Dokumentets dato: | 19-04-2005 |
Offentliggjort: | 23-05-2005 |
SKM-nr: | SKM2005.205.VLR |
Journalnr.: | B-1696-04 |
Referencer.: | Retsplejeloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
I forbindelse med en retssag opstod der uenighed om hvilken organisation, der skulle anmodes om at bringe en syns- og skønsmand i forslag.Sagen drejede sig iøvrigt om hvilken løn en ansat direktør, som ikke var medejer af virksomheden, må forventes at have oppebåret som leder af en Rema1000 Købmandsforrretning i en given periode.Sagsøgeren anmodede om, at De Samvirkende Købmænd skulle bringe en skønsmand i forslag.Skatteministeriet protesterede herimod, fordi sagsøgeren er medlem af De Samvirkende Købmænd, og fordi der kan peges på en anden organisation - Dansk Handel & Service - som særligt efter et uvildighedskriterium, men også - efter ministeriets opfattelse - efter et kvalifikationskriterium, er bedst egnet til at bringe en skønsmand i forslag. Ministeriet gjorde i den forbindelse gældende, at spørgetemaet i høj grad fordrer generel økonomisk og regnskabsmæssig indsigt. Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at de kvalifikationer, som skønsmanden i sagen skal bestride sammenholdt med hensynet til skønsmandens uvildighed, at Dansk Handel & Service vil være den mest egnede organisation til at bringe en skønsmand i forslag.
Parter
H1 ApS
mod
Skatteministeriet.
Afsagt af landsdommer
Bjerg Hansen
Parterne er enige om, at der, jf. spørgetema af 25. februar 2005, skal gennemføres syn og skøn til besvarelse af bl.a. spørgsmål om, hvilken løn en ansat direktør, som ikke var medejer af virksomheden, må forventes at have oppebåret som leder af Rema 1000 købmandsforretningen i ... i perioden fra den 1. oktober 1996 til den 31. oktober 2001.
Sagsøgeren har anmodet om, at en skønsmand bringes i forslag af De Samvirkende Købmænd.
Sagsøgte har protesteret herimod og påstået, at en skønsmand skal bringes i forslag af Dansk Handel & Service.
Rema 1000 A/S er medlem af De Samvirkende Købmænd. Sagsøgte har tilkendegivet, at det efter sagsøgtes opfattelse ikke er retligt udelukket, at De Samvirkende Købmænd udpeger en skønsmand.
Anbringender
Sagsøgerne har anført bl.a., at skønsmanden skal have det bedst mulige kendskab til drift af købmandsforretninger. Det er mere sandsynligt, at en skønsmand udpeget af De Samvirkende Købmænd har en sådan meget specialiseret viden om drift af købmandsforretninger end en skønsmand udpeget af Dansk Handel & Service, som i sagens natur også dækker andre områder end købmandsforretninger. Et kvalifikationskriterium taler således for, at De Samvirkende Købmænd anmodes om at bringe en skønsmand i forslag. Et uvildighedskriterium kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at sagen har principiel betydning medfører ikke, at der i højere grad kan stilles spørgsmål ved en organisations egnethed til at fremkomme med forslag.
Sagsøgte har bl. a. anført, at det er afgørende hvilken organisation, der må formodes at bringe den bedst egnede skønsmand i forslag. Der skal herved lægges vægt på dels et kvalifikationskriterium og et uvildighedskriterium. Det er således vigtigt, at den skønsmand, der udpeges, er højt kvalificeret i relation til de spørgsmål, han skal udtale sig om, og ikke har nogen forbindelse til en af parterne, som kan medføre, at han - uden at der ligefrem foreligger inhabilitet - er mest tilbøjelig til at ville støtte denne part. Dansk Handel & Service er såvel ud fra et kvalifikationskriterium som et uvildighedskriterium bedst egnet til at bringe en skønsmand i forslag, Spørgetemaet fordrer generel økonomisk- og regnskabsmæssig indsigt, men Dansk Handel & Service har også kendskab til købmandsbranchen.
Landsrettens begrundelse og resultat.
Landsretten finder efter en samlet vurdering af de kvalifikationer, som skønsmanden i sagen skal besidde, sammenholdt med hensynet til skønsmandens uvildighed, at Dansk Handel & Service vil være den mest velegnede organisation til at bringe en skønsmand i forslag.
T h i b e s t e m m e s
Dansk Handel & Service skal anmodes om at bringe en skønsmand i forslag.
Advokat Poul Bostrup bedes snarest anmode Dansk Handel & Service om at bringe en egnet skønsmand i forslag
Der fastsattes frist til den 10. maj 2005 for advokat Poul Bostrup til meddele landsretten, hvem der er bragt i forslag som skønsmand.