Dokumentets metadata

Værdi af fri båd - råderet - hovedaktionærer - sejlertøj - maskeret udlodning

I en sag om beskatning af fri båd efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 16, stk. 6, for en hovedaktionær og direktør tiltrådte Højesteret, at den skattepligtige værdi på 2 pct. pr. uge af bådens anskaffelsessum skal beregnes på grundlag af det tidsrum, hvori den ansatte har haft adgang til at benytte båden og ikke kun på grundlag af det tidsrum, hvori den ansatte (faktisk) har udnyttet råderetten, og at angivelserne i ligningsvejledningerne fra 1994 til 1998, pkt. A.B.1.9.7, måtte forstås i overensstemmelse hermed.Højesteret udtalte herefter, at ved fastlæggelsen af, i hvilket omfang appellanten i 1998 havde haft båden til rådighed, måtte der tages udgangspunkt i længden af den periode, hvori selskabet selv havde haft råderet over båden. Da Højesteret lagde til grund, at selskabet, i det omfang båden ikke blev benyttet til personaleudflugter o.lign., havde stillet båden til rådighed for appellanten og dennes bror, der tillige var hovedaktionær i selskabet, således at disse to selv indbyrdes måtte fordele, i hvilke perioder de hver for sig havde råderet over båden, fandt Højesteret i modsætning til landsretten, at den skattepligtige værdi af råderetten over båden efter den dagældende ligningslovs § 16, stk. 6, måtte opgøres i forhold til, hvordan perioderne må antages at være fordelt mellem dem. Højesteret hjemviste som følge heraf sagen på dette punkt.Endelig tiltrådte Højesteret, af de grunde, som landsretten har anført, at halvdelen af selskabets udgift til sejlertøj, beskattes hos appellanten som udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1.Omkostningerne for landsret og Højesteret blev ophævet.

Parter

A
(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat H.C. Vinten)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Jytte Scharling, Niels Grubbe og Poul Dahl Jensen

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 7. afdeling den 9. marts 2004.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin principale påstand. Subsidiært har han nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og har subsidiært tilsluttet sig hjemvisningspåstanden.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter ligningslovens § 16, stk. 6, 1. pkt., sættes den skattepligtige værdi af en lystbåd, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver, til 2 pct. pr. uge af bådens anskaffelsessum. Bestemmelsen må efter ordlyden og forarbejderne forstås på den måde, at den skattepligtige værdi skal beregnes på grundlag af det tidsrum, hvori den ansatte har haft adgang til at benytte båden, og ikke kun på grundlag af det tidsrum, hvori den ansatte har udnyttet råderetten. Angivelsen i ligningsvejledningerne 1994-1998, punkt A.B.1.9.7, må forstås i overensstemmelse hermed. På den baggrund tiltræder Højesteret, at A skal beskattes i det omfang, han har haft båden til rådighed, og ikke kun i det omfang, han faktisk har benyttet den.

Ved fastlæggelsen af, i hvilket omfang A i 1998 har haft båden til rådighed, må der tages udgangspunkt i længden af den periode, hvori H1 A/S i kraft af samejeaftalen med KK selv havde råderetten over båden. Højesteret lægger til grund, at selskabet - i det omfang båden ikke blev benyttet til personaleudflugter og lignende - stillede den til rådighed for A og B, således at de selv indbyrdes måtte fordele, i hvilke perioder de hver for sig havde råderet over båden. Højesteret finder, at den skattepligtige værdi af råderetten over båden efter den dagældende § 16, stk. 6, i ligningsloven i et sådant tilfælde må opgøres i forhold til, hvordan perioderne må antages at være fordelt mellem dem.

Af de grunde, landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at halvdelen af selskabets udgift til sejlertøj er beskattet hos A som udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Efter afgørelsen vedrørende lystbåden tager Højesteret As subsidiære påstand om hjemvisning til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagen hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.