Dokumentets metadata

Sommerhusudlejning, erhvervsmæsig, privat, formidlingsaftale, forventningsprincippetUdlejning af sommerhus - erhvervsmæssig brug - blandet benyttelse - forventningsprincippet

Ejeren havde ikke fraskrevet sig retten til selv at benytte sommerhuset, som derfor allerede af døn grund ikke kunne anses for anvendt udelukkende erhvervsmæssigt.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Per Sørensen, Peter Blok, Niels Grubbe og Marianne Nøjgaard Pedersen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 22. afdeling den 1. september 2003.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

A har for Højesteret frafaldet anbringendet om, at skattemyndighedernes anerkendelse af, at sommerhuset fra 1982-1996 udelukkende blev erhvervsmæssigt anvendt, har skabt en berettiget forventning hos ham om, at denne status ville blive opretholdt.

Højesterets begrundelse og resultat

Som anført af landsretten følger det af §§ 7 og 8 i aftalen mellem Sol og Strand og A, at denne havde ret til på forhånd at disponere over sommerhuset i 3 uger inden for en nærmere angiven periode og i øvrigt kunne benytte huset efter aftale med udlejningsbureauet. A havde således ikke i 1997 og 1998 fraskrevet sig retten til selv at benytte sommerhuset. Allerede af denne grund kan sommerhuset ikke i skattemæssig henseende anses for anvendt udelukkende erhvervsmæssigt i disse indkomstår, jf. Højesterets dom, SKM2002.229.HR .

Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 15.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.