Dokumentets metadata

MBA-kursus - jobskifte under betalt uddannelse

Udgift til et MBA-kursus, som i en jobskiftesituation ikke ville blive godtgjort af den hidtidige arbejdsgiver, men i.h.t. aftale om ansættelsesvilkår hos den nye arbejdsgiver blev betalt af denne, ansås omfattet af reglerne om skattefrihed, jf. ligningslovens § 31. Uddannelsen var først færdiggjort efter aftale om jobskiftet var indgået.

Klagen vedrører hvorvidt udgift til MBA-kursus, betalt af ny arbejdsgiver, kan anses som en ydelse der modtages fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelse.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2001. Personlig indkomst

Skatteforvaltningen har ikke anset udgift til MBA-kursus, på 68.000 kr., betalt af ny arbejdsgiver for skattefri, men anset ydelsen som yderligere løn til klageren.

Landsskatteretten nedsætter klagerens indkomst med 68.000 kr.

Sagens oplysninger

A har været ansat ved B fra april 1997 til 30. juni 2001, hvor klageren har arbejdet i Dubai. Klageren har ikke været skattepligtig til Danmark i perioden 28. februar 1993 til 30. juni 2001.

Den 25. maj 1998 har klageren påbegyndt et MBA-kursus, ved et engelsk universitet, der blev afsluttet den 18. juni 2001. B har afholdt 75 % af kursusudgifterne, og klageren har afholdt de resterende 25 % af kursusudgifterne.

B har ved skrivelse af 20. maj 2001 stillet krav om, at klageren skal tilbagebetale 75 % af den økonomiske støtte, klageren har modtaget i forbindelse med MBA-studierne, svarende til 68.000 kr., idet klageren ikke har opfyldt de to betingelser, der var for at modtage økonomisk støtte. Dette har klageren accepteret den 21. maj 2001.

I april 2001 har klageren underskrevet sin ansættelseskontrakt med C A/S (herefter kaldet selskabet), hvoraf fremgår, at klageren skulle starte hos selskabet den 1. august 2001. Selskabet har i november 2001 refunderet klageren 68.000 kr., svarende til det beløb klageren skulle tilbagebetale til B.

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har forhøjet klagerens indkomst med 68.000 kr., idet ydelse fra ny arbejdsgiver ikke er anset som dækning af udgifter i forbindelse med uddannelse modtaget som led i et ansættelsesforhold, jf. ligningslovens § 31, men som yderligere lønindkomst.

Klageren har afsluttet uddannelsen MBA den 18. juni 2001. Da klageren først blev ansat ved sin nye arbejdsgiver den 1. august 2001, kan den ny arbejdsgivers betaling af afholdte udgifter til MBA-uddannelsen ikke anses som en ydelse, der er modtaget fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold.

Klagerens skattepligt til Danmark er indtrådt den 30. juni 2001. Således har klageren opsagt sin stilling hos B, og B har stillet kravet om tilbagebetaling af den udbetalte støtte til MBA-uddannelsen, i en periode, hvor klageren ikke har været skattepligtig til Danmark.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at klagerens personlige indkomst nedsættes med 68.000 kr. for indkomståret 2001.

Det er ikke korrekt, når skatteforvaltningen lægger til grund, at klageren ikke var ansat ved C A/S, før han havde afsluttet sin MBA. Klagerens ansættelse ved C A/S skal regnes fra tidspunktet for underskriften af ansættelsesaftalen, hvilket vil sige fra april 2001, og på dette tidspunkt har C A/S lovet klageren skadesløsholdelse for den kontraktretlige forpligtelse vedrørende tilbagebetaling af de af B afholdte udgifter til klagerens MBA.

Skattefriheden efter ligningslovens § 31 omfatter de ydelser, der som led i et arbejdsforhold betales til dækning af ydelser i forbindelse med alle typer af uddannelser. Fra og med underskriften af ansættelseskontrakten i april 2001 stod klageren i et ansættelsesforhold til C A/S, hvorfor betingelsen i ligningslovens § 31, stk. 1, må anses for opfyldt, uanset refusionen på 68.000 kr. af praktiske årsager først blev udbetalt med november-lønnen 2001.

Indførelsen af ligningslovens § 31, som skete ved lov nr. 955 af 17. december 1999 (L 88), havde til formål at udvide adgangen for skattefrihed for arbejdsgiverbetalt uddannelse i forhold til retstilstanden, der var gældende før vedtagelsen af lov nr. 955, hvor forholdet alene blev reguleret af statsskattelovens § 4. Dermed gælder praksis efter statsskatteloven fortsat.

I 2001 var klageren i besiddelse af en uddannelse som styrmand samt en uddannelse som teknikumingeniør. Klagerens erhvervelse af en MBA kan derfor ikke anses for en skattepligtig videreuddannelse, hvorfor C A/S’ refusion af studieomkostninger i forbindelse med B’s tilbagebetalingskrav må anses som en skattefri disposition, jf. statsskattelovens § 4.

Dette understøttes endvidere af Landsskatterettens kendelse af 26. juni 2002, hvor en skatteyder, som i forvejen var uddannet sygeplejerske og havde en HD i finansiering, fik medhold i, at arbejdsgiverens betaling af en MBA ikke kunne anses for skattepligtig for skatteyderen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelser og kurser medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når ydelserne modtages fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, ydelserne ikke alene har privat karakter for modtageren og er omfattet af ligningslovens § 31, stk. 3, jf. ligningslovens § 31, stk. 1- 3.

Som udgangspunkt skal arbejdsgiveren have påtaget sig afholdelse af udgiften under ansættelsesforholdet, således at en ny arbejdsgiver ikke med tilbagevirkende kraft kan betale for gamle uddannelser med den virkning, at der er skattefrihed efter ligningslovens § 31.

I nærværende sag er tale om et jobskifte midt i forløbet, og det må lægges til grund, at klageren har indgået mundtlig aftale med sin nye arbejdsgiver C A/S om, at C A/S skulle betale for klagerens MBA, i forbindelse med klagerens underskrivelse af ansættelseskontrakten med C A/S, og dermed inden klageren havde færdiggjort sin MBA. Under disse omstændigheder må klagerens nye arbejdsgiver anses at have overtaget klagerens gamle arbejdsgivers forpligtelse om afholdelse af udgifter til klagerens MBA-studier, hvorfor udgiften er omfattet af ligningslovens § 31.

Herefter nedsættes klagerens indkomst med 68.000 kr.