Dokumentets metadata

Dokumentets dato:16-08-2005
Offentliggjort:01-09-2005
SKM-nr:SKM2005.368.HR
Journalnr.:2. afdeling, 461/2003
Referencer.:Momsloven
Opkrævningsloven
Dokumenttype:Dom


Skønsmæssig ansættelse - tilsidesættelse af regnskab - pizzeria

Sagen drejede sig om, hvorvidt det var med rette, at ToldSkat havde tilsidesat et pizzerias regnskaber vedrørende tre regnskabsår og foretaget en skønsmæssig ansættelse af pizzeriaets momstilsvar med udgangspunkt i det kendte melforbrug vedrørende et regnskabsår.Højesteret stadfæster Østre Landsrets dom med henvisning til de af landsretten anførte grunde. Heraf fremgår, at landsretten vedrørende to regnskabsår fastslog, at der ikke foreslå noget regnskabsmateriale, hvorfor ToldSkat havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.For så vidt angår regnskabsåret, hvor der forelå diverse regnskabsmateriale, fastslog landsretten, at ToldSkat ligeledes vedrørende dette regnskabsår havde været berettiget til at tilsidesætte regnskabet.Landsretten lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at der var blevet foretaget et stort antal "nulopslag", som der ikke kunne gives nogen troværdig forklaring på, ligesom at landsretten ikke fandt det troværdigt, at der aldrig forekom kassedifferencer.Vedrørende det udøvede skøn fastslog landsretten og Højesteret, at det ikke var godtgjort, at dette var åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.


Parter

H1 Pizza ved A
(advokat Michael Amstrup)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved. advokat Per Michael Klausen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Per Walsøe, Asbjørn Jensen og Poul Dahl Jensen

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 20. afdeling den 12. september 2003.

Påstande

Appellanten, H1 Pizza ved A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at virksomhedens afgiftstilsvar for perioden fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1997 nedsættes med 130.000 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved de stedlige afgiftsmyndigheder.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Anbringender

H1 Pizza har ikke gentaget anbringendet om, at betingelserne for skønsmæssig ansættelse ikke er opfyldt.

Supplerende sagsfremstilling

For Højesteret er der fremkommet yderligere oplysninger i form af kasserapporter vedrørende 1997 og en kassestrimmel fra oktober 1998.

Forklaringer

Til brug for Højesteret har UM afgivet supplerende forklaring.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der ikke er noget grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skønsmæssige ansættelse af H1 Pizzas momstilsvar for årene 1995-1997. Højesteret stadfæster derfor dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 Pizza ved A betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.