Dokumentets metadata

Dokumentets dato:24-08-2005
Offentliggjort:25-10-2005
SKM-nr:SKM2005.423.LSR
Journalnr.:2-4-1229-0203
Referencer.:Kildeskatteloven
Dokumenttype:Kendelse


Arbejdsmarkedsbidrag, udstationering som projektleder i udlandet

En klager, der var udstationeret i Thailand for en dansk arbejdsgiver, blev anset for bidragspligtig efter arbejdsmarkedsbidragsloven.


Klagen skyldes, at A har fået afslag på sin anmodning om fritagelse for arbejdsmarkedsbidrag under udstationering i Thailand fra den 1. februar 2000 til den 1. marts 2002.

Landsskatterettens afgørelse

Regionen har anset klageren for at være arbejdsmarkedsbidragspligtig af løn optjent under udstationering i Thailand i perioden fra den 1. februar 2000 til den 1. marts 2002.

Landsskatteretten stadfæster regionens afgørelse.

Sagens oplysninger

Ved brev af 10. januar 2000 fra B til den lokale skatteforvaltning er det oplyst, at klageren er ansat og udstationeret som projektleder i Thailand oprindeligt til 31. januar 2002. B er dansk fagbevægelses bistandsorganisation.

Klagerens bopæl i Danmark opretholdes under udstationeringen, idet ægtefællen ikke medfølger. Arbejdsgiveren anmodede i den anledning om skattefritagelse efter ligningslovens § 33 A. Den lokale skatteforvaltning udstedte den 25. januar 2000 fritagelseserklæring betinget af, at opholdet i Thailand overstiger 183 dage i kalenderåret. Erklæringen gælder ikke arbejdsmarkedsbidrag.

Der er fremlagt en ansættelseskontrakt af 17. december 1999, hvorved B ansætter klageren som projektleder med stationering i Thailand. Som bilag hertil er vedlagt en lønberegning og et tillæg til kontrakt – Vilkår og arbejdsopgaver.

Projektet bestod i etablering af et regionalt fagforeningsinstitut vedrørende arbejdssikkerhed, sundhed og miljø. Hovedmålsætningerne var forbedring af arbejdsforholdene for arbejdere i Asien samt at fremme en miljøvenlig industri.

Ifølge tillægget til ansættelseskontrakten havde klageren følgende arbejdsopgaver:

Projektlederen har ansvaret for at føre tilsyn med gennemførelsen af projektet i overensstemmelse med projektdokumentet og for at overholde de procedurer for budgettering, regnskab og rapportering, der er fastlagt gennem projektdokumentet samt ”Letter of Grant” fra Dancred.

Projektlederen skal desuden aktivt medvirke til at de planlagte aktiviteter gennemføres på et acceptabelt fagligt og administrativt niveau.

Projektlederen skal samarbejde med de til projektet knyttede organisationer og medarbejdere på en sådan måde, at det repræsenterer en åben, udogmatisk og demokratisk grundholdning i overensstemmelse med det grundlag, som fagbevægelsen i Danmark bygger på.

B orienteres løbende om de aktiviteter, der gennemføres af projektlederen. Der udarbejdes og fremsendes kvartalsrapporter såvel som aktivitetsrapporter efter nærmere aftale med sekretariatet.

Projektlederen kan pålægges ansvaret for andre aktiviteter efter nærmere skriftlig aftale med sekretariatet.

De vigtigste elementer i projektets institutionelle ramme er en rådgivende kommitté, projektlederen, Researceher /documentatlist samt en uddannelses- og materiale officer. Den rådgivende kommitté består af syv repræsentanter. Projektlederen er sekretær for kommittéen.

Projektlederen udpeges efter aftale med de lokale organisationer. Det er hans ansvar at etablere instituttet samt forestå det daglige administrative og finansielle ansvar. Projektlederen refererer til B. Såvel Reseacher / documentalist som uddannelsesofficeren udpeges af B efter aftale med de lokale organisationer. Begge referer til projektlederen.

Den lokale skatteforvaltning har som skatteansættende myndighed vedrørende klagerens skattepligtsforhold tilkendegivet, at bolig i Danmark er bevaret under udstationering, hvorefter klageren anses som fuld skattepligtig, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

ToldSkats afgørelse

Klagerens anmodning om fritagelse for bidragspligt er ikke imødekommet.

Arbejdet i udlandet er iht. praksis efter § 7, stk. 1, litra a, i lov om en arbejdsmarkedsfond anset for at være udført for en dansk arbejdsgiver, ligesom der fortsat foreligger skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, idet der er bevaret rådighed over bolig i Danmark.

Bidragspligten efter § 7, stk. 1, litra a, i lov om en arbejdsmarkedsfond påhviler bl.a. personer, der er skattepligtige til Danmark efter kildeskattelovens § 1 og som har lønindkomst mv. fra beskæftigelse udført i udlandet for en arbejdsgiver her i landet.

Lov om en arbejdsmarkedsfond udgør en lov i sig selv, hvis regelsæt ikke er underlagt fortolkningerne iht. lov om erstatningsansvar. Det regelsæt der fremgår af lovens ordlyd, er således heller ikke betinget af, hvorvidt bidraget anses for en skat eller som noget andet.

Klageren var under opholdet i Thailand skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, ligesom han skattemæssigt er lempet for beskatning under opholdet efter ligningslovens § 33 A. Det er en forudsætning for lempelse efter ligningslovens § 33 A, at personen er skattepligtig, jf. kildeskattelovens § 1.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne om ansættelsesforholdet anses klagerens arbejdsgiver under opholdet i Thailand for at være B. Ansættelseskontrakten er således indgået med B, det er B, der iht. tillæg til kontrakt har specificeret klagerens arbejdsopgaver som projektleder, herunder at B skal holdes løbende orienteret gennem kvartalsrapporter og aktivitetsrapporter, det fremgår entydigt af den organisatoriske rammebeskrivelse for projektet, at projektlederen refererer direkte til B og lønaftalen er indgået med B, der også afholder lønomkostningerne.

I klagerens anmodning om fritagelse for bidragspligt er der henvist til, at arbejdsmarkedsbidrag skal anses for at være en skat, jf. UfR 1998.553 HR.

Kompetencen til at træffe afgørelse iht. lov om en arbejdsmarkedsfond er udlagt til told- og skatteregionerne. Ligningskommunen er derfor afskåret fra at tage stilling til bidragspligt. Den fritagelse for skattetræk, ligningskommunen har udstedt, kan derfor ikke samtidig indebære en fritagelse for bidragspligt. Det fremgår således også af ligningskommunens anvisning, at fritagelsen ikke omfatter arbejdsmarkedsbidrag.

Ligningslovens § 33 A indebærer, at den skat, der skal betales af lønindkomst erhvervet ved personligt arbejde i tjenesteforhold under ophold i udlandet, under visse betingelser nedsættes med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Der er tale om en lempelsesregel, hvorved beskatningen af den udenlandske indkomst nedsættes, såfremt de i bestemmelsen anførte betingelser er opfyldt. Der er ikke tale om en skattefritagelsesregel. Det kan være en konsekvens af reglens anvendelse, at den konkrete indkomst ikke bliver beskattet i Danmark, men det indebærer ikke en skattefritagelse.

Den indkomst, der iht. lempelsen i ligningslovens § 33 A indgår i skatteberegningen, udgøres som udgangspunkt af den personlige indkomst. Den del af indkomsten, der berettiger til lempelse efter § 33 A, er de lønindkomster, der modtages i anledning af lønarbejdet i udlandet. Forinden skatteberegningen gennemføres, reduceres den personlige indkomst med arbejdsmarkedsbidrag, særligt pensionsbidrag mv., jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 7. Da bidraget således ikke medregnes ved skatteberegningen, indgår beløbet heller ikke i den lempelsesberettigede indkomst, jf. ligningslovens § 33 A. Der kan således ikke sluttes fra en ”skattefritagelse” ydet iht. ligningslovens § 33 A, til en fritagelse for bidragspligt efter lov om en arbejdsmarkedsfond, der hviler på sit eget lovmæssige grundlag, uafhængigt af om bidraget betegnes som en skat eller ikke.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at hans anmodning om fritagelse for arbejdsmarkedsbidrag under udstationering i Thailand fra den 1. februar 2000 til den 1. marts 2002 imødekommes.

Klageren var i ovennævnte periode ansat som projektleder ved et regionalt fagforeningsinstitut vedrørende arbejdsmiljø i Thailand. Ved afrejsen blev der meldt flytning til Folkeregisteret. Klagerens ægtefælle opretholdt den fælles adresse og bolig.

Under opholdet i Thailand betalte klageren ikke skat, men alene arbejdsmarkedsbidrag, i overensstemmelse med skatteforvaltningens meddelelse om fritagelse for skattetræk.

Efter tilbagevenden til Danmark blev klageren opmærksom på Højesterets dom, UfR 1998.553. Af landsrettens dom fremgår det, ”at arbejdsmarkedsbidrag må sidestilles med og derfor betragtes som en skat”. Landsrettens dom blev stadfæstet af Højesteret.

Klageren var fritaget for skat under udstationeringen i Thailand. Højesterets afgørelse siger klart, at arbejdsmarkedsbidrag er at betragte som skat. Anmodningen om fritagelse bør derfor imødekommes.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af dagældende arbejdsmarkedsfondslovs § 7, stk. 1, litra a, at bidragspligt påhviler personer, der har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet eller fra beskæftigelse udført i udlandet, Grønland eller Færøerne, for en arbejdsgiver her i landet, og som er skattepligtig efter kildeskattelovens §§ 1 eller 2, stk. 1, litra a, c, g, j eller k.

Det lægges til grund som ubestridt, at klageren i de påklagede indkomstår har været fuldt skattepligtig til Danmark i medfør af kildeskattelovens § 1.

Klageren anses for at have haft en dansk arbejdsgiver, B, under udstationeringen i Thailand. Der er herved henset til, at ansættelseskontrakten er indgået med B, det er B, der har specificeret klagerens arbejdsopgaver som projektleder, B skulle holdes løbende orienteret gennem kvartalsrapporter og aktivitetsrapporter, klageren refererede direkte til B og lønaftalen er indgået med B, der også har afholdt lønomkostningerne.

Betingelserne for bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens regler anses herefter for opfyldt.

Det forhold, at klageren blev fritaget for skattetræk i lønindkomst erhvervet i Thailand, ændrer ikke på klagerens bidragspligt. Det fremgår udtrykkeligt af skatteforvaltningens erklæring om fritagelse for skattetræk, at den ikke gælder arbejdsmarkedsbidrag.

Lov om en arbejdsmarkedsfond er en selvstændig lov, som bl.a. indeholder bestemmelser om bidragspligt og bidragsgrundlag. Når lovens betingelser er opfyldt, er der hjemmel til at opkræve arbejdsmarkedsbidrag. Højesterets dom, offentliggjort i UfR 1998.553, vedrører opgørelsen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og dommen ses ikke at have betydning for fortolkningen af betingelserne i arbejdsmarkedsfondsloven. Den påklagede afgørelse stadfæstes.