Dokumentets metadata

Sukkerroer - anskaffelse af kvote - driftsudgift eller indkomstkilde

Udgifter hertil kan ikke fradrages i medfør af statsskattelovens § 6 a som driftsomkostninger, ligesom udgifterne ikke kan afskrives efter afskrivningslovens § 40 eller ligningslovens § 16 F.Administrativ praksisLandsretten fandt det videre ikke godtgjort, at de underordnede skattemyndigheders afgørelser eller Told- og Skattestyrelsens udtalelse til Landbrugsrådet om den skattemæssige behandling af dyrkningsrettigheder kunne udgøre en retsforpligtende administrativ praksis. Landsretten tillagde det betydning, at Told- og Skattestyrelsens udtalelse indeholdt et klart forbehold om, at den endelige bedømmelse af den skattemæssige behandling af dyrkningsrettighederne henhørte under ligningsmyndighederne.

Parter

LandboFyn og Patriotisk Selskab som mandatar for A
(advokat Christian Alsøe)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat H. C. Vinten)

Afsagt af landsdommerne

Knud Knudsen, Bloch Andersen og Chr. Strøyer (kst.)

Nærværende sag drejer sig om, hvorvidt der har været grundlag for skattemyndighedernes nægtelse af fradrag for udgifter til køb af sukkerroedyrkningskvoter.

Ved kendelse af 29. august 2003 afsagde Landsskatteretten kendelse i anledning af en klage fra A vedrørende skatteansættelsen for indkomstårene 1998 og 1999.

Kendelsen er sålydende

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsterne på følgende punkt:

Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant telefonisk.

Det fremgår af sagen, at klageren, der er landmand, ligesom en række andre landbrugere vest for Storebælt har købt ekstra sukkerkvoter fra G1 Sugar A/S.

Den omhandlede sukkerkvoteordning var oprindeligt en ren dansk ordning, men den administreres i dag - ligesom mælkekvoteordningen - overordnet af EU med det formål at sikre sukkerroedyrkerne et vist prisniveau differentieret efter produktionskvoter (A og B) primært gennem beskyttelse af den ydre grænse og eksporttilskud.

G1 Sugar A/S ønskede af hensyn til en bedre kapacitetsudnyttelse varigt at overføre et kontraktkvantum fra fabriksområderne øst for Storebælt til kontraktområdet hørende til G2 Sukkerfabrik over årene 1997, 1998 og 1999. I den forbindelse blev sukkerroedyrkerne øst for Storebælt tilbudt betaling for at opgive dyrkningsretten til sukkerroerne, idet de til gengæld skulle modtage et beløb beregnet pr. ton pol-sukker, de afstod dyrkningsretten til.

De sukkerroedyrkere vest for Storebælt, der havde ejendomme med dyrkningsret, og som opfyldte visse nærmere angivne krav, kunne erhverve yderligere dyrkningsret til sukkerroer over den nævnte 3 års periode. G1 Sugar A/S har oplyst, at ca. 90% af sukkerroedyrkerne vest for Storebælt kunne opfylde disse krav, og at samtlige af disse forventedes at ansøge om tildeling af yderligere dyrkningsret. Den gennemsnitlige tildeling i hvert af de 3 år skulle blive på 3,44 tons polsukker, svarende til en kontraktudvidelse på 8,7%. Betalingen for denne kontraktudvidelse ville i gennemsnit andrage 2.924 kr., hvis beløbene var skattefrie og i modsat fald det dobbelte.

Sukkerfabrikkerne indgik individuelle kontrakter med roedyrkerne. Kontrakterne er underlagt EU bestemmelser om bl.a. minimumpriser og brancheaftaler. I brancheaftalen er i detaljer fastlagt en række forhold mellem dyrkerne (De Danske Sukkerroedyrkere) og fabrikanten (G1 Sugar A/S) vedrørende kvoteforhold, leveringsbetingelser, og ekstra betaling/fradrag for kvalitet m.v.

Sukkerkvoterne kan flyttes direkte mellem landmænd lokalt, men kun når der samtidig flyttes jord, enten gennem køb eller gennem forpagtning, på samme måde som ved flytning af mælkekvoter direkte mellem landmænd lokalt. Sukkerkvoten (dyrkningsretten) hviler således på jorden og ikke på ejeren af ejendommen.

Hvis en ejendom med sukkerkvote sælges, kan ejeren ikke medtage sukkerkvoten til en anden ejendom, og i forpagtningsforhold tilhører sukkerkvoten ejeren (bortforpagteren) af ejendommen.

For mælkekvoter har det såkaldte mælkeudvalg gennem årene tillige administreret forskellige købs- og salgsordninger til indirekte omfordeling af kvoterne. En sådan indirekte omfordeling af sukkerkvoterne var baggrunden for klagerens køb af ekstra sukkerkvote.

Told- og Skattestyrelsen udtalte sig den 20. november 1996 overfor Landbrugsrådet i en orienterende skrivelse om de skattemæssige konsekvenser for de landmænd, der afstod henholdsvis købte sukkerkvoter i henhold til brancheaftale indgået mellem Danske Sukkerroedyrkere og G1 Sugar A/S. Det fremgår heraf bl.a., at Told- og Skattestyrelsen på det foreliggende grundlag anså det vederlag som modtoges for afståelse af dyrkningsret for skattepligtig indkomst som erstatning for fremtidigt indtægtstab, jf. statsskattelovens § 4. Endvidere fremgår, at Told- og Skattestyrelsen anså den betaling for dyrkningsretten som erlagdes fra køberside for at have karakter af en driftsudgift efter statsskattelovens § 6 a. Styrelsen bemærkede afslutningsvis i udtalelsen, at den endelige bedømmelse af forholdene henhører under de kommunale ligningsmyndigheder, hvis afgørelse kan påklages til Landsskatteretten. Endelig kan Landsskatterettens afgørelse indbringes for domstolene.

Klageren har ved opgørelsen af indkomsten foretaget fradrag med 5.022 kr. i 1998 og med 12.888 kr. i 1999.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse forhøjet klagerens indkomst med tilsvarende beløb.

Skattemyndighederne har bl.a. henvist til, at udgiften til køb af sukkerkvote ikke kan fratrækkes, idet der er tale om køb af et formuegode. Vederlag herfor er skattefri for sælgeren og ikke fradrags- eller afskrivningsberettiget for køberen jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Landsskatteretten har således for så vidt angår vederlag for afståelse af sukkerkvoter i kendelse refereret i SKM2001.379.LSR statueret, at afståelsesvederlaget blev betalt for tab af indtægtskilde, og dermed var skattefrit efter statsskattelovens § 5 a.

Der kan ikke efter forventningsprincippet støttes ret på tilkendegivelsen fra 1996 fra Told- og Skattestyrelsen, idet der alene er tale om en foreløbig tilkendegivelse med forbehold for ligningsmyndighedernes senere behandling af spørgsmålet. En bindende forhåndsbesked kan alene indhentes fra Ligningsrådet, jf. reglerne i kapitel 2 A i skattestyrelsesloven.

Afståelsessummen må betragtes som kompensation for indtægtstab i en uvis årrække, dvs. tilsvarende være betaling for et sådant formuegode. Herved vil der være symmetri mellem den skattemæssige behandling af afståelsesvederlag og anskaffelsessummer.

Da der endvidere er tale om betaling for retten til fremtidig leverance af sukkerroer - d.v.s. for at sikre indkomst i en uvis årrække, ligger betalingen udenfor driftsomkostningsbegrebet, der defineres som udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. § 6 a.

Dermed falder anskaffelsessummen ind under statsskattelovens § 6, sidste pkt., hvorefter den beregnede skatteindtægt er skattepligtig uden hensyn til, hvorledes den anvendes, altså hvad enten den anvendes til formueforøgelse, til forbedring af ejendom eller til udvidelse af næring eller drift m.m., og anskaffelsessummen er dermed ikke fradragsberettiget.

Med hensyn til den subsidiære påstand om afskrivning af anskaffelsessummen efter afskrivningslovens § 40, stk. 2 bemærkes, at sukkerkvoter efter nævnets opfattelse må sidestilles med mælkekvoter og skattemæssigt må behandles på samme måde efter afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven. I forslaget til den nye afskrivningslov (L 102, 1997/98 (2. samling)) indgik et forslag om at sidestille mælkekvoter med immaterielle anlægsaktiver. Forslaget blev ændret ved Folketingets behandling så at de hidtidige regler i ejendomsavancebeskatningsloven for mælkekvoter blev opretholdt. Anskaffelsessummen for sukkerkvoter kan derfor ikke afskrives efter afskrivningslovens § 40, stk. 2.

Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at indkomsten nedsættes til det selvangivne.

Til støtte for den nedlagte påstand har klageren bl.a. gjort gældende, at retstilstanden forud for Landsskatterettens kendelse af 5. juli 2001 (SKM2001.379.LSR ) må anses at have været således, at der kunne foretages fradrag for det betalte vederlag for erhvervelse af yderligere sukkerkvote (dyrkningsret) som en driftsomkostning i medfør af statsskattelovens § 6, litra a, jf. herunder Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 20. november 1996 til Landbrugsrådet, som er fremlagt under sagen.

Af ligningsvejledningen for 1999 pkt. E.C.5.3 fremgår endvidere følgende:

"Om afskrivning på dyrkningsrettigheder vedrørende sukkerroer, se Skat 1990.4.299."

Skat 1990.4.299 indeholder en afgørelse truffet af amtsskatteinspektoratet i Maribo den 9. marts 1990 og tillige offentliggjort i TfS 1990.206. Af denne afgørelse vedrørende de skattemæssige konsekvenser for andelshaverne ved overdragelsen af Sukkerfabrikken G3. fremgår bl.a., at salgssummen ved salg af de under den daværende sag omhandlede dyrkningsretter til sukkerroer, skulle beskattes som særlig indkomst, jf. lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 5, og at køber i konsekvens heraf ville have afskrivningsret i henhold til lov om særlig indkomstskat § 15, stk. 1.

Klageren har i kraft heraf for så vidt angår de omhandlede indkomstår forud for 2001 haft en retsbeskyttet berettiget forventning om at blive stillet i overensstemmelse med ligningsvejledningens beskrivelse af hidtidig gældende ret. Udtalelsen fra Told- og Skattestyrelsen af 20. november 1996 må tillige - uanset at det af udtalelsen fremgår, at den endelige bedømmelse af forholdet henhører under ligningsmyndighederne - kunne tillægges en vis værdi.

Landsskatterettens kendelse af 5. juli 2001 kan først tillægges virkning fra og med 2001. Der ses ikke for 1998, 1999 og 2000 at være højere rangerende retskilder, der tilsidesætter henvisningerne i ligningsvejledningen for 1998 og 1999.

Det er yderligere gjort gældende, at der ikke nødvendigvis skal være symmetri mellem bedømmelsen af købers og sælgers forhold, og at købesummen subsidiært må være afskrivningsberettiget efter ligningslovens § 16 F, stk. 2, og ligningslovens § 40, mere subsidiært fradragsberettiget som et udslag af normal driftsrisiko i de respektive indkomstår.

Landsskatteretten skal udtale

Ved rettens kendelse afsagt den 5. juli 2001 (SKM2001.379.LSR ) udtaltes det bl.a., at vederlaget for salg af de omhandlede dyrkningsrettigheder til sukkerroer måtte anses for ydet som en kompensation for indtægtstab i en uvis årrække, og at vederlaget herefter fandtes omfattet af statsskattelovens § 5 a, og således ikke skattepligtigt.

Den omhandlede betaling er ydet som et engangsbeløb og ikke som en løbende ydelse, og betalingen vedrører i høj grad selve retten til at opnå afkast.

Det tiltrædes herefter - i overensstemmelse med principperne i rettens kendelse af 5. juli 2001 - at anskaffelsessummen må anses for vederlag for anskaffelse af en indkomstkilde i en uvis årrække, hvilket falder uden for statsskattelovens driftsomkostningsbegreb.

Dyrkningsretten til sukkerroer kan endvidere ikke anses for en rettighed ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt, jf. afskrivningslovens § 40, stk. 2, samt jf. ligningslovens § 16 F, stk. 2, jf. § 16, stk. 1, nr. 3.

For så vidt angår det i ligningsvejledningen for 1998 og 1999 citerede vedrørende afskrivningsmulighed for sukkerroekvoter bemærkes, at det citerede fremtræder som en isoleret henvisning til en konkret afgørelse uden generel ligningsmæssig stillingtagen. Det bemærkes endvidere, at det i den fremlagte udtalelse fra Told- og Skattestyrelsen af 20. november 1996 er anført, at den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under de lignende myndigheder.

Klageren ses derfor ikke at have haft en retsbeskyttet forventning om at blive stillet bedre, end hvad der i almindelighed følger af gældende ret.

Da retten herefter ikke finder grundlag for at ændre den påklagede afgørelse, stadfæstes denne.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 27. november 2003, har sagsøgerne nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at As skattepligtige indkomst nedsættes for indkomståret 1998 med 5.022 kr. og for indkomståret 1999 med 12.888 kr., subsidiært at de pågældende beløb kan afskrives ordinært. Under domsforhandlingen har sagsøgerne nedlagt en mere subsidiær påstand om sagens hjemvisning til ny behandling ved skattemyndighederne.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Der er mellem Danske Sukkerroedyrkere og G1 Sugar A/S den 21. februar 1996 indgået en brancheaftale om dyrkning og levering af sukkerroer i perioden 1996-2000 incl. Af § 3 fremgår blandt andet:

"...

3.2.Rationaliseringsordning.

Der er som én engangsordning i perioden 1997 - 1999 aftalt følgende vedr. varig overførsel af kontrakt kvantum (A+B) fra fabriksområderne øst for Storebælt til fabriksområdet hørende til G2 Sukkerfabrik.

...

G1 støtter finansielt overførslen af op til 30.000 t kontraktkvantum (A+B) med op til 20 mio. kr. Ved fastsættelse af beløbets størrelse er det forudsat, at ordningen ikke er skattepligtig.

...

Følgende bestemmelser gælder øst for Storebælt:

...

...

Følgende bestemmelser gælder vest for Storebælt

(G2 Sukkerfabrik)

...

*) Der tages forbehold for afdragsprofil, renteforhold og skattefritagelse før beløbet endeligt kan fastlægges.

..."

Den 12. september 1996 sendte PB fra De danske Landboforeninger et notat om sukker- og mælkekvoter til Told- og Skattestyrelsen og anførte i fremsendelsesskrivelsen:

"...

Vi kommer - som vel næppe helt uforudset for styrelsen - til den konklusion, at en sammenligning mellem de to ordninger taler for en ensartet beskatning.

Men afgørelsen om skattepligt eller ikke er naturligvis Told- og Skattestyrelsens. Hvis resultatet bliver en eller anden form for beskatning, bør der efter min opfattelse tages stilling til følgende problemer:

• Skal beskatningen ske som personlig indkomst eller efter ejendomsavancereglerne?
• Hvis det bliver personlig indkomst, hvordan opgøres så fortjenesten af salget?
• Vil de købende landmænd have fradrags- respektive afskrivningsret på købsprisen?
• Hvilken fradragsret vil G1 have for det beløb, som bliver indskudt i overførselsordningen?"

Notatets sidste afsnit er sålydende:

"Mælkekvoteprisen på 1,60 kr. ved indirekte omsætning svarer til ca. 2/3 af den pris, som landmanden får for sin mælk. Tilsvarende vil det aftalte afståelsesbeløb på 1.500 kr. pr. ton polsukker ret nøje svare til 2/3 af landmandens pris ved salg af sukkerroer. Skal dette beløb være acceptabelt for landmændene, vil det formentlig forudsætte en ensartet beskatning af de to ordninger, dvs. skattefrihed samt skattemæssig parallelitet for alle parter."

Efter et møde den 29. oktober 1996 mellem G1 og Told- og Skattestyrelsen fremsendte G1 den 31. oktober 1996 et notat til styrelsen om rationaliseringsordningen. Sidste afsnit i notatet er sålydende:

"NB! Beregningen er foretaget med udgangspunkt i skattefrie beløb. Beløbene vil andrage ca. det dobbelte såfremt ordningen bliver skattepligtig."

Told- og Skattestyrelsen skrev herefter den 20. november 1996 til Landbrugsrådet blandt andet således:

"...

Styrelsen skal herefter på de foreliggende grundlag udtale, at det vederlag, som roedyrkerne øst for Storebælt modtager for at afstå deres dyrkningsret, skattemæssigt er at betragte som erstatning for fremtidigt indtægtstab, som skyldes, at de ikke længere kan dyrke (og sælge) sukkerroer til sukkerfabrikken. Styrelsen finder således, at den ydede erstatning er personlig indkomst for den enkelte roedyrker, jf. statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3.

Med hensyn til det beløb, som G1 indskyder i overførselsordningen finder Styrelsen, at der er fradragsret herfor efter statsskattelovens § 6 a som driftsudgift.

For så vidt angår den betaling, som roedyrkerne vest for Storebælt skal erlægge for at erhverve en ekstra sukkerkvote (dyrkningsret), skal Styrelsen bemærke, at de omhandlede udgifter kan anses for at have karakter af driftsudgifter efter statsskattelovens 6 a, som følgelig kan fratrækkes i det år, der er opstået endelig forpligtelse til at afholde dem. Styrelsen har henset til, at der er tale om en gensidigt bebyrdende aftale mellem den enkelte sukkerroedyrker og G1, hvorefter sukkerroedyrkeren skal betale et beløb for at sikre sin fremtidige indkomst. Styrelsen finder ikke, at den eksisterende landbrugsvirksomhed udvides med den indgåede aftale, men snarere at driften omlægges inden for de eksisterende rammer. Hermed er der også symmetri mellem beskatningen af de beløb, som sukkerroedyrkerne øst for Storebælt modtager for afståelsen af dyrkningsretten og de beløb, som sukkerroedyrkerne vest for Storebælt skal betale for samme ret.

Styrelsen bemærker, at den endelige bedømmelse af ovennævnte forhold henhører under de kommunale ligningsmyndigheder, hvis afgørelse kan påklages til skatteankenævnet og derfra til Landsskatteretten. Endelig kan Landsskatterettens afgørelse indbringes for domstolene."

Den 27. november 1996 indgik Danske Sukkerroedyrkere og G1 Sugar A/S en tillægsaftale vedrørende rationaliseringsordningen til afløsning af § 3.2 i brancheaftalen. Det fremgår heraf blandt andet:

"...

G1 støtter finansielt overførslen af op til 30.000 tons kontraktkvantum (A+B) med op til 30 mio. kr.

Ordningen er skattepligtig i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsens afgørelse.

...

Følgende bestemmelse gælder øst for Storebælt.

...

Følgende bestemmelse gælder vest for Storebælt.

...

..."

Parternes anbringender

Sagsøgerne har gjort gældende, at A har fradragsret direkte i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for udgifter til sukkerroekvoter, idet udgiften er afholdt til sikring eller vedligeholdelse af indkomst. Udgiften for tillægskvoterne var led i den løbende drift af As dyrkning af roer eller landbrug i øvrigt. Antal og omfang af kvoter og dermed også de tilkøbte kvoter i 1998 og 1999 var og er af betydning for indtjeningen i henseende til afsætningskanaler og pris. Udgiften udgør sædvanligt driftsrelateret vederlag på linie med andre erhvervsmæssige vederlag for adgang til særlige afsætningskanaler, tilslutningsafgifter, autorisationer, benyttelser af faciliteter, tilladelser eller lignende. Udgiften har desuden ikke medført udvidelse af As drift, men udgør højest en omlægning af driften inden for rammerne af den eksisterende landbrugsvirksomhed og eksisterende landbrugsjord.

A har fradragsret for udgifter til køb af sukkerroekvoter i henhold til Told- og Skattestyrelsens udtalelse af 20. november 1996, idet udtalelsen er en afgørelse af det overordnede spørgsmål om den skattemæssige behandling og anvendelsen af statsskatteloven på køb og salg af sukkerroekvoter og af afståelsen i henhold til den konkrete brancheaftale. Told- og Skattestyrelsens udtalelse er tilstrækkelig konkret og specifik, jf. navnlig at der direkte afgives udtalelse om fradragsret for en specifik skatteyder, G1 A/S, og Told- og Skattestyrelsen er kompetent overordnet lignende myndighed, jf. skattestyrelseslovens § 14, stk. 4. Udtalelsens slutbemærkning (det generelle ligningsforbehold) kan ikke føre til andet resultat, da alle afgørelser - også afgørelser efter lov om bindende forhåndsbesked - må tages med forbehold for den konkrete ligning, og da den endelige afgørelse heraf i sidste ende under alle omstændigheder henhører under domstolene. Told- og Skattestyrelsen, der er sekretariat for Ligningsrådet, har ikke henvist spørgsmålet til afgørelse efter reglerne om bindende forhåndsbesked, men har afgivet udtalelse med direkte svar på Landboforeningernes og G1s anmodning om en afgørelse.

A har fradragsret for udgifter til anskaffelse af sukkerroekvoter, da han kan støtte ret på Told- og Skattestyrelsens udtalelse som begunstigende forvaltningsakt eller udtryk for administrativ praksis, idet udtalelsen er tilstrækkelig konkret og specifik og har givet skatteyderen en berettiget forventning om fradragsret for anskaffelsesprisen. Told- og Skattestyrelsen har været bekendt med, at udtalelsen ville blive tillagt afgørende betydning for aftaleindgåelsen vedrørende overdragelsen af sukkerroekvoterne, ligesom Told- og Skattestyrelsen, kommunale ligningsmyndigheder og told- og skatteregioner også efterfølgende har henholdt sig til Told- og Skattestyrelsens udtalelse i forbindelse med konkrete ligningssager, således at udtalelsen alene eller i den nævnte sammenhæng udgør eller bør sidestilles med administrativ praksis.

Skattemyndighederne har bevisbyrden for, at Told- og Skattestyrelsens udtalelse fra 1996, de nævnte relevante kommunale ligningsmyndigheder og told- og skatteregioners afgørelser og vurderinger desuagtet ikke har været udtryk for administrativ praksis på området frem til 5. juli 2001.

En begunstigende og offentliggjort administrativ praksis kan alene forandres med virkning for fremtiden og alene med et passende varsel efter offentliggørelse heraf.

Subsidiært må A kunne afskrive de afholdte udgifter ordinært i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, dagældende ligningslov § 16 F, eller afskrivningslovens § 40, stk. 2. Anskaffelsen må sidestilles med anskaffelse af et immaterielt aktiv eller en udbytte- eller forpagtningskontrakt.

Et anbringende i stævningen om økonomisk kompensation som følge af ansvarspådragende adfærd er frafaldet, men med udtrykkeligt forbehold om genfremsættelse under eventuel anke.

Sagsøgte har gjort gældende, at anskaffelsessummen for sukkerroekvoter må anses for vederlag for anskaffelsen af en indkomstkilde i en uvis årrække, hvilket falder uden for statsskattelovens driftsomkostningsbegreb, hvorfor der ikke er fradragsret for vederlaget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Dyrkningsretten til sukkerroer kan heller ikke anses for et immaterielt aktiv eller en udbytte- eller forpagtningskontrakt, jf. afskrivningslovens § 40, stk. 2, samt den tidligere gældende ligningslovs § 16 F. Der er ikke grundlag for en udvidende fortolkning, navnlig i betragtning af, at Folketinget i 1998 tog afstand fra at følge et fremsat forslag om at lade mælkekvoter være omfattet af afskrivningslovens § 40, stk. 2, ligesom mælkekvoter og leveringsrettigheder for sukkerroer ikke er omfattet af lov nr. 1386 af 20. december 2004 om ændring af blandt andet afskrivningsloven.

Sagsøgerne kan heller ikke støtte ret på Told- og Skattestyrelsens udtalelse af 20. november 1996, således at denne skulle kunne være bindende for de lignende myndigheder. Der henvises i den forbindelse til, at udtalelsen ikke er afgivet til A, og at der i udtalelsen er henvist til, at den endelige bedømmelse af forholdet henhører under de kommunale ligningsmyndigheder, hvis afgørelse kan påklages til skatteankenævnet og derfra til Landsskatteretten. Under disse omstændigheder kan A ikke støtte ret på den betingede udtalelse.

Det bestrides, at Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan tages som udtryk for en administrativ praksis. Det blev ved Landsskatterettens kendelse af 5. juli 2001 (SKM 2001.379) fastslået, at opgivelsen af retten til dyrkning af sukkerroer er omfattet af statsskattelovens § 5 a, hvorfor køb af tilsvarende rettigheder ikke kan ske med fradragsret efter lovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatterettens afgørelse vedrørte indkomståret 1997. At de underordnede kommunale myndigheder eventuelt måtte have givet fradragsret kan ikke skabe en for de overordnede myndigheder bindende praksis.

Rettens begrundelse og resultat

Ved As køb af ekstra sukkerroekvoter fik han adgang til at levere en større mængde sukkerroer til afregning inden for kvotesystemet, end han ellers havde mulighed for. En udnyttelse af denne produktionsmulighed vil ligge ud over virksomhedens hidtidige rammer. Ved købet skete der således en udvidelse af indkomstgrundlaget. Udgiften til købet må derfor anses for vederlag for anskaffelsen af en indkomstkilde i en uvis årrække, hvilket som anført af sagsøgte falder uden for statsskattelovens driftsomkostningsbegreb. Der er derfor ikke fradragsret for udgiften i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

De enkeltstående afgørelser fra underordnede skattemyndigheder, som sagsøgerne har henvist til, er ikke udtryk for en administrativ praksis, der kan bevirke, at sagsøgerne skal have medhold i deres påstand. Told- og Skattestyrelsens udtalelse af 20. november 1996 til Landbrugsrådet er heller ikke udtryk for en sådan administrativ praksis.

Told- og Skattestyrelsens udtalelse af 20. november 1996 er ikke en bindende forhåndsbesked, allerede fordi en sådan i henhold til loven afgives af Ligningsrådet med rekursadgang til Landsskatteretten og ikke af Told- og Skattestyrelsen, der ikke er ligningsmyndighed. Hertil kommer, at styrelsen i udtalelsen klart tog forbehold om, at den endelige bedømmelse af spørgsmålet henhørte under ligningsmyndighederne. Under disse omstændigheder kan sagsøgerne ikke støtte ret på udtalelsen ud fra synspunktet om berettiget forventning om fradragsret for anskaffelsesprisen.

Dyrknings- og leveringsrettigheder for sukkerroer er ikke omfattet af afskrivningslovens § 40, stk. 2, eller den tidligere ligningslovs § 16 F.

Herefter tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Efter de særlige omstændigheder i sagen findes hver part at burde bære egne sagsomkostninger.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Hver part bærer egne sagsomkostninger.