Dokumentets metadata

Tabsfradrag på udgifter til indretning af lejede lokaler - interesseforbundne parter

Et selskab drev virksomhed fra lejede lokaler ejet af selskabets hovedaktionær. Der var ikke adgang til at afskrive i medfør af afskrivningsloven § 39, stk. 2, og dermed ikke fradrag for tab ved afståelse af lejede lokaler i medfør af afskrivningsloven § 39 stk. 6.

Der klages over, at afskrivning i medfør af afskrivningslovens § 39, stk. 2, sidste punktum - med satsen i lovens § 17, jf. § 14 - ikke er anset for at opfylde betingelserne for tabsfradrag i medfør af afskrivningslovens § 39, stk. 6.

Landsskatterettens afgørelse

2006

Skattecentret har ikke godkendt tabsfradrag på udgifter til

indretning af lejede lokaler - indkomsten er herefter forhøjet med 62.841 kr.

Selskabet har fratrukket beløbet i medfør af afskrivningslovens § 39, stk. 6.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger

B er hovedaktionær i selskabet C Holding ApS, der ejer alle anparterne i A ApS (klageren - herefter kaldet datterselskabet).

Datterselskabet drives fra lejede lokaler i en nedlagt landbrugsejendom ejet af hovedanpartshaveren. Ejendommen overdrages til holdingselskabet ifølge aftale af den 9. august 2006, men med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2006.

Datterselskabet trådte i likvidation den 27. april 2006, hvorefter selskabets aktivitet er ophørt.

I denne forbindelse har datterselskabet fratrukket restafskrivning på indretning af de lejede lokaler i ejendommen således:

Skattecentret har forhøjet datterselskabets indkomst med 62.741 kr. som følge af ikke godkendte afskrivninger på lejede lokaler.

Som begrundelse er det anført, at afskrivning er afskåret da der er tale om interesseforbundne parter, hvor den ene part har bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde, hvorfor der ikke er en reel risiko for opsigelse.

Der er henvist til afskrivningslovens § 39, stk. 2 og forarbejderne hertil i Folketingstidende 1997/98, 2. samling, Tillæg A side 2532, højre spalte.

Der er fremsat påstand om at den foretagne forhøjelse nedsættes til 0 kr.

Til støtte herfor er det anført, at selskabet har afskrevet i medfør af bestemmelsen i afskrivningslovens § 39, stk. 2, sidste punktum med satsen i afskrivningslovens § 17, idet bygningerne efter deres anvendelse er omfattet af § 14. Herefter er betingelserne for tabsfradrag i bestemmelsens stk. 6 opfyldt.

SKATs fortolkning af § 39, stk. 6 beror på en overfortolkning af en afgørelse, der omfatter ikke afskrivningsberettigede bygninger, og udstrækker denne til at omfatte almindelige afskrivningsberettigede bygninger, jf. afskrivningslovens § 14.

De nedskrevne restsaldi er ikke anfægtet af SKAT, ligesom SKAT har anerkendt, at der kunne foretages skattemæssige afskrivninger på de omhandlende aktiver i medfør af afskrivningslovens § 39, stk. 2, sidste punktum, jf. § 14 og § 17.

At betingelserne for at foretage tabsfradrag i medfør af stk. 6 ved afståelse således er opfyldt, fremgår bl.a. af ordlyden i stk. 6: "tabet opgøres som forskellen mellem på den ene side afståelsessummen og på den anden side de afskrivningsberettigede udgifter…".

Det er således alene en betingelse for tabsfradraget, at der har kunnet afskrives - ikke at der har kunnet afskrives i medfør af afskrivningslovens § 39, stk. 1. Herefter opfylder selskabet betingelserne for at få tabsfradrag i medfør af bestemmelsens stk. 6.

Der er henvist til TfS 2005, 428 og SKM2006.156.ØLR .

Retten finder, at begrænsningen i afskrivningslovens § 39, stk. 2 gælder for såvel afskrivning i medfør af lovens § 39, stk. 4 (nedrivningsfradrag) som for lovens § 39, stk. 6 (tab ved afståelse).

Således er hverken nedrivningsfradrag eller fradrag for tab ved afståelse muligt at foretage, hvor der er tale om interesseforbundne parter.

Landsskatteretten finder, at begrænsningen på grund af interessefællesskab omfatter såvel forhold, hvor der slet ikke kan afskrives, som forhold, hvor der alene kan afskrives med den lave afskrivningssats, jf. lovens § 17, jf. § 39, stk. 2, sidste punktum.

Det er således Landsskatterettens opfattelse, at begrænsningen i retten til tabsfradrag relaterer sig til, hvorvidt risikoen for opsigelse reelt ikke er til stede pga. interesseforholdet, og ikke til den omhandlende bygning, og hvorvidt denne er omfattet af afskrivningslovens § 14, eller ikke.

Idet selskabet drives fra lejede lokaler, ejet af selskabets hovedanpartshaver, antages der således ikke at være adgang til at afskrive i medfør af afskrivningslovens § 39, stk. 6, jf. bestemmelsens stk. 2.

Det er herefter med rette, at selskabets indkomst er forhøjet som følge af ikke godkendt fradrag for tab ved afståelse af lejede lokaler i 2006.

Landsskatteretten stadfæster herefter den påklagede afgørelse.