Dokumentets dato: | 13-05-2005 |
Offentliggjort: | 07-07-2005 |
SKM-nr: | SKM2005.299.LSR |
Journalnr.: | 2-5-1935-0064 |
Referencer.: | Ligningsloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
Der var ikke grundlag for at nægte et selskabs underskudsfremførsel. jf. ligningsloven § 15, stk. 7, idet der på tidspunktet for ændring af ejerforholdet af selskabet var en vis økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet.
Der klages over, at et salg af selskabet A’s aktiekapital i indkomståret 2000 er anset for at medføre, at tidligere indkomstårs skattemæssige underskud ikke kan fremføres til fradrag i den skattepligtige indkomst for efterfølgende indkomstår, jf. ligningslovens § 15, stk. 7.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten godkender, at tidligere indkomstårs skattemæssige underskud kan fremføres til fradrag i den skattepligtige indkomst for efterfølgende indkomstår.
Sagens oplysninger
Selskabets hovedaktivitet er udvikling af et avanceret softwareprogram til automatisk styring af video-kameraer. Selskabets regnskabsår følger kalenderåret.
Selskabets aktiekapital på 2.100.000 kr. var frem til 24. maj 2000 ejet af B A/S med 52,86 %, C ApS med 11,43 % og D ApS med 35,71 %. Den 24. maj 2000 overtog D ApS B A/S´s aktier i selskabet for 1 kr. samt C ApS´s aktier i selskabet for 1 kr. Herefter videresolgte D ApS ligeledes den 24. maj 2000 hele selskabets aktiekapital til E SL for 1 kr.
E SL ejer 1/7 af anpartskapitalen i D ApS.
Selskabets skattepligtige indkomst har for indkomstårene 1996 – 2001 udgjort følgende:
Indkomståret 1996 | -803.627 kr. |
Indkomståret 1997 | -1.333.637 kr. |
Indkomståret 1998 | -1.823.026 kr. |
Indkomståret 1999 | -1.787.746 kr. |
Indkomståret 2000 | -35.489 kr. |
Indkomståret 2001 | -17.229 kr. |
Selskabets regnskabstal for indkomstårene 1999, 2000 og 2001:
1999 | 2000 | 2001 | |
Omsætning | 0 | 121.500 | 0 |
Personaleudgifter | 469.418 | 205.410 | 0 |
Andre eksterne udgifter heraf: | 279.962 | 74.711 | 19.178 |
Lokaleomkostninger | 83.393 | 41.139 | 0 |
Kontorhold | 125.022 | 32.292 | 4.178 |
Rejseudgifter | 37.320 | 0 | 0 |
Brochure/salgsmateriale | 5.419 | 0 | 0 |
Konsulentassistance | 20.000 | 0 | 0 |
Repræsentation | 868 | 0 | 0 |
Udviklingsomkostninger heraf: | 615.650 | 0 | 0 |
Gager og lønninger | 208.190 | 0 | 0 |
Konsulentassistance | 123.154 | 0 | 0 |
Materialer mv. | 104.141 | 0 | 0 |
Patentomkostninger | 165.596 | 0 | 0 |
Rejseudgifter mv. | 14.569 | 0 | 0 |
Vedrørende omsætningen for indkomståret 2000 er der fremlagt faktura af 30. juni 2000 fra selskabet til F ApS på 151.250 kr. inkl. moms for ”programmering - udarbejdelse og tilretning af software, support, konsulentopgaver og undervisning 1/1 – 30/6 2000”.
Der er endvidere fremlagt faktura af 2. juni 2000 fra selskabet til F ApS på 281.250 kr. inkl. moms vedrørende salg af ”edb-udstyr m.v., jf. særlig aftale”.
F ApS er 100 % ejet af E SL. Selskabet havde pr. 31. december 2000 ikke modtaget betaling for fakturaerne, idet et beløb på 432.500 kr. svarende til de 2 fakturaer står opført i balancen som ”tilgodehavende ved salg”.
Der er fremlagt brev af 10. februar 2004 fra selskabets revisor, hvor selskabets tilgodehavende hos F ApS pr. 31. december 2001 er opgjort til 344.124,00 kr.”
Ifølge regnskaberne var der gennemsnitligt én ansat i selskabet i 1999, 2000 og 2001. Selskabets egenkapital udgjorde for 1999 –8.516.642 kr., for 2000 –1.125.743 kr. og for 2001 933.142 kr. Efter salg af edb-udstyr mv. til F ApS er den bogførte værdi af driftsmidler og inventar efter afskrivning opgjort til 30.844 kr. pr. 31. december 2000.
Selskabet har oplyst, at salget af edb-udstyret skyldtes nedgangen i antallet af ansatte.
Følgende tal fremgår af et ikke-revideret perioderegnskab for perioden 1. januar 2000 til 23. maj 2000: Omsætning 500 kr., Personaleudgifter 121.839 kr. samt andre eksterne udgifter 49.658 kr.
Følgende fremgår af regnskabet for indkomståret 1999:
”… det efter statusdagen er besluttet at nedlukke selskabet.
….
Selskabet har opgivet at afslutte og markedsføre sit udviklingsprojekt og aktiverne er nedskrevet til realisationsværdier, da selskabet ikke anses for en going koncern. Der er afsat t. DKK 170 til afvikling af aktiviteten”.
Endvidere fremgår følgende af revisorerklæringen for 1999:
”Da selskabet ikke forventes at fortsætte driften i hele 2000 er regnskabet aflagt efter realisationsprincippet”.
Følgende fremgår af referat af bestyrelsesmøde af 24. maj 2000:
”….
Ad 2
G redegjorde for situationen forud for den 24/5-2000 som er de
Ad 4
Selskabet har bl.a. oplyst, at i begyndelsen af 2000 mistede aktionærerne – med undtagelse af D ApS – lysten til fortsat at støtte udviklingen af softwareprogrammet. D ApS havde dog stadig troen på, at teknologien var meget værdifuld og på et tidspunkt ville kunne sælges. Indtil medio 1999 var der fastansat et antal softwareingeniører, og herudover var der tilknyttet et antal selvstændige konsulenter. Siden medio 1999 har udviklingsarbejdet fortsat uafbrudt dog i et mere beskedent omfang. Arbejdet har herefter været udført dels af ingeniører fra andre selskaber i E koncernen i udlandet, dels af personer, som har arbejdet efter no cure no pay – princippet. Sideløbende hermed har selskabets direktør i samarbejde med andre personer fra E koncernen i hele forløbet søgt nye samarbejdspartnere til udviklingsarbejdet og købere til teknologien eller dele heraf.
Selskabets direktør G har oplyst, at han personligt har forestået udviklingsarbejdet siden maj 1999. I perioden frem til 1. januar 2000 i samarbejde med 3-5 ansatte ingeniører, dog således at disse ingeniører ultimo 1999 etablerede selvstændig virksomhed C ApS, der arbejdede som underentreprenør for selskabet. I perioden fra 1. januar 2000 til 30. juni 2000 blev udviklingsarbejdet forestået af C ApS samt den pr. 1. januar ansatte ingeniør H. Siden den 1. juli 2000 er udviklingen sket i samarbejde med softwareingeniører fra andre af E´s datterselskaber.
Selskabets direktør har endvidere oplyst, at udviklingsaktiviteterne og forsøg på salg af selskabets produkter efter den 30. juni 2000 blev udført af konsulenter efter no cure no pay princippet. Der blev ikke taget skridt til at afvikle selskabet, idet D ApS længe før bestyrelsesmødet den 24. maj 2000 havde tilkendegivet, at arbejdet i selskabet ville blive videreført. Reelt var det en fejl, at det regnskab, som var udarbejdet 1-2 måneder før handlen – og som var udarbejdet på et tidspunkt, hvor aktionærerne planlagde at lukke selskabet - ikke blev rettet.
Kopi af ansættelseskontrakt for ingeniør H er fremlagt. Selskabet har oplyst, at H var ansat i perioden 1. januar 2000 til 1. juli 2000.
G har oplyst, at han har været ansat som direktør i selskabet siden 1999. G er endvidere direktør i E SL.
Selskabet har oplyst, at aktiviteten med udvikling af softwareprogram er forsat efter salget den 24. maj 2000, og at man efter overdragelsen endvidere havde forsøgt at finde kommercielle partnere til virksomheden.
Den kommunale skattemyndigheds afgørelse
Salget af selskabets aktiekapital i indkomståret 2000 medfører, at tidligere indkomstårs skattemæssige underskud ikke kan fremføres til fradrag i den skattepligtige indkomst for efterfølgende indkomstår. jf. ligningslovens § 15, stk. 7.
Ud fra en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, kan der pr. 24. maj 2000 alene anses at have været en ubetydelig erhvervsmæssig aktivitet i selskabet, og den erhvervsmæssige aktivitet må anses for i det væsentligste at have været uden økonomisk risiko. Der er herved bl.a. henset til antallet af ansatte i indkomstårene 1999, 2000 og 2001, at det fremgår af årsberetningen for 1999, at det er besluttet at indstille aktiviteten, at der ikke har været afholdt udviklingsomkostninger i 2000, omfanget af aktiviteten fra 1/1 2000 til 23/5 2000, jf. regnskabstallene, og at der ikke har været væsentlig aktivitet i selskabet efter den 23/5 2000.
Klagerens påstand og argumenter
Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at underskud fra indkomstårene 1996 – 2000 kan fremføres til modregning i den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2000 og frem.
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,
Endvidere gøres det gældende,
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det fremgår af bestemmelsen i ligningslovens § 15, stk. 7, 1. pkt., at såfremt mere end 50 % af aktiekapitalen i et selskab ved indkomstårets udløb ejes af andre aktionærer end ved begyndelsen af et tidligere indkomstår, hvori den skattepligtige indkomst udviste underskud, kan underskuddet ikke nedbringe den skattepligtige indkomst til et beløb mindre end selskabets positive nettokapitalindtægter, jf. stk. 8 . Ved ændring af ejerkredsen som nævnt i bestemmelsen 1. pkt., kan underskuddet endvidere ikke nedbringe den skattepligtige indkomst, såfremt selskabet på tidspunktet for ændring i ejerforhold i det væsentligste er uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet, jf. 3. pkt.
Selskabet er ved udløbet af indkomståret 2000 for 100 % af aktiekapitalens vedkommende ejet af andre end ved dette indkomstårs begyndelse.
Efter det foreliggende, herunder at selskabet på overdragelsestidspunktet havde én ansat og har afholdt personaleudgifter hertil, at der har været en omsætning, at selskabets aktivitet er blevet videreført, og at selskabets direktør er ansat også efter overdragelsen samt sagens omstændigheder i øvrigt, må selskabet på tidspunktet for ændringen i ejerforholdet anses at have haft en vis økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet. Der findes derfor ikke grundlag for at nægte underskudsfremførsel efter bestemmelsen i ligningslovens § 15, stk. 7.