Dokumentets metadata

Dokumentets dato:14-11-2003
Offentliggjort:10-12-2003
SKM-nr:SKM2003.555.HR
Journalnr.:2. afdeling, 536/2001
Referencer.:Kildeskatteloven
Arbejdsmarkedsfondsloven
Dokumenttype:Dom


Lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende - hæftelse - A-skat og arbejdsmarkedsbidrag

En journalist arbejdede som freelance ved H1, hvor han fungerede som afløser (vikar) for andre journalister ved sygdom og ferie. Journalisten havde ingen ansættelseskontrakt og havde samme arbejdstid og arbejdsopgaver som den journalist, han afløste. Han fremsendte faktura for udført arbejde og fik udbetalt vederlag én gang om måneden. Han fik ikke feriepenge og løn under sygdom.Efter en samlet bedømmelse tiltrådte Højesteret, at journalistens indkomst ved H1 måtte anses som lønindkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, a), således at der skulle indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Højesteret tiltrådte landsrettens præmisser, hvorved der særligt var lagt vægt på, at journalisten var underlagt samme arbejdsvilkår som de journalister, han vikarierede for, og på, at han fik udbetalt kørselsgodtgørelse og ulempetimebetaling. Endvidere lagde retten vægt på, at journalisten udførte arbejde for H1 gennem flere år og på, at han blev aflønnet månedligt efter faste takster.På dette grundlag, der var H1 bekendt, havde bladet ikke haft for øje at anse journalistvikaren som selvstændig erhvervsdrivende, og Højesteret tiltrådte derfor også, at H1 var ansvarlig for den manglende indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom.


Parter

H1 K/S
(advokat Michael Svanholm)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Per Sørensen, Lene Pagter Kristensen og Thomas Rørdam.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 7. afdeling den 30. oktober 2001.

H1 K/S har gentaget sin påstand.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet supplerende forklaring af MT.

Det er oplyst, at A i 1994 fik udbetalt 101.780 kr. af H2. Skattemyndighederne har for årene 1994 og 1995 skønsmæssigt ansat As overskud af virksomhed til henholdsvis 20.000 kr. og 30.000 kr.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at As indkomst i 1994-1996 hos H1 var lønindkomst.

På dette grundlag, der var H1 bekendt, har bladet ikke haft føje til at anse A som selvstædig erhvervsdrivende, og Højesteret tiltræder derfor, at H1 er ansvarlig for den manglende indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Herefter stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 K/S betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.