Dokumentets metadata

Fri båd - forventningsprincippet - rådighedsbeskatning - hovedaktionær

Den kommunale skattemyndighed havde truffet afgørelse om, at skatteyderen i indkomståret 1995 alene skulle beskattes af den faktiske private benyttelse af en båd, der var ejet af hans selskab, hvori han også var direktør. Samtidig tilkendegav skatteforvaltningen, at skatteyderen for fremtiden alene ville blive beskattet af den faktiske brug, hvis han førte en logbog, der udviste en tilsvarende beskeden privat benyttelse som i indkomståret 1995. Skatteyderen førte logbogen i henhold hertil. Skatteforvaltningen rådighedsbeskattede desuagtet skatteyderen i indkomståret 1999.Skatteyderen var enig i, at han efter ligningslovens § 16, stk. 6, 1. punktum, skulle beskattes af rådigheden over båden og ikke alene den faktiske benyttelse, men gjorde gældende, at han havde krav herpå i medfør af forventningsprincippet.Landsrettens flertal fandt, at skatteyderen havde ført logbogen i henhold til skatteforvaltningens tilkendegivelse og lagde til grund, at tilkendegivelsen havde haft indflydelse på hans dispositioner, idet han f.eks. ved salg af båden - kunne have disponeret på en måde, der ville have fritaget ham fra rådighedsbeskatning. Herefter fandt flertallet, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at skatteyderen kunne støtte ret på tilkendegivelsen. Landsretten anførte herved også, at det hverken for skatteyderen eller dennes rådgivere fremstod som åbenbart, at tilkendegivelsen var i strid med lovgivningen.Den dissentierende dommer fandt, at skatteyderen ikke havde opnået en retsbeskyttet forventning, allerede fordi beskatning alene af den faktiske anvendelse af båden og ikke af værdien af selve rådigheden var i åbenbar strid med ligningslovens § 16, stk. 6, 1. punktum (dagældende).Skatteministeriet ankede landsrettens dom til Højesteret, der ved dom af 1. september 2006 gav ministeriet medhold af de grunde, landsrettens mindretal havde anført.

Parter

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Hans Chr. Vinten)

mod

A
(advokat Mads Balsby Wilkens)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Wendler Pedersen, Børge Dahl, Niels Grubbe og Jon Stokholm

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 8. afdeling den 21. december 2004.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387

Påstande

Appellanten, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Der er også for Højesteret enighed om, at den omhandlede forhøjelse er materielt korrekt i henhold til den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 16, stk. 6. Sagen drejer sig derfor alene om, hvorvidt A under de foreliggende omstændigheder kan fritages for rådighedsbeskatning i kraft af et forventningsprincip.

Skatteministeriet har erklæret sig enig i, at situationen omkring afgivelsen af den påberåbte tilkendegivelse var, at skatteforvaltningen - i strid med ligningslovens § 16, stk. 6 - gav udtryk for, at A også i årene efter 1995 alene ville blive beskattet af den faktiske private benyttelse af båden, hvis han førte logbog, der dokumenterede en privat brug på lignende niveau som i 1995. Den selvangivne værdi i 1995 udgjorde 6.280 kr, svarende til en uges rådighed. Skatteministeriet bestrider ikke, at logbogen dokumenterer den faktiske benyttelse, uanset at den originale logbog ikke er fremlagt.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsrettens mindretal, frifinder Højesteret Skatteministeriet.

Under hensyn til baggrunden for sagens opståen skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part for landsret eller Højesteret.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.