Dokumentets metadata

Ophørsbeskatning - opsparet overskud - beskatningstidspunkt

Sagen drejede sig om, hvorvidt det overskud, skatteyderen havde opsparet i virksomhedsordningen, skulle ophørsbeskattes i indkomståret 1993.Højesteret henviste til, at skatteyderen ved aftale af 8. september 1993 havde solgt sin andel af et interessentskab med overtagelse den 1. januar 1993. Videre anførte højesteret, at skatteyderen for regnskabsåret 1993 ikke modtog nogen andel af overskuddet i virksomheden, idet hele overskuddet blev indtægtsført i køberens regnskab for 1993.Aftalen om, at overdragelsen skulle ske med tilbagevirkende kraft, var ikke blevet anfægtet af skattemyndighederne, og skatteyderens erhvervsmæssige virksomhed som deltager i interessentskabet måtte herefter også i relation til virksomhedsskatteloven anses for ophørt den 31. december 1992.For Højesteret var det ubestridt, at skatteyderens anden virksomhed heller ikke var erhvervsmæssig i 1993.Højesteret tiltrådte herefter det af landsretten anførte, hvorefter skatteyderen i det hele måtte anses for at være ophørt med at drive erhvervsmæssig virksomhed med udgangen af indkomståret 1992, og at der derfor skulle ske beskatning af opsparet overskud i indkomståret 1993 i medfør af § 15, stk. 1, 1. punktum, i virksomhedsskatteloven i den affattelse, der var gældende før ændringen ved lov nr. 1030 af 19. december 1992.Højesteret tilføjede, at det samme i øvrigt ville følge af § 15, stk. 1, eller § 15 b, stk. 1, som affattet ved ændringsloven.Højesteret stadfæstede herefter landsrettens frifindelse af Skatteministeriet.

Parter

A
(advokat Finn Christiansen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af dommerne

Poul Sørensen, Per Sørensen, Peter Blok, Børge Dahl og Michael Rekling

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 22. afdeling den 30. november 2004.

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hendes skatteansættelse for indkomståret 1993 nedsættes med 894.455 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Anbringender

For Højesteret drejer sagen sig alene om, hvorvidt A skal beskattes af opsparet overskud i virksomhedsskatteordningen i 1993. Den del af landsrettens dom, der vedrører As virksomhed med fåreavl, åledrift og minilæsser på ejendommen ..., er således ikke anket til Højesteret.

A har anført, at der først skal ske beskatning i 1994. Hun er omfattet af bestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 15, stk. 1, således som denne bestemmelse er affattet ved lov nr. 1030 af 19. december 1992, men ikke af den samtidig indsatte § 15 b. Hun har anvendt virksomhedsordningen til og med udløbet af indkomståret 1993 og har opfyldt betingelserne i virksomhedsskattelovens § 15, stk. 1, 2. pkt.

Skatteministeriet har anført, at aftalen om overdragelse af As andel af interessentskabet blev indgået den 8. september 1993, og at sagen derfor skal bedømmes efter virksomhedsskatteloven som affattet ved lov nr. 1030 af 19. december 1992. Efter den nye § 15 b, stk. 1, skal der ske beskatning i indkomståret 1993, da A senest har anvendt virksomhedsordningen i 1992. Såfremt Højesteret måtte finde, at det er loven som affattet før den nævnte ændring, der finder anvendelse, gælder det samme ifølge den tidligere § 15, stk. 1, 1. pkt.

For det tilfælde, at Højesteret måtte finde, at sagen skal afgøres efter den nye § 15, stk. 1, har Skatteministeriet anført, at A ikke har opfyldt kravet i 2. punktum om opretholdelse af den regnskabsmæssige opdeling af hendes samlede økonomi i en virksomhedsøkonomi og en privatøkonomi i hele 1993.

Supplerende sagsfremstilling

I et gældsbrev, som As bror, KH, udstedte i anledning af sin overtagelse af hendes andel af H1, var det bl.a. et vilkår, at den første ydelse på gældsbrevet skulle betales den 11. december 1993 inkl. renter for perioden 1. januar til 11. december 1993.

A fik ikke andel af overskuddet i virksomheden H1 i 1993. Hele overskuddet blev medtaget i broderens regnskab for 1993.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af A, revisor KV og KH.

A har supplerende forklaret bl.a., at hun den 30. december 1992 havde skrevet til sin broder, som hun ejede fyldpladsen sammen med, at hun ønskede at komme ud af det fælles ejerskab hurtigst muligt. Baggrunden var et familiemæssigt sammenstød mellem hendes broder og hendes ægtefælle omkring julen 1992. Årsagen til, at hun i brevet skrev 1. februar som den dato, hun ønskede at udtræde på, var, at hun havde truffet beslutningen lige omkring den 30. december.

KV har supplerende forklaret bl.a., at parterne omkring sommeren 1993 blev enige om en handelspris. Det, man blev enige om, var, at A skulle have det, der tilkom hende fra kapitalkontoen pr. 1. januar 1993.

A blev ved med at arbejde ved fyldpladsen til et godt stykke ind i 1993, formentlig frem til det tidspunkt, da man blev enige om en handelspris.

Skattevæsenet bad i 1995 KH redegøre for købet af As andel af fyldpladsen, idet han havde fået hele overskuddet for fyldpladsen for 1993. Efter at have redegjort for forholdene over for skattemyndighederne, godkendte disse KHs selvangivelse for 1993 for så vidt angik overskuddet fra fyldpladsen.

Driftsoverskuddet for fyldpladsen i 1993 var på 874.965,50 kr., og det er medtaget i KHs regnskab for 1993. A har ikke fået del i dette overskud. Baggrunden herfor kan han kun gisne om, men det var det, man var blevet enige om. A har således ikke fået noget til gengæld for at afstå fra at få del i overskuddet. Han mener, at baggrunden har været, at hun ikke ønskede at få del i driftsoverskuddet for 1993 som følge af et løfte, hun i sin tid havde givet sin far om de vilkår, hendes broder skulle have lov til at drive fyldpladsen på. Endvidere var det jo mellem A og hendes broder aftalt, at det var prisen pr. 1. januar 1993, der skulle benyttes. Dette betød i princippet, at A frem til det tidspunkt, da hun i 1993 ophørte med at være med i driften af fyldpladsen, arbejdede gratis.

Højesterets begrundelse og resultat

Det fremgår af aftalen af 8. september 1993 mellem A og hendes bror om overdragelse af andelen af interessentskabet H1, at overtagelsesdagen var den 1. januar 1993, og at overdragelsessummen baseredes på virksomhedens aktiver og passiver pr. 31. december 1992. For regnskabsåret 1993 modtog A ingen andel af overskuddet i virksomheden, og hele overskuddet blev indtægtsført i broderens regnskab for 1993.

Aftalen om, at overdragelsen skulle ske med tilbagevirkende kraft, er ikke blevet anfægtet af skattemyndighederne, og As erhvervsmæssige virksomhed som deltager i interessentskabet må herefter også i relation til virksomhedsskatteloven anses for ophørt den 31. december 1992.

Det er for Højesteret ubestridt, at A i 1993 heller ikke drev erhvervsmæssig virksomhed på ejendommen ....

Som anført af landsretten må A således i det hele anses for at være ophørt med at drive erhvervsmæssig virksomhed med udgangen af indkomståret 1992, og Højesteret tiltræder derfor, at der skal ske beskatning af opsparet overskud i indkomståret 1993 i medfør af § 15, stk. 1, 1. pkt., i virksomhedsskatteloven i den affattelse, der var gældende før ændringen ved lov nr. 1030 af 19. december 1992. Det samme ville i øvrigt følge af § 15, stk. 1, eller § 15 b, stk. 1, som affattet ved ændringsloven.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.