Dokumentets metadata

Sædvanlig bopæl - befordringsfradrag - lejeværdi - driftsudgifter - renteudgifter

En skatteyder gjorde for indkomstårene 1993 og 1994 bl.a. gældende, at hendes hidtidige bopæl i Danmark havde været udlejet i de to indkomstår i et sådant omfang, at hun var afskåret fra at råde over den. Hun gjorde derfor gældende, at hun havde haft sædvanlig bopæl på sin ødegård i Sverige, hhv. på en båd, at hun var berettiget til befordringsfradrag i forhold hertil, at der ikke skulle beregnes lejeværdi af hendes hidtidige bolig, og at hun var berettiget til fradrag for samtlige driftsudgifter vedrørende ejendommen.Landsretten fandt det ikke bevist, at skatteyderen i den omtvistede periode havde haft sædvanlig bopæl et andet sted end på hendes hidtidige bopæl og fandt det ej heller godtgjort, at det af ligningsmyndighederne udøvede skøn over omfanget af den udlejede del af denne ejendom hvilede på et urigtigt grundlag. Landsretten fandt derfor, at ligningsmyndighederne med rette havde opgjort befordringsfradraget i forhold til befordringen mellem den hidtidige bopæl og skatteyderens arbejdsplads, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte myndighedernes fastsættelse af lejeværdi samt fradrag for driftsudgifterne for ejendommen.Skatteyderen havde herudover påstået fradrag for en lang række, men ubestemte afskrivninger og vedligeholdelsesudgifter samt renteudgifter. Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde dokumenteret at være berettiget til disse ud over det ligningsmyndighederne allerede havde godkendt.Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A
(advokat Johan Schwarz-Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(ka. v/advokat Jakob Krogsøe).

Afsagt af landsdommerne

Lodberg, Michael Dorn og Anne Birgitte Thalbitzer (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 10. maj 2001, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1993 og 1994 helt eller delvist hjemvises til fornyet behandling ved de kommunale ligningsmyndigheder af de punkter, der er omfattet af Landsskatterettens kendelse af 31. maj 2000, bortset fra grænsegænger fradrag og A-indkomst.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har under sagen nedlagt påstand om frifindelse, med bemærkning, at Skatteministeriet anerkender, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 5.136 kr., og at sagsøgerens kapitalindkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 315 kr.

Nærværende sag vedrører spørgsmålet om opgørelsen af sagsøgerens indkomstforhold for indkomstårene 1993 og 1994 for så vidt angår

• befordringsfradrag,
• lejeværdi ....1,
• driftsudgifter og afskrivninger samme sted,
• vedligeholdelsesudgifter og afskrivninger på ejendommen ....2 samt
• renteudgifter til Nykredit og Realkredit Danmark.

Landsskatteretten afsagde herom følgende kendelse den 31. maj 2000:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Sagen har været forhandlet med klageren på Landsskatterettens kontor.

Det fremgår af sagen, at klageren ejer en ejendom beliggende ....1, en ejerlejlighed, beliggende ....2, samt en ødegård beliggende i Sverige.

Det er ubestridt, at lejligheden i ....2 har været fuldt udlejet i indkomstårene 1993 og 1994.

Klageren er uddannet cand.scient., og arbejder for G1, Danmark.

Klageren har for indkomstårene 1993 og 1994 selvangivet en lønindkomst på henholdsvis 251.370 kr. og 226.321 kr.

Klageren har for indkomståret 1993 selvangivet underskud af selvstændig virksomhed før renter med 10.400 kr. For samme år har hun selvangivet renteudgifter af virksomhed med 120.120 kr.

For indkomståret 1994 har klageren selvangivet underskud af selvstændig virksomhed inkl. renteudgifter med 125.421 kr.

Vedr. befordring mellem arbejdsplads og sædvanlig bopæl.

Klageren har for indkomstårene 1993 og 1994 selvangivet befordringsfradrag med henholdsvis 84.103 kr. og 85.737 kr., herunder fradrag for befordring mellem klagerens ødegård i Sverige og hendes arbejdsplads i Danmark.

Som dokumentation for, at klageren har haft sædvanlig bopæl på ødegården i Sverige, har klageren bl.a. fremlagt lejekontrakter vedrørende ejendommen ....1, diverse udgiftsbilag vedrørende dagligvareindkøb i Sverige samt diverse færgebilletter og 10-turs kort vedrørende færgetransport mellem Helsingør og Helsingborg. Klageren har endvidere bl.a. fremlagt korrespondance med Kommune m.fl. vedrørende børnenes skolegang samt korrespondance vedrørende børnebidrag og børnetilskud.

Ankenævnet har alene godkendt fradrag for befordringsudgifter med 11.635 kr. i 1993 og med 16.692 kr. i 1994, idet klageren er anset for at have faktisk bopæl i Danmark på adressen ....1.

Ankenævnet har anført, at man er af den opfattelse, at klageren, ud fra en samlet vurdering af dennes personlige, sociale, og familie- og boligmæssige forhold, har faktisk bopæl i Danmark på adressen ....1.

Ankenævnet har anført, at man i den forbindelse har henset til følgende faktiske forhold:

Klageren har fremlagt dokumentation vedrørende arealforholdene på ejendommen ....1, som ikke stemmer overens med de i Bolig- og Bygningsregisteret registrerede oplysninger for indkomstårene 1993-1994. Klageren har nægtet skattemyndighederne adgang til ejendommen, således at de faktiske forhold ikke har kunnet efterprøves. Det anses således ikke for bevist, at klageren har været afskåret fra at udøve rådighed over ejendommen.

Klagerens yngste børn har været tilmeldt og modtaget skolegang i Danmark i indkomstårene 1993-1994. Klageren har ikke på tilstrækkelig vis dokumenteret eller sandsynliggjort, at børnene har kunnet tage vare på sig selv. Klagerens redegørelse om, at hendes ældste datter skulle have passet de yngste børn anser skatteankenævnet ikke for sandsynliggjort.

De af klageren fremlagte udgiftsbilag for befordring mellem arbejdsstedet i Danmark og registrerede bopælsadresse i Sverige dokumenterer ikke en daglig befordring mellem Sverige og Danmark. De fremlagte udgiftsbilag, som består af køb af enkeltbilletter og rabatkort, er udelukkende købt på fredage og lørdage.

Det af klageren fremlagte udgiftsbilag vedrørende udgifter til dagligvareindkøb i Sverige dokumenterer, at varekøbene udelukkende er foretaget i weekender og i traditionelle ferieperioder (skolernes sommer-, jule- og vinterferie).

Ankenævnet har anset klagerens folkeregisterændringer fra og til Sverige som værende uden reelt indhold, og som foretaget ud fra en forventning om skattemæssige fordele.

Klagerens forklaringer om, at hun under opholdene i Danmark har opholdt sig på en campingplads eller på en af hendes venners båd er ikke dokumenteret, endsige sandsynliggjort.

De af klageren indsendte bilag vedrørende forretningsrejser viser, at der i 1993 er afholdt 9 rejsedage og i 1994 39 rejsedage. Forretningsrejser har, efter ankenævnets opfattelse, ingen relevans for vurderingen af bopælsforholdet.

Ankenævnet har anført, at fradrag for befordringsudgifter har lovhjemmel i ligningslovens § 9 C, hvorefter der kan fratrækkes udgifter mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

Under henvisning til ovenstående har ankenævnet anset adressen ....1, for klagerens sædvanlige bopæl.

Ifølge klagerens befordringsopgørelse er der foretaget befordringsfradrag for 250 dage i 1993 og for 245 dage i 1994. Ifølge indsendt dokumentation har klageren, i forbindelse med dennes ansættelsesforhold, haft henholdsvis 9 og 39 rejsedage for indkomstårene 1993 og 1994. Henset til administrativ praksis samt antal rejsedage, er ankenævnet af den opfattelse, at der kan gives fradrag for (220 - 9 dage =) 211 dage for indkomståret 1993, svarende 11.635 kr., og fradrag for (220 - 39 dage =) 181 dage i indkomståret 1994, svarende til 16.692 kr.

Klageren har nedlagt påstand om fradrag i overensstemmelse med det selvangivne.

Vedrørende befordringsopgørelse har klageren anført, at hun har foretaget fradrag for 3 dages kørsel pr. uge fra sin bopæl i Sverige baseret på en gennemsnitsbetragtning - 2 af disse gange med færge. Som det fremgår af de bilag, som klageren har sendt til kommunen, har hun i overvejende grad opholdt sig i sin svenske bolig i perioden bortset fra, når hun har været på rejse i medfør af hendes arbejde.

Klageren har bl.a. anført, at hun er af den opfattelse, at det er ganske centralt, at hun i en periode boede i Sverige. Det er videre anført, at Social- og Sundhedsforvaltningen i Kommunen straks accepterede klagerens svenske bopæl, og således nægtede at udbetale børnebidrag, børnetilskud m.v. til klagerens 5 børn, ligesom børnene også blev smidt ud af deres danske skole. Klageren har i den forbindelse henvist til en større korrespondance med Kommunen, herunder skrivelse dateret den 22. november 1994, hvori det meddeles, at Kommunen har skiftet standpunkt med hensyn til klagerens bopælsforhold og herefter vil udbetale børnefamilieydelse, børnebidrag m.v.

Det er videre anført, at ejendommen ....1, i samme periode har været udlejet i en sådan grad, at det ikke har været muligt at anvende denne til beboelse for klageren. Klageren har dels har været på rejser, overnattet på en campingplads (klageren har to telte) eller på en af klagerens venners båd i Danmark.

Klageren har bl.a. anført, at centrum for livsinteresser intet har at gøre med sædvanlig bopæl, men derimod anvendes for at finde ud af, til hvilket land en skatteyder er skattepligtig og dermed finde frem til det land, hvortil vedkommende har størst tilknytning. Det er videre anført, at det ikke på noget tidspunkt har været aktuelt, at klageren skulle være skattepligtig til Sverige, hvorfor det er irrelevant at se på, hvor klagerens centrum for livsinteresser er.

Vedrørende ejendommen ....1, har klageren bl.a. anført, at BBR-meddelelsen ganske rigtigt ikke stemmer overens med ejendommen faktiske arealforhold, idet ejendommen er ombygget i flere tempi og af flere omgange, ligesom ikke hele ejendommen er godkendt til helårsbeboelse.

Klageren har yderligere henvist til en af LP udarbejdet beskrivelse af ejendommen. Det fremgår heraf, at boligarealet udgør 130 m2, idet en del af ejendommen er uopvarmet og derfor kun kan anvendes om sommeren. Af BBR-meddelelse fremgår endvidere, at boligarealet udgør 130 m2, ligesom 96 m2 ikke kan anvendes til bolig.

Klageren har videre anført, at det udlejede areal for perioden 1. oktober 1994 til 31. december 1994 udgjorde ca. 130 m2, medens klagerens eget boligareal udgjorde ca. 90 m2. Klageren har imidlertid ikke selv haft noget boligareal i perioden i 1994 indtil den 1. oktober, idet ejendommen da også var udlejet gennem Dancenter.

Det er videre anført, at annekset, der ikke indgår i boligarealet på 130 m2, var udlejet til én lejer, og boligarealet på 130 m2 var udlejet til to andre lejere.

Vedrørende udlejning af værelser på ....1 har klageren anført, at SM har boet i ejendommens sidehus i både 1993 og 1994. Han betalte 1.000 kr. om måneden i husleje, og huslejeindtægten herfor er i både 1993 og 1994 selvangivet til 12.000 kr. JK boede i ejendommen i slutningen af 1993 og i 1994.

Huslejeindtægten herfor er i 1993 selvangivet til 2.240 kr. og i 1994 til 6.400 kr. Det er videre anført, at Dancenter tillige disponerede over klagerens tidligere bolig i en periode. Lejeindtægten herfor har være 24.846 kr. i 1993 og i 1994 361 kr. Dancenter har i 1994 disponeret over klagerens tidligere bolig, men var ikke i stand til at udleje i større omfang.

Klageren har yderligere anført, at annekset også har været udlejet - til bl.a. HJ og derefter SJ. Det er videre anført, at klageren er nødt til at henholde sig til lejekontrakterne, idet hun ikke kan huske, hvornår de forskellige personer er flyttet ind og ud. Det er således også flere gange sket, at klageren har lavet en lejekontrakt, hvorefter den pågældende lejer ikke har betalt depositum eller husleje, hvorfor klageren har været nødt til at genudleje.

Hvorvidt de pågældende personer har til- eller frameldt sig folkeregistret, har klageren ikke efterprøvet.

Vedrørende kommunens ønske om at besigtige ejendommen ....1 har klageren anført, at hun finder dette ønske irrelevant, idet forholdene på ejendommen på nuværende tidspunkt ikke fortæller noget om udlejningen i 1993 og i 1994.

Det er endvidere anført, at klagerens ansættelsessted nok ligger i Danmark, men at klageren samtidig har været på rejse det meste af tiden (hvor hun ikke har boet i Sverige), hovedsageligt for at repræsentere og varetage G1's interesser internationalt, herunder deltagelse i møder i Bruxelles, London, Helsinki, Schweiz, Tyskland og Holland m.fl.

Klageren har videre anført, at det ikke er relevant at bedømme hendes bopæl ud fra den omstændighed, at hun stadig ejer ejendommen ....1, idet hun også ejer lejligheden ....2 samt ødegården. Skattemyndighederne kan ikke frit afgøre klagerens bolig som værende afhængig af, hvad klageren ejer, idet dette intet har at gøre med de rent faktiske forhold, ligesom det er uden relevans, hvor klagerens børn har opholdt sig.

Det er yderligere anført, at den omstændighed, at klageren har børn, som hun har haft andre til at passe i perioden, eller som har opholdt sig i udlandet, ikke har nogen relevans for fastlæggelsen af hendes opholdssted. Ejendommen ....1 har været udlejet og ligningslovens § 15 (A) vedrører derfor ikke klageren.

Det er videre anført, at klagerens dengang 15-årige datter B i øvrigt opholdt sig i Schweiz i en længere periode, hvor hun boede hos en familie og lærte fransk og engelsk på en skole der. Hun rejste frem og tilbage samtidig med, at hun passede 9. klasse i Danmark. B havde ikke brug for bolig på ....1, og klageren har flere gange besøgt hende i Schweiz. Klagerens anden datter, C, opholdt sig dengang mest i England. I den forbindelse har klageren henvist til datterens brev til hende, dateret den 20. oktober 1994.

Det er videre anført, at folkeregisterændringen til og fra Sverige har været ganske reel, ligesom det ikke er korrekt, at børnene kun har været tilmeldt bopælen i Sverige fra den 20. juli 1994 til den 20. september 1994, idet børnene har været tilmeldt samme bopæl som klageren, hvilket også fremgår af bilag tidligere fremsendt til skattemyndighederne.

Klageren har yderligere anført, at hendes bopæl ikke kan kædes sammen med hendes skattepligt. Klageren er fuldt skattepligtig til Danmark, også selvom at hun flytter væk fra landet i 4 år. Det er videre anført, at klageren til skattemyndighederne har fremsendt mange rejsebilag og færgebilletter.

Vedrørende dokumentationen for befordring mellem Danmark og Sverige, er det bl.a. anført, at denne for en stor dels vedkommende består af 10-turs rabatbilletter, hvorfor det ikke fremgår hvilken dag, de er anvendt. Det er urigtigt, som anført af skattevæsenet, at rabatkortene udelukkende er anvendt fredage og lørdage, hvilket fremgår af bilagene. Det er videre bemærket, at klageren indimellem har ladet bilen stå i Sverige, for selv at tage båden over.

Vedrørende dokumentation for dagligvareindkøb i Sverige, er det anført, at indkøbene ofte er foretaget i weekenderne, idet klageren har arbejdet resten af tiden. Klageren har videre bemærket, at hun også har foretaget dagligvareindkøb i Danmark, idet visse dagligvarer er billigere her.

På grund af børnenes skolegang i Danmark har klageren først meldt folkeregisterflytning senere på året, idet hun allerede på dette tidspunkt var klar over, at skolegangen kunne skabe problemer.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten skal bemærke, at fastlæggelsen af begrebet "sædvanlig bopæl" i ligningslovens § 9 C i tvivlstilfælde foretages ud fra en vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. Fastlæggelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium, heller ikke tilmelding til folkeregistret. I vurderingen indgår bl.a. personlige og sociale forhold, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet samt opholdenes hyppighed.

Landsskatteretten finder, at klagerens sædvanlige bopæl må anses for at være i Danmark på ....1. Retten har herved bl.a. lagt vægt på, at klagerens yngste børn har gået i skole i Danmark, at klageren hele tiden har haft arbejde i Danmark, samt at klageren ikke på tilstrækkelig vis har godtgjort eller på anden måde sandsynliggjort, at hun har været afskåret fra at råde over en del af ejendommen ....1. Retten skal endvidere bemærke, at de af klageren fremlagte 10-turs klippekort, kasseboner m.v. ikke kan anses for tilstrækkelig dokumentation for, at klageren har haft sædvanlig bopæl i Sverige.

Retten finder derfor, at ankenævnet har været berettiget til at udøve et skøn over, hvor mange dage klageren har ladet sig transportere mellem ....1 og hendes arbejdsplads. Efter de foreliggende oplysninger finder retten ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte det af ankenævnet udøvede skøn, hvorfor den påklagede ansættelse stadfæstes på dette punkt.

...

Vedrørende ejendommen ....1

Vedr. lejeværdi af egen bolig.

Ankenævnet har forhøjet klagerens selvangivne skattepligtige indkomst skønsmæssigt med 11.972 kr. i 1993 og 9.296 kr. i 1994 vedrørende lejeværdi af egen bolig.

Ankenævnet har anført, at man er af den opfattelse, at klageren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun har været afskåret fra at råde over en del af ejendommen, hvorfor hun skal medregne lejeværdi af egen bolig.

Det er videre anført, at da der foreligger divergerende og ufyldestgørende oplysninger i relation til arealforholdene på ejendommen, og klageren ikke har efterkommet opfordringen om en besigtigelse af ejendommen, har ankenævnet støttet sig til det af skatteforvaltningen anlagte skøn over ejendommens udlejede areal, som er skønnet at udgør 84 m2, medens klagerens rådighed over ejendommen skønnes at udgøre 200 m2.

Lejeværdien for indkomståret 1993 er ansat skønsmæssigt som følger:

Lejeværdien for indkomståret 1994 er ansat skønsmæssig som følger:

Klageren har nedlagt påstand om, at der ikke skal betales lejeværdi af egen bolig for perioden 1. april 1993 til 1. oktober 1994. Klagerens boligareal på 90 m2 har været udlejet gennem Dancenter, ligesom den resterende del af ejendommen har været fuldt udlejet til forskellige lejere. Klageren har i perioden boet i Sverige, ligesom hun i kraft af sit job har været en stor del af tiden i udlandet, bl.a. i England, Finland, Tyskland, Schweiz og Belgien.

Som ovenfor anført, har Dancenter i 1994 disponeret over klagerens tidligere bolig, men var ikke i stand til at udleje i større omfang. Klageren har i den forbindelse henvist til en skrivelse fra skatteankenævnet, hvoraf det fremgår, at der ikke skal betales lejeværdi, hvis ejeren kontraktmæssigt har været helt afskåret fra selv at benytte ejendommen i ledige perioder. Dancenter krævede klagerens bolig til rådighed, rengjort m.v.

Det er videre anført, at der muligvis skal betales lejeværdi for de tre første måneder af 1993 samt for de to sidste måneder af 1994. I givet fald skal lejeværdien beregnes forholdsmæssigt, idet klagerens boligareal alene udgjorde 90 m2.

Klageren har ved brev af 27. august 1999 og brev 8. september 1999 bl.a. anført, at hun vedrørende selvangivelserne for indkomstårene 1995-1997 (inkl.) har drøftet fordelingen mellem det udlejede areal og det private areal med kommunen - en drøftelse som kan have betydning for indkomstårene 1993 og 1994. Klageren har videre anført, at resultatet blev en fordeling på 65 % til den udlejede del og 35 % til den private andel.

Ovennævnte breve med bilag har været sendt til udtalelse hos skatteankenævnet, der i brev af 3. november 1999 bl.a. har anført, at skatteforvaltningens skøn over de udlejede arealer for efterfølgende indkomstår ikke kan lægges til grund for 1993 og 1994.

Skatteankenævnets erklæring har herefter været til udtalelse hos klageren, der ved brev af 22. november 1999 bl.a. har anført, at hun stadig er af den opfattelse, at fordelingen mellem det udlejede og private areal skal ske med 65%/35 %.

Landsskatteretten skal udtale

Under henvisning til det af ankenævnet anførte, herunder at klageren ikke på tilstrækkelig vis kan anses for at have dokumenteret, at hun har været afskåret fra at råde over ejendommen ....1, finder Landsskatteretten, at klageren skal medregne lejeværdi af egen bolig ved indkomstopgørelsen, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b, jf. ligningslovens § 15 A.

Henset til de divergerende oplysninger om ejendommens areal og arealfordeling samt til den ufyldestgørende dokumentation for udlejningen i perioden, navnlig indkomståret 1993, finder Landsskatteretten endvidere, at de kommunale skattemyndigheder har været berettiget til at udøve et skøn over, hvor en stor en del af ejendommen ....1, der har været udlejet. Retten skal bemærke, at man er enig med skatteankenævnet i, at forvaltningens skøn over fordelingen mellem det private og det udlejede areal for senere indkomstår ikke kan lægges til grund ved skønsudøvelsen for omhandlede indkomstår. Efter de foreliggende oplysninger finder Landsskatteretten endvidere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte det af de kommunale skattemyndigheder udøvede skøn, hvorfor den påklagede ansættelse stadfæstes på dette punkt.

Vedr. driftsudgifter.

Klageren har i sin selvangivelse for 1993 og 1994 fratrukket henholdsvis 37.380 kr. og 36.254 kr. vedrørende vedligeholdelsesudgifter for ejendommen ....1.

Ankenævnet har godkendt et skønsmæssigt fradrag for vedligeholdelsesudgifter på 2.929 kr. for 1993 og 10.130 kr. for 1994 vedrørende udlejning af ejendom.

Ankenævnet har anført, at klageren vedrørende vedligeholdelsesudgifter har indsendt dokumentation, hvoraf størstedelen ikke opfylder de basale krav til bilagsmateriale. Der foreligger imidlertid ingen oplysninger om, at skatteforvaltningen har indkaldt materiale i den forbindelse.

Ankenævnet har videre anført, at man er af den opfattelse, at udgifter afholdt til ejendomsskatter, grundejerforening, olie, skorstensfejning og vandafgifter skal fordeles forholdsmæssigt, således at der kun kan gives fradrag for de udgifter der vedrører det udlejede areal. Fradrag for disse poster er herefter skønsmæssigt ansat til 2.929 kr. for 1993 og 10.130 kr. for 1994.

Klageren har nedlagt påstand om fradrag i overensstemmelse med det selvangivne.

Landsskatteretten skal udtale

Under henvisning til det af ankenævnet anførte finder Landsskatteretten, at klageren kan indrømmes fradrag for udgifter afholdt til ejendomsskatter, grundejerforening, olie, skorstensfejning og vandafgifter i det omfang disse udgifter vedrører udlejning af ejendommen ....1, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten finder som ovenfor nævnt, at de kommunale skattemyndigheder har været berettiget til at udøve et skøn over, hvor stor en del af ....1, der har været udlejet. Efter de foreliggende oplysninger finder retten ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte det af de kommunale skattemyndigheder udøvede skøn, hvorfor den påklagede ansættelse stadfæstes på dette punkt.

Vedr. afskrivninger og vedligeholdelsesudgifter.

Klageren har for indkomstårene 1993 og 1994 selvangivet henholdsvis 26.243 kr. vedrørende afskrivninger og 46.206 kr. vedrørende afskrivninger og vedligeholdelse - vedrørende ejendommen ....1.

Ankenævnet har nægtet at godkende ovennævnte afskrivninger, idet afskrivningerne ønskes foretaget på en gammel saldoværdi for en helt anden ejendom. Ankenævnet har bemærket, at klageren tidligere er blevet nægtet fradrag for afskrivninger på selv samme saldoværdi.

Klageren har nedlagt påstand om fradrag i overensstemmelse med det selvangivne.

Landsskatteretten skal udtale

Under henvisning til, at klageren ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for anskaffelsen af det inventar, der ønskes afskrevet på, samt under henvisning til, at klageren ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for afholdelsen af vedligeholdelsesudgifter finder Landsskatteretten, at der ikke kan indrømmes adgang til afskrivning på det pågældende inventar, ligesom der ikke kan indrømmes fradrag for vedligeholdelsesudgifter. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Vedr. renteudgifter til Nykredit.

Af årsopgørelse fra Nykredit fremgår, at klagerens renteudgifter for indkomståret 1993 udgør 63.270 kr.

Klageren har i sin selvangivelse for indkomståret 1993 fratrukket renteudgifter til Nykredit med 79.728 kr.

Ankenævnet har godkendt fradrag for renteudgifter med 63.270 kr., hvilket svarer til de af Nykredit indberettede renteudgifter.

Ankenævnet har anført, at det ikke fremgår af den af klageren fremsendte dokumentation, at renteudgifterne skulle være større end det af Nykredit indberettede, ligesom der ikke er hjemmel til fradrag for afdrag, jf. statsskattelovens § 6 i.f.

Klageren har nedlagt påstand om fradrag i overensstemmelse med det selvangivne.

Klageren har anført, at det ganske rigtigt fremgår af årsopgørelsen for 1993 fra Nykredit, at der er betalt 63.270 kr. i renter. Denne årsopgørelse må imidlertid være forkert, idet klageren indgik en aftale med Nykredit om en afdragsplan, som hun fulgte til punkt og prikke.

Landsskatteretten skal udtale

Under henvisning til, at klageren ikke har godtgjort eller på anden måde sandsynliggjort, at årsopgørelsen fra Nykredit er behæftet med fejl, finder Landsskatteretten, at klageren ikke kan indrømmes fradrag for renteudgifter udover 63.270 kr. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Vedr. ejendommen ....2

Vedr. afskrivninger og vedligeholdelsesudgifter Klageren har i sin selvangivelse for 1993 og 1994 fratrukket henholdsvis 11.500 kr. og 12.903 kr. vedrørende vedligeholdelsesudgifter og afskrivninger på ejendommen ....2.

Ankenævnet har nægtet at godkende fradrag ovennævnte fradrag for 1993. For 1994 har ankenævnet godkendt fradrag med 810 kr.

Ankenævnet har anført, at man er enig med klageren i, at driftsudgifter afholdt i forbindelse med ejendommen er fradragsberettigede efter reglerne om erhvervsmæssig udlejning, d.v.s. fuldt ud.

Ankenævnet har videre anført, at fradrag imidlertid er betinget af, at klageren har opfyldt sin selvangivelsespligt ved at indsende den af skatteforvaltningen udbedte dokumentation. En sådan dokumentation har klageren ikke fremlagt for indkomståret 1993, hvorfor ankenævnet ikke har kunnet indrømme fradrag for de af klageren selvangivne beløb.

For indkomståret 1994 har man alene godkendt dokumenteret fradrag på 810 kr. vedrørende udskiftning af vandlås til lejligheden. Det er videre anført, at der ikke kan indrømmes fradrag for inkassoomkostninger og retsafgift, jf. LSR 1956.52 og TfS 1985.438.

Ankenævnet har nægtet fradrag for afskrivninger, idet klageren ikke har fremsendt dokumentation herfor.

Klageren har nedlagt påstand om fradrag i overensstemmelse med det selvangivne.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten finder, at klageren ikke kan indrømmes fradrag for afskrivninger og vedligeholdelsesudgifter, udover udgift til udskiftning af vandlås på 810 kr. Retten har herved bl.a. lagt vægt på, at klageren ikke på tilstrækkelig vis kan anses for at have dokumenteret afholdelsen af vedligeholdelsesudgifter samt anskaffelsen af de genstande, der ønskes afskrevet på. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Vedrørende renteudgifter til Realkredit Danmark.

Det fremgår af de af Realkredit Danmark indberettede oplysninger til Told- og Skattestyrelsen, at renteudgifter for indkomståret 1994 vedrørende ....2 udgør 27.145 kr.

Klageren har i, sin selvangivelse for 1994 fratrukket 35.940 kr. i renteudgifter.

Ankenævnet har alene godkendt fradrag for renter med 27.145 kr., idet dette beløb svarer til de af Realkredit Danmark indberettede renter.

Ankenævnet har anført, at det ikke fremgår af den af klageren fremsendte dokumentation, at renteudgifterne skulle være større end de af Realkredit Danmark indberettede renter, ligesom der er ikke hjemmel til fradrag for afdrag, jf. statsskattelovens § 6 i.f.

Klageren har nedlagt påstand om fradrag for renteudgift på 27.940 kr.

Klageren har anført, at hun for at komme frem til den samlede renteudgift har ganget beløbet for septemberterminen på 8.985,52 kr. med fire. Hun har således beklageligvis glemt at fratrække afdragene på henholdsvis 445 kr. og 1.555 kr. Når disse fratrækkes udgør renteudgiften for 1994 27.940 kr.

Landsskatteretten skal udtale

Under henvisning til at klageren ikke har godtgjort eller på anden måde sandsynliggjort, at der er begået fejl ved Realkredit Danmarks indberetning til Told- og Skattestyrelsen, finder Landsskatteretten, at klageren ikke kan indrømmes fradrag for renteudgifter udover det af Realkredit Danmark indberettede beløb på 27.145 kr. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Herefter bestemmes

..."

Sagsøgerens advokat har til støtte for den nedlagte påstand for landsretten gennemgået en række bilag, navnlig angående sagsøgerens bopælsforhold i Danmark og Sverige og om udlejning af ejendommen ....1.

Forklaringer

Sagsøgeren, A har forklaret blandt andet, at hun i den omtvistede periode arbejdede som teknisk medarbejder for en interesseorganisation. I 1987 købte hun huset på ....1 i sammen med sin daværende samlever. Huset fungerede som bolig for hende og hendes 5 børn samt samleveren og hans 3 børn. I 1989 flyttede de fra hinanden, og hendes økonomi blev meget anstrengt. Hun begyndte derfor at udleje værelser i huset. Foruden dette hus ejede hun også en lejlighed i ....2, som ligeledes var udlejet, en lejlighed ....3 samt ødegården i Sverige. På et tidspunkt lykkedes det for hende at få lejligheden ....3 solgt, og i den forbindelse fik hun båden i bytte.

Hun har i dag ikke nogen klar erindring om de enkelte lejere. Den "lyserøde" del, som hun selv rådede over, blev udlejet gennem Dancenter. Hun husker ikke længere præcist, i hvilket omfang og i hvilke perioder udlejningen gennem Dancenter fandt sted.

Hun opholdt sig meget i båden og på ødegården i Sverige. Hendes søn D boede i perioden hos sin far, mens hendes datter C boede dels i et værelse i huset på ....1 dels i et værelse hos en anden familie, hvorefter hun rejste til England. Endelig boede hendes datter B i Schweiz, men kom hjem til Danmark for at tage 9. klasses eksamen.

Ødegården ligger ca. 120 km. nord for ..... Hendes arbejdsdag sluttede typisk mellem kl. 15.00 og kl. 17.00, medmindre hun var på tjenesterejse. Hun mener, at hun flyttede børnenes folkeregisteradresse til Sverige samtidig med, at hun selv flyttede adresse. Børnene blev også tilmeldt svensk skole, men de begyndte aldrig i skolen. I slutningen af 1994 fik hun på ny bopælsadresse på ....1 i, da der var problemer med børnenes skole og med børnebidrag.

Hun har nogle kasser med forskellige bilag, men det har været helt uoverskueligt for hende at finde ud af, hvilke bilag ligningsmyndighederne ville have.

TM har forklaret blandt andet, at han i 1993 og 1994 besøgte sagsøgeren i huset i Sverige. Hun havde en båd, der lå forankret både i .... og i .... i den omhandlende periode, hvor han også har besøgt hende. Han kan ikke huske, hvor mange gange han har besøgt sagsøgeren i henholdsvis i huset i Sverige eller på båden. Det kan være noget i retning af 5-6 gange i Sverige og 3-4 gange på båden om året. Han besøgte hende også i 1992, hvor omfanget af besøgene var helt identisk med 1993 og 1994.

JK har forklaret blandt andet, at hans forhold til sagsøgeren de pågældende 2 år var meget turbulent. Indtil slutningen af 1993 lejede han et hus i ..... Herefter manglede han et sted at bo, hvorfor han lejede et værelse hos sagsøgeren, - det "orange værelse". Han havde også et personligt forhold til sagsøgeren. Han anvendte kun værelset i ringe omfang. Værelset var koldt om vinteren, hvorfor han mest var der i sommerperioden. Han er ikke klar over, hvor sagsøgeren boede, da han havde huset i ..... Han har besøgt sagsøgeren i huset i Sverige. Det er hans indtryk, at dette hus tjente som sagsøgerens bolig.

ED har forklaret blandt andet, at han mødte sagsøgeren gennem sin gode ven JK. Han erindrer, at sagsøgeren på et tidspunkt fortalte, at hun boede på båden. Han havde indtryk af, at hun på et tidspunkt tillige boede i sit hus i Sverige.

Procedure

Sagsøgeren har procederet sagen i det væsentlige i overensstemmelse med følgende hovedanbringender, anført i påstandsdokument af 19. august 2003:

"...

Sagsøgerens ejendomme ....1 og ....2 har været udlejet af sagsøger som oplyst - og har ikke været beboet af sagsøger selv i de omhandlede perioder.

Udlejningen medfører de af sagsøger opgjorte fradrag, renteudgifter og afskrivninger.

Sagsøger er berettiget til de af hende opgjorte fradrag for befordring - idet hun i de pågældende perioder har haft den af hende oplyste befordring imellem bopæl og arbejdsplads

...

Sagsøger har løftet sin bevisbyrde i det omfang det er rimeligt at pålægge hende bevisbyrden for hendes liv og dispositioner i 1993 og 1994.

Det er i sagen natur urimeligt fx at pålægge sagsøger at føre dokumentbevis for alle økonomiske dispositioner, idet de er sket på tidspunkter, hvor hun ikke havde viden om, at hun senere ville blive afkrævet beviser.

De lokale skattemyndigheders skøn er åbenlyst forkerte - og bør ændres

..."

A har herudover fremhævet, at hun ikke i tide var opmærksom på, at det kunne blive nødvendigt at sikre sig dokumentation for rigtigheden af sine påstande under nærværende sag. Det skriftlige materiale i sagen er derfor muligvis ikke fuldt ud tilstrækkeligt til godtgørelse af påstandene, således som disse var nedlagt i processkriftet af 24. oktober 2002. Det er imidlertid sagsøgerens opfattelse, at hun efter bevisførelsen for landsretten har sandsynliggjort, at der er grundlag for, at sagen hjemvises med henblik på, at de kommunale skattemyndigheder på ny kan se på sagen.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har procederet sagen i det væsentlige i overensstemmelse med følgende hovedanbringender anført i påstandsdokument af 19. august 2003:

"...

Ad befordringsfradrag (1993 og 1994)

I henhold til ligningslovens § 9 C kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads med de herfor fastsatte standardtakster.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hendes sædvanlige bopæl i de omhandlede indkomstår ikke har været på adressen ....1. Det er derfor med rette, at myndighederne alene har godkendt fradrag for befordring mellem ....1 og sagsøgerens arbejdsplads.

Til støtte for, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at ....1 ikke har udgjort hendes sædvanlige bopæl i omhandlede indkomstår, henvises navnlig til:

Under disse omstændigheder påhviler det sagsøgeren at føre et meget klart bevis for, at hun i de omhandlede perioder har haft sædvanlig bopæl i Sverige, hvilken bevisbyrde sagsøgeren ikke har løftet.

Hvis landsretten måtte finde, at sagsøgeren har haft sædvanlig bopæl i Sverige som påstået, må sagen i overensstemmelse med ministeriets påstand hjemvises med henblik på en talmæssig opgørelse af befordringsfradraget, herunder af strækningen.

Det bemærkes herved, at sagsøgerens opgørelse af fradraget under alle omstændigheder ikke kan lægges til grund, idet sagsøgeren hverken har taget højde for, at der i 1993 ikke er fradrag for de første 20 km pr. dag og for 1994 de første 24 km, ligesom sagsøgeren ikke har taget højde for, at fradragssatsen pr. kilometer i 1993 mellem 21 og 54 km var 117 øre og herefter 29,25 øre pr. km. For 1994 var fradragssatsen 119 øre pr. km mellem 24 og 100 km og herefter 29,57 øre pr. km, jf. herved TS-Cirkulære nr. 93-26 og TS-Cirkulære 1995-1.

Ad lejeværdi ....1:

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren med rette er blevet beskattet med en forholdsmæssigt beregnet lejeværdi af egen bolig, jf. statsskattelovens § 4, b), jf. ligningslovens § 15 A, stk. 1.

Det gøres herunder gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hun i 1993 og 1994 har været afskåret fra at råde over ejendommen til privat benyttelse, herunder med det af myndighederne skønnede areal med den virkning, at sagsøgeren ikke er skattepligtig af lejeværdi af egen bolig som opgjort af skattemyndighederne.

Ejendommens areal er opgjort på baggrund af bygningsstamkortet for ejendommen, jf. bilag P opdateret den 17. december 1992, hvorefter boligarealet udgør 226 m2 samt et udhus på 58 m2, i alt 284 m2. Da sagsøgeren ikke har godtgjort, hvor stor en del af ejendommen, der har været udlejet henholdsvis været til rådighed for privat brug, gøres det gældende, at skattemyndighederne har været berettigede til at anlægge et skøn herover.

Det påhviler sagsøgeren at bevise, at dette skøn kan tilsidesættes som værende udøvet på et forkert grundlag. Den bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Tilstøtte herfor henvises til,

Den omstændighed, at kommunen for de efterfølgende indkomstår 1995 og 1996 fejlagtigt har anvendt ejendommens nettoareal dels blot har lagt sagsøgerens oplysning om udlejningen til grund, præjudicerer ikke behandlingen og bedømmelsen af de foreliggende og omhandlede indkomstår i sagen. Skatteankenævnet har da også, jf. bilag X, meddelt, at man ikke er enig i vurderingen af de efterfølgende indkomstår.

...

Ad driftsudgifter ....1

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort at være berettiget til yderligere fradrag udover det af myndighederne indrømmede.

Sagsøgeren har herved ikke godtgjort, at myndighedernes skøn over den udlejede del er forkert. Da de indrømmede fradrag er opgjort ud fra sagsøgerens egne oplysninger og herefter beregnet til den forholdsmæssige andel, der falder på den udlejede del, kan sagsøgeren alene få yderligere fradrag, såfremt sagsøgeren godtgør, at skønnet over den udlejede del er forkert. Et sådan bevis har sagsøgeren som nævnt ikke ført.

...

Ad afskrivninger vedrørende ....1

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort at være berettiget til skattemæssige afskrivninger.

Det er fortsat efter skriftvekslingens afslutning og på trods af opfordringer til sagsøgeren helt udokumenteret og uoplyst, dels hvad afskrivningerne nøjagtig vedrører, herunder hvorledes afskrivningerne beløbsmæssigt fremkommer. De af sagsøgeren fremlagte bilag 36 og 38 udgør ingen, herunder fyldestgørende, dokumentation. Det bemærkes i den forbindelse, at den af sagsøgeren fremlagte vurdering af registrering af indbo for sagsøgeren udfærdiget den 25. januar 1988 af Registrerings- og Vurderingsinstituttet af 1926 fremlagt som en del af bilag 36 ikke godtgør, at sagsøgeren skulle være berettiget til at foretage afskrivninger. Det bemærkes i den forbindelse, at vurderingsrapporten er en vurdering og registrering af indbo for sagsøgeren på ejendommen ....3, og således synes at være sagsøgerens eget indbo.

Allerede af den grund, at sagsøgeren ikke er i stand til nøje at redegøre for, hvorledes afskrivningerne nøjagtig fremkommer, herunder nøjagtig hvilke effekter, der afskrives på, er fradrag for afskrivningerne udelukket.

...

Ad vedligeholdelsesudgifter og afskrivninger på ejendommen ....2.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det som for spørgsmålet om afskrivninger vedrørende ....1 tilsvarende gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort at være berettiget til skattemæssige afskrivninger og fradrag for vedligeholdelsesudgifter, idet sagsøgeren ikke har oplyst og dokumenteret, hvilke udgifter og afskrivninger, der er tale om. Sagsøgeren er derfor allerede på det grundlag ikke berettiget til fradrag for nogen del heraf.

Det bestrides i den forbindelse, at bilag 36 og bilag 38 som påberåbt af sagsøgeren udgør nogen tilstrækkelig dokumentation.

Ad renteudgifter til Nykredit og Realkredit Danmark

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren har fået fradrag i overensstemmelse med de af Nykredit og Realkredit Danmark indberettede renteudgifter for henholdsvis 1993 og 1994.

Sagsøgeren har ikke godtgjort at være berettiget til yderligere fradrag.

Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at hun ikke i tidligere år i de tilfælde, der er tale om for sent betalte renter, har fået indberettet disse og dermed fået fradrag. Der foreligger endvidere ingen oplysning om, at sagsøgeren skulle have fået berostillet sin rentefradragsret i medfør af ligningslovens § 5, stk. 7, eller at der i øvrigt skulle være begået fejl i forbindelse med indberetningerne eller i forbindelse med Nykredits efterfølgende berigtigelse.

I mangel af dokumentation for, at dette skulle være tilfældet, gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort at være berettiget til yderligere fradrag.

..."

Landsretten skal udtale

Som sagen er blevet forelagt og oplyst for landsretten, findes det ikke godtgjort, at A i den omtvistede periode har haft sædvanlig bopæl et andet sted end på adressen ....1 i. Det er således med rette, at ligningsmyndighederne alene har godkendt fradrag for befordring mellem denne adresse og sagsøgerens arbejdsplads i .

På tilsvarende vis er det ikke godtgjort, at det af ligningsmyndighederne udøvede skøn over omfanget af den udlejede del af ejendommen ....1 hviler på et urigtigt grundlag. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte den af ligningsmyndighederne foretagne fastsættelse af lejeværdien af egen bolig samt af fradraget for driftudgifter for ejendommen ....1.

Herefter og da A ikke i øvrigt har dokumenteret at være berettiget til fradrag for afskrivninger, vedligeholdelsesudgifter og renteudgifter i videre omfang end fastslået af ligningsmyndighederne, vil Skatteministeriet være at frifinde.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, betaler inden 14 dage 35.000,00 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet.