datterselskabet.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har fremsat principal påstand om, at handelsomkostningerne var fradragsberettigede i henhold til ligningslovens § 8 J, idet der ikke var tale om udgifter, der skulle tillægges anskaffelsessummen, jf. ligningslovens § 8 J, stk. 3. Repræsentanten har endvidere fremsat subsidiær påstand om, at handelsomkostningerne var fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, litra a. Endelig har repræsentanten fremsat mere subsidiær påstand om, at handelsomkostningerne var fradragsberettigede i medfør af ligningslovens § 17 C modsætningsvis og cirkulære nr. 72 af 17. april 1996.

Til støtte for den principale påstand har repræsentanten anført, at de opkøbte selskaber, der alle udøvede virksomhed inden for A A/S’ eksisterende forretningsområder, blev erhvervet med det formål at skabe øget vækst gennem ekspansion, samt for at opnå synergieffekter i produktion og distribution. Under hensyn hertil måtte handelsomkostningerne efter repræsentantens opfattelse relatere sig til udvidelse af en bestående virksomhed, hvorved betingelsen for fradrag i henhold til ligningslovens § 8 J var opfyldt. Repræsentanten har endvidere henvist til cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, hvoraf det fremgår, at begreberne etablering og udvidelse skal fortolkes bredt og bl.a. hjemler fradrag for advokat- og revisoromkostninger, der er afholdt i forbindelse med en udvidelse af selskabskapitalen, børsintroduktion eller er afholdt i forbindelse med en omstrukturering af virksomheden. Endelig fremgår det, at der ikke er tale om en udtømmende opremsning af de tilfælde, der kan begrunde fradrag. Repræsentanten har supplerende anført, at der ikke er tale om en værnsregel, men en begunstigende bestemmelse, hvorfor der ikke har været særlige retspolitiske hensyn, der fordrede en indskrænkende og restriktiv fortolkning.

Med henblik på fradragsretten i henhold til statsskattelovens § 6, litra a, har repræsentanten anført, at de omhandlede selskaber blev erhvervet med det strategiske formål at udvide det samlede produktprogram for at imødekomme kundernes stigende efterspørgsel efter samlede løsninger. Selskabet opererede således overordnet med tre forskellig produktområder defineret ud fra, hvorledes hospitalerne havde organiseret sig. Årsagen hertil var, at afdelingerne på hospitalerne ofte i betragtelig grad var selvbestemmende, hvorfor indkøb af de nødvendige produkter blev foretaget af de samme personer inden for afdelingerne på hospitalerne.

Repræsentanten har herefter anført, at der i de senere år har været et ønske fra hospitalernes side om at mindske antallet af leverandører, samt gennem centralisering at sammenlægge indkøbsafdelinger for at mindske administrationsomkostningerne. Nicheleverandører med en eller få produktlinier var derfor i stigende grad blevet skåret væk til fordel for de leverandører, der har kunnet levere et mere komplet produktsortiment. Selskabets udvidelse af produktsortimentet med komplementerende produkter har medført en betydelig forøgelse af selskabets samlede produktsortiment, idet der inden for det enkelte produkt fandtes mange varianter og inden for de enkelte varianter mange størrelser. Efter erhvervelsen af de omhandlede selskaber har man forøget produktsortimentet til at omfatte mere end 20.000 forskellige enheder.

Erhvervelsen var derfor motiveret af et ønske om at supplere A A/S’ produktsortiment. Såfremt selskabet ikke havde disse produkter i sortimentet, ville selskabet have været langt mindre attraktiv som leverandør til hospitalerne, og selskabet ville formentlig have været tvunget til en prissænkning på de eksisterende produktlinier for at fastholde salget. Konkret betød erhvervelsen af B/C-selskaberne, at selskabet overtog distributionen af B/’ produkter på det danske marked, hvilket resulterede i en meromsætning i selskabet på ca. 31,6 mio. kr.

E Inc.’s hovedprodukter, der ikke indgik i selskabets eksisterende produktprogram, komplementerede selskabets produkter. Den strategiske baggrund for erhvervelsen af E Inc. var derfor først og fremmest at opnå et væsentligt bredere produktsortiment samt erhverve en stærk salgsdistributør af selskabets egne produkter på det amerikanske marked, der på daværende tidspunkt tegnede sig for omtrent 40 pct. af verdensmarkedet. Totalt set har erhvervelsen af E Inc. medført en meromsætning i selskabet målt med 1997 som udgangspunkt og målt til og med 2002 på ca. 6,1 mio. kr. Meromsætningen vedrørte primært mersalg til det amerikanske marked, men indeholdt ikke den komplementære effekt af et udvidet produktsortiment på det danske marked.

Med erhvervelsen af D Bhd blev selskabet en førende producent på området. Produktet komplementerede i høj grad selskabets eksisterende produktion. Selskabet har derfor gennem erhvervelsen af D øget sine egne produkters markedsandele i Danmark. Selskabet har endvidere ved overtagelsen af distributionen af D’s produkter på det europæiske marked opnået en meromsætning på ca. 45,2 mio. kr. til og med 2002.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

De omhandlede omkostninger ved køb af selskaber kan efter det foreliggende ikke godkendes fradraget ved selskabets indkomstopgørelse efter bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er herved henset til, at omkostningerne må anses at vedrøre selskabets kapitalinteresser i datterselskaberne, således at omkostningerne ikke vedrører selskabets løbende drift og indkomsterhvervelse.

De omhandlede omkostninger kan endvidere ikke godkendes fradraget efter bestemmelsen i ligningslovens § 17C, idet der efter det foreliggende ikke kan anses at være tale om udgifter til depotgebyrer, boksleje, kontooversigter eller administration i øvrigt vedrørende værdipapirer og bankindeståender.

Udgifter til advokat og revisor, der er afholdt i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed, kan fradrages efter bestemmelsen i ligningslovens § 8 J, stk. 1.

Ved dom af 23. juni 2004 i sagen Johnson Holding ApS mod Skatteministeriet har Højesteret vedrørende anvendelsen af ligningslovens § 8 J udtalt følgende: ”Ifølge aktieselskabslovens § 1, stk. 1, og anpartsselskabslovens § 1, stk. 1, skal aktie- og anpartsselskaber være erhvervsdrivende, og det er i selskabsretten anerkendt, at kravet herom er opfyldt også for så vidt angår selskaber, hvis virksomhed alene består i at besidde aktier eller anparter i et eller flere datterselskaber. Udgangspunktet må på denne baggrund være, at sådanne moderselskaber også anses for erhvervsdrivende ved anvendelsen af de skatteretlige regler.”

Henset til Højesterets dom af 23. juni 2004 må selskabets erhvervelse af B Ltd, C P/L og D Bhd i indkomståret 1998 anses for en udvidelse af selskabets bestående erhvervsvirksomhed efter ligningslovens § 8 J, stk. 1. Omkostninger til advokat og revisor afholdt i forbindelse hermed godkendes derfor fradraget ved selskabets indkomstopgørelser efter ligningslovens § 8 J, stk. 1. Den resterende del af omkostningerne tillægges aktiernes anskaffelsessum, jf. ligningslovens § 8 J, stk. 3.

Det bemærkes herefter, at aktierne i E Inc. blev erhvervet af selskabets amerikanske datterselskab, hvorfor udgiften hertil må anses for et ikke fradragsberettiget tilskud til datterselskabet.