Dokumentets metadata

Indeholdelse af A-skat - discjockey - restauratørs hæftelse - inddrivelse og skatteansættelse for beløbet hos lønmodtager

En restauratør skulle have indeholdt A-skat af udbetalinger til en discjockey, men havde ikke gjort dette.Landsretten udtalte, at ToldSkat ikke var afskåret fra at gøre krav på betaling af det manglende beløb gældende hos restauratøren, selv om kravet ikke var gjort gældende mod discjockeyen. Skattemyndighederne havde ikke en pligt til først at søge beløbet inddrevet hos lønmodtageren, ligesom det ikke kunne kræves, at der var foretaget en skatteansættelse for lønmodtageren. Landsretten fandt videre, at restauratøren havde handlet forsømmeligt. Landsretten lagde til grund, at restauratøren havde modtaget og har haft mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af "Skattetræk", som indeholder en tydelig anvisning om indeholdelsen af A-skat for discjockeyer. Hertil kommer, at restauratøren havde haft andre ansatte, herunder discjockeyer, hos hvem der blev indeholdt A-skat.Landsretten fandt ikke, at ToldSkat havde tabt sit krav som følge af manglende tabsbegrænsning.Discjockeyen blev dømt til at friholde restauratøren for skattekravet med tillæg af renter.

Parter

Cafe H1v/A
(Advokat Thomas Rask Nielsen)

mod

1) Skatteministeriet
(Ka. v/advokat Steffen Sværke)

2) B

Afsagt af landsdommerne

Ina Steincke, Benedikte Tegldal og Finn Morten Andersen (kst).

Denne sag, der er anlagt den 14. juli 1994 ved Vestre Landsret, og som den 30. november 1994 er henvist til Østre Landsret, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, hæfter for manglende skattebetaling for en tidligere ansat.

Sagen har været udsat på Højesterets afgørelse i den sag, der er gengivet i U 1999.1050.

Sagsøgeren Cafe H1 v/A har endeligt nedlagt følgende påstande:

Overfor sagsøgte 1, Skatteministeriet, principalt, at ministeriet tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren ikke skal betale noget beløb til sagsøgte 1, herunder renter, som følge af sagsøgerens udbetaling af honorar til sagsøgte 2 i indkomståret 1990-1992. Subsidiært at sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren til sagsøgte 1 i forbindelse med udbetaling af honorar til sagsøgte 2 i indkomstårene 1990 - 1992 alene skal betale et beløb på 69.991 kr. for indkomståret 1990 og et beløb på 7.895 kr. for indkomståret 1991, begge beløb med tillæg af renter efter kildeskattelovens § 63, stk. 2, indtil den 31. august 2001 og derefter med tillæg af renter efter opkrævningslovens § 7, og at sagsøgeren ikke skal betale noget beløb for indkomståret 1992.

Overfor sagsøgte 2, B, at sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at denne til sagsøgeren er skyldig det beløb, herunder renter og omkostninger, som sagsøgeren måtte komme til at betale sagsøgte 1, såfremt sagsøgeren ikke får medhold i sin principale påstand overfor sagsøgte 1.

De sagsøgte har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte 1 har nedlagt påstand om frifindelse mod, at Told- og Skattestyrelsen skal anerkende, at sagsøgeren til Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med udbetaling af honorarer til sagsøgte 2 i indkomstårene 1990 - 1992 alene skal betale et beløb på 69.991 kr. for indkomståret 1990 og et beløb på 7.895 kr. for indkomståret 1991, begge beløb med tillæg af renter efter kildeskattelovens § 63, stk. 2, indtil den 31. august 2001 og derefter med tillæg af renter efter opkrævningslovens § 7, og at sagsøgeren ikke skal betale noget beløb for indkomståret 1992.

Sagsøgte 2 har nedlagt påstand om frifindelse.

Parterne er således enige om den beløbsmæssige opgørelse af påstandsbeløbene.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

I marts 1990 erhvervede A Cafe H1, beliggende X1-vej 5 i ..... I den forbindelse indgik han aftale med sagsøgte 2, B om, at denne skulle stå for det diskotek, der var på 1. salen.

Det blev mellem parterne aftalt, at sagsøgte 2 skulle honoreres som selvstændig erhvervsdrivende på grundlag af månedlige momsbelagte fakturaer. Af de fremlagte fakturaer fremgår, at sagsøgte 2 i perioden april 1990 - august 1992 med enkelte undtagelser arbejdede torsdag - lørdag i hver uge samt på helligdage. Vederlaget blev beregnet på grundlag af en timesats på 200 kr. med tillæg af moms. Sagsøgte 2 var kort tid før aftalen med sagsøgte 1 blevet momsregistreret med en momspligtig aktivitet, der bestod i engroshandel.

På et tidspunkt i 1990 indrettede sagsøgeren et ekstra diskotek i stueetagen og ansatte 2 discjockeyer, som fik udbetalt løn efter indeholdelse af A-skat. De pågældende blev aflønnet månedsvis med en timeløn på 200 kr. De fik udbetalt feriepenge, og der blev tegnet arbejdsgiverforsikring for disse 2 ansatte.

Ved skrivelse af 26. september 1990 rettede .... kommune, Betalingskontoret, henvendelse til sagsøgeren med pålæg om lønindeholdelse hos sagsøgte 2 i medfør af kildeskatteloven til dækning af restance på et boligindskudslån.

Sagsøgeren besvarede denne henvendelse ved skrivelse af 1. oktober 1990. I skrivelsen, der er underskrevet af vidnet KC, er det blandt andet anført, at sagsøger modtog fakturaer for de ydelser, som sagsøgte 2 leverede, og at sagsøger derfor ikke tilbageholdt A-skat.

Efter modtagelsen af dette brev blev lønindeholdelse opgivet af kommunen.

Med virkning fra den 1. april 1990 var administrationen af A-skat overgået til Told- og Skatteregionen. Som led i det almindelige kontrolarbejde foretog Told- og Skatteregionen i slutningen af 1992 og begyndelsen af 1993 revision hos sagsøgeren. I den forbindelse udarbejdedes en revisionsrapport, som sagsøgeren modtog i begyndelsen af 1993. Af rapporten fremgår blandt andet, at der i årene 1990 - 1992 var udbetalt vederlag til sagsøgte 2, uden at der var indeholdt og afregnet A-skat. Den for lidt indeholdte og afregnede A-skat, der blev opgjort til i alt kr. 298.299, blev afkrævet sagsøgeren.

Sagsøgerens advokat rettede herefter henvendelse til Told- og Skatteregionen. Det blev navnlig gjort gældende, at sagsøgeren ikke havde været forpligtet til at indeholde A-skat, da der ikke var tale om et lønmodtagerforhold, idet sagsøgte 2 drev selvstændig virksomhed, herunder at der var modtaget momsbelagte fakturaer.

Henvendelsen blev betragtet som en påklage og blev derfor videresendt til Told- og Skattestyrelsen, der i en afgørelse af 18. juni 1993 stadfæstede den afgørelse, der var truffet af Told- og Skatteregionen om, at vederlaget til sagsøgte 2 er A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43.

Sagsøgerens advokat korresponderede videre med Told- og Skattestyrelsen om sagen og søgte forgæves at formå sagsøgte 2 til at underskrive et gældsbrev på beløbet.

Sagsøgeren udtog herefter stævning i sagen.

Der er under sagen fremlagt uddrag af en publikation fra Told- og Skattestyrelsen benævnt "skattetræk" for henholdsvis 1988 og januar 1991. I disse er det anført, at vederlag til discjockeyer er A-indkomst uanset engagementets varighed. Sagsøgerens regnskabschef har forklaret, at han ikke ved, om han har set 1991-udgaven, men at han ikke vil udelukke at have modtaget den. Told- og Skattestyrelsen har udtalt, at man er overbevist om, at sagsøgeren har modtaget "Skattetræk" fra januar 1991 og supplementer hertil fra januar 1992 og 1993, idet disse hvert år sendes ud til samtlige registrerede indeholdelsespligtige.

Sagsøgte 2 udarbejdede ikke regnskaber for årene 1990 - 1992 og oplyste ikke om indtægten fra sagsøgeren på sine selvangivelser. Da skattemyndighederne blev opmærksom herpå, blev hans skatteansættelser for 1991 og 1992 ændret, og han blev i disse år sat i skat af et skønsmæssigt fastsat større beløb end selvangivet. I august 2000 betalte sagsøgte 2 en pålignet restskat på i alt 115.091 kr. for årene 1993 - 1999. Den manglende skattebetaling kunne herefter opgøres til henholdsvis 69.991 kr. i 1990 og 7.895 kr. i 1991.

Da disse oplysninger kom frem i løbet af 2000 under parternes skriftveksling i nærværende sag ændredes parternes påstande i overensstemmelse hermed.

Kammeradvokaten har i sit svarskrift af 20. september 1994 på vegne af sagsøgte 1 oplyst følgende om baggrunden for, at skattekravet ikke er rejst overfor sagsøgte 2:

".....

Det kan oplyses, at skattekravet ikke er rejst overfor sagsøgte 2. Baggrunden herfor er ifølge det af Told- og Skatteregionen telefonisk over for mig oplyste for det første, at det er sagsøgeren, der som arbejdsgiver er forpligtet til at indbetale det omtvistede beløb. Hertil kommer for det andet, at regionen, da den konstaterede, at sagsøgte 2 ikke havde indgivet momsregnskab og selvangivelse, skønnede, at der ikke var større udsigt til at inddrive udeståendet hos sagsøgte 2.

....."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet partsforklaring af A og sagsøgte 2, B, samt vidneforklaring af KC.

A har blandt andet forklaret, at han er direktør og driver Cafe H1 som personligt ejet virksomhed. Han har siden 1971 drevet selvstændig virksomhed med køb af grunde samt udstykning og salg heraf. Han erhvervede Cafe H1 i marts 1990. Der var cafe i stueetagen og diskotek på 1. sal. Han har ikke tidligere været i restaurationsbranchen. Han kom i kontakt med sagsøgte 2 gennem en bekendt. De holdt et møde i marts 1990 og aftalte, at sagsøgte 2 skulle stå for diskoteket på 1. sal. Cafeen havde åbent alle ugens dage, men der skulle kun være discjockey torsdag - lørdag samt på helligdage. Han har ikke selv forstand på diskoteksmusik og overlod til sagsøgte 2 at stå for den musikalske linje, herunder for indkøb af musik. Sagsøgte 2 var medlem af en discjockeykæde og fik derigennem den nyeste musik fra England. Han går ud fra, at de på mødet drøftede løn, men han kan ikke huske nærmere herom. Han går ud fra, at sagsøgte 2 fik, hvad han forlangte. Det var KC, der som virksomhedens økonomichef stod for samtlige udbetalinger. Der blev på et tidspunkt indrettet en slags diskotek i stueetagen, og der blev ansat 2 discjockeyer til at stå for dette. Der blev trukket skat af deres løn. De spillede mest i stuen, men ind i mellem blev der også byttet om. Det blev ikke undersøgt, om der skulle indeholdes A-skat hos sagsøgte 2. Han var selvstændig og kunne stoppe fra dag til dag. Der var flere andre ansatte i virksomheden, men der var ikke andre, der fremsendte fakturaer. I diskoteket på 1. sal var et fuldt monteret anlæg. Han ved ikke, hvem der betalte for pladerne. Han vil ikke afvise, at han har betalt for dem. De var låst inde, når de ikke blev anvendt. Sagsøgte 2 tog en del af pladerne med, da han rejste. Sagsøgeren har nok betalt for meget for sine discjockeyer, hvoraf sagsøgte 2 dog var helt speciel. Han var bedre end de 2 andre. Han kan dog ikke huske de nærmere overvejelser bag aflønningen af discjockeyerne. Sagsøgte 2 virkede primært hos sagsøgeren, men havde også engagementer andre steder.

B har blandt andet forklaret, at han er udlært på .... værft. Han har siden 1994 virket inden for forsikringsbranchen. Han havde ikke nogen regnskabsmæssig viden, da han begyndte hos sagsøgeren i 1990. Han husker ikke mere fra mødet med A, end denne har forklaret. Han går ud fra, at hans vederlag blev fastsat under hensyn til, at han var en meget attraktiv discjockey. Han var blevet momsregistreret kort tid forinden, idet han skulle have været selvstændig sælger af postkort m.v. Det blev dog ikke til noget. Med sagsøgeren blev det aftalt, at han skulle fremsende månedlige fakturaer. Han husker ikke, hvem der bragte denne form for honorering på bane. Der var flere discjockeyer i X1-vej, der afregnede på samme måde. Han ved ikke, hvordan de andre discjockeyer hos sagsøgeren blev honoreret.

Han var dengang ung og levede ikke op til sit ansvar. Derfor fik han ikke udarbejdet årsregnskaber eller selvangivet sin indtægt fra sagsøgeren. A var en åben person, som lagde ansvar ud til sagsøgte 2, som selv sørgede for afløsere, når han ikke kunne komme. Han var medlem af en discjockey ring og fik en del plader gratis med henblik på at promovere dem. Da han i 1994 stoppede hos sagsøgeren, tog han en del af disse plader med. Han lod dog også nogle af sine egne plader blive. Han skønner, at han tog ca. 1/10 af samlingen med sig. Medens han var hos sagsøgeren, arbejdede han kun for andre én gang i en påske. Han betalte i august 2000 en restskat på ca. 115.000 og har ikke i dag skatterestancer. Da han ikke kunne få en aftale med skattevæsenet om samtlige forudgående år, mener han, at han har betalt for meget i skat.

KC har blandt andet forklaret, at han er uddannet på et revisionskontor og har læst HD. Han har været ansat som regnskabschef hos A siden 1986. På kontoret var der i 1990 endvidere 3-4 kontorassistenter. Han var ikke involveret i ansættelsen af sagsøgte 2, men har haft ansvaret for udbetalingerne til ham og de øvrige ansatte. Han havde også ansvaret for skattebetaling. Det var en af kontorassistenterne, der udfyldte de nødvendige formularer. Det var vidnets opgave at sørge for at holde sig ajour på skatteområdet. Han ved ikke, om han har set "Skattetræk 91". Han vil ikke udelukke, at denne publikation er modtaget på kontoret. Han ved, at "Skattetræk 2001" er modtaget. Han læste dog kun i "Skattetræk", hvis han var i tvivl om noget. Han overvejede ikke lovligheden af de fakturaer, som sagsøgte 2 fremsendte, idet han jo var momsregistreret. Vidnet har dog ikke set dokumentation herfor. Han følte i øvrigt ikke, at sagsøgte 2 var ansat, idet han selv stod for diskoteket. Da kommunen på et tidspunkt rettede henvendelse om lønindeholdelse hos sagsøgte 2, besvarede vidnet henvendelsen. Den var enkel at besvare, idet vidnet blot oplyste om de faktiske forhold. Han orienterede også sagsøgerens revisor om henvendelsen og besvarelsen af denne. Revisoren havde ingen bemærkninger hertil.

Procedure

Sagsøgeren har ikke bestridt, at det i overensstemmelse med Højesterets dom i U 1999.1050 nu må lægges til grund, at vederlaget, der er udbetalt til sagsøgte 2, er for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. Kildeskattelovens § 43, stk. 1, hvorfor sagsøgeren skulle have indeholdt A-skat. Til støtte for sin påstand overfor sagsøgte 1 har sagsøgeren navnlig gjort gældende, at hæftelsen i kildeskattelovens § 69 er betinget af, at der mellem den skattepligtige og skattemyndighederne er et hovedskyldforhold for den periode, som hæftelsen vedrører. Dette følger af almindelige obligationsretlige principper, skattemyndighedernes egne vejledninger og af en udtalelse af 23. februar 1999 fra Folketingets Ombudsmand i forbindelse med en anden skattesag. Der består ikke og har aldrig bestået et hovedskyldforhold mellem sagsøgte 2 og sagsøgte 1 vedrørende de omtvistede beløb, idet skattemyndighederne aldrig har foretaget skatteansættelse for sagsøgte 2 for 1990 -1992 vedrørende de omtvistede beløb, og da en forhøjelse i dag ikke er mulig som følge af fristreglerne i skattelovgivningen. Som følge af den manglende skatteansættelse har sagsøgte 1 endvidere ikke opfyldt en almindelig tabsbegrænsningspligt over for sagsøgeren som den hæftende part og har herved fortabt et eventuelt krav mod sagsøgeren. Sagsøgte 1 skulle efter sine egne retningslinjer først have søgt at inddrive sit krav hos sagsøgte 2. Sagsøgte 1 har efter retspraksis bevisbyrden for, at sagsøgeren har udvist forsømmelighed i relation til kildeskattelovens § 69, stk. 1. Denne bevisbyrde er ikke løftet. Myndighederne har bragt sagsøgeren i god tro, da man undlod at forfølge spørgsmålet om lønindeholdelse efter sagsøgerens oplysning om, at der ikke blev indeholdt A-skat hos sagsøgte 2. Overfor sagsøgte 2 har sagsøgeren navnlig gjort gældende, at denne ved sin manglende angivelse af sine indtægter fra sagsøgeren og sin manglende betaling af skat af de modtagne bruttovederlag er ansvarlig for sagsøgerens eventuelle hæftelse for skatter, herunder renter og sagsomkostninger, over for sagsøgte 1.

Sagsøgte 1 har til støtte for sin påstand navnlig gjort gældende, at sagsøgeren har udvist forsømmelse ved ikke at indeholde A-skat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Dette følger navnlig af, at sagsøgeren burde have sat sig ind i skattereglerne, da han påbegyndte ny virksomhed, at sagsøgeren i øvrigt var bekendt med pligten til at indeholde A-skat, idet han hos de 2 andre discjockeyer indeholdt A-skat, at sagsøgte 2s ansættelsesforhold ikke afveg væsentligt fra de øvrige ansattes forhold, og at sagsøgeren som selvstændig siden 1971 må have modtaget "Skattetræk" herunder udgaven fra januar 91, hvoraf fremgår, at vederlag til discjockeyer er A-indkomst. Der er ikke i lovgivningen eller i forarbejderne støtte for en antagelse om, at skattekravet først skal søges inddrevet hos lønmodtageren, eller at der skal være foretaget en skatteansættelse af skatteyderen. Myndighederne er berettiget til at vælge hvem af de solidarisk hæftende for A-skatten, beløbet inddrives hos. En eventuel manglende iagttagelse af skattemyndighedernes tabsbegrænsningspligt har ikke ført til noget tab for sagsøgeren. Allerede fordi sagsøgeren har stævnet sagsøgte 2, har han ikke lidt noget tab. Forløbet vedrørende kommunens henvendelse om lønindeholdelse har ikke kunnet bringe sagsøgeren i god tro, navnlig ikke for tiden forud for kommunens henvendelse.

Sagsøgte 2 har til støtte for sin påstand navnlig gjort gældende, at han var i god tro med hensyn til det lovlige i, at han blev honoreret på baggrund af de fremsendte momsbelagte fakturaer og uden fradrag af Askat.

Landsretten skal udtale

Det er ubestridt, at der skulle have været indeholdt A-skat af udbetalingerne til sagsøgte 2, og der er mellem parterne enighed om den beløbsmæssige opgørelse af påstandsbeløbene.

Som indeholdelsespligtig hæfter sagsøgeren umiddelbart for de manglende beløb, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Landsretten finder ikke, at sagsøgte 1 er afskåret fra at gøre krav på betaling af disse beløb gældende hos sagsøgeren, selvom kravet ikke er gjort gældende mod sagsøgte 2. Det er ikke godtgjort, at der efter lovgivningen eller obligationsretlige principper består en pligt for skattemyndighederne til først at søge beløbet inddrevet hos lønmodtageren. Det kan endvidere ikke kræves, at der er foretaget skatteansættelse for skatteyderen vedrørende de omtvistede beløb.

Det må videre lægges til grund, at sagsøgeren har optrådt forsømmeligt, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Landsretten bemærker herved, at sagsøgeren har drevet virksomhed med ansatte i knapt 20 år forud for 1990. Det må således lægges til grund, at sagsøgeren forud for 1990 har modtaget og haft mulighed for at gøre sig bekendt med "Skattetræk", som indeholder entydige anvisninger for indeholdelse af A-skat. Hertil kommer, at sagsøgeren havde andre ansatte, herunder discjockeyer, hos hvem, der blev indeholdt A-skat. At .... kommune, Betalingskontoret, som ikke varetog opgaver i relation til skattebetaling, opgav at forfølge spørgsmålet om lønindeholdelse efter, at sagsøgeren havde oplyst, at der ikke blev indeholdt A-skat hos sagsøgte 2, ændrer ikke herpå.

Landsretten finder endvidere ikke, at sagsøgte 1 har fortabt sit krav som følge af manglende tabsbegrænsning.

Der gives derfor sagsøgte 1 medhold i den nedlagte påstand.

Under hensyn til, at sagsøgte 2 har undladt at selvangive sine indtægter fra sagsøgeren og dermed har undladt at betale en del af skatten af de modtagne bruttovederlag, skal han friholde sagsøgeren for skattekravet med tillæg af renter som nedenfor bestemt.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Sagsøgte 1, Skatteministeriet, frifindes, mod at anerkende, at sagsøgeren, Cafe H1 v/A, til sagsøgte 1 i forbindelse med udbetaling af honorarer til sagsøgte 2, B, i indkomstårene 1990 - 1992 alene skal betale et beløb på 69.991 kr. for indkomståret 1990 og et beløb på 7.895 kr. for indkomståret 1991, begge beløb med tillæg af renter efter kildeskattelovens § 63, stk. 2, indtil den 31. august 2001 og derefter med tillæg af renter efter opkrævningslovens § 7, og at sagsøgeren ikke skal betale noget beløb for indkomståret 1992.

Sagsøgte 2 skal friholde sagsøgeren for disse beløb.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren inden 14 dage betale 13.000 kr. til sagsøgte 1. Sagsøgte 2 betaler ligeledes inden 14 dage 6.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgeren.