Dokumentets metadata

Beskatning af fri bil - bil nr. 2 - hovedaktionær og direktør - ej ført kørebog - bevisbyrde

Sagen drejede sig om beskatning af fri bil i et hovedaktionærtilfælde, hvor der ikke var sammenfald mellem virksomhedsadresse og privatadresse. I den situation er firmabilen som udgangspunkt ikke umiddelbart tilgængelig for skatteyderen uden for arbejdstiden. Efter bevisførelsen i den konkrete sag lagde landsretten til grund, at bilen det til trods i flere tilfælde havde været parkeret på privatadressen om natten, og at det derfor påhvilede sagsøger som aktionær og direktør i selskabet at sandsynliggøre, at han ikke havde bilen stillet til rådighed til privat brug. Landsretten henviste til, at der ikke forelå nogen erklæring om sagsøgers benyttelse af bilen, at der ikke var ført kørebog samt til omfanget af den kørsel, der havde været foretaget i bilen, der var egnet til privat kørsel, og konkluderede, at sagsøger ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed for privat brug. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

A
(advokat Troels Lind Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Martin Simonsen)

Afsagt af landsdommerne

Hanne Kildal, John Lundum og Helle Fløystrup (kst.)

Den 18. oktober 1999 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren, As, skatteansættelse:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsterne på følgende punkt:

Det er oplyst, at klageren er medejer og direktør i H1 A/S i Y1-by. Selskabets aktivitet består i import og salg af sko. Indtil den 1. juni 1996 ejedes selskabets aktiekapital af følgende:

1/3 af klageren,
1/3 af klagerens ægtefælle og
1/3 af B.

Herefter udtrådte klagerens ægtefælle af H1 A/S og fortsatte i det nyoprettede selskab, H2 Danmark A/S. Hendes aktier i H1 A/S blev overdraget til klageren og B, der herefter hver ejer 50 %.

Det er oplyst, at klageren har bil til rådighed, og for indkomstårene 1995 og 1996 er han løbende beskattet af en fri bil til rådighed. Denne bil er en Chevrolet C Pickup, der blev købt af selskabet den 27. oktober 1994 for 262.375 kr. + ekstra udstyr, 75.654 kr., der bl.a. består af lædersæder og geværholder. Ifølge klagerens oplysninger køres der årligt mellem 10.000 - 15.000 km privat i bilen.

Klagerens husstand består af 2 voksne og 1 barn. Husstanden ejer ingen bil. Indtil den 23. august 1995 har privatadressen været X1-vej 33 i Y1-by. Efter denne dato har privatadressen været X2-vej 10 (syd for Y2-by).

I november 1993 leasede H1 A/S en Audi 100 2,6 Avant Aut. Ifølge leasingkontrakten er gadeprisen på bilen 467.043 kr. Bilen blev leaset fra den 15. november 1993, og leasingsperioden er 36 måneder, d.v.s. indtil den 15. november 1996. Ifølge leasingkontrakten anvendes Audien både til forretning og privat. Klageren blev registreret som bruger af Audien, og efter det oplyste skete dette alene, fordi han er direktør, og fordi det ikke er en bestemt medarbejder, der skal bruge Audien.

Klageren har fremlagt et brev fra leasingfirmaet, hvoraf fremgår, at der er tale om en standardtekst, som står i alle firmaets kontrakter.

Det er oplyst, at formålet med leasingen af Audien var at stille en bil til rådighed for selskabets medarbejdere alene til erhvervsmæssig kørsel i arbejdstiden, herunder klageren. Bilen skal altid stå på virksomhedens adresse uden for arbejdstiden. Der foreligger ingen skriftlig aftale om, hvorledes Audien må benyttes, ligesom ingen af de ansatte i firmaet H1 A/S bliver beskattet af råderetten over bilen.

Det er oplyst, at klageren ikke har ført kilometerregnskab eller på anden måde sandsynliggjort, at Audien ikke har været anvendt i privat øjemed.

Ved leasingkontraktens udløb i november 1996, blev der lavet en ny leasingkontrakt på Audien, men nu overtog H1 A/S [retteligt H2 Danmark A/S] leasingen. Den nye leasingperiode løber fra den 1. december 1996 og 24 måneder frem. I kontrakten er bilens værdi opført til 300.000 kr., og klagerens ægtefælle er anført som bruger af bilen. Bilen anvendes ifølge denne kontrakt også både til forretning og privat.

Det er oplyst over for skatteforvaltningen, at klageren ofte flyver til udlandet på forretningsrejser, og at han lejer biler på stedet. Ved besøg i Italien benyttes en bil, som ejes af selskabets 90 % ejede datterselskab.

Skatteankenævnet har henvist til Østre Landsretsdomme af 30. juni 1995 og 2. marts 1998. Nævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ikke har benyttet Audien privat. Nævnet har herved henset til:

Klagerens revisor har nedlagt påstand på, at den foretagne beskatning ophæves, da den omhandlede bil alene er stillet til rådighed for selskabets medarbejdere for erhvervsmæssig kørsel, ligesom klageren i de påklagede indkomstår i forvejen er beskattet af værdien af en fri firmabil.

Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at firmabilen er til rådighed for privat kørsel, gør revisoren subsidiært gældende, at rådigheden over begge firmabiler alene omfatter en del af året, mere subsidiært alene forholdsmæssigt af en firmabil, da klagerens rejseaktivitet i udlandet er af betydeligt omfang i de omhandlede indkomstår.

Revisoren har anført, at nærværende sag adskiller sig fra de af skatteankenævnet refererede Østre Landsretsdomme samt Østre Landsretsdom af 20. november 1998 derved, at klageren ikke har haft privat bil, men derimod har benyttet en firmabil og er løbende beskattet heraf. Såfremt bevisbyrden påhviler klageren, finder revisoren, at det vil være en skærpelse af praksis derhen, at der skal føres kørselsregnskab for samtlige firmabiler tilhørende et selskab.

Det er revisorens opfattelse, at det som udgangspunkt må påhvile skattemyndighederne at sandsynliggøre, at Audien har været benyttet til privat kørsel. Revisoren har henvist til Ligningsvejledningen 1998, afsnit A.B.1.9.2. vedrørende firmabil på gule plader. Det fremgår heraf, at det ikke er muligt at pålægge en skatteyder omvendt bevisbyrde med hensyn til brug af en firmabil på gule plader, når vedkommende tillige har en privat bil.

Revisoren har anført, at da klageren de facto aldrig har benyttet den omhandlede Audi privat i arbejdstiden, ligesom Audien altid har været efterladt ved virksomheden uden for arbejdstiden, skal klageren ikke beskattes af yderligere en fri bil. Revisoren finder, at der ikke kan stilles krav om føring af kørebog for Audien, ligesom dette må gælde eventuelle øvrige biler.

Landsskatteretten skal udtale

Det må påhvile klageren som hovedaktionær og direktør at afkræfte en formodning om, at selskabets bil, Audi 100 2,6 Avant Aut., har stået til rådighed for privat kørsel, jf. bl.a. Østre Landsrets dom af 20. november 1998 og Vestre Landsrets dom af 1. marts 1999, offentliggjort i TfS 1999.28 og 1999.295.

Da klageren ikke ved at føre et kørselsregnskab eller på anden måde tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at selskabets bil ikke har stået til rådighed for privat benyttelse, finder retten, at klageren ikke har afkræftet formodningen om, at bilen har stået til rådighed for privat kørsel. Det er derfor med rette, at klageren er anset for skattepligtig af værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Ifølge ligningslovens § 16, stk. 4, ansættes den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, til en procentdel af bilens værdi, dog mindst 150.000 kr. og højst 400.000 kr. Procentdelen udgør 21 for indkomståret 1995 og 22 for indkomståret 1996.

Af ligningslovens § 16, stk. 4, 5. pkt., fremgår, at dersom bilen kun er til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori bilen ikke har været til rådighed.

Retten skal bemærke, at det ikke er dokumenteret, at den i sagen omhandlede bil kun har været til klagerens rådighed en del af året, og der er herefter ikke grundlag for at nedsætte den skattepligtige værdi.

Den påklagede ansættelse vil herefter være at stadfæste.

....."

Under denne sag, der er anlagt den 18. januar 2000, har sagsøgeren nedlagt følgende påstand:

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 1995 og 1996 nedsættes med henholdsvis 84.000 kr. og 77.062 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Det fremgår af en udskrift vedrørende serviceeftersyn for den omhandlede Audi, at den i perioden fra den 11. november 1994 til den 7. januar 1997 havde kørt 51.208 km.

Sagsøgeren har ud fra en gennemgang af hans planlægningskalendere for 1995 og 1996 under denne sag beregnet, at han i disse indkomstår for virksomheden har kørt henholdsvis 12.665 km og 12.339 km i Audien.

Af fakturaer vedrørende Chevrolet'ens værkstedsbesøg fremgår det, at denne bil i perioden fra 6. oktober 1995 til den 29. oktober 1996 havde kørt 17.273 km.

Sagsøgeren har forklaret, at H1 A/S designer, udvikler og sælger sko. Han selv varetog i 1995 og 1996 den kreative del af virksomheden og forestod salget til storkunder i udlandet, herunder bl.a. Holland. Han rejste også en del til Italien, hvor udviklingen og produktionen foregik. Hans ægtefælle, C, havde ansvaret for markedsføringen. Derudover tog hun sig af storkunderne i Danmark og besøgte også sammen med de ansatte sælgere de øvrige kunder i Danmark. Virksomheden havde i 1993 generelt behov for yderligere en bil. Derfor leasede man Audien, der kun skulle benyttes rent forretningsmæssigt. Ægtefællen anvendte den ved kundebesøg, ligesom hun kørte ham til lufthavnen, når han skulle på forretningsrejser. Han anvendte den også selv til kundebesøg, herunder i udlandet. Det er forekommet, at han har pakket bilen til et kundebesøg om aftenen, og han derefter er kørt hjem i bilen, således at han næste dag er kørt direkte fra privatadressen og ud til kunderne. Det er også forekommet, at ægtefællen har kørt ham i bilen direkte fra hjemmet og til lufthavnen. Der er ikke indgået aftaler med virksomheden om hans benyttelse af bilen, men den skulle benyttes 100% i virksomheden. Han har ikke anvendt Audien til privat kørsel. I øvrigt har bilen været anvendt af de ansatte til byture, det vil sige kørsel til skomager, speditør, posthus og bank. Derudover har OB, der på et tidspunkt i 1996 blev tilknyttet eksportsalget, anvendt Audien 10-12 gange til messe- og kundebesøg. De øvrige sælgere, der kun aflagde besøg i virksomheden ca. hver 14. dag, havde hver sin bil til rådighed. B, der er hans svoger, havde en Audi stillet til rådighed som firmabil. Den blev leaset samtidig med og er identisk med den Audi, der er omfattet af denne sag. B havde bl.a. ansvaret for administrationen. Af og til anvendte kontorpersonalet Bs Audi til byture. Sagsøgeren og ægtefællen fulgtes altid ad til og fra arbejde. De kørte i Chevrolet'en. Der var også plads til deres søn, der i dag er 13 år. Det var også denne bil, der blev brugt, når de kørte til Marselisborg Havn, hvor deres båd lå. I 1995 og 1996 holdt de ferier i båden. Indkøb blev foretaget på vej til og fra arbejde. I dag ejer han og ægtefællen hver sin bil.

C har forklaret, at hun altid anvendte Audien til kundebesøg. Hun var på kundebesøg hver uge, og i hvert fald en gang om måneden var hun i København. Hun vil anslå, at hun var på kundebesøg ca. halvdelen af arbejdstiden. Familien har ikke kørt privat i Audien. Bilen har stået på privatadressen, hvis hun har skullet tidligt af sted på kundebesøg eller er kommet sent hjem. Det skete nogle gange om måneden. Hun og sagsøgeren kørte frem og tilbage fra arbejde i Chevrolet'en. Det var også denne bil, de brugte, når de i øvrigt kørte privat, men de havde ikke noget stort behov for bil i dagligdagen. Audien er også blevet brugt til kørsel til og fra lufthavnen.

HS har forklaret at hun blev ansat i virksomheden i 1994. Der var to ens Audier - stationcars - i virksomheden.Den ene brugte B, medens den anden blev brugt blandt andet til ærindekørsel. Sagsøgeren kørte også på kundebesøg i den, bl.a. til Holland. I øvrigt kørte C en del i den, når hun skulle på kundebesøg i Danmark. Det er ikke hendes indtryk, at sagsøgeren brugte bilen privat.

JC har forklaret, at han fra september 1995 var ansat på lageret. Den ene af de to Audier blev brugt af de ansatte til byærinder, ligesom sagsøgeren og C brugte den til kundebesøg. Han har ikke indtryk af, at bilen blev brugt til noget, der ikke havde med virksomheden at gøre. Sagsøgeren og C kørte frem og tilbage mellem deres bopæl og virksomheden enten i Chevrolet'en eller i Audien. Audien blev brugt, hvis de havde været på kundebesøg. Audien holdt tit på virksomheden.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke har haft Audien til rådighed for privat kørsel, hvorfor der ikke skal ske beskatning af værdien heraf, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Selv om bilen har været parkeret på privatadressen, er det sagsøgte, der har bevisbyrden for, at sagsøgeren har haft rådighed over bilen til privat kørsel, idet bilen kun har stået på privatadressen i erhvervsmæssigt øjemed, nemlig i forbindelse med kundebesøg. Der kan ikke stilles krav om, at sagsøgeren ved en skriftlig aftale med virksomheden skulle have fraskrevet sig rådigheden til privat kørsel, og sagsøgeren havde i øvrigt en anden bil til rådighed for privat kørsel. Subsidiært har sagsøgeren anført, at han har afkræftet formodningen om, at bilen har været stillet til hans rådighed for privat kørsel. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at det er sagsøgte, der skal bevise, at sagsøgeren har anvendt bilen til privat kørsel, og at sagsøgte ikke har løftet denne bevisbyrde. Selv om Audien i visse tilfælde har været parkeret ved privatadressen, har der kun været tale om erhvervsmæssig kørsel til og fra bopælen eller i øvrigt kørsel af en sådan karakter og et sådant omfang, at det ikke kan begrunde beskatning. Endelig kan der ikke stilles krav om førelse af kørselsregnskab.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at det er sagsøgeren, der skal bevise, at bilen ikke har været til rådighed for privat kørsel, og at han rent faktisk ikke har anvendt bilen til privat kørsel. Sagsøgeren har i kraft af sin position som hovedaktionær og direktør i virksomheden haft rådigheden over bilen, der rent faktisk uden for arbejdstid har været parkeret på privatadressen. Sagsøgeren har ikke fraskrevet sig retten til at anvende bilen privat, der er ikke ført noget kørselsregnskab, ligesom der har været en betydelig kørsel i bilen, som sagsøgeren ikke har redegjort for. Endelig må den kørsel, som sagsøgeren og dennes ægtefælle har foretaget i bilen mellem virksomheden og privatadressen, i hvert fald betragtes som privat. Såfremt det antages, at det er sagsøgte, der har bevisbyrden, har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgte har løftet bevisbyrden for, at sagsøgeren har haft bilen til rådighed for privat kørsel, og at han faktisk har kørt privat i den.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter de forklaringer, der er afgivet af sagsøgeren og dennes ægtefælle, C, må det lægges til grund, at begge ægtefæller anvendte bilen erhvervsmæssigt i forbindelse med kundebesøg og før og efter disse besøg i flere tilfælde havde bilen parkeret uden for deres private bopæl om natten. Under disse omstændigheder finder landsretten, at det påhviler sagsøgeren som aktionær og direktør i H1 A/S at sandsynliggøre, at han ikke havde bilen stillet til rådighed til privat brug.

Der er ikke udarbejdet nogen erklæring om sagsøgerens benyttelse af bilen, og der er heller ikke ført kørebog. Herefter og under hensyn til omfanget af den kørsel, der har været foretaget i bilen, der er egnet til privat kørsel, finder landsretten ikke, at sagsøgeren har sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed for privat benyttelse. Det er derfor med rette, at værdien af fri bil er medregnet ved opgørelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst i de pågældende indkomstår, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal i sagsomkostninger til sagsøgte inden 14 dage betale 14.000 kr.