Dokumentets metadata

Erstatning - vådområdeprojekt - bindende ligningssvar

Erstatning modtaget som led i gennemførelsen af et vådområdeprojekt blev anset for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11 selv om der var indgået aftale herom, idet der konkret havde forligget risiko for ekspropriation.

Klageren har bedt om bindende ligningssvar, idet han har stillet følgende spørgsmål:

”Er den modtagne engangserstatning omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11?”

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har besvaret spørgsmålet på følgende måde: ”Nej.”

Landsskatteretten ændrer skatteankenævnets besvarelse til: ”Ja”.

Sagens oplysninger

Den 23. maj 2002 gav x Amt tilladelse til etablering af et vådområdeprojekt omfattende et areal på ca. 60 ha som beskrevet i detailprojekt dateret januar 2002 med senere ændringer. Projektet involverede i alt 17 lodsejere og medførte indgreb i beskyttede vandløb og områder, der var beskyttet som mose eller eng efter bestemmelser i naturbeskyttelsesloven. Det fremgår af tilladelsen, at amtet igennem flere år havde undersøgt mulighederne for at forbedre natur- og miljøforholdene omkring åen. Som led i forundersøgelserne til projektet blev der i maj 2000 foretaget en overordnet botanisk vurdering af de naturbeskyttede arealer inden for området.

Afgørelsen blev bekendtgjort i 3 omegnsblade. Den 5. august 2002 meddelte Y Kommune amtet, at der ikke var indkommet klager over projektet inden klagefristens udløb. Kommunen så derfor ikke, at der var noget til hinder for at fortsætte projektprocessen.

Ved brev af 30. august 2002 gjorde amtet til lodsejere omfattet af vådområdeprojektet opmærksom på, at 1. september 2002 var sat som skæringsdato for indgåelse af aftaler om gennemførelse af vådområdeprojektet, idet endnu et par aftaler manglede at komme på plads.

Klageren underskrev den 6. september 2002 aftale med amtet om gennemførelse af vådområdeprojektet, hvorved udnyttelsen af et areal på 25,7 ha blev påført permanente dyrknings- og anvendelsesmæssige begrænsninger, som i hovedtræk gik ud på, at arealet skulle henligge permanent som vådområde, hvorefter der ikke måtte dyrkes eller tilføres gødning eller pesticider. Klageren modtog for sin accept af disse indskrænkninger i dyrkningsrettighederne en engangserstatning på 1.435.000 kr. Beløbet blev udbetalt den 1. november 2002.

Den 15. oktober 2002 orienterede amtet lodsejerne om, at aftalerne var på plads.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteforvaltningens bindende ligningssvar afgivet den 16. februar 2004 fastholdes.

Det er nævnets opfattelse, at der var tale om en frivillig afståelse, der ikke er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Der henvises til udtalelse fra X Amts repræsentant i forhandlingerne om våde enge, hvoraf det fremgår, at ekspropriation ifølge bemærkningerne til naturbeskyttelsesloven alene kan ske, hvis en enkelt eller nogle få lodsejere forhindrer et projekt, hvor der i øvrigt er stor tilslutning. Loven giver således kun undtagelsesvis mulighed for at ekspropriere. Da klagerens andel af det omhandlede areal udgør 25,7 ha af i alt 64 ha, ville ekspropriation ikke være kommet på tale. Desuden ugjorde klagerens erstatning 46,3 % af det samlede projektbeløb.

Der henvises endvidere til Skattedepartementets notat af 1. oktober 1999 (journal 11.1999-541-0031), hvor problemstillingen omkring beskatning af kompensation for genopretning af vådområder er beskrevet. Der lægges heri vægt på, at projekterne skal gennemføres på grundlag af frivillige aftaler med lodsejerne.

Klagerens påstand og argumenter

Der er fremsat påstand om, at den modtagne engangserstatning er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt., da fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen, ikke med regnes til den skattepligtige formue.

Klageren måtte på aftaletidspunktet påregne, at dispositionen ville være gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt klageren ikke havde indgået en frivillig aftale. Der forelå således en aktuel og reel risiko for, at X Amtsråd ville benytte sin ret til at ekspropriere, hvis en frivillig aftale ikke kunne indgås. Hjemlen til ekspropriation findes i naturbeskyttelseslovens § 60, der bemyndiger miljø- og energiministeren og amtsrådet til at foretage ekspropriation af ejendomme i landzone, når det er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at gennemføre foranstaltninger på grundlag af en planlægning til fremme af lovens formål, herunder genopretning af vådområder.

Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 18. september 2003, offentliggjort i SKM2003.443.LSR /TfS 2003, 827, hvor en engangserstatning udbetalt af et elselskab ved opstilling af vindmøller blev anset for skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt. I nærværende sag havde amtsrådet kompetencen til at ekspropriere, hvorimod elselskabet havde ekspropriationskompetencen i den refererede sag. I den foreliggende sag havde amtsrådene endvidere udpeget mulige vådområder, idet Folketinget havde pålagt amterne at udtage 16.000 ha til genopretning af vådområder. Endvidere pålægger EU’s nitratdirektiv Danmark at reducere det såkaldte markbidrag, hvilket vil sige nitratudvaskningen fra markerne, med 100.000 tons kvælstof om året. På det tidspunkt, hvor klageren indgik aftale med X Amt, havde amterne endnu ikke udtaget det fornødne areal til naturgenopretning, ligesom Danmark endnu ikke – og i øvrigt fortsat ikke – levede op til de EU-retlige krav om reduktion af kvælstofudledningen.

I den refererede sag havde elselskaberne udpeget potentielle opstillingsområder for vindmøller, idet den daværende miljø- og energiminister ved skrivelse af 14. februar 1996 gav elselskaberne et pålæg at udbygge vindkraften med 200 MW inden 2005. Det fremgik dog ikke af dette pålæg, hvor vindmøllerne skulle opstilles, hvorfor elselskaberne i realiteten kunne have valgt en anden placering. Men da der var tale om et pålæg, fandt Landsskatteretten det godtgjort, at der forelå en aktuel risiko for, at elselskabet ville benytte sin ret til at ekspropriere, hvis en frivillig aftale ikke kunne indgås.

En medarbejder ved X Amt, der var amtets repræsentant i forhandlingerne om våde enge, har oplyst, at anlægsarbejdet vedrørende ”Vandløbsreguleringsprojektet X å med tilløb” blev påbegyndt kort efter indgåelsen af aftalerne med lodsejerne i tidsrummet fra november 2002 til juni 2003. Klageren var blandt de to sidste af de 7 lodsejere, som indgik aftale med amtet. Det ses ikke at have afgørende betydning, at klageren ejede en større del af det omhandlede areal og dermed fik udbetalt en større del af den samlede erstatningssum. Myndighederne havde udarbejdet tegninger og planer for projektet, inden klagerens skrev under, og projektet blev igangsat og gennemført umiddelbart efter aftalerne med lodsejerne var i hus.

Endelig bemærkes det, at der ikke udelukkende var tale om frivillige aftaler om vådområder i Danmark. Som eksempel herpå henvises til afgørelse truffet af et Amtsråds udvalg for teknik og miljø den 30. juni 2003, hvorved amtet eksproprierede et areal hos en lodsejer, som ikke ville indgå en frivillig aftale om overdragelse af det pågældende areal.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, medregnes ikke, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 1. pkt. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Ved frivillig overdragelse til en ekspropriationsberettiget er det efter praksis en betingelse for fritagelse for beskatning, at det på aftaletidspunktet kunne påregnes, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation.

Efter en konkret vurdering finder retten, at det ved Folketingets vedtagelse af Vandmiljøplan II, hvorved amterne skulle stå for genopretningen af 16.000 ha vådområde i perioden fra 1999 til 2003, er godtgjort, at der forelå en aktuel og reel risiko for, at amtet ville benytte sin ret efter naturbeskyttelsesloven til at ekspropriere, hvis der ikke kunne opnås en frivillig aftale med klageren. Der er endvidere lagt vægt på, at amtet udarbejdede detailprojekt for etablering af ca. 60 ha vådområde i januar 2002, idet amtet allerede i maj 2000 foretog en overordnet botanisk vurdering af de naturbeskyttede arealer inden for området.

Landsskatteretten anser herefter den modtagne engangserstatning for skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt., og skatteankenævnets besvarelse ændres til: ”Ja”.