Dokumentets metadata

Konkursdekret - modregning - condictio indebiti

En virksomhed omfattet af eksportmomsordningen fik fejlagtigt udbetalt eksportvirksomhedens negative eksportmoms, da modregning fejlagtigt blev undladt foretaget enten i eksportvirksomhedens forskudsvis udbetalte eksportmoms eller i hovedvirksomhedens moms- og A-skatterestance, dels idet restancekontrol konkret ikke var sket på hovedvirksomhedens CVRnr./SE-nr., men alene på eksportvirksomhedens SE-nr., og dels idet SKAT ikke havde fået kendskab til virksomhedens konkurs.Det negative afgiftstilsvar var angivet den 4. marts 2003 og var anvist til udbetaling den 10. marts 2003, hvilken udbetaling fandt sted den 12. marts 2003. Virksomheden var ved dekret afsagt den 7. marts 2003 undergivet konkursbehandling, som blev bekendtgjort den 13. marts 2003.Ved skrivelse af 18. marts 2003, modtaget af kurator den 20. marts 2003, blev anført, at den negative eksportmoms var udbetalt ved en fejl.Skifteret og landsret fandt, at hovedfordringen (den negative eksportmoms) var ophørt ved betalingen, og at ToldSkat ikke efterfølgende kunne foretage modregning hverken efter konkurslovens modregningsregler eller almindelige obligationsretlige principper.Højesteret fastslog, at betydningen af den vildfarelse, som ToldSkat ved betalingen af den negative eksportmoms befandt sig i, skulle vurderes efter principperne svarende til dem, som gælder for krav om tilbagesøgning af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti), og at disse principper førte til, at betaling under de nævnte omstændigheder ikke kunne anses for bindende. Endvidere udtalt, at det nævnte gælder, selv om ToldSkat ved en mere omfattende restancekontrol kunne have konstateret, at virksomheden var i restance med moms og skat.Konkursboet blev tilpligtet som massekrav at tilbagebetale den del, hvori modregning kunne være sket, med tillæg af renter fra betalingsdagen den 20. marts 2003.

Parter

Skatteministeriet, SKAT hovedcentret (tidligere Told- og Skattestyrelsen)
(kammeradvokaten ved advokat Finn Mejnertsen)

mod

H1 Denmark A/S under konkurs
(advokat Ulrik Holsted-Sandgreen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Per Sørensen, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam, Jon Stokholm og Vibeke Rønne.

I tidligere instanser er afsagt dom af Skifteretten i Brønderslev den 22. januar 2004 og af Vestre Landsrets 6. afdeling den 30. november 2004.

Påstande

Appellanten, Skatteministeriet, Skat Hovedcentret, har gentaget sin påstand for landsretten.

lndstævnte, H1 Denmark A/S under konkurs, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Skatteministeriet har yderligere anført, at ToldSkat havde været forpligtet til at standse udbetalingen af den negative eksportmoms og foretage modregning, hvis ToldSkat havde været bekendt med, at der var afsagt konkursdekret over selskabet, jf. herved opkrævningslovens § 12. Det skyldes således en åbenbar fejl, at ToldSkat udbetalte beløbet, hvilket boet har haft fuldt kendskab til. Boet har endvidere ikke kunnet indrette sig på betalingen, idet ToldSkat hurtigt gjorde opmærksom på fejlen. Modregningsadgangen bestod på dekretdagen, og under de anførte særlige omstændigheder kan betalingen ikke anses for bindende.

H1 Denmark A/S under konkurs har yderligere anført, at myndighederne selv må bære risikoen for den skete fejl. ToldSkat har været forpligtet til at gennemføre en restanceundersøgelse både vedrørende det SE-nr., hvorunder eksportomsætningen var registreret, og vedrørende virksomhedens hoved SE-nr. Hvis denne kontrol var blevet foretaget, ville ToldSkat have konstateret, at selskabet skyldte moms, A-skat og AM-bidrag. Da kurator modtog betalingen af den negative eksportmoms, var han ikke bekendt med, at betalingen skyldtes en fejl.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter at H1 Denmark A/S den 28. februar 2003 havde indgivet konkursbegæring, indberettede virksomheden den 4. marts 2003 til ToldSkat en negativ eksportmoms på 1.389.982 kr. for februar måned 2003. Konkursdekret blev afsagt den 7. marts 2003, men blev først bekendtgjort den 13. marts 2003, og ToldSkat havde ikke kendskab til konkursen, da beløbet den 12. marts 2003 blev betalt ved overførsel til virksomhedens konto i F1 Bank. Konkursboet ved dettes kurator måtte være klar over, at ToldSkat ikke ville have foretaget betalingen, hvis man havde været bekendt med konkursen, idet der ikke var noget grundlag for at antage, at ToldSkat havde til hensigt at give afkald på sin adgang efter konkurslovens § 42, stk. 1, til at modregne med de skatter og afgifter, som virksomheden skyldte. Allerede ved brevet af 18. marts 2003 tilkendegav ToldSkat, at betalingen skyldtes en fejl, og at man ønskede at foretage modregning i beløbet.

Højesteret finder, at betydningen af, at ToldSkat ved betalingen af beløbet på 1.389.982 kr. var ubekendt med konkursen og således befandt sig i en vildfarelse, må vurderes efter principper svarende til dem, som gælder for krav om tilbagesøgning af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti), og at disse principper fører til, at betalingen under de nævnte omstændigheder ikke kan anses for bindende. Dette gælder, selv om ToldSkat ved en mere omfattende restancekontrol kunne have konstateret, at selskabet var i restance med moms og skat.

ToldSkat skal herefter stilles, som om beløbet på 1.389.982 kr. ikke var blevet betalt, og ToldSkat havde modregnet sit modkrav på 1.251.192,13 kr. heri.

Højesteret tager derfor Skatteministeriets påstand til følge.

Der er ved fastsættelsen af sagens omkostninger taget hensyn til, at Skatteministeriet har betalt retsafgift med i alt 106.500 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

H1 Denmark A/S under konkurs skal anerkende det af Skatteministeriet, Skat Hovedcentret anmeldte krav som massekrav, jf. konkurslovens § 93, nr. 3, for så vidt angår 1.251.192,13 kr. med procesrente fra den 20. marts 2003.

I sagsomkostninger for skifteret, landsret og Højesteret skal konkursboet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 300.000 kr. til Skatteministeriet, Skat Hovedcentret. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.