Dokumentets metadata

Selvstændigt erhvervsdrivende - ej fradrag for arbejdsværelse i privatboligen - transport af pc accessorium til personbefordring

Selvstændigt erhvervsdrivende, der som konsulent arbejdede på hvervgiverens kontor fra tidlig morgen til sen eftermiddag, kunne ikke fratrække udgifter til arbejdsværelse i hjemmet. Højesteret lagde endvidere vægt på, at arbejdet med administration m.v. i virksomheden var beskedent, og at kontoret således ikke inden for normal arbejdstid i væsentligt omfang anvendtes af skatteyderen og dennes hustru, der arbejdede i virksomheden.Sagsøgeren transporterede mellem hjemmet og arbejdspladsen hos hvervgiveren en bærbar computer m.v. Højesteret fandt, at transport af sådanne genstande må anses som et accessorium til personbefordring, hvorfor der ikke forelå transportomkostninger omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. (tidl. TfS 2000.584 Ø).

Parter:
A
(advokat Niels Schiersing)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Tidligere instans:
Østre Landsrets dom af den 16. juni 2000

Afsagt af dommerne:
Hermann, Marie-Louise Andreasen, Torben Melchior, Peter Blok og Niels Grubbe.

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og gentaget sin subsidiære påstand om hjemvisning.

A har ikke for Højesteret gjort gældende, at kørselsudgifterne er fradragsberettigede efter ligningslovens § 9 B.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger.

As arbejdsværelse i boligen i Y1-by havde karakter af et almindeligt kontor. I forbindelse med hans hovedbeskæftigelse som konsulent for F1 A/S i Y2-by fik han stillet et kontor til rådighed af F1 A/S, og efter det foreliggende, herunder hans egen redegørelse af 15. december 1998, må det lægges til grund, at han mandag til fredag normalt arbejdede på kontoret i Y2-by fra tidlig morgen til sent på eftermiddagen. Det må endvidere lægges til grund, at arbejdet med administration m.v. af virksomheden, som til dels blev udført af As hustru, var beskedent. Kontoret i boligen i Y1-by blev således ikke i væsentligt omfang anvendt af A og hans hustru inden for normal arbejdstid. Betingelserne for undtagelsesvis at indrømme fradragsret for udgifter til kontor i privat bolig er herefter ikke opfyldt. Det kan ikke føre til et andet resultat, at A om aftenen og i weekenden anvendte kontoret i boligen i forbindelse med sit arbejde for F1 A/S og andet arbejde i konsulentvirksomheden.

Til støtte for sit anbringende om fradrag for transportudgifter i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, har A henvist til, at han transporterede en bærbar computer m.v. mellem boligen og arbejdspladsen hos F1 A/S. Højesteret finder, at transport af sådanne genstande må anses som et accessorium til personbefordring, og at A derfor ikke er berettiget til fradrag for transportudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, betale 20.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter afsigelsen af denne højesteretsdom.