Dokumentets metadata

Periodisering - retserhvervelse - suspension - ugyldighedsindsigelse

Sagsøgeren bestred at være skattepligtig af udeholdte indtægter på 1,3 mio. kroner ved salg af guld for "sorte" penge, idet han gjorde gældende aldrig at have erhvervet ret til indkomsten som følge af køberens påståede ophævelse af handlen.Landsretten tiltrådte, at sagsøgeren var skattepligtig af den fulde købesum i 1993, da der på tidspunktet for leveringen og modtagelsen af købesummen ikke var fremsat nogle indsigelser. Et afslag i købesummen kunne fratrækkes på tidspunktet, hvor tvisten blev løst, hvilket var i 1997 i forbindelse med et forlig indgået mellem sagsøgerens samleverskes selskab og den svenske køber, jf. også SKM2002.517.VLRLandsretten tiltrådte endvidere, henset til at det var ubestridt, at der var tale om en sort handel, og at skattemyndighederne først var kommet i besiddelse af oplysninger om handlen i forbindelse med en ransagning i 1998, at betingelserne for suspension af ansættelsesfristen var opfyldt.Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at ansættelsen var ugyldig under henvisning til Østre Landsrets dom i SKM2003.248.ØLR, idet der i myndighedernes afgørelse ikke var henvist til dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 4.Landsretten fandt imidlertid, at selv om ansættelsesændringen samtidig indebar en afgørelse om, at betingelserne for suspension af ligningsfristen i den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, var opfyldt, og at hjemlen til suspensionen ikke var omtalt i afgørelsen, fremgik de faktiske omstændigheder, der gav anledning til suspension af fristen, imidlertid af såvel beskrivelsen af de faktiske omstændigheder som afgørelsens begrundelse.Da afgørelsen materielt set var korrekt, kunne det efter landsrettens opfattelse derfor ikke medføre afgørelsens ugyldighed, at hjemlen ikke udtrykkeligt var nævnt i afgørelsen.Skatteministeriet i det hele frifundet.

Parter

B
(advokat Troels Lind Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved Jakob Krogsøe)

Afsagt af landsdommerne

Lilholt, Fabrin og Mette Langborg Christiansen(kst.)

Den 23. juni 2003 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren Bs indkomst for indkomståret 1993:

"...

Klagen vedrører

Udeholdt indtægt ved salg af guld.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster Regionens afgørelse.

Sagens oplysninger

Den 20. december 2000 afsagde Landsskatteretten kendelse vedrørende H1 ApS' skattepligtige indkomst for indkomståret 1997. Det fremgik af kendelsen, at selskabets anparter ejedes af A, der sad i selskabets direktion sammen med sin tidligere ægtefælle og nuværende samlever, klageren. Selskabet beskæftigede sig med køb og salg af brugt jern og stutterivirksomhed. Klageren beskæftigede sig i selskabet med brugtjernvirksomheden.

Klageren solgte i 1993 33 kg guldtråd til selskabets samhandelspartner G1 AB, Sverige for 1.716.000 Skr, svarende til 1.375.374 kr. Køberen var efter det oplyste ikke tilfreds med kvaliteten af produktet. Da selskabet i forbindelse med sin sædvanlige handel med det svenske selskab havde et tilgodehavende hos dette, valgte dette selskab at modregne et tilgodehavende på 612.176 kr.

Vestre Landsret fandt ved dom af 24. september 2002 at selskabet som følge af modregningen med 612.176 kr. afholdt en udgift, som ikke vedrørte selskabet, til fordel for klageren. Landsretten antog, at denne disposition var en følge af interessefællesskabet mellem A og klageren, og at der således forelå maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A. Selskabet var derfor ikke berettiget til fradrag for beløbet, 612.176 kr.

Retten i Skive afsagde den 5. november 2002 dom i sagen klageren m.fl. Han var bl.a. tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, ved med forsæt til skatteunddragelse for indkomståret 1993 ikke at have selvangivet indkomst ved salg af guldtråd med 1.375.344 kr. Retten frifandt efter anklagemyndighedens påstand om frifindelse klageren.

Politimesteren har i brev af 16. januar 2003 til Toldskat Østjylland anført følgende:

"For så vidt angår tiltalen mod B for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1, vedrørende ikke selvangivet indtægt ved handel med guldtråd for indkomståret 1993, frafaldt anklagemyndigheden tiltalen efter princippet i retsplejelovens § 721, stk. 1 nr. 3, da forholdets gennemførelse ikke stod i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kunne forventes idømt.

Tiltalen blev frafaldet da anklagemyndigheden af bevismæssige grunde måtte opgive hovedtiltalen mod B for overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 57, stk. 1, jf. straffelovens § 23, stk. 1. Der fandtes derefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at fortsætte straffesagen alene vedrørende forholdet med overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1, navnlig henset til forholdets alder (næsten 10 år) og den tid der var gået siden straffesagens start (4 år). I tilfælde af domfældelse kunne kun en ringe straf forventes idømt for dette forhold alene.

Anklagemyndigheden fandt det derfor rettest, at tvisten vedrørende fradrag i den skattepligtige indkomst blev afgjort i den verserende Landsskatteretssag. Det blev tilkendegivet, at anklagemyndighedens tiltalefrafald var uden præjudice for Landsskatterettens afgørelse vedrørende dette spørgsmål" .

Regionens afgørelse

Det fremgår af diverse materiale, der er tilvejebragt ved ransagning den 2/11 1998 hos klageren og hos selskabet, at klageren har solgt det omtalte parti guldtråd til et svensk firma for 1.375.374 kr. Der foreligger ikke dokumentation for klagerens køb af partiet. Klageren har henvist til, at han finansierede købet gennem selskabets kassekredit i Jyske Bank. Det er konstateret, at der på kassekreditten er hævet 868.000 kr. den 20/4 1993, hvilket tidsmæssigt er sammenfaldende med købet af guldtråden. Det fremgår ikke, hvad beløbet er anvendt til, og det fremgår ikke af selskabets regnskab. Beløbet 868.000 kr. fremstår ifølge selskabets kassekladde som kassebeholdning, men der er ikke dokumentation for, at der af kassebeholdningen er hævet et beløb, som klageren har anvendt til køb af guldtråd.

Der er i perioden 22/4 - 26/4 1993 indsat en række beløb på selskabets kassekredit, som overstiger beløbet 868.000 kr. Klageren har ved politiafhøring oplyst, at beløbet 868.000 kr. er genindsat på selskabets kassekredit og indeholdt i de pågældende indsætninger. Regionen har ikke fundet grundlag for at antage, at beløbet 868.000 kr. ikke er genindsat på kassekreditten.

Det er regionens opfattelse, at der ikke er grundlag for at indrømme klageren fradrag for købet af guldtråden, jf. statsskattelovens § 6. Der foreligger ikke dokumentation for, at beløbet 868.000 kr. er anvendt til guldkøbet.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at ansættelsen nedsættes med 1.375.374 kr.

Partiet af guldtråd er købt af klageren personligt af to mænd fra den Rumænske ambassade for 1,2 mio. kr. Der foreligger ikke dokumentation for købet.

Køberen, G1 AB gjorde gældende, at guldkvaliteten var mangelfuld. Ved bilag modregnede køberen i 1997 612.176 kr. i sin varegæld til H1 ApS. MM, der da var ansat i H1 ApS afgav forklaring under domsforhandlingen i Vestre Landsret, hvor han støttede klagerens forklaring.

Klageren har den 20/4 1993 hævet 868.000 kr. på selskabets konto, hvilket tidspunkt er sammenfaldende med tidspunktet for hans køb af guldtrådspartiet. Klageren har efterfølgende tilbagebetalt det lånte beløb, hvilket fremgår af Regionens sagsfremstilling, hvor det anføres, at der ikke er grundlag for at antage, at de 868.000 kr. ikke er genindsat på selskabets konto.

Klageren har jf. kontoudtog nr. 484 og 485 til selskabet i perioden 22/4-26/4 1999 indbetalt 1.275.482 kr., hvilken udbetaling klart indikerer eller beviser/dokumenterer, at klageren lånte et betydeligt beløb af selskabet til finansiering af guldkøbet.

Repræsentanten har videre anført, at sagen har sammenhæng med Vestre Landsrets dom af 24. september 2002. Dommen fastslog, at A var skattepligtig for indkomståret 1997 som maskeret udlodning af 612.176 kr.

Repræsentanten har hertil anført

"Dette kan kun have praktisk mening, såfremt man fra domstolene har lagt til grund, at JL ved G1 AB, havde krav på at få et beløb tilbagebetalt.

Dette beløb skal under alle omstændigheder fratrækkes den indtægt, som man gør gældende, at B har haft ved at sælge guldet.

Herudover gøres det gældende, at B ikke har haft nogen indtægt allerede af den grund, at han er forpligtet til at tilbagebetale hele salgssummen til JL, idet der ikke var tale om guld. Dette har Landsretten også lagt til grund ved den omhandlede afgørelse.

Endelig har B haft et indkøb, som er dokumenteret til at andrage ca. kr. 1.000.000,00. Dette er vidnefast godtgjort ved forklaringer fra MM, der samtidig vil afgive forklaringer såfremt nærværende sag opretholdes for skattemyndighedernes side.

Endvidere gør der sig det forhold gældende, hvilket fremgår af side 4, at B har oplyst, at han havde en fortjeneste og at det ikke på noget tidspunkt har været hensigten at angive denne fortjeneste til skattemyndighederne.

Som følge heraf har der ved Retten i Skive været rejst tiltale imod B for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, ved med forsæt til skatteunddragelse for indkomståret 1993 ikke at have selvangivet indkomst ved salg af guldtråde med kr. 1.375.344,00, hvorved det offentlige blev unddraget kr. 933.966,00 i skat.

En sådan tiltale omfatter naturligvis også et mindre beløb, der måtte være indeholdt i en sådan købesum.

Som det fremgår af den tidligere fremsendte kopi af domsudskrift valgte Anklagemyndigheden efter dokumentation havde fundet sted at nedlægge påstand om, at B blev frifundet både for så vidt angår overtrædelsen af straffelovens § 289 og momslovens § 81.

En konsekvens heraf må være, at det offentlige repræsenteret ved Anklagemyndigheden har fundet, at der ikke har været nogen fortjeneste og derfor kan der heller ikke være tale om nogen skatteunddragelse. Dette er konsekvensen af, at man herefter nedlægger påstand om, at B frifindes. Herefter kan man ikke materielt opretholde det synspunkt, at der skal betales en skat, når forholdet en gang er pådømt ved domstolene."

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det lægges til grund ved rettens afgørelse, at klageren i 1993 modtog et beløb på 1.375.344 kr. ved salg af et parti guldtråd. Klageren har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at han helt eller delvis har ydet betaling for købet af guldtråden. Vestre Landsret har i sin dom af 24. september 2002 ikke taget stilling til, om klageren har ydet betaling for guldtråden. Der er heller ikke af retten i Skive ved dommen af 5. november 2002 taget stilling hertil.

Klageren har ikke påvist, at de omtalte hævninger og indsætninger på selskabets kassekredit i april 1993 har forbindelse med hans køb af varepartiet.

Ansættelsen stadfæstes derfor.

..."

B, har under denne sag, der er anlagt den 17. september 2003, nedlagt påstand om, principalt at sagsøgte, Skatteministeriet dømmes til at anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1993 skal nedsættes med kr. 1.375.374, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Skatteministeriet har principalt påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomståret 1993 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgte har endvidere, for det tilfælde at retten måtte give sagsøgeren medhold i den principale påstand, nedlagt påstand om, at sagsøgeren skal anerkende, at hans indkomst for indkomståret 1997 forhøjes med kr. 612.176, og at sagsøgeren som følge heraf skal betale kr. 384.834 med tillæg af renter efter skattelovgivningens regler herom. Sagsøgeren har taget bekræftende til genmæle over for denne påstand.

Om sagens nærmere omstændigheder er for landsretten oplyst bl.a. følgende:

Sagsfremstillingen til og begrundelsen i ligningsmyndighedernes agterskrivelse af 29. juni 1999 og ligningsmyndighedernes afgørelse af 6. september 1999 er i det væsentligste ens. Under punkt 3 i sagsfremstillingerne er sagsøgerens forklaring gengivet således:

"B har ved politiafhøring 30.11.98 oplyst, at han på et tidspunkt var blevet kontaktet af nogle personer med tilknytning til den rumænske ambassade, som forespurgte, hvorvidt han kunne finde køber til et parti guldtråd.

Iflg. B var der tale om en handel, som for alle parters vedkommende skulle ske uden skattemyndigheders viden.

Det praktiske omkring handlens gennemførelse blev foretaget af MM (som nævnt fuldtidsansat i H1 ApS).

B oplyste, at han havde lånt 1 mill kr af H1 ApS, hvilket beløb MM i Sverige overdrog de omhandlede rumænere som sikkerhed.

MM fik herefter guldet i kommission og leverede dette til JL, G1 AB, som på dette tidspunkt (en tirsdag) betalte aconto 1 mill skr. Den efterfølgende fredag afhentede MM de resterende ca 700.000 skr.

Iflg. B blev alle de svenske penge med fradrag af 50.000 skr overdraget til rumænerne, som herefter frigav sikkerheden, de 1 mill dkr, som påny blev indsat på H1 Aps's kassekredit.

B oplyste, at de 50.000 skr var hans fortjeneste, og at det ikke på noget tidspunkt har været hensigten at angive denne fortjeneste til skattemyndighederne.

Ved efterfølgende afhøring den 11.5.99 har B oplyst, at han har haft en fortjeneste på ca. 100 000 kr i forbindelse med den omhandlede guldhandel, men at denne fortjeneste modsvares af de advokatomkostninger, som der i forbindelse med tvisten er påløbet sagen.

B oplyser nu, at han har købt guldet for 1,2 mill dkr, hvilket beløb bl.a. er finansieret ved ovennævnte 868.000 kr. Finansieringen af differencen kunne B ikke nærmere redegøre for.

B fastholder, at der for alle parter var tale om en "sort" handel foretaget af ham personlig, hvorfor G1 AB's krav om faktura ikke kunne imødekommes, også fordi guldtråden formentlig var indsmuglet til Sverige, hvilket omstændigheder således også var årsagen til, at B ikke kunne fremlægge dokumentation for køb af guldtråden.

B har endelig ved politiafhøring oplyst, at han skylder JL 1 mill skr i tilknytning til den pågældende guldhandel."

MMs forklaring er under punkt 4 gengivet således:

"MM har ved politiafhøring erkendt at have medvirket omkring den praktiske gennemførsel af ovennævnte guldhandel.

MM bekræfter stort set Bs forklaring for så vidt angår opstart af handlen, dvs også oplysningen om, at der for alle parter var tale om en handel, som ikke skulle oplyses til skattemyndighederne.

Omkring selve gennemførelsen af handlen har MM dog oplyst, at både han og B mødtes med de pågældende udlændinge på et mødested ved Gøteborg.

B medbragte 1 mill dkr, som blev overdraget til udlændingene til fuld og endelig afgørelse, hvorefter B og MM fik overdraget guldtråden.

MM bekræfter, at det var ham, som afleverede guldtråden til JL ligesom MM bekræfter modtagelse af betaling ved aflevering af guldet 1 mill skr og nogle dage senere de resterende ca. 700.000 skr.

MM bekræfter Bs oplysning om, at der var tale om en handel mellem B og JL personlig. Der var iflg MM tale om en "sort" handel, hvilket også hang sammen med, at guldtrådens oprindelse var af tvivlsom karakter.

MM har oplyst, at han efter tvistens afslutning i 1997 havde indgået aftale med JL om, at denne have ca. 1 mill skr til gode hos B.

MM oplyser, at han mundtligt havde informeret B herom, men iflg. MM havde B ikke accepteret dette forhold."

Sagsøgeren og MM har for landsretten efter oplæsning vedstået forklaringerne gengivet ovenfor.

Under punkt 6 er ligningsmyndighedernes begrundelse anført således:

"6. Regionens afgørelse/begrundelse/lovgrundlag

Vederlaget, 1.375.374 dkr, som B har modtaget i forbindelse med salget af den omhandlede guldtråd i 1993 anses som skattepligtig indkomst for B, jf. statsskattelovens § 4 a.

Der er tale om en personlig indkomst, jf 3, stk. 1, i personskatteloven.

Det er regionens opfattelse, at der, jf. omstændighederne (se nedenfor) ikke bør indrømmes B fradrag for køb af den pågældende guldtråd i henhold til § 6 i statsskatteloven og § 3, stk 2 i personskatteloven.

Der henvises i denne forbindelse også til § 11, stk 1 i bekendtgørelse nr 598 af 21.8.90, hvoraf fremgår, at enhver registrering skal dokumenteres ved et grundbilag, hvilket også er gældende for skattepligtige selv om disse ikke er bogføringspligtige efter bogføringsloven, jf § 2, stk 1, i bekendtgørelse nr. 141 af 26.2.92 om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet.

Ved afgørelsen om ikke at indrømme fradrag er der i øvrigt lagt vægt på følgende forhold:

Bs og MMs forklaring om at der var tale om en "sort" handel, hvor det ikke på noget tidspunkt har været Bs hensigt at oplyse skattemyndighederne om sin fortjeneste.

Omstændighederne omkring Bs køb af guldet. Herunder misforholdet mellem Bs og MMs forklaring omkring selve betalingen til de pågældende udlændinge. Endvidere foreligger der divergerende forklaringer om, hvor - i Danmark eller Sverige - B har fået guldtråden overleveret.

Divergerende oplysninger omkring indkøbspris - der er oplyst 1 mill dkr og 1,2 mill. dkr.

Uklarhed omkring finansiering af indkøb - der foreligger ikke dokumentation for, at de 868.000 kr er anvendt til guldkøbet - der foreligger ingen oplysninger/dokumentation for den resterende finansiering op til de 1 mill kr eller 1,2 mill kr.

I H1 Aps's regnskab er der ikke nærmere redegjort for hverken hævningen på de 868.000 kr eller genindsætningen heraf på selskabets kassekredit, ligesom det ikke er muligt at afstemme genindsætningen med de 868.000 kr.

Som anført fremstår de 868.000 kr. i H1 Aps's kassekladde som kassebeholdning, og det fremgår ikke, at der af denne kassebeholdning er hævet noget beløb, som er "lånt" B til indkøb af guld.

Omstændighederne omkring Bs køb af guldtråden i det hele taget indikerer, at der også for leverandørerne heraf har været tale om en "sort" indtægt, som ikke skulle selvangives til nogen skattemyndighed, hvorfor det også må antages, at den mellem parterne aftalte pris er ansat herefter.

Det skal endelig påpeges, at det i det hele taget i den pågældende sag er uklart, hvem af parterne der har ansvaret for, at det omhandlede guldtråd ikke var ægte 18 karat guld.

For så vidt angår oplysningerne, om at B i tilknytning til forliget i 1997 skylder JL 1 mill skr, henvises til, at dette ikke fremgår af erklæring (...) .

Det er regionens opfattelse, at der oprindelig var tale om en aftale mellem MM og JL, og at B ikke har accepteret denne aftale.

Endvidere henvises til, at samhandlen mellem H1 Aps og G1 AB ophørte, da MM i marts 1998 fratrådte sin stilling hos H1 Aps. JL har i øvrigt ikke gjort sit krav gældende overfor B."

Der er mellem parterne enighed om, at skattestyrelseslovens § 35 ikke er omtalt i ligningsmyndighedernes agterskrivelse af 29. juni 1999 og ligningsmyndighedernes afgørelse af 6. september 1999. Der er ligeledes enighed om, at forliget mellem H1 ApS og G1 AB blev indgået i september måned 1997.

Forklaringer

Sagsøgeren har supplerende forklaret, at han i 1993 var leder af H1 ApS, hvilket han fortsat er i dag. Forud for købet af guldtråden fik han af nogle rumænere en prøve heraf, som han fik undersøgt hos en dansk guldsmed, der bekræftede, at det var guld. Han har kun mødt rumænerne i forbindelse med guldhandlen. 8-14 dage efter, at guldtråden var leveret i Sverige, blev han ringet op af JL, der oplyste, at han havde fået foretaget en analyse af guldet hos F1 AB, der havde meddelt, at der var tale om guldbelagt messing, og at det leverede kun var nogle få hundrede kroner værd. JL ville derfor have sine penge tilbage. Han troede på, at det var rigtigt, når JL sagde, at der ikke var tale om guld. Han anerkendte derfor straks, at der var en mangel ved det leverede. Han var imidlertid ikke i stand til at betale pengene tilbage, da han selv var uden midler, og han ikke kunne låne pengene af H1 ApS. Han har ikke krævet at få det leverede tilbage, da det efter oplysningerne fra F1 AB var uden værdi.

MM har supplerende forklaret, at han i 1993 var ansat hos H1 ApS som sælger i Sverige. Han fratrådte i 1998. Betalingen til udlændingene skete kontant. Han havde af B modtaget en plasticpose fra Jyske Bank med ca. 850.000-900.000 danske kroner. Resten fik han i en kuvert. Der var i alt omkring 1,2 mio. danske kroner. 10-14 dage efter, at guldet var leveret, blev han ringet op af JL, der ville have sine penge tilbage, da det leverede ikke var guld. Pengene kunne ikke tilbagebetales, da B ikke havde så mange penge og ikke kunne låne dem af H1 ApS. I forlængelse af JLs reklamation var vidnet og en anden, som han ikke husker, hvem var, i Sverige for at undersøge guldtråden. Han fik en prøve med hjem. Efter en undersøgelse heraf måtte han erkende, at der ikke var tale om guld. JL har senere flere gange krævet sine penge tilbage. Der har været korresponderet herom via parternes advokater.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at han ikke har haft en skattepligtig indtægt i 1993 i forbindelse med guldhandlen, idet køberen straks hævede handlen som følge af, at det leverede ikke svarede til det aftalte. Sagsøgeren har således aldrig erhvervet ret til købesummen. Skulle det blive lagt til grund, at sagsøgeren havde erhvervet ret til købesummen, må det også lægges til grund, at der samtidig hermed opstod en pligt til at tilbagebetale denne som følge af, at køberen hævede handlen. Da retten og pligten således er opstået samtidig, har der ikke været en skattepligtig indtægt i forbindelse med handlen. Ved vurderingen skal det tillægges væsentlig bevismæssig betydning, at anklagemyndigheden valgte at opgive strafferetlig forfølgning af sagsøgeren.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at ligningsmyndighedernes skatteansættelse er ugyldig som følge af, at den er truffet efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, og at suspensionsbetingelserne i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, ikke er opfyldt. Betingelsen for anvendelse af skattestyrelseslovens § 35 stk. 4, er, at skatteyderen har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Uanset at det oprindeligt var hensigten, at handlen skulle gennemføres uden skattemyndighedernes viden, var det ikke dette forhold, der afholdt sagsøgeren fra at selvangive indtægten. Baggrunden herfor var alene, at sagsøgeren allerede i 1993 var af den overbevisning, at han ikke havde haft en fortjeneste i forbindelse med handlen. Sagsøgeren har derfor alene handlet simpelt uagtsomt. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at ligningsmyndighedernes afgørelse er ugyldig som følge af, at afgørelsen ikke indeholder en begrundelse for anvendelsen af skattestyrelseslovens § 35 stk. 4. Forvaltningslovens regel om begrundelse er en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse som udgangspunkt medfører ugyldighed. Kun hvis sagsøgte kan påvise, at den manglende begrundelse ikke konkret har haft betydning, kan afgørelsen opretholdes. I denne sag er der ikke blot tale om en mangelfuld begrundelse, men om en helt manglende begrundelse, idet afgørelsen om at anvende skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, er en selvstændig afgørelse, der skal vurderes isoleret fra den materielle afgørelse om skatteansættelsen. Som følge af den manglende begrundelse har sagsøgeren ikke haft anledning til at vurdere, om denne del af afgørelse gav grundlag for at klage. Dette har konkret medført, at der først er fremsat indsigelse mod denne del af afgørelsen kort tid før domsforhandlingen i landsretten. Den manglende begrundelse har således konkret haft betydning for sagsøgeren.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at det på baggrund af forklaringerne må lægges til grund, at sagsøgeren har haft en udgift i størrelsesordenen 1,2 mio. kr. til køb af det omhandlede guld. Forklaringerne støttes af såvel det tidsmæssige forløb som af de posteringer, der fremgår af kontoudtogene fra H1 ApS' kassekredit. Hertil kommer, at det har formodningen imod sig, at sagsøgeren har modtaget guldet uden betaling.

Sagsøgte har til støtte for sine påstande gjort gældende, at sagsøgeren i forbindelse med leveringen af guldtråden erhvervede endelig ret til købesummen, og at parternes tvist i den anledning først blev afsluttet i 1997 således, at skattemyndighedernes skatteansættelse af sagsøgeren for henholdsvis indkomståret 1993 og 1997 er korrekt. Sagsøgte har henvist til, at det mellem parterne er ubestridt, at der på tidspunktet for leveringen af guldtråden og køberens betaling ikke var fremsat indsigelse mod guldtrådens kvalitet. Indsigelse herom fremsattes først 10-14 dage senere. Det følger herefter af de almindelige periodiseringsregler, at beløbet på 1.375.374 kr. skal tages til indtægt i 1993, og at et eventuelt afslag i købesummen, som følge af mangler ved det leverede, først kan fradrages, når tvisten herom er endeligt afklaret. Sagsøgerens anbringende om, at handlen blev hævet i forbindelse med køberens mangelsindsigelse, er udokumenteret og støttes ikke af sagens oplysninger i øvrigt. Der er ikke sket tilbagelevering af ydelser fra nogen af parterne, og køberen har efter de foreliggende forklaringer ikke forfulgt et krav mod sagsøgeren ud over beløbet, der blev modregnet i 1993. Det må herefter lægges til grund, at der alene har været fremsat krav om afslag i købesummen. Dette afslag er af skattemyndighederne på korrekt vis periodiseret i 1997, hvor forliget mellem H1 ApS og G1 AB blev indgået.

Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret om og i hvilket omfang, han har betalt for guldet. Der er som følge heraf ikke grundlag for at indrømme sagsøgeren et fradrag herfor. De fremlagte bankbilag er uden sammenhæng med de afgivne forklaringer og dokumenterer ikke, at beløbene har relation til guldhandlen. Der er således i det hele tale om en materiel korrekt skatteansættelse, hvorfor der ikke er grundlag for hjemvisning af sagen.

Endelig har sagsøgte gjort gældende, at betingelserne for anvendelse af skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, var opfyldt. Materialet om handlen blev først kendt for skattemyndighederne i forbindelse med ransagningen i 1998. Sagsøgeren har erkendt, at det var hensigten, at skattemyndighederne ikke skulle få kendskab til handlen. Det forhold, at straffesagen mod sagsøgeren blev opgivet, er i den forbindelse uden betydning, og der var tale om en rent teknisk frifindelse. Der er således truffet en materiel rigtig afgørelse. Det forhold, at der ikke i ligningsmyndighedernes afgørelse er en specifik henvisning til lovbestemmelsen, medfører ikke ugyldighed. Afgørelsen henviser til de faktiske omstændigheder, der berettiger til anvendelse af bestemmelsen. Den mangelfulde begrundelse har konkret været uden betydning for såvel afgørelsens indhold som for sagsøgerens vurdering af, om han ønskede at påklage afgørelsen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at skattemyndighederne først modtog oplysning om guldhandlen i forbindelse med ransagningen den 2. november 1998. Det er ligeledes ubestridt, at sagsøgeren havde til hensigt at gennemføre handlen som en "sort" handel. Henset hertil og til sagsøgerens skiftende forklaringer om, hvorvidt og i givet fald hvor stor en fortjeneste han havde på handlen, jf. bl.a. sagsøgerens forklaring til politiet den 11. maj 1999, var betingelserne for anvendelse af skattestyrelseslovens § 35 stk. 4, opfyldt.

Da skattemyndighederne den 6. september 1999 traf afgørelse om ændret skatteansættelse for indkomståret 1993, indebar afgørelsen, at skattemyndighederne samtidig traf afgørelse om, at betingelserne for suspension af ligningsfristen i den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, var opfyldt. Hjemlen til suspension var ikke omtalt i afgørelsen. De faktiske omstændigheder, der gav anledning til suspension af fristen, fremgik imidlertid af såvel beskrivelsen af de faktiske omstændigheder som af afgørelsens begrundelse. Herefter og da afgørelsen materielt set var korrekt, kan det forhold, at hjemlen ikke udtrykkeligt var nævnt i afgørelsen, ikke føre til, at afgørelsen er ugyldig.

Det fremgår af såvel sagsøgerens som MMs forklaring, at leveringen af guldtråden og betalingen herfor havde fundet sted, da køberen fremsatte indsigelse mod guldtrådens kvalitet. Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at tvisten som følge af køberens mangelsindsigelse tidligst blev afsluttet med forliget i 1997. Skattemyndighedernes periodisering af såvel indtægten som fradraget er således sket i overensstemmelse med reglerne herom.

Sagsøgeren har hverken ved de fremlagte bankbilag eller i øvrigt dokumenteret, at der er grundlag for fradrag ud over det, som skattemyndighederne har indrømmet sagsøgeren for indkomståret 1997 med 612.176 kr.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, B, skal inden 14 dage til sagsøgte betale sagens omkostninger med 58.000 kr.