Dokumentets metadata

Medarbejderbredbånd - prisfald - genforhandling af aftalen

Skatterådet godkendte en bredbåndsordning, der indebar at ansatte i en bank for en 3-årig overenskomstperiode kunne vælge at deltage i ordningen, der indebar at de pågældende fik stillet bredbånd gratis til rådighed af arbejdsgiveren, mod at gå ned i løn. Såfremt prisen på bredbånd faldt i aftaleperioden, havde medarbejderne adgang til årligt at genforhandle kontantlønnen. Arbejdsgiveren havde ikke en tilsvarende adgang til genforhandling, hvis priserne på bredbånd steg i aftaleperioden.

Spørgsmål

1. Kan en bank med skattemæssig virkning tilbyde medarbejderne bredbånd mod lønnedgang på det vilkår, at ordningen er uopsigelig fra parternes side i overenskomstperioden på 3 år?
2. Vil det anfægte den skattemæssige anerkendelse af ordningen, hvis det aftales, at et prisfald på bredbånd har den konsekvens, at den kontante løn skal genforhandles med henblik på, at prisfaldet afspejler sig i en mindre lønnedgang med fremadrettet virkning?

Svar

1. Ja.
2. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Medarbejderne i en bank er omfattet af overenskomst mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet. Overenskomsten er 3-årig og gælder for perioden 1. april 2005 - 31. marts 2008. Efter overenskomsten kan der indgås lokalaftaler. Banken og fagforeningen har indgået en sådan lokalaftale, som bl.a. indeholder en aftale om bredbånd, som vil give medarbejderne adgang til bankens netværk, således at der er tale om en skattefri ordning. Lokalaftalen gælder for perioden 1. november 2005 - 31. oktober 2008.

Banken stiller som nævnt bredbånd til rådighed mod en nedsættelse af den kontante løn, og det kan lægges til grund, at ordningen opfylder de krav, som efter praksis stilles til aftaler om ændret vederlagssammensætning.

Der er dog 2 punkter, som banken ønsker forhåndsbesked om, idet disse spørgsmål så vidt ses, ikke er vurderet nærmere i de foreliggende forhåndsbeskeder m.v.

Spørgsmålene vedrører det vilkår, at arbejdstageren skal have mulighed for at træde ud af ordningen med et passende varsel. Såvel overenskomsten som lokalaftalen er 3-årig, det vil sige, at de lønelementer, der indgår i lønaftalerne er bindende aftalt for begge parter for hele perioden.

Banken ønsker, at medarbejderne er bundet i 3 år, som svarer til overenskomstperioden, og som i øvrigt også svarer til den periode, som bankens hjemme-PC ordning løber. Medarbejderne kan derfor ikke udtræde årligt, men kun i forbindelse med fratrædelse af stilling. Efter bindingsperiodens udløb kan banken opsige aftalen med leverandøren med 6 måneders varsel.

Det er aftalt, at leverandøren ikke kan forhøje priserne i 3 år. Men leverandøren kan nedsætte priserne. Ved prisnedsættelse er det aftalt, at medarbejderne årligt kan genforhandle kontantlønnen, således at prisfaldet kommer de ansatte til gode.

Reguleringen kan ske pr. 1. november, første gang 1. november 2006. Der er ikke en tilsvarende adgang for arbejdsgiver til at forlange kontantlønnen ændret, hvis prisen på bredbånd måtte stige.

Vedrørende spørgsmål 1 er det revisors vurdering, at der ikke er skattemæssige hindringer for at gennemføre aftalen som en 3-årig uopsigelig aftale, når den mellem arbejdsgiver og arbejdstager indgåede overenskomst og lokalaftale i øvrigt gælder uopsigeligt i hele overenskomstperioden. Der er efter revisors opfattelse således ikke grundlag for i relation til medarbejdernes adgang til at udtræde af ordningen at betinge en skattemæssig godkendelse af aftalen af gunstigere vilkår for udtræden end de vilkår, der i øvrigt gælder for medarbejdernes ansættelsesforhold.

Med hensyn til spørgsmål 2 er det revisors vurdering, at muligheden for en årlig genforhandling af lønnedgangen set i lyset af et eventuelt fald i leverandørens pris på bredbåndet, ikke vil anfægte ordningen ud fra skattemæssige betragtninger. Revisor bygger dette synspunkt på, at adgangen til at reducere lønnedgangen må opfattes sådan, at lønaftalerne i denne relation er 1-årige.

Revisor lægger vægt på, at banken ikke har en tilsvarende ret i tilfælde af prisstigninger. Der er altså ikke tale om, at lønnedgangen i det hele følger arbejdsgivers udgifter til godet.

Med hensyn til spørgsmålet om arbejdsgiver risiko henviser revisor til den seneste statusrapport fra Skatteministeriet hvor det anføres at:

Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Hermed må forstås, at arbejdstagerens kontantlønsnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke er afhængig af arbejdstagerens forbrug af naturaliegodet henholdsvis udviklingen i de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille naturaliegodet til rådighed.

Revisor finder, at ideen med dette vilkår vel må være, at en eventuel prisstigning eller merforbrug ikke skal kunne belaste medarbejderen, idet man så kunne sætte spørgsmål ved, at godet reelt var stillet til rådighed. Man kan også sige, at den risiko, der nu engang er, ikke at der nødvendigvis skal være en risiko - bortset fra den risiko, der vil være i forbindelse med fratræden, hvor arbejdsgiver er bundet over for leverandøren ud over fratrædelsesdatoen.

Den aftalte reguleringsmulighed hvert år i tilfælde af prisfald er ikke udtryk for, at lønreduktionen er afhængig af arbejdstagerens forbrug af godet eller udviklingen i de løbende omkostninger. Problemstillingen vender omvendt som skitseret ovenfor.

Der stilles efter praksis følgende betingelser for, at skattemyndighederne ikke tilsidesætter ændringer af en allerede eksisterende vederlagsaftale, der indebære en fremtidig lavere kontant løn samtidig med at den ansatte får stillet et personalegode til rådighed af arbejdsgiveren;

1. Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
2. Overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
3. Den aftalte lønreduktion skal som udgangspunkt løbe over hele overenskomstperioden.
4. Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk.3.
5. Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
6. Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte. Arbejdsgiveren skal således enten være er ejer af godet eller være kontraktspart i forhold til den eksterne leverandør af godet.

Der har herudover i Ligningsrådets praksis i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000 været opstillet 2 støttekriterier. Der skal være tale om en frivillig aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og arbejdstageren skal have mulighed for - eventuelt med et rimeligt varsel - at udtræde af ordningen. Det sidste kriterium kan ses som supplement til kravet om, at arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko fx ved at den ansatte kan udtræde af ordningen, selv om arbejdsgiveren fortsat er bundet til kontrakten med teleudbyderen.

Det er SKATs opfattelse, at den omstændighed, at de ansatte er afskåret fra at udtræde af aftalen om bredbånd i hele 3 år, formentlig ligger udenfor, hvad der kan betegnes som rimeligt varsel. Den omstændighed, at den ansatte er afskåret fra at udtræde af ordningen med rimeligt varsel, er dog efter SKATs opfattelse ikke i sig selv tilstrækkeligt til at tilsidesætte aftalen, når det som her forudsættes, at de øvrige betingelser for at godkende aftalen om den ændrede vederlagssammensætning er opfyldt.

SKAT indstiller på denne baggrund, at der svares ja til spørgsmål 1.

Med hensyn til spørgsmålet om det vil anfægte den skattemæssige bedømmelse af ordningen, at parterne har aftalt en årlig adgang til - med fremadrettet virkning - at fastsætte en ændret fordeling af den kontante løn og værdien af det pågældende gode, som følge af en prisnedsættelse fra teleudbyderen, er det SKATs opfattelse, at det pågældende aftalepunkt ikke eliminere arbejdsgiverens risiko.

SKAT indstiller under henvisning hertil, at der svares nej til spørgsmål 2.

Skatterådet tiltræder indstillingen med den af SKAT anførte begrundelse.

Svaret er bindende i 5 år fra afgørelsens dato.