Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-10-2007
Offentliggjort:06-11-2007
SKM-nr:SKM2007.791.SR
Journalnr.:07-165352
Referencer.:Aktieavancebeskatningsloven
Fusionsskatteloven
Selskabsskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Skattefri aktieombytning og skattefri spaltning uden tilladelse fra SKAT

Der stilles en række spørgsmål om afgrænsningen af de nye regler om skattefri aktieombytning og skattefri spaltning uden tilladelse fra SKAT. Skatterådet svarer, at betingelserne for anvendelsen af de nye regler er til stede, herunder at skattefriheden ikke fortabes ved gennemførelsen af en række øvrige påtænkte dispositioner.


Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at en påtænkt aktieombytning af 75 % af aktierne i det schweiziske selskab A AG, der pt. ejes af fire søskende, kan gennemføres skattefrit for såvel de (tre) ombyttende aktionærer - herunder med succession i ejertidsnedslag efter ABL § 47 - som for de implicerede selskaber efter ABL § 36 A, det vil sige uden tilladelse fra SKAT.

2. Kan Skatterådet bekræfte, at en umiddelbart efterfølgende ophørsspaltning af det ved den i spørgsmål 1 omtalte aktieombytning etablerede holdingselskab kan gennemføres skattefrit for såvel de implicerede aktionærer - herunder med succession i ejertidsnedslag efter ABL § 47 - som de implicerede selskaber efter FUL §§ 15 a og 15 b uden tilladelse fra SKAT.

3. Kan Skatterådet bekræfte, at følgende påtænkte dispositioner, som består i:

ikke bevirker, at skattefriheden for aktieombytningen og spaltningen bortfalder?

4. Kan Skatterådet bekræfte, at den påtænkte skattefrie ophørsspaltning anses for gennemført med en skattemæssig spaltningsdato på den dato, som holdingselskabet etableret ved aktieombytningen, er stiftet på?

5. Kan Skatterådet bekræfte, at de oven for omtalte omstruktureringer og efterfølgende dispositioner ikke udløser CFC-beskatning i Danmark - hverken hos de fire søskende eller hos de implicerede danske selskaber?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.
  3. Ja.
  4. Ja.
  5. Ja.
Beskrivelse af de faktiske forhold

De fire søskende, der alle er hjemmehørende i Danmark, ejer personligt aktierne i det schweiziske selskab A AG med 25 % hver. Samtlige aktionærer har ejet alle aktierne i selskabet i mere end tre år.

Selskabet har kun én aktieklasse. Stemmerne på aktierne følger således kapitalandelen.

A AGs aktivitet består i at eje aktierne i det 100 % ejede datterselskab B Ltd.

De fire søskende har nu besluttet, at aktierne i B Ltd. skal overdrages til et af den ene af søskende ejet selskab. Overdragelsen vil ske til handelsværdi.

Den ene af de fire aktionærer - X - ønsker i samme forbindelse at afhænde sin ejerandel i det schweiziske selskab. Dette vil ske som et tilbagesalg af aktier til det udstedende selskab, jf. nærmere nedenfor. De øvrige tre søskende påtænker at fortsætte som aktionærer, men dog gennemføre den neden for beskrevne skattefrie omstrukturering.

Aktionærerne har ikke indgået nogen aktionæroverenskomst vedrørende det schweiziske selskab, eller i øvrigt indgået aftaler, der kan betegnes som aftaler om udøvelse af fælles kontrol over selskabet.

Tre af de fire søskende ønsker at gennemføre en skattefri aktieombytning uden tilladelse efter reglerne i ABL § 36 A, hvorved deres aktier i det schweiziske selskab A AG indskydes i et nystiftet dansk selskab, herefter Holding A/S, mod vederlag i aktier til de tre søskende.

Den påtænkte aktieombytning forventes gennemført, når der foreligger svar på nærværende ansøgning. Aktieombytningen gennemføres ved et apportindskud af 75 % af aktierne i A AG i Holding A/S, der stiftes i forbindelse med aktieombytningen. Samtidig indskydes xx tkr. kontant.

Umiddelbart efter aktieombytningen ønskes der gennemført en skattefri spaltning - uden tilladelse fra SKAT - efter reglerne i FUL §§ 15 a og 15 b af det nyetablerede holdingselskab, Holding A/S. Spaltningen påtænkes gennemført med en spaltningsdato på den dato, hvor holdingselskabet selskabsretligt er stiftet. Hvis holdingselskabet stiftes den 1. oktober 2007, ønskes spaltningen således gennemført med selskabsretlig virkning fra den 1. oktober 2007.

Spaltningen ønskes gennemført som en ophørsspaltning af Holding A/S således, at selskabets aktiver (og passiver) overføres til tre nystiftede selskaber, hvorved de tre søskende, efter omstruktureringen, har hver deres helejede holdingselskab, som hver ejer 1/3 af aktierne i det schweiziske selskab, A AG.

Rådgivers bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1

Der er tale om skattefri aktieombytning af et schweizisk selskab af selskabstypen AG. Denne selskabstype svarer til et dansk aktieselskab, hvorved selskabet er kvalificeret til at deltage i en skattefri aktieombytning, jf. ABL § 36 A, stk. 1.

Ved gennemførelsen af den skattefrie aktieombytning indskyder aktionærerne (de tre søskende) deres aktier i A AG som et apportindskud i Holding A/S. Hver af de tre aktionærer ejer på nuværende tidspunkt 25 % af aktierne i A AG. Herved erhverver Holding A/S 75 % af aktierne og dermed 75 % af stemmerne i dette selskab. Kravet om erhvervelse af stemmeflertallet, jf. ABL § 36 A, jf. § 36 er dermed opfyldt.

Det erhvervende selskab i aktieombytningen - Holding A/S - vil ved sin indkomstopgørelse behandle aktierne i det erhvervede selskab som anskaffet til den oprindelige anskaffelsessum, jf. ABL § 36 A, stk. 3.

Selskabsretligt vil aktierne i A AG blive optaget til regnskabsmæssig værdi i Holding A/S. Da det er de tre nævnte aktionærer, der modtager aktierne i Holding A/S i samme forhold som deres hidtidige ejerskab, vil de aktier, som aktionærerne modtager i Holding A/S, pr. definition svare til handelsværdien uagtet, at aktieposten i A AG optages til regnskabsført værdi. Der henvises herom til spørgsmål 31-33 til L 110 A. Selvom aktierne i A AG derfor optages til regnskabsmæssig værdi i Holding A/S, vil handelsværdikravet i ABL § 36 A, stk. 3, efter vores opfattelse, være opfyldt.

På ovenstående baggrund er det vores opfattelse, at den påtænkte aktieombytning kan gennemføres som en skattefri aktieombytning efter ABL § 36 A. Efter vores opfattelse indebærer dette fuld succession hos de tre personlige aktionærer, herunder succession i ejertidsnedslag efter ABL § 47.

Ad spørgsmål 2

Kravet om tre års ejertid

Umiddelbart efter aktieombytningens gennemførelse ønskes det nystiftede holdingselskab, Holding A/S, spaltet ved en skattefri ophørsspaltning uden tilladelse.

Når et selskab ejes af flere aktionærer, som bliver eneaktionærer i hvert af de modtagende selskaber, er det i henhold til FUL § 15 a, stk. 1 en betingelse for at gennemføre spaltningen uden tilladelse, at alle aktionærer har været selskabsdeltagere i minimum tre år. Til denne betingelse har vi følgende bemærkninger:

Af det oprindeligt fremsatte lovforslag fremgik det, at betingelsen om minimum tre års ejertid ikke kunne opfyldes via succession. Ejertid opnået via skattemæssig succession skulle således - ifølge lovforslaget - ikke kunne medregnes i den nødvendige ejertid.

Dette forhold blev indgående diskuteret under udvalgsbehandlingen, se eksempelvis bilag 10 (svar til FSR). Ved afgivelse af betænkningen den 21. marts 2007 (bilag 22) blev den oprindelige formulering af FUL § 15 a, stk. 1, 7. pkt. herefter fjernet fra lovforslaget (betænkningen § 3, nr. 14). Af bemærkningerne til betænkningen kan udledes, at hensigten med at fjerne den omtalte formulering var at give adgang til at gennemføre en spaltning uden tilladelse umiddelbart efter en aktieombytning. Ved at fjerne den omtalte formulering og samtidig fastholde kravet om, at aktionærerne skal have været selskabsdeltagere i minimum tre år, accepteres det således i lovgivningen, at ejertid optjent ved succession kan medregnes ved opgørelsen af, om aktionærerne i selskabet har været selskabsdeltagere i mere end tre år.

Ved den skattefrie omstrukturering uden tilladelse omtalt i spørgsmål 1 erhverver de tre søskende aktierne i holdingselskabet med succession, jf. ABL § 36 A, stk. 4. Det vil sige, at de tre søskende anses for at have anskaffet aktierne i Holding A/S på samme tidspunkt, som de havde anskaffet aktierne i A AG. Aktierne i Holding A/S har således - via successionen - været ejet i mere end tre år.

Det er på denne baggrund vores vurdering, at Holding A/S kan ophørsspaltes ved en skattefri spaltning uden tilladelse umiddelbart efter aktieombytningens gennemførelse. Efter vores opfattelse indebærer dette fuld succession for de tre søskende herunder succession i ejertidsnedslag efter ABL § 47.

Forholdet mellem aktiver og gæld

Det er et krav, at forholdet mellem aktiver og gæld i de modtagende selskaber i spaltningen skal svare til forholdet mellem aktiver og gæld i det indskydende selskab (Holding A/S), jf. FUL § 15 a, stk. 2.

Holding A/S vil komme til at eje aktierne i A AG. Ved spaltningen vil holdingselskabet ikke have nogen gældsposter, jf. bilag 1. Kravet i FUL § 15 a, stk. 2 vil derfor være opfyldt.

Vederlagsaktier modtaget til handelsværdi

Ligesom ved aktieombytningen vil aktierne i A AG ved spaltningen blive optaget i de tre modtagende selskaber til regnskabsført værdi. Da værdien af vederlagsaktierne i et tilfælde som det foreliggende pr. definition vil svare til handelsværdien for den enkelte aktionær, er det vores opfattelse, at kravet i FUL § 15 a, stk. 2 er opfyldt. Da der således ikke foretages værdiforskydning blandt aktionærerne, og da der ikke flyttes værdier mellem aktier, der skattemæssigt behandles på forskellig måde, er der efter vores opfattelse ikke behov for at optage aktierne i A AG til handelsværdi. Der henvises til spørgsmålene 31-33, der vedrører skattefri aktieombytning, hvilke principper, der må finde tilsvarende anvendelse her.

Ad spørgsmål 3

Som anført oven for vil følgende dispositioner blive gennemført i forbindelse med omstruktureringen. Der er ikke taget stilling til, om dispositionerne vil blive gennemført før eller efter den skattefri omstrukturering.

Salg af aktierne i B Ltd.

A AG vil efter omstruktureringen sælge sine aktier i det engelske selskab B Ltd. til et af de tre søskende ejet selskab. Overdragelsen sker til handelsværdi. Aktiesalget udløser ikke skattebetaling i Schweiz.

Efter vores opfattelse har salget ingen negativ indflydelse på skattefriheden for de gennemførte omstruktureringer.

Tilbagesalg af aktier til A AG

X ønsker at udtræde som aktionær af A AG, og vedkommende deltager derfor ikke i den skattefrie omstrukturering. Udtræden vil ske ved et tilbagesalg af aktier til det udstedende selskab. Der indeholdes kildeskat i Schweiz, som kan tilbagesøges. Der vil blive indgivet ansøgning om dispensation efter ligningslovens § 16 B med henblik på, at tilbagesalget beskattes efter aktieavancebeskatningsloven i Danmark.

Det er vores opfattelse, at tilbagesalget ikke medfører, at den skattefrie aktieombytning eller den skattefrie spaltning bliver skattepligtige, ligesom tilbagesalget ikke i øvrigt påvirker de andre aktionærer eller de implicerede selskaber.

Særligt i relation til udbyttebegrænsningsreglen i ABL § 36 A, stk. 7, bemærkes, at tilbagesalget ikke er i strid med denne regel. Reglen begrænser alene skattefrie udbytteudlodninger. X kan imidlertid ikke modtage skattefrit udbytte. Opnås der dispensation til aktieavancebeskatning, vil tilbagesalget ikke være et udbytte, men en aktieavance, hvorfor reglen på dette grundlag ikke kan finde anvendelse her.

Kapitalnedsættelse og kapitalforhøjelse

Som følge af tilbagesalget af aktierne nedsættes aktiekapitalen i A AG med 12.500 CHF til 37.500 CHF. I Schweiz er der i mellemtiden indført krav om en nominel aktiekapital på minimum 100.000 CHF. De tre nye holdingselskaber vil derfor i lige forhold foretage en kapitalforhøjelse, hvorved aktiekapitalen bringes op på mindst det lovpligtige niveau.

Efter vores opfattelse har disse dispositioner ikke indflydelse på aktieombytningen eller spaltningen.

Ad spørgsmål 4

Som nævnt vil Holding A/S blive etableret, når der foreligger svar fra Skatterådet. Hvis Holding A/S eksempelvis stiftes den 1. oktober 2007, ønskes selskabet spaltet med virkning fra den 1. oktober 2007. Selskabsretligt anses det nye holdingselskab for stiftet den 1. oktober 2007, og selskabets første regnskabsår løber fra denne dato. Derved kan spaltningen i selskabsretlig henseende ikke få længere tilbagevirkende kraft end tilbage til stiftelsestidspunktet den 1. oktober 2007.

Grundet den selskabsretlige spaltningsprocedure, der bl.a. indebærer en fire ugers offentliggørelse af modtagelsen af spaltningsplanen og udtalelse om kreditorernes stilling, vil spaltningen først blive vedtaget ca. to måneder efter spaltningsdatoen - eksempelvis den 1. december 2007.

Efter vores opfattelse vil den skattemæssige spaltningsdato for såvel det indskydende som de modtagende selskaber ligeledes blive den 1. oktober 2007. Der skal ikke i den foreliggende situation foretages delårsopgørelse efter SEL § 31, stk. 3, hvorfor den skattemæssige spaltningsdato vil være sammenfaldende med den selskabsretlige spaltningsdato.

Ad spørgsmål 5

A AGs salg af aktierne i B Ltd. udløser efter vores vurdering ikke CFC- beskatning i Danmark.

Hvis aktiesalget sker efter gennemførelsen af aktieombytningen og spaltningen, vil A AG være ejet af de tre modtagende selskaber i spaltningen, som hver især ejer 1/3 af aktierne i selskabet. Salget kan ikke udløse CFC-beskatning allerede fordi, ingen af selskaberne ejer 50 % af aktierne/stemmerne, og der ikke foreligger fælles ledelse eller lignende. Hertil kommer, at A AG har ejet aktierne i det engelske selskab i mere end tre år, hvorfor CFC-beskatning også af denne årsag ville være udelukket hos de danske selskaber.

Hvis aktierne i A AG er ejet af de personlige aktionærer på tidspunktet for salget af aktierne i B Ltd., vil dette heller ikke udløse CFC-beskatning hos aktionærerne, der ikke hver især ejer den ejerandel af kapital og stemmer på 50 %, som kræves for, at CFC-beskatning kan komme på tale. Da der som nævnt ikke foreligger aktionæroverenskomst eller anden overenskomst om fælles ledelse, vil CFC-beskatning heller ikke ved personligt ejerskab blive aktuelt. I denne forbindelse bemærkes, at ligningslovens § 16 H, om CFC-beskatning for personer er blevet ændret med L 213 med virkning fra den 1. juli 2007. Aktiesalget ligger efter denne dato.

Der kan derudover ikke blive tale om CFC-beskatning af CFC-indtægter i Holding A/S, da selskabet efter vores opfattelse stiftes og ophører samme dato, jf. oven for i spørgsmål 4.

SKATs indstilling og begrundelse

Med lov nr. 343 af 18. april 2007 (L 110 A) er der indført et objektiveret system, der giver mulighed for at gennemføre skattefrie omstruktureringer. Det fremgår således af bemærkningerne til lovændringerne, at selskaber og koncerner skal have mulighed for at foretage en skattefri aktieombytning, en skattefri spaltning og en skattefri tilførsel af aktiver uden at skulle have en tilladelse fra SKAT. Denne mulighed er et valgfrit alternativ til den eksisterende tilladelsesordning.

Ad spørgsmål 1 - skattefri aktieombytning

Muligheden for at foretage en skattefri aktieombytning uden tilladelse efter den nye ABL § 36 A tilkommer de selskaber, som efter de eksisterende regler i ABL § 36, kan deltage i en skattefri aktieombytning mod en tilladelse. Ligesom i ABL § 36, stk. 1, henviser § 36 A, stk. 1, til det oprindelige fusionsskattedirektiv, direktiv 90/434/EØF med senere ændringer. Selskaber, som svarer til aktie- og anpartsselskaber, men som er hjemmehørende i lande uden for EU er tilsvarende omfattet.

Efter ABL § 36 A, stk. 3, er det en betingelse for at ombytte aktier skattefrit uden tilladelse, at værdien af vederlagsaktierne med tillæg af en eventuel kontant udligningssum svarer til handelsværdien af de ombyttede aktier. Det vil sige, at det erhvervende selskab i forbindelse med ombytningen skal vederlægge aktionæren i det erhvervede selskab med værdier, der svarer til handelsværdien af de aktier, aktionæren ombytter.

Bestemmelsen skal sikre, at aktionæren ikke ved hjælp af et skævt ombytningsforhold forærer det erhvervende selskab (og dermed eventuelle andre aktionærer i dette selskab) værdier uden at få et tilsvarende vederlag. Omvendt må det erhvervende selskab ikke ved hjælp af et skævt ombytningsforhold forære aktionæren værdier, der står i et misforhold til de ombyttede aktiers værdi. Det fremgår af svarene på spørgsmål 31 og 33 til L 110 A.

Ifølge svaret på spørgsmål 32 til L 110 A regulerer bestemmelsen ikke til hvilken værdi aktierne i det erhvervede selskab skal optages i det erhvervende selskabs selskabsretlige åbningsbalance. Det fremgår derimod af aktieselskabsloven og årsregnskabsloven.

Med henvisning til at det erhvervende selskab (Holding A/S) ved ombytningen opnår flertallet af stemmerne i det erhvervede selskab (A AG), er det SKATs opfattelse, at den påtænkte aktieombytning kan gennemføres skattefrit efter ABL § 36 A med fuld succession (herunder hovedaktionærnedslag efter ABL § 47) for de tre aktionærer.

Ad spørgsmål 2 - spaltning

Kravet om tre års ejertid

I § 15 a, stk. 1, 6. pkt., er indsat en bestemmelse om, at reglerne om skattefri spaltning uden tilladelse ikke kan benyttes i tilfælde, hvor det indskydende selskab har mere end én selskabsdeltager, og en eller flere af disse har været selskabsdeltagere i mindre end 3 år uden at have rådet over flertallet af stemmerne, og de pågældende selskabsdeltagere samtidig er selskabsdeltagere i det modtagende selskab, hvor de tilsammen råder over flertallet af stemmerne. I den situation vil det kræve en tilladelse fra SKAT at foretage en skattefri spaltning.

Som påpeget af rådgiver udgik den foreslåede FUL § 15 a, stk. 1, 7. pkt., som forhindrede, at der uden tilladelse kunne gennemføres først en skattefri aktieombytning og umiddelbart derefter en skattefri spaltning af det ved ombytningen etablerede holdingselskab (kombinationsomstrukturering). Det fremgår af bilag 14 (ændringsforslag) § 3, nr. 14 og bilag 22 (betænkning) § 3, nr. 14.

Ejertid optjent ved succession kan således i den konkrete sag medregnes ved opgørelsen af, om aktionærerne i selskabet har været selskabsdeltagere i mere end tre år.

SKAT er herefter enig med rådgiver i, at Holding A/S kan ophørsspaltes ved en skattefri spaltning uden tilladelse umiddelbart efter aktieombytningens gennemførelse med fuld succession (herunder hovedaktionærnedslag efter ABL § 47) for de tre aktionærer.

Forholdet mellem aktiver og gæld

Det er en betingelse for at kunne gennemføre en skattefri spaltning uden tilladelse, at forholdet mellem aktiver og gæld, der overføres til det modtagende selskab, svarer til forholdet mellem aktiver og gæld i det indskydende selskab. Det fremgår af FUL § 15 a, stk. 2, 3. pkt.

SKAT er enig med rådgiver, idet det forudsættes, at aktionærerne udelukkende vederlægges med aktier.

Vederlagsaktier modtaget til handelsværdi

For at kunne foretage en skattefri spaltning uden tilladelse, skal ombytningen ske til handelsværdi. Det vil sige, at værdien af vederlagsaktierne med tillæg af en eventuel udligningssum skal svare til handelsværdien af de tilførte aktiver og passiver. Det fremgår af ABL § 15 a, stk. 2, 2. pkt.

SKAT er enig med rådgiver i, at værdien af vederlagsaktierne i det foreliggende tilfælde svarer til handelsværdien for den enkelte aktionær (de får det samme ind, som de giver ud). Der foretages ikke værdiforskydning blandt aktionærerne, og der flyttes ikke værdier mellem aktier, der skattemæssigt behandles på forskellig måde.

Ad spørgsmål 3 - øvrige dispositioner

Salg af aktierne i B Ldt.

Efter SKATs opfattelse er A AGs salg af datterselskabsaktierne i B Ldt. ikke omfattet af værnsreglerne opstillet i ABL § 36 A og FUL § 15 a og § 15 b, og anses derfor ikke at have nogen skattemæssig indflydelse på de nævnte omstruktureringer.

Tilbagesalg af aktier til A AG

Det er oplyst, at X ønsker at afhænde sin ejerandel i det schweiziske selskab, og at vedkommende dermed ikke deltager i den beskrevne aktieombytning. Det er på den baggrund SKATs opfattelse, at tilbagesalget ikke påvirker muligheden for at foretage skattefri aktieombytning og skattefri spaltning uden tilladelse.

Kapitalnedsættelse og kapitalforhøjelse

SKAT anser heller ikke disse beskrevne dispositioner for omfattet af værnsreglerne i ABL § 36 A og FUL § 15 a og § 15 b, og dispositionerne bevirker således ikke, at skattefriheden for aktieombytningen og spaltningen bortfalder.

Ad spørgsmål 4 - delopgørelse

Hovedreglen i FUL § 5 er, at datoen for den i forbindelse med fusionen udarbejdede åbningsstatus for det modtagende selskab anses i skattemæssig henseende for fusionsdato.

Der gælder de samme regler for en skattefri spaltning uden tilladelse, jf. FUL § 15 b, stk. 2 sammenholdt med FUL § 15 a, stk. 1, 4. pkt., som henviser til FUL § 5.

Undtagelses bestemmelsen i FUL § 5, stk. 3, som omhandler delopgørelser opgjort efter SEL § 31, stk. 3, finder efter SKATs opfattelse ikke anvendelse i den konkrete sag, idet der hverken etableres eller ophører koncernforbindelse i forbindelse med spaltningen.

SKAT indstiller således at svare, at den skattemæssige spaltningsdato er datoen for den udarbejdede åbningsbalance for de modtagende selskaber.

Ad spørgsmål 5 - CFC - beskatning

Allerede fordi - som påpeget af rådgiver - kontrolbetingelsen i SEL § 32, stk. 6, ikke er opfyldt, indstiller SKAT at svare, at der ikke skal ske CFC-beskatning.

Bestemmelsen i SEL § 32 omfatter indkomsten i datterselskaber, som en koncern kontrollerer, jf. SEL § 31 C, dvs. som udgangspunkt ejer mere end 50 pct. af stemmerettighederne. Det er en forudsætning, at moderselskabet er direkte eller indirekte aktionær i datterselskabet.

Ved bedømmelsen af, om en koncern kontrollerer datterselskabet, medregnes stemmerettighederne m.v., som besiddes af personlige aktionærer og deres nærtstående, jf. LL § 16 H, stk. 6. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år fra afgørelsens dato.