Dokumentets metadata

Henstand - klage over skatteansættelse - sikkerhedsstillelse

Sagen drejede sig om, hvorvidt Skatteministeriet som betingelse for at give skatteyderen henstand med betaling af forfalden restskat for indkomståret 2001 kunne kræve sikkerhedsstillelse. Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at sikkerhedsstillelsen vedrørte et illusorisk skattekrav, og at sikkerhedsstillelsen ikke kunne kræves ifølge lovgivningen, samt at skønnet skulle tilsidesættes, idet skattemyndighederne havde varetaget usaglige hensyn.Landsretten fastslog, at skattemyndighederne har hjemmel til at betinge henstand med skattebetaling af at der stilles sikkerhed. Efter bevisførelsen og de foreliggende oplysninger om de økonomiske forhold i den virksomhed, som skatteyderen drev, var der intet grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter det må antages, at muligheden for senere at inddrive skattekravet forringes, hvis ikke der stilles sikkerhed for henstandsbeløbet. Det udøvede skøn var hverken åbenbart urimeligt eller udøvet på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det var heller ikke af skatteyderen sandsynliggjort, at skattemyndighederne ved skønsudøvelsen havde varetaget usaglige hensyn. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Andreas Medom Madsen)

Afsagt af landsdommerne

Vogter, Eva Staal og Susanne Beier Lorenzen (kst.)

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, Skatteministeriet, som betingelse for at give sagsøgeren, A, henstand med betaling af forfalden restskat for indkomståret 2001 kan kræve sikkerhedsstillelse.

Sagen er anlagt den 30. april 2004.

Påstande

A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at den af Told- og Skattestyrelsen trufne afgørelse af 3. februar 2004 om sikkerhedsstillelse er ugyldig.

Skatteministeriet har principalt nedlagt påstand om frifindelse. Subsidiært har Skatteministeriet nedlagt påstand om, at spørgsmålet om henstand til A med betaling af forfalden restskat for indkomståret 2001 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagsfremstilling

Sagen er opstået op baggrund af, at A i 2001 og 2002 modtog tilbagebetaling af AMBI med renter efter, at EF-domstolen ved dom af 31. marts 1992 fastslog, at ambien, der var blevet opkrævet i medfør af lov om arbejdsmarkedsbidrag, var i strid med 6. momsdirektiv.

Der blev herefter ved lov nr. 389 af 20. maj 1992 med tilhørende bekendtgørelser fastsat nærmere regler om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag.

A drev virksomheden H1 indtil 1994, hvor virksomheden gik konkurs.

Fra 1988 til 1991 indbetalte virksomheden AMBI, og i 2001 fik A tilbagebetalt 808.087 kr., der bestod af tilbagebetalt AMBI på 360.000 kr. og rentegodtgørelse på 448.087 kr., og i 2002 fik han tilbagebetalt 1.026.751 kr., der bestod af tilbagebetalt AMBI på 455.000 kr. og rentegodtgørelse på 571.754 kr.

Kommunen bestemte, at de tilbagebetalte beløb skulle beskattes i 2001. Den 16. februar 2004 stadfæstede Skatteankenævnet afgørelsen om, at beskatning skulle ske på retserhvervelsestidspunktet, som var i 2001. Denne afgørelse er indbragt for Landsskatteretten, hvor sagen fortsat verserer. A har gjort gældende, at beløbet skal tilbageføres til beskatning i 1993. Tvisten i Landsskatteretten er ikke indbragt for domstolene efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 2.

Den 24. januar 2003 ansøgte A om henstand med skattebetalingen i forbindelse med klage over skatteansættelsen for indkomståret 2001. Henstandsbeløbet udgjorde 1.128.406 kr. for A og 5.271 kr. for hans ægtefælle.

Den 30. januar 2003 meddelte Kommunen, at der, som betingelse for at meddele henstand, skulle stilles sikkerhed for skattekravet. Denne afgørelse påklagede A til ToldSkat i brev af 4. februar 2003.

Den 10. marts 2003 traf ToldSkat afgørelse om, at Kommunen med rette havde krævet sikkerhed for skattebetalingen, jf. bekendtgørelse om myndighedsinddeling og sagsudlægning nr. 520 af 25. juni 2002 § 27, stk. 5. Af afgørelsen fremgår, at regionen ved afgørelsen havde henset til aktivitetsniveauet i H1.

Den 10. juni 2003 afholdt ToldSkat møde med A angående spørgsmålet om henstand med betaling af personlige skatter mv. Det fremgår af mødereferatet, at begrundelsen for sikkerhedsstillelsen blev drøftet og uddybet på mødet.

Medio september 2003 havde en sagsbehandler hos ToldSkat en telefonsamtale med A, hvor begrundelsen for kravet om sikkerhedsstillelse efter det oplyste blev yderligere drøftet og uddybet.

Af brev af 25. september 2003 fra Skatteministeriet til A fremgår, at ministeriet betragtede en tidligere henvendelse fra A som en klage over sagsbehandlingen i ToldSkat, hvorefter sagen blev oversendt til Told- og Skattestyrelsen til behandling.

Den 3. februar 2004 traf Told- og Skattestyrelsen den afgørelse, som denne retssag angår. Af afgørelsen fremgår bl.a.:

"Krav om sikkerhedsstillelse ved henstand i forbindelse med klage over skatteansættelse

Told- og Skattestyrelsen har behandlet Deres klage over, at De hverken fra Kommunen eller ToldSkat har kunnet få oplyst hjemmel eller en begrundelse for kravet om sikkerhedsstillelse.

Det fremgår af sagen, at ToldSkat den 10. marts 2003 stadfæstede Kommunens afgørelse om, at De skulle stille sikkerhed for at få henstand med skattebetalingen i forbindelse med klage over skatteansættelsen for indkomståret 2001.

Det fremgår endvidere, at regionen i afgørelsen har henvist til, at afgørelsen er truffet i medfør af bekendtgørelse om myndighedsinddeling og sagsudlægning nr. 520 af 25/6-2002. Som begrundelse for afgørelsen om sikkerhedsstillelse har regionen henset til aktivitetsniveauet i H1.

Styrelsen skal bemærke, at regionens henvisning til ovenstående bekendtgørelse er korrekt. Det fremgår af bekendtgørelsens kap. 8 (henstand i forbindelse med klage), § 27, stk. 1, at der efter ansøgning kan gives henstand med betaling af den del af en skat, AM-bidrag, told, moms m.v., som klagen over opgørelsen vedrører.

I henhold til bekendtgørelsens § 27, stk. 5, kan en henstandsbevilling gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes.

Styrelsen må medgive, at regionens begrundelse kunne have været udfærdiget klarere. Vi finder dog, at forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse er overholdt. Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Regionen har i udtalelse til sagen oplyst, at afgørelsen er begrundet konkret i en vurdering af aktivitetsniveauet i H1, herunder bl.a. selvangivet overskud af virksomhed i 2001 med 0 kr. og ingen udarbejdelse af regnskaber m.v.

Regionen har endvidere oplyst, at der ved telefonsamtale med Dem medio september 2003 og ved møde på regionen den 10. juni 2003 efter regionens opfattelse er "rettet op" på den ikke optimale begrundelse.

På baggrund af ovenstående er det styrelsens opfattelse, at regionen har truffet afgørelsen på et korrekt grundlag.

..."

Procedure

A har til støtte for påstanden om ugyldighed gjort gældende, at sikkerhedsstillelsen vedrører et illusorisk skattekrav, og at sikkerhedsstillelsen ikke kan kræves ifølge lovgivningen. Endvidere skal skønnet tilsidesættes, idet skattemyndighederne har varetaget usaglige hensyn.

A har nærmere anført, at det er korrekt, at der ikke er taget endelig stilling til, i hvilket indkomstår de tilbagebetalte AMBI-beløb med tillæg af renter skal beskattes, fordi sagen endnu ikke er afgjort af Landsskatteretten. Beløbene skal efter hans opfattelse beskattes i 1993 og ikke i 2001. Virksomheden var i sin tid nødt til at betale den opkrævede AMBI, og udgiften hertil var medvirkende til, at virksomheden fik økonomiske problemer. Da EF-domstolen havde fastslået, at myndighederne ikke kunne opkræve AMBI, fordi det var i strid med et direktiv, nægtede myndighederne med urette at notere en transport til banken i kravet på tilbagebetaling af AMBI. Det var grunden til, at virksomheden i 1994 blev erklæret konkurs. Først i 2001 blev der truffet afgørelse om størrelsen af AMBI-kravet. Det store tilgodehavende have belastet virksomhedens likviditet, og det er forklaringen på den lave aktivitet i virksomheden og den manglende regnskabsaflæggelse. Ved som begrundelse for at betinge henstand af sikkerhedsstillelse at henvise til den lave aktivitet og den manglende regnskabsaflæggelse udøver skattemyndighederne efter hans opfattelse magtfordrejning, for der er tale om forhold, som myndighederne - på grund af den ulovlige AMBI-opkrævning - er skyld i.

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at Told- og Skattestyrelsen ved afgørelsen af 3. februar 2004 med rette har fastslået, at afgørelsen af 10. marts 2003 truffet af ToldSkat er gyldig.

Skattekravet for 2001 er på nuværende tidspunkt forfaldent, og skattemyndighederne er berettiget til at søge kravet inddrevet, idet klage over en skatteansættelse ikke har opsættende virkning for forpligtelsen til at betale den skat, der følger af ansættelsen, jf. statsskattelovens § 38, stk. 2.

Kommunens og regionens afgørelser om sikkerhedsstillelse som betingelse for henstand har hjemmel i lovgivningen. En skatteyder har i forbindelse med klage over skatteansættelser mulighed for at anmode om henstand med betaling af det opgjorte beløb. Skatteministeren er i skattestyrelseslovens § 38 tillagt bemyndigelse til på sit forretningsområde at fastsætte regler om henstand i forbindelse med klage, og bemyndigelsen er udnyttet i den såkaldte "sagsudlægningsbekendtgørelse". Det følger her af § 27, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning, at der efter ansøgning kan gives henstand med betaling af den del af en skat, arbejdsmarkedsbidrag, told, moms eller afgift i øvrigt, som klagen over opgørelsen vedrører.

Skattemyndighederne kan i forbindelse med beslutning om henstand bestemme, at der skal stilles sikkerhed for henstandsbeløbet, jf. bekendtgørelsens § 27, stk. 5. Betingelserne for at meddele henstand på betingelse af sikkerhedsstillelse var opfyldt, jf. bekendtgørelsen § 27, stk. 5.

As økonomiske forhold gør det berettiget at antage, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes, hvis der ikke stilles sikkerhed for henstandsbeløbet. Der skal indrømmes skattemyndighederne en betydelig skønsmargin, og A har ikke godtgjort, at skattemyndigheder har skønnet åbenbart urimeligt, eller at skønnet er udøvet på et fejlagtigt grundlag.

Skattemyndighederne har ikke ved skønsudøvelsen varetaget usaglige hensyn. Ved vurderingen af kravet om sikkerhedsstillelse er der bl.a. taget hensyn til, at aktivitetsniveauet i H1 de seneste år har været særdeles lavt, at der er selvangivet overskud af virksomheden i 2001 på 0 kr., og at der ikke er udarbejdet regnskaber.

Til støtte for den subsidiære påstand, er det gjort gældende, at konsekvensen af ugyldighed ikke er en betingelsesløs henstand, men blot at sagens skal hjemvises til de lokale skattemyndigheder med henblik på fornyet behandling af anmodningen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skattemyndighederne har hjemmel til at betinge henstand med skattebetalingen for 2001 af, at der stilles sikkerhed. Det følger af § 27, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i skattestyrelseslovens § 38.

Efter bevisførelsen og de foreliggende oplysninger om de økonomiske forhold i den virksomhed, som A driver, er der intet grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter det må antages, at muligheden for senere at inddrive skattekravet forringes, hvis ikke der stilles sikkerhed for henstandsbeløbet. Det udøvede skøn er hverken åbenbart urimeligt eller udøvet på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Beskatningsåret kan ikke anfægtes under denne sag. Skattemyndighedernes afgørelse herom må lægges til grund ved afgørelsen om sikkerhedsstillelse, indtil afgørelsen måtte blive ændret ved en klageinstans eller ved dom.

Det er ikke af A sandsynliggjort, at skattemyndighederne ved skønsudøvelsen har varetaget usaglige hensyn.

Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens karakter og omfang og under hensyn til, at der har været afholdt et forberedende retsmøde, skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 20.375 kr., jf. retsplejelovens § 312, stk. 1. Beløbet dækker Skatteministeriets udgifter til advokatbistand med 20.000 kr. inklusive moms og udgifter til materialesamling med 375 kr. inklusive moms.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal betale sagens omkostninger til sagsøgte med 20.375 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.