Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-11-2004
Offentliggjort:11-01-2005
SKM-nr:SKM2005.14.VLR
Journalnr.:B-1510-03
Referencer.:Registreringsafgiftsloven


Registreringsafgift af motorkøretøjer - afgiftspligtig værdi

Udarbejdelse af tillæg til tidligere indgåede aftaler om tildeling af tegningsretter til medarbejderne i visse situationer blev anset som indgåelse af nye aftaler og ikke som en præcisering af de allerede indgåede aftaler.


Vestre Landsrets forlig af 18. november 2004 B-1510-03

Parter

H1 ApS

mod

Skatteministeriet.

Vedtaget af landsdommerne

Kristian Petersen, Dorte Jensen og Lars Christensen (kst.)

-----------

Vestre landsrets tilkendegivelse af 5. oktober 2004, B-1510-03

I henhold til aftale med parternes advokater ved domsforhandlingens afslutning den 20. september 2004

Landsretten fremsætter følgende tilkendegivelse

Sagsøgeren, H1, ApS, har under sagen, der vedrører perioden 1996- 1999, tilkendegivet, at alle biler, som er omfattet af sagen, er solgt til en pris tæt på mindsteprisen, men over denne.

Det lægges efter den forklaring, som H1 har afgivet til grund, at i en række af de tilfælde, hvor medarbejdere hos H1 ApS har ført drøftelser med en kunde om handel af en ny bil og samtidig indbytning af en brugt bil, har drøftelserne primært handlet om byttesummen - frem for priserne på den nye bil og brugte bil isoleret set.

Der er 17 tilfælde, hvor det er konstateret, at den slutseddel, der blev udarbejdet i forbindelse med handlens indgåelse, kun er blevet udfyldt med den aftalte byttesum (fejltype C) .

Ved bedømmelsen af, om der i disse tilfælde kan konstateres en overflytning af H1 ApS' avance på den fabriksnye bil til en forhøjelse af den ikke-afgiftspligtige avance, som H1 ApS kunne opnå på kundens brugte bil, må der lægges vægt på, om kunderne i de konkrete tilfælde har været uden kendskab til, at beregningen af prisen for den bil, der blev taget i bytte, ikke ville ske med udgangspunkt i den anmeldte standardpris for den fabriksnye bil, men derimod i en lavere pris end standardprisen, og om prisen for den brugte bil herefter må anses for lavere end bilens reelle brugtværdi.

Efter bevisførelsen finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte H1s forklaring om, at kunderne i hvert enkelt tilfælde - inden handlens endelige indgåelse - er gjort bekendt med, at prisen for den bil, der blev taget i bytte, i det endelige salgsdokument ville blive beregnet med udgangspunkt i den aftalte byttesum og en pris lavere end standardprisen for den fabriksnye bil.

Der er således ikke tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at fastslå, at disse aftaler tog udgangspunkt i standardprisen for den nye bil, således at byttesummen var aftalt på baggrund af denne standardpris, og der er herefter heller ikke grundlag for at fastslå, at H1 ApS har overflyttet sin avance på den nye bil til en forhøjet avance på den brugte bil ved at medtage denne til en pris lavere end den brugte bils reelle værdi.

Det forhold, at de oprindeligt udfyldte slutsedler ikke opfylder indholdskravene i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer § 21 kan ikke føre til, at det er H1 ApS, der skal bevise, at der ikke er sket overførsel af avance.

På den baggrund finder landsretten ikke, at der vedrørende fejltype C er fornødent grundlag for at tilsidesætte de af sagsøgeren foretagne beregninger af registreringsafgift.

Der foreligger yderligere 222 tilfælde, hvor det er ubestridt, at den nye bil er solgt til en pris under den anmeldte standardpris samtidig med, at der er indgået aftale om H1 ApS' køb af kundens brugte bil. I disse tilfælde (fejltype A) har skattemyndighederne rejst krav om yderligere registreringsafgift med baggrund i en antagelse om, at der i mindst 20% af tilfældene ved aftaleindgåelsen alene er udfyldt en salgsslutseddel med den aftalte byttesum.

Allerede af de samme grunde som anført vedrørende fejltype C finder landsretten heller ikke i disse tilfælde, at der foreligger fornødent grundlag for at tilsidesætte de beregninger af registreringsafgift som H1 ApS har foretaget.

Om salget af en fabriksny bil til TH (fejltype B) har H1 for landsretten forklaret, at kunden oprindeligt fik tilbudt en spoiler til en pris på 2.000 kr. På trods heraf er prisen på spoileren - der ikke er afgiftspligtig efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer - i den oprindelige slutseddel anført til kr. 3.840 samtidig med, at sagsøgerens afgiftspligtige avance på den fabriksnye bil er nedsat til en pris lige over mindsteprisen. Da kunden efterfølgende fravalgte køb af spoileren, blev der udfærdiget en ny slutseddel, hvori prisen på kundens brugte bil nu blev nedsat i forhold til det oprindeligt aftalte.

I dette tilfælde kan det lægges til grund, at der er foretaget en overflytning af afgiftspligtig avance på den fabriksnye bil til en forhøjet ikke-afgiftspligtig avance i første omgang på spoileren og i anden omgang på sagsøgerens køb af kundens brugte bil.

Under disse omstændigheder tiltræder landsretten, at H1 ApS' beregning af registreringsafgift i dette tilfælde er tilsidesat.

H1 ApS har anerkendt, at der ved salget af en fabriksny bil til PE skal beregnes yderligere registreringsafgift med kr. 288 (fejltype B).

Da der er enighed mellem parterne om beregningen af registreringsafgift i de 2 tilfælde, der er omfattet af fejltype B, og da Skatteministeriet ikke har fået medhold i, at der kan opkræves yderligere registreringsafgift i andre tilfælde, er der ikke anledning til at tage Skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning til følge.

Som følge af det anførte vil resultatet af en dom blive, at landsretten vil tage den af H1 ApS nedlagte subsidiære påstand til følge, således at Skatteministeriet skal anerkende, at H1 ApS alene kan afkræves 5.660 kr. i yderligere registreringsafgift for perioden 1. oktober 1996 - 31. december 1999.

Landsretten opfordrer derfor parterne til inden den 15. november 2004 at meddele landsretten, om sagen kan forliges i overensstemmelse med H1 ApS ovenfor anførte subsidiære påstand, og således at det overlades til landsretten at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Sagen udsat.

Retten hævet

----------

Vestre Landsrets forlig af 18. november 2004 B-1510-03

Under henvisning til tilkendegivelse af 5. oktober 2004 er sagen herefter forligt i overensstemmelse med H1 ApS subsidiære påstand.

Landsretten bestemte, at Skatteministeriet i sagsomkostninger til H1 ApS betaler 25.000 kr.

Sagen sluttet.

Retten hævet