Dokumentets metadata

Dokumentets dato:04-12-2001
Offentliggjort:21-01-2002
SKM-nr:SKM2002.28.ØLR
Journalnr.:1. afdeling, B-2571-98
Referencer.:Gaveafgiftsloven
Dokumenttype:Dom

Opgivelse af vederlagsfri boligret - gaveafgiftspligtig gave til søn - værdiansættelse

Forældres opgivelse af en livsvarig, vederlagsfri boligret i en ejendom, der ejedes af deres søn, anset som en gave fra forældrene til sønnen. Opgivelsen antoges at have en værdi for sønnen, idet ejendommen efter opgivelsen blev solgt i fri handel og en truende tvangsauktion blev undgået. Forældrene fandtes trods sønnens økonomiske situation at kunne have forlangt et vederlag for at opgive boligretten.Opgivelsen af boligretten ansås for sket pr. 1. januar 1995 bl.a. fordi forældrene fra dette tidspunkt begyndte at betale husleje og ophørte med at medtage værdien af boligretten i faderens selvangivelse. Skattemyndighederne havde ansat værdien af opgivelsen af boligretten til en skønnet markedsleje på opgivelsestidspunktet kapitaliseret på baggrund af forældrenes forventede levetid. Denne værdiansættelse fandtes - trods sønnens økonomiske situation - ikke at kunne tilsidesættes.

Parter:
A
(Advokat Preben Gundersen v/advokat Joan Vollertsen)
mod
Skatteministeriet
(Advokat Kaspar Lehmann Bastian).

Afsagt af landsdommerne:
M. Stassen, Kroman og Niels Christian Baark (kst.).

Denne sag, der er anlagt den 8. september 1998, angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren, A, er gaveafgiftspligtig i forbindelse med, at hun og hendes afdøde ægtefælle, B, opgav en boligret, der var aftalt i forbindelse med salget af landbrugsejendommen "Z1-gård", Y1-by, til ægtefællernes søn, C. Såfremt sagsøgeren er gaveafgiftspligtig, er endvidere tidspunktet for afgiftspligtens indtræden omtvistet.

Sagsøgeren har principalt påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren og afdøde B ikke har givet en afgiftspligtig gave til C på 370.940 kr. pr. den 1. januar 1995 eller senere.

Subsidiært har sagsøgeren påstået sagsøgte tilpligtet at anerkende, at gaven er ydet på et senere tidspunkt end 1. januar 1995, og at gavens værdi udgør et mindre beløb end 370.940 kr.

Over for sagsøgtes påstande til selvstændig dom har sagsøgeren påstået frifindelse.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøgte har endvidere nedlagt følgende påstande til selvstændig dom:

I.
Sagsøgeren tilpligtes inden 14 dage efter dommen, dels at indgive gaveanmeldelse for en gave givet af sagsøgeren og B til C i 1995, dels at anerkende, at denne anmeldelse burde være indgivet senest den 15. maj 1996.

II.
Sagsøgeren tilpligtes at anerkende at være gaveafgiftspligtig af den i 1995 fra sagsøgeren og B til C ydede gave.

III.
Sagsøgeren tilpligtes til sagsøgte at betale 40.562 kr. med tillæg af rente efter den dagældende arve- og gaveafgiftslovs § 33, jf. § 48.

Sagsøgte har nedlagt subsidiær påstand om, at sagen hjemvises til Told- og Skatteregionen til fornyet værdiansættelse af gaven, og mere subsidiær påstand om, at sagen hjemvises til Told- og Skatteregionen til fornyet værdiansættelse af gaven, idet det lægges til grund, at gaven er ydet i 1996.

Landsskatteretten afsagde den 10. juni 1998 enslydende kendelser vedrørende henholdsvis sagsøgeren og B som gavegivere:

"Klagen vedrører værdiansættelse ved gaveafgiftsberegning i forbindelse med opgivelse af en livsvarig boligret for overdrageren af ejendommen "Z1-gård", .... Y-2 by, og dennes ægtefælle. Ægteparrets søn erhvervede ved skøde af 5. januar 1990 den sidste halvpart af landbrugsejendommen "Z1-gård" fra sin fader. Skødet blev tinglyst pant- og servitutstiftende for så vidt angik en livsvarig, vederlagsfri boligret for faderen og moderen, der ved overdragelsen var fyldt henholdsvis 68 år og 61 år. Den årlige værdi af boligretten blev i skødet ansat til 18.000 kr., som i henhold til bekendtgørelse nr. 773 af 13. december 1988 blev kapitaliseret med faktor 8,97, svarende til 161.460 kr., hvormed boligretten indgik i berigtigelsen af købesummen.

Med virkning fra den 3. september 1994 standsede sønnen betalingerne efter at have fået afslag på statsgaranti for gældssaneringslån. For at undgå tvangssalg af "Z1-gård", blev det besluttet at sælge så stor en del af ejendommen, at salgsprovenuet kunne dække kreditorernes krav.

Med overtagelsesdag den 21. juni 1996 blev "Z1-gård" med et tilhørende areal på 19.999 m2 solgt for en kontant købesum på 400.000 kr. Forinden overdragelsen blev forældrenes boligret aflyst af tingbogen, idet køberen samtidig med skødets underskrift havde indgået lejekontrakten med forældrene som lejere vedrørende en del af stuehuset. Den månedlige husleje udgjorde 3.000 kr. + 200 kr. a conto bidrag til vand m.v.

Told- og Skatteregion Bornholm har anset sønnen for at have modtaget en afgiftspligtig gave på 185.470 kr. fra hver af forældrene, i alt 370.940 kr., i forbindelse med opgivelsen af boligretten. Opgivelsen er anset for sket pr. 1. januar 1995, idet forældrene fra dette tidspunkt har betalt leje til sønnen. Det er som begrundelse for afgørelsen anført, at sønnen ved forældrenes opgivelse af boligretten har fået eftergivet en del af købesummen for ejendommen og herved har opnået en formuefordel på sine forældres bekostning. Sønnens mulighed for at råde over ejendommen er blevet forøget i såvel faktisk som retlig henseende, idet han dels kunne udleje boligen i ejendommen, dels kunne sælge ejendommen uden at skulle respektere boligretten. For forældrene har opgivelsen betydet en formueformindskelse, idet boligretten repræsenterede en værdi, som de kunne have krævet vederlag for at give afkald på. Regionen har herved henvist til Vestre Landsrets dom af 28. februar 1986.

Gavens værdi er ansat efter en årlig værdi af beboelsesretten på 34.000 kr. på opgivelsestidspunktet. Denne værdi er i henhold til bekendtgørelse nr. 1054 af 14. december 1994 kapitaliseret med kapitaliseringsfaktor 10,91, svarende til 370.940 kr.

Parternes advokat har principalt nedlagt påstand om, at forældrenes opgivelse af boligretten ikke kan karakteriseres som en gavedisposition. Såfremt der er tale om en gave, er advokatens subsidiære påstand, at værdien heraf skal ansættes til 0, og mest subsidiært til en mindre beløb end 370.940 kr.

Advokaten har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at forældrene ikke frivilligt kvitterede boligretten uden at modtage vederlag herfor. Der blev i stedet for boligretten etableret et lejeforhold, hvorved forældrene erhvervede en række rettigheder, som de ikke havde tidligere, jf. lejelovens præceptive regel til beskyttelse af lejer, som ikke gjaldt i relation til boligretten.

Endvidere har advokaten gjort gældende, at det er en forudsætning for, at der er tale om en gave, at der er sket en formueforskydning fra giver til modtager. Dette har ikke været tilfældet, idet alternativet til et salg i fri handel ville have været en tvangsauktion over ejendommen. Såfremt ejendommen var kommet på tvangsauktion, ville den ifølge advokaten i henhold til de auktionsretlige regler først være blevet opråbt med den livsvarige boligret, og ud fra en pragmatisk synsvinkel ville ejendommen herefter blive opråbt alternativt, hvilket vil sige uden boligretten. Denne ville herefter blive slettet uden nogen form for vederlag. Advokaten har herved henvist til Jens Anker Andersen, "Auktioner", 2. udgave, side 313-314.

Advokaten har sammenfattende gjort gældende, at der ikke har været tale om en formueforskydning fra gavegiver til gavemodtager, idet sønnens økonomi var så anstrengt på tidspunktet for boligrettens kvittering, at det eneste alternativ ville have været en tvangsauktion.

Landsskatteretten bemærker, at forældrene uden at modtage vederlag herfor har opgivet en livsvarig, vederlagsfri boligret, som blev tillagt dem i forbindelse med overdragelsen af ejendommen "Z1-gård" til deres søn.

Uanset den nærliggende risiko for tvangssalg af ejendommen med deraf følgende mulige bortfald af beboelsesretten finder retten, at opgivelsen af boligretten har tilført sønnen en formuefordel, som udgør en gave, der er afgiftspligtig efter dagældende lov om afgift af arv og gave. Det lægges herved til grund, at opgivelsen fandt sted pr. 1. januar 1995, fra hvilket tidspunkt forældrene begyndte at betale leje til sønnen.

Værdien af boligretten på opgivelsestidspunktet ansættes til kapitalværdien opgjort i henhold til bekendtgørelse nr. 699 af 16. oktober 1991 § 2, nr. 3 og § 3, nr. 4. Den årlige værdi af boligretten ansættes til den leje, der vil kunne opnås ved udleje til anden side, hvorefter årsværdien multipliceres med en faktor for længst liv (tabel II i bekendtgørelse nr. 1054 af 14. december 1994).

Retten er på baggrund af den senere indgåede lejekontrakt mellem forældre og den nye ejer af den opfattelse, at den ansatte årlige værdi på 34.000 kr. svarer til beboelsesrettens værdi på opgivelsestidspunktet. Endvidere er anvendelsen af faktor 10,91 i overensstemmelse med den nævnte tabel, og retten kan derfor tiltræde den ved gaveafgiftsberegningen foretagne ansættes af gavens værdi til 370.940 kr., samt at gaven anses for ydet af begge forældre med halvdelen fra hver.

H e r e f t e r b e s t e m m e s:

Halvdelen af værdi af boligret ved opgivelse pr. 1. januar 1995
ansat til 185.470 kr.

Stadfæstes."

Det er under denne sag yderligere oplyst, at B for skatteårene 1993 og 1994 selvangav værdien af fri bolig til 45.550 kr. Efter 1994 har B ikke selvangivet værdi af fri bolig.

I perioden fra den 1. januar 1995 til den 30. juni 1996 betalte sagsøgeren og B til C 3.668 kr. om måneden i husleje for boligen i Z1-gård, hvilket beløb C selvangav overfor skattemyndighederne. Der forelå ikke lejekontrakt.

Den 21. juni 1995 solgte C ved betinget skøde Z1-gård til CV, hvilket skøde som anført i Landsskatterettens kendelse blev lyst endeligt den 21. juni 1996. Det fremgår af det betingede skøde, at det for så vidt angik boligretten blev særskilt aftalt, "at dokumentet herom i sin helhed aflyses, og at der istedet samtidig med underskrift på nærværende skøde indgås lejekontrakt af nærmere aftalt indhold direkte mellem køberen og A og B".

Forklaringer:

A

 har forklaret blandt andet, at hun fortsat bor på Z1-gård, som hendes ægtefælle købte i 1953. Ægtefællen afgik ved døden i 1997. Da C overtog ejendommen, boede de i den midterste del af stuehuset. I den ene ende af stuehuset var der personalerum og badeværelse for sønnens entreprenørvirksomhed. I den anden ende var der kontor og forstue. På 1. salen af stuehuset var der værelser, som ingen brugte. Hun kan ikke huske, hvornår entreprenørvirksomheden flyttede. Da køberen af ejendommen, CV, overtog huset, var entreprenørvirksomheden flyttet til "Z2-gård". Da CV overtog Z1-gård fik de i forbindelse med en ombygning mere plads til disposition. Hun blev ikke sat ind i, hvorfor de pr. 1. januar 1995 begyndte at betale husleje. De opgav boligretten, fordi C havde en tvangsauktion hængende over hovedet. De tænkte ikke på at give en gave. CV var en tømrermester fra Sjælland, som de ikke kendte i forvejen. Han anvender nu huset som sommerlejlighed, ligesom han lejer det ud.

C

 har forklaret blandt andet, at da han overtog ejendommen i 1990, satsede han på maskinstationen og drev derudover landbrug og entreprenørvirksomhed. Maskinstationen var imidlertid underskudsgivende, og han fik dårlig revisorrådgivning. Han kontaktede derfor foreningen Danske Maskinstationer, der havde startet et revisionskontor. Den ansatte revisor var dog ikke dygtig, og han var derfor igennem 1/2 år uden revisor. I 1994 fik han en ny revisor, men da var løbet kørt. Hans virksomheder havde rådighed over 40-50 m2 af stuehusets samlede areal på 140 m2. Da hans entreprenørvirksomhed flyttede sidst i 1991 eller i begyndelsen af 1992, fik hans forældre rådighed over hele stueetagen. Da CV købte huset fik forældrene arealmæssigt mindre plads, men deres bolig blev bedre indrettet med en anden ruminddeling. Dertil kom, at CV bekostede isolering af huset. Det var tilfældigt, at han fik kontakt med CV, som han på et tidspunkt arbejdede sammen med. Hans forældre begyndte at betale husleje for derigennem at hjælpe ham. Huslejen blev fastsat i samråd med en revisor. I forbindelse med forhandlingerne om det betingede skøde blev boligretten drøftet. Der var imidlertid mange forhold, som blev drøftet, og han husker ikke nærmere drøftelserne om boligretten. Det har dog aldrig været på tale, at han skulle modtage en gave fra forældrene. Den 18. maj 1999 opnåede han en akkord med Unibank, hvor han ved betaling af 666.666 kr. fik saldokvittering for sin gæld til banken på 1.982.089 kr. Dette var således afslutningen på de tidligere akkorddrøftelser. Han ejer fortsat jorden til Z1-gård, hvor han driver landbrug. Økonomisk går dette udmærket.

Advokat Preben Gundersen

 har forklaret blandt andet, at han kom i kontakt med C, efter at Unibank havde opsagt dennes engagementet. DLR afslog i den forbindelse at forhandle videre om en gældsordning. Da maskinstationen ikke var rentabel, blev denne lukket. C havde aktier i F1 A/S, som kunne varetage og financiere landbrugsdriften. Det var på dette grundlag, at der blev ført forhandlinger om en akkord for C. Nykredit, DLR og Unibank var alle panthavere i både Z1-gård og Z2-gård. Akkorden skulle finansieres dels ved driften af ejendommen, dels ved frasalg af hovedbygningen til Z1-gård. Salget af bygningen var også hensigtsmæssig, da der var store vedligeholdelsesudgifter især til udenomsarealerne. DLR ville imidlertid ikke acceptere frasalg af bygningen, medmindre de fik et ekstraordinært afdrag. Unibank var ikke interesseret i et tvangssalg af ejendommen, og banken accepterede derfor at indefryse sit tilgodehavende. Derimod skulle både DLR og Nykredit samt de mindre kreditorer have fuld dækning ved akkorden. DLR tog ejendommen til brugeligt pant, hvilket brugspanteforhold gav underskud. DLR indgav derfor begæring om tvangsauktion. Da auktionssagen var vidt fremskreden, var boligretten efter vidnets opfattelse værdiløs. Dertil kom, at panthaverne ikke ville acceptere boligretten, og dette forhold blev derfor ikke drøftet med CV. Den indefrysningsaftale, der var indgået med Unibank førte til, at banken i 1999 udstedte en saldokvittering. Det var således Unibank, der reelt finansierede akkorden.

KB

 har forklaret blandt andet, at han tidligere har været ansat i Unibank, hvor han 1992/93 overtog behandlingen af Cs engagement. Banken anså engagementet med C og hans selskaber som et samlet hele, og han kan ikke huske størrelsen af Cs personlige gæld. Unibanks samlede tilgodehavende var på ca. 4,3 mio kr., og ejerpantebrevet i Z1-gård på 2,5 mio. kr. var udnyttet fuldt ud. Såfremt ejendommen blev tvangsauktioneret, ville Unibank ikke have budt. Banken anså det for givet, at man ikke ville opnå dækning. Sagen var ikke endeligt afsluttet, da han forlod banken.

Procedure:

Sagsøgeren har til støtte for de nedlagte påstande gjort gældende, at sagsøgeren og afdøde B ikke har givet en gave til C ved at opgive boligretten i ejendommen "Z1-gård". Som følge af Cs økonomiske situation var boligretten uden økonomisk værdi, og der er derfor ikke tilført C en formuefordel og samtidig sket en formuenedgang hos sagsøger og B. C var på tidspunktet for opgivelsen af boligretten insolvent, ejendommen var taget under brugeligt pant, og der var indgivet begæring om tvangsauktion. Boligretten ville sandsynligvis bortfalde i forbindelse med en auktion.

Der har ikke foreligget et gavemiljø og en gavehensigt. Det er sagsøgte, der har bevisbyrden for, at sagsøgerens og afdøde Bs opgivelse af boligretten kan karakteriseres som en gavedisposition, og denne bevisbyrde er ikke løftet af sagsøgte. Boligretten blev ikke opgivet for at tilføre C en formuefordel, men for at afværge tvangauktion og beskytte sagsøgeren og hendes mand. Dertil kommer, at sagsøgeren og afdøde B ved at opgive boligretten fik en fordring mod C på 161.460 kr. svarende til boligrettens oprindelige værdi med fradrag af udnyttelsen af retten i årene fra 1990. Endelig er det ikke dokumenteret, at der blev opnået en højere pris for ejendommen som følge af, at boligretten blev opgivet. Forholdet var derimod det, at panthaverne ikke ville acceptere salg med boligretten.

Såfremt det lægges til grund, at sagsøgeren og afdøde B ved at opgive boligretten har givet en gave til C, skal gaven værdisættes til det beløb, boligretten blev kapitaliseret til ved Cs erhvervelse af ejendommen "Z1-gård" fra sagsøgeren. Der skal herfra ske fradrag af den værdi, boligretten har været indtægtsført med hos sagsøgeren og dennes ægtefælle som fri bolig i perioden 1990 til 1994. Gaven skal under alle omstændigheder værdisættes til et lavere beløb end kurs 100.

Sagsøgeren har videre gjort gældende, at boligretten blev opgivet i 1996, og at gaven derfor blev givet i 1996. Også i perioden fra den 1. januar 1995, hvor der blev betalt husleje, kunne sagsøgeren håndhæve boligretten. Ved underskrift af det betingede skøde, er der alene sket en betinget opgivelse af boligretten. Det er således først ved det endelige skøde, at boligretten opgives, og gaven i givet fald gives.

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at skattemyndighederne ved værdiansættelsen af gaven har undladt at udøve et konkret skøn under regel. Som følge heraf må skattemyndighedens værdiansættelse forkastes.

Sagsøgte har til støtte for de principale påstande til selvstændig dom gjort gældende, at sagsøgeren i medfør af den dagældende arve- og gaveafgiftslovs § 44 er gaveafgiftspligtig af den i 1995 ydede gave, der består i opgivelse af boligretten i ejendommen Z1-gård.

Opgivelsen af boligretten skete i et gavemiljø. Forholdet mellem forældre og børn er kerneområdet for gavemiljø, og der er som følge heraf en formodning for, at opgivelsen af boligretten er en gave. Sagsøgeren var forpligtet til at indgive gaveanmeldelsen senest den 15. maj 1996, jf. den dagældende arve- og gaveafgiftslovs § 45, 2. punktum.

Gaveafgiften påhviler C, men over for sagsøgte hæfter sagsøgeren og B i medfør af den dagældende arve- og gaveafgiftslovs § 46 solidarisk med C for betaling af afgiften. Sagsøgeren, der har fået boet efter B udlagt i medfør af dødsboskiftelovens § 22, hæfter i medfør af denne bestemmelse over for sagsøgte for den del af afgiften, der påhviler B.

Under de foreliggende omstændigheder påhviler det sagsøgeren, at bevise, at den vederlagsfri boligret ikke blev opgivet i 1995. Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet. Boligretten blev opgivet i 1995, hvor sagsøgeren og dennes ægtefælle begyndte at betale husleje. Dette blev også selvangivet af C, hvilket taler imod, at huslejebetalingen blot var en hjælp. I givet fald skulle der have været indgivet gaveanmeldelse.

Det er uden betydning for sagen, hvorledes der ville være forholdt med boligretten under en eventuel tvangsauktion, idet en sådan aldrig har fundet sted. Sagen skal afgøres på baggrund af det faktisk passerede og ikke på baggrund af hypoteser om, hvordan de faktiske forhold eventuelt kunne have udviklet sig. Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at C var ude af stand til at svare fuldt vederlag for boligretten på det tidspunkt, hvor denne blev opgivet.

Sagsøgte bestrider ex tuto, at der kan lægges til grund, at boligretten ville være bortfaldet som udækket på en eventuel tvangsauktion. Sagsøgeren har ikke løftet bevisbyrden herfor.

Vedrørende værdiansættelsen gøres det gældende, at denne er korrekt foretaget. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte værdiansættelsen som værende åbenbart urimelig eller udøvet på et fejlagtigt grundlag. Sagsøgerens synspunkt om skøn under regel var et nyt anbringende, der først er fremsat under proceduren, og derfor bør afvises.

Den subsidiære påstand til selvstændig dom er nedlagt for det tilfælde, at værdiansættelsen af gaven findes at være forkert opgjort. Sagen skal herefter i overensstemmelse med sædvanlig praksis hjemvises til fornyet værdiansættelse hos Told- og Skatteregionen.

Den mere subsidiære påstand til selvstændig dom er nedlagt for det tilfælde, at det ikke kan lægges til grund, at opgivelsen af boligretten skete i 1995. Sagsøgte har i den forbindelse gjort gældende, at opgivelsen af boligretten skete i 1996, og at opgivelsen af boligretten også efter den i 1996 gældende boafgiftslov er en gave. Sagsøgeren var forpligtet til at indgive gaveanmeldelse senest den 1. maj 1997, jf. boafgiftslovens § 26, 2. punktum, og sagsøgeren hæfter over for sagsøgte for gaveafgiften, jf. boafgiftslovens § 30, stk. 1, 2. punktum, og dødsboskiftelovens § 22. Sagen skal i givet fald hjemvises til Told- og Skatteregionen til fornyet værdiansættelse af gaven, idet skattemyndighederne ikke har haft lejlighed til at tage stilling til værdiansættelsen af gaven, hvis det lægges til grund, at denne er ydet i 1996. Hertil kommer, at kapitaliseringsfaktoren er en anden, end den anvendte, idet kapitaliseringsfaktoren er afhængig af sagsøgerens og Bs alder.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sagsøgte henvist til de anbringender, der er anført til støtte for dennes påstande til selvstændig dom.

Landsrettens bemærkninger:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at salget af stuehuset i fri handel var af væsentlig betydning for muligheden for at opnå en ordning med Cs kreditorer. En tvangsauktion med deraf følgende værditab kunne derved afværges. Det lægges videre til grund, at boligretten havde betydning for den pris, der ville kunne opnås i fri handel. Boligretten havde således en værdi for C, hvortil kommer at sagsøgeren og B uanset det oplyste om Cs økonomiske situation kunne have krævet vederlag for at afstå boligretten, hvilket de gav afkald på.

På denne baggrund findes det godtgjort, at sagsøgerens og Bs afkald på boligretten var en gave til C.

Det er ubestridt, at sagsøgeren og B med virkning fra den 1. januar 1995 betalte husleje til C, og at disse parter indrettede deres selvangivelser herefter navnlig således, at værdien af boligretten ikke længere blev medtaget i Bs selvangivelse. I forhandlingsforløbet vedrørende salget af Z1-gård til CV blev det allerede i det betingede skøde af 21. juni 1995 aftalt, at boligretten skulle aflyses. Dette vilkår blev opretholdt, idet boligretten i april 1996 blev begæret slettet, ligesom skødet uden boligretten den 21. juni 1996 blev lyst endeligt.

Under disse omstændigheder findes det godtgjort, at gaven er givet den 1. januar 1995.

Skattemyndighederne har lagt en markedsleje på 34.000 kr. årligt til grund ved fastsættelsen af værdien af boligretten. Dette beløb er lavere end den leje, der blev betalt af sagsøgeren og B i 1995 og 1996 og lavere end den leje, der blev aftalt med CV. Endvidere er den værdi af boligretten, som skattevæsenet har fastsat, lavere end den værdi, som B selvangav til skattevæsenet i 1993 og 1994.

På denne baggrund er det ikke sandsynliggjort, at skattevæsenets fastsættelse af værdien af boligretten er urigtig, eller at denne er fastsat urimeligt højt.

Sagsøgernes anbringende om skøn under regel, der først er fremkommet under proceduren, afvises som for sent fremsat.

Som følge af det anførte frifindes sagsøgte, og der gives sagsøgte medhold i dennes principale påstande til selvstændig dom. Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, tilpligtes inden 14 dage efter dommen, dels at indgive gaveanmeldelse for en gave givet af sagsøgeren og B til C i 1995, dels at anerkende, at denne anmeldelse burde være indgivet senest den 15. maj 1996.

Sagsøgeren, A, tilpligtes at anerkende at være gaveafgiftspligtig af den i 1995 fra sagsøgeren og B til C ydede gave.

Sagsøgeren, A, tilpligtes til inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet, at betale 40.562 kr. med tillæg af rente efter den dagældende arve- og gaveafgiftslovs § 33, jf. § 48.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, i sagomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, 10.000 kr.