Dokumentets dato: | 10-02-2006 |
Offentliggjort: | 10-02-2006 |
SKM-nr: | SKM2006.67.SKAT |
Journalnr.: | 05-001560 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | SKAT-meddelelse |
Uanset hvor stort et beløb en autoophugger betaler for en bil, der skal affaldsbehandles, skal der beregnes moms af værdien af den ydelse, der består i levering af affaldsbehandling, jf. momslovens § 4, stk. 1, og § 28, stk. 2, 1. pkt.
I SKM2004.211.TSS har SKAT udtalt, at autoophuggere skal betale moms af den pris, som en bilejer betaler for at få skrottet en bil. Det gælder også i de situationer, hvor autoophuggeren betragter sig som køber af bilen, når han i henhold til en transporterklæring får udbetalt skrotningsgodtgørelsen fra Miljøordning for Biler.
Meddelelsen har givet anledning til spørgsmål om, hvordan autoophuggerne skal forholde sig, når de i henhold til en transporterklæring får udbetalt skrotningsgodtgørelsen fra Miljøordning for Biler, men til den private bilejer eller et forsikringsselskab enten har udbetalt et beløb, der svarer til eller overstiger skrotningsgodtgørelsen, eller har udbetalt et beløb der er mindre end skrotningsgodtgørelsen, men af en sådan størrelse, at forskellen mellem det udbetalte beløb og skrotningsgodtgørelsen er mindre end autoophuggerens almindelige pris for affaldsbehandling af en bil.
Faktiske oplysninger
Når autoophuggeren vælger at udbetale et beløb af en sådan størrelse til den private bilejer eller et forsikringsselskab, at udbetalt skrotningsgodtgørelse fra Miljøordning for Biler enten slet ikke eller kun delvist giver dækning for autoophuggerens almindelige pris for affaldsbehandling af en bil, skyldes det, at autoophuggeren vurderer, at den bil, der er indleveret til affaldsbehandling, indeholder reservedele, der har en værdi, der betyder, at han alligevel vil kunne tjene penge på at modtage bilen til affaldsbehandling.
Miljøstyrelsens orientering af 21. februar 2005
Det er ejerens beslutning og handling, der er afgørende for, hvornår et køretøj bliver omfattet af reglerne om håndtering af affald. Ejerens beslutning er som regel præget af økonomiske overvejelser om rentabilitet i forhold til istandsættelse etc., men beslutningen kan også være bestemt af miljøhensyn, således at en ejer af, et i øvrigt fungerende køretøj, der eksempelvis kunne gå igennem et syn, kan beslutte at køretøjet er affald.
Ejerens afgørelse kan ikke omgøres af andre. Det vil sige, at når ejeren har skilt sig af med et køretøj som affald, kan en autoophugningsvirksomhed ikke omgøre denne beslutning ved videresalg og genregistrering til følge, når ejeren har afleveret køretøjet til affaldsbehandling.
Når der er udstedt en skrotningsattest, er autoophugningsvirksomheden forpligtet til at foretage særskilt behandling og sikre, at bilen ophugges.
Den registrerede autoophugningsvirksomhed er ansvarlig for at udføre den særskilte behandling. Dette ansvar kan ikke overdrages.
SKATs vurdering
SKAT er af den opfattelse, at når der er udstedt en skrotningsattest, og der som hovedregel er udbetalt skrotningsgodtgørelse fra Miljøordning for Biler, leverer autoophuggeren i alle tilfælde en ydelse i form af affaldsbehandling til den, der har indleveret bilen til affaldsbehandling, og der skal svares moms af værdien af denne ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1.
Når autoophuggeren i tilfælde af en underskrevet transporterklæring enten har udbetalt et beløb til en private bilejer eller et forsikringsselskab, der svarer til eller overstiger skrotningsgodtgørelsen, eller har udbetalt et beløb, der er mindre end skrotningsgodtgørelsen, men af en sådan størrelse, at forskellen mellem det udbetalte beløb og skrotningsgodtgørelsen er mindre end autoophuggerens almindelige pris for affaldsbehandling af en bil, er der efter SKATs opfattelse tale om en byttehandel, hvor autoophuggeren samtidig med, at bilen indleveres til affaldsbehandling, betaler for de reservedele, som bilen indeholder.
Værdien af affaldsbehandlingsydelsen skal derfor i alle tilfælde fastsættes efter reglerne i momslovens § 28, stk. 2, 1. pkt., dvs. til virksomhedens almindelige pris ved levering af affaldsbehandling af en bil.
Brugtmomsreglerne
Bestemmelserne i momslovens kapitel 17 om brugtmoms finder ikke anvendelse ved videresalg, da autoophuggeren ikke har købt en bil, og definitionen i momslovens § 69, stk. 3, af brugte varer, "der kan genanvendes i den foreliggende stand eller efter reparation", er ikke opfyldt, da bilen skifter karakter (reservedele).