Dokumentets metadata

Dokumentets dato:06-03-2003
Offentliggjort:11-03-2003
SKM-nr:SKM2003.123.HR
Journalnr.:1. afdeling, 214/2002
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Dom


Ombygning- overdragelsestidspunkt - påbegyndelsestidspunkt - fremmed regning

Aftale om ombygning anset for indgået forud for ombygningens påbegyndelse.Ombygning ikke anset for påbegyndt ved projektering og nedrivning.Ombygning herefter anset for byggeri for fremmed regning, jf momslovens § 4


Parter

HÅ Huse, Thisted ApS
(advokat Erik Haumann)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Finn Mejnertsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Hornslet, Poul Sørensen, Poul Søgsard, Jytte Scharling og Marianne Højgaard Pedersen.

I tidligere instans er afsagt dom af vestre Landsrets 1. afdeling den 30. april 2002.

Appellanten, HÅ Huse, Thisted ApS, har påstået indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at ombygningen af den del af matr. nr. 200 Thisted Bygrunde, der blev overdraget til Thisted Musikteater, er momspligtig efter momslovens § 6 om byggeri for egen regning.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger.

I et brev af 22. september 1997 fra Thisted kommune, Teknisk Forvaltning, til HÅ Huses advokat meddelte kommunen,

"at Thisted Byråd i sit møde den 2. september 1997 har godkendt den udfærdigede overdragelsesaftale og færdigliste, som fremsendt af Dem den 5. august 1997.

Overdragelsen sker til den selvejende institution Thisted Musikteater ..."

Højesterets bemærkninger

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at aftalen mellem HÅ Huse og Thisted Kommune vedrørende Thisted Musikteater var bindende for begge parter den 6. marts 1997. Højesteret tiltræder endvidere, at ombygningen ikke kunne anses for påbegyndt ved projektering og nedrivning, og at de egentlige ombygningsarbejder ikke var påbegyndt før den bindende aftale. Idet arbejdet således ikke i momslovens forstand kan anses for udført for egen regning, jf. lovens § 6, stadfæster Højesteret herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

Appellanten, HÅ Huse, Thisted ApS, skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 25.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.