Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-09-2007
Offentliggjort:15-10-2007
SKM-nr:SKM2007.719.VLR
Journalnr.:4. afdeling, B-0496-05
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Maskeret udlodning - udgiftsbilag - identificering af modtager

Skatteministeriet frifundet i en sag, hvor sagsøgerens indkomst var blevet forhøjet med henholdsvis kr. 168.439,- (1998) og kr. 41.965,(1999). I regnskabet i sagsøgerens virksomhed, der handlede med brugte varer, var der i de to indkomstår afholdt visse udgifter, som enten var af privat karakter, eller hvor beløbene ikke stemte overens med kassekladden, ligesom der var udgiftsbilag, i visse tilfælde udstedt af sagsøgeren selv, hvor modtageren ikke var påført, eller hvor denne ikke kunne identificeres. I henhold til 27 specifikke bilag, hvor de ovennævnte forhold gjorde sig gældende, blev de anførte udgifter anset som maskeret udlodning til sagsøgeren. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at udgifterne vedrørte virksomheden, og fandt ikke, at sagsøgeren, som denne havde gjort gældende, på grund af myndighedernes forhold var blevet afskåret fra at fremlægge bilag af betydning for sagen.


Parter

A

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen ved advokatfuldmægtig Thomas Thorup Larsen)

Afsagt af landsdommerne

Olav D. Larsen, Lars Christensen og Jens Nørtved (kst.)

Påstande

Under denne sag, der er anlagt den 1. marts 2005, har sagsøgeren, A, under hovedforhandlingen nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet; tilpligtes at anerkende, at hans indkomst for indkomstårene 1998 og 1999 nedsættes med henholdsvis 168.439 kr. og 41.965 kr.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Landsskatteretten afsagde den 24. september 2004 følgende kendelse:

"...

Klagen skyldes, at udbetalinger fra selskabet er anset tilgået hovedaktionæren som maskeret udlodning.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 1998

Aktieindkomst

Skatteankenævnet har forhøjet klagerens indkomst med maskeret udlodning fra H1 ApS med 168.439 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Indkomståret 1999

Aktieindkomst

Skatteankenævnet har forhøjet klagerens indkomst med maskeret udlodning fra H1 ApS med 41.965 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren har været hovedanpartshaver i H1 ApS (herefter benævnt selskabet) siden 1. maj 1998. Endvidere driver klagerenen personligt ejet virksomhed.

I forbindelse med ligningsmyndighedens gennemgang af selskabets regnskab for indkomstårene 1998 og 1999 forhøjede ligningsmyndigheden selskabets indkomst med 183.640 kr. i 1998 og 50.504 kr. i 1999. Forhøjelsen kan henføres til udbetalinger fra selskabet i forbindelse med salg og varekøb, hvorfor ligningsmyndigheden mener, at beløbet er tilgået klageren.

Klageren er blevet forhøjet af ovennævnte beløb som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

Der er tale om følgende 27 bilag

Indkomståret 1998

Dato

Bilag

Beløb

Begrundelse

maj

13

7.500 kr.

Sælger ukendt.

8. juni

42

5.332 kr.

Udbetaling til advokat, faktura mangler.

12. juni

52

5.000 kr.

Udgiftsbilag skrevet af klageren, modtageren ukendt

24. juni

59

7.500 kr.

Regning skrevet af klageren, modtageren ukendt.

26. juni

60

5.000 kr.

Regning skrevet af klageren, modtageren ukendt.

10. juli

80

1000 kr.

Regning skrevet af klageren, modtageren ukendt.

17. juli

89

6.000 kr.

Udgiftsbilag skrevet af klageren, modtageren ukendt.

2. juli

94

6.250 kr.

Regning skrevet af klageren, modtageren ukendt.

17. august

144

2.823 kr.

Bilag på omkostning 177 kr., fratrukket 2.400 kr.

21. august

149

18.125 kr.

Privat udgift på 3.000 kr., fratrukket med 14.500 kr.

15. september

188

18.000 kr.

Regning skrevet af klageren, modtager ukendt.

13. oktober

210

5.000 kr.

Udgiftsbilag skrevet af klageren, modtageren ukendt.

15. juli

212

4.940 kr.

Privat udgift.

22. oktober

228

7.973 kr.

Klagerens personlige skat

18. november

262

855 kr.

Telefonudgifter vedrørende BB.

20. november

272

20.000 kr.

Regning skrevet af klageren, modtageren ukendt.

1. december

285

10.000 kr.

Regning skrevet af klageren, modtageren ukendt.

7. december

286

10.000 kr.

Faktura fra ukendt sælger, modtageren skrevet af klageren.

14. december

292

6.313 kr.

Betaling til ...3 Kommune, vedrører klagerens ejendom.

17. december

299

3.000 kr.

Postkvittering, faktura mangler.

168.439 kr.

Indkomståret 1999

Dato

Bil

Beløb

Begrundelse

4. januar

321

3.000 kr.

Udgiftsbilag skrevet af klageren, modtageren ukendt.

27. januar

352

10.000 kr.

Regning skrevet af klageren, modtageren ukendt.

16. februar

38

25.000 kr.

Udbetalingsbilag, faktura mangler.

3. marts

406

12.500 kr.

Regning skrevet af klageren, modtageren ukendt.

8. marts

409

7.500 kr.

Udgiftsbilag skrevet af klageren, modtageren ukendt.

19. april

469

1.449 kr.

Telefonudgifter vedrørende BB.

29. april

486

2.516 kr.

Bilag mangler

I alt

41.965 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens indkomst forhøjes med 168.439 kr. i 1998 og 41.965 kr. i 1999, idet beløbene anset for udloddet til klageren, jf. ligningslovens § 16 A.

De 27 bilag anses for udloddet til klageren, idet udbetalingerne fra selskabet i forbindelse med salg og varekøb anses for tilgået klageren. Der er lagt vægt på følgende momenter:

-

Beløbsmodtageren kan ikke identificeres.

-

Der er bilag, hvor modtageren ikke er påført.

-

Beløbet i kassekladden stemmer ikke overens med bogføringen.

-

Nogle udgifter har karakter af private udgifter, blandt andet klagerens personlige skat.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at han ikke skal beskattes af maskeret udlodning.

Klageren har anført, at selskabet ikke har accepteret forhøjelsen. Der har flere gange været afholdt møder i ...1 og ...2.

Landsskatterettensbemærkninger og begrundelse

Ligningslovens § 16 A bestemmer, at udbytte ved aktier m.m. skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst. Til udbytte medregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionæren.

De 27 bilag anses for udloddet til klageren, idet udbetalingerne fra selskabet i forbindelse med salg og varekøb anses for tilgået klageren. Der er lagt vægt på det af skatteankenævnet anførte om bilagenes karakter.

..."

H1 ApS blev tvangsopløst af Skifterretten den 23. april 2002.

A har for landsretten fremlagt yderligere bilag, herunder varelagerliste pr. 30. april 1999 med en sum på 374.000 kr. og varelagerliste pr. 30. april 2000 med en sum på 304.000 kr.

I årsregnskaberne for H1 ApS for 1997/1998 og 1998/1999 er det anført, at selskabets revisor ikke har foretaget "fysisk varelager opgørelse" pr. 30. april 1998 henholdsvis 30. april 1999.

Af en "R 75" for A fremgår, at han købte ejendommen ... pr. 1. juli 1998.

Skatteankenævnet skrev den 9. januar 2003 til A og meddelte, at regnskabsmaterialet vedrørende H1 ApS tidligere var blevet sendt til ToldSkat, hvorfra det var blevet sendt til ham i henhold til postvæsenets kvittering af 1. november 2002 for afsendelsen.

...1 Kommune meddelte den 30. september 2005 Kammeradvokaten, at kommunen ikke lå inde med originalt bilagsmateriale vedrørende H1 ApS og A.

ToldSkat meddelte den 29. september 2005 Kammeradvokaten, at regionen intet materiale havde liggende vedrørende H1 ApS. Det blev tilføjet, at regionen alene havde haft materiale angående årene 1997-1999 til gennemgang, og at dette materiale var returneret.

...2 Kommune meddelte den 28. september 2005 Kammeradvokaten, at kommunen ikke opbevarede bilag for indkomstårene 1998 og 1999 vedrørende A.

Forklaringer

A har forklaret, at han flere gange forgæves har bedt skattemyndighederne om udlevering af bilagene vedrørende H1 ApS. Der er tale om 4 mapper, som han i første omgang indleverede til ...3 Kommune, og som han aldrig har modtaget retur. ...2 Kommune har ikke kunnet fremlægge kvittering for, at materialet er leveret tilbage til ham. Hvis han fik udleveret hele materialet, ville han være i stand til at fremlægge tilstrækkelig dokumentation for, at udgifterne med rette er afholdt af selskabet. Han har meddelt KP, Skatteankenævnet, at han ikke kan stille noget op vedrørende dokumentation, før han får udleveret sine bilag fra ...2 Kommune. Han har aldrig oplyst til nogen, at bilagsmaterialet var bortkommet hos ham selv eller selskabet. Han blev aldrig indkaldt til at forklare sig for Landsskatteretten. Landsskatteretten havde ellers lovet ham, at han ville blive indkaldt til møde, når Landsskatteretten var i .... Det skete bare aldrig. Han har derimod fået at vide, at Landsskatteretten har holdt telefonmøde om denne sag med JT, ...2 Kommune.

H1 ApS drev virksomhed med køb og salg af brugte varer. Han var eneste ansatte i selskabet. De udgifter, som sagen angår, er med rette afholdt af selskabet. De pågældende 27 bilag er udfærdiget på samme måde som tidligere år. Telefonudgiften på 1.449,21 kr. (bilagsnummer 469) vedrører en telefon, der altid har tilhørt H1 ApS, hvilket vil kunne bekræftes hos TDC. Varekøbet på 7.500 kr. (bilagsnummer 409) vedrører køb af varer gennem Den Blå Avis. Sælgeren var ikke momsregistreret, og han modtog derfor ikke nogen faktura fra sælgeren, hvorfor han selv har lavet et bilag til brug for bogføringen. Dette gælder for en række af de omhandlede bilag. Han har altid brugt denne fremgangsmåde, og det har ...3 Kommune aldrig haft bemærkninger til. I en del af disse tilfælde har han fremlagt salgsfakturaer, der dokumenterer, at han efterfølgende har videresolgt de indkøbte varer. Bilagsnummer 299 vedrører en udgift til oversættelse af et polsk brev. Bilagsnummer 292 vedrører ejendomsskat for den industriejendom, som selskabet blev drevet fra. Han overtog ejendommen personligt i 1998, og han kan ikke umiddelbart sige, om udgiften vedrører perioden før eller efter, han overtog ejendommen. Det er hans revisor, der har medtaget udgiften i selskabets regnskab. Bilagsnummer 286 vedrører et køb hos en virksomhed drevet af en person kaldet "NN". Han har tidligere på ...3 Kommunes foranledning. kontaktet NN og fået virksomhedens momsnummer, og ...3 Kommune er allerede i besiddelse af dette som dokumentation for, at virksomheden eksisterer. Bilagsnummer 42 vedrører en udgift for selskabet i anledning af en sag, som selskabet kørte mod en anden virksomhed. Udgiften vedrører en betaling til advokat MS. Bilagsnummer 486 vedrører betaling af vægtafgift på selskabets lastbil. Det er muligt, at indbetalingskvitteringen er bortkommet, men det ville ikke være noget problem at få bekræftet fra motorkontoret, at der er betalt en vægtafgift vedrørende selskabets lastbil.

Procedure

A har gjort gældende, at de pågældende udgifter angår H1 ApS, og at der således ikke foreligger maskeret udlodning til ham. ...3 Kommune har tidligere godkendt regnskaber uden at stille de dokumentationskrav, han er blevet mødt med i den aktuelle sag. ...2 Kommune har ikke behandlet sagen korrekt. Kommunen har bl.a. nægtet ham aktindsigt i det omfang, han havde krav på. Kommunen forfølger ham. Den omstændighed, at enkelte af de pågældende udgifter har privat karakter og fejlagtigt er blevet bogført som selskabsudgifter, kunne være blevet afklaret uden en retssag, hvis blot ...2 Kommune havde været indstillet på at drøfte tingene for at finde en løsning. Kommunen er imidlertid "gået efter manden i stedet for bolden".

Da han aldrig har kunnet få bilagsmaterialet tilbageleveret fra ...2 Kommune, er han ikke i stand til at fremlægge yderligere dokumentation for, at de pågældende udgifter er selskabsudgifter. Under sagens behandling for Landsskatteretten blev han ikke indkaldt, som han var blevet lovet.

Skatteministeriet har gjort gældende, at det under de foreliggende omstændigheder påhviler sagsøgeren at godtgøre, at de pågældende udgifter afholdt af H1 ApS ikke er maskeret udlodning til sagsøgeren, og at denne bevisbyrde ikke er løftet.

Bilagene opfylder ikke kravene til regnskabsgrundlaget, og bilagenes karakter medfører, at beløbene må anses for tilgået sagsøgeren eller være afholdt i sagsøgerens interesse i kraft af hans hovedanpartshaverstatus. Beløbsmodtageren ifølge mange af bilagene kan ikke identificeres, og flere af bilagene er udfærdiget af sagsøgeren. Flere udgiftsbilag vedrører udgifter, der har privat karakter, herunder personlig skat, ejendomsskat og telefonregning vedrørende BB.

Den foretagne udlodningsbeskatning i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1, er herefter berettiget.

Skattemyndighederne har udleveret bilagsmaterialet til sagsøgeren.

Forventningsprincippet kan ikke medføre, at afgørelsen om udlodningsbeskatning ændres. Der foreligger heller ikke sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at skattemyndighedernes forhøjelse af sagsøgerens indkomst for 1998 og 1999 skal nedsættes.

Landsrettens begrundelse og resultat

Der er ikke grundlag for at antage, at A på grund af skattemyndighedernes forhold er blevet afskåret fra at fremlægge bilag af betydning for sagen.

Det er ikke efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at de pågældende udgifter angår. H1 ApS. Landsretten tiltræder således, at beløbene er anset for maskeret udlodning til A.

Landsretten frifinder derfor Skatteministeriet.

A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 27.550 kr. Heraf vedrører 25.000 kr. advokatudgifter og 2.550 kr. en juridisk materialesamling.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 27.550 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.