Dokumentets metadata

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse af ansættelse af fradrag for forbedringer ved ejendomsvurdering

En grundejer havde efter udløbet af fristerne i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2 anmodet om genoptagelse af ansættelsen af fradrag for forbedringer. Det forhold, at fradraget var for lavt ansat, gav ikke grundlag for at pålægge SKAT at forelægge sagen for Skatterådet, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3.

Klagen vedrører afslag på anmodning om ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen af fradrag for forbedringer ved vurderingen pr. 1. januar 2002 i henhold til skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3.

Retten finder ikke grundlag for, at pålægge SKAT at forelægge sagen for Skatterådet med henblik på ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3.

Ved vurderingen pr. 1. oktober 2005 var der oprindeligt ansat fradrag for forbedringer på 60.000 kr. Efter klage er fradraget forhøjet til 171.600 kr. med startår 1999.

Vurderingen pr. 1. oktober 2004 er efterfølgende genoptaget i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2 og reguleret i forhold til det forhøjede fradrag indrømmet ved vurderingen pr. 1. oktober 2005.

Vurderingen pr. 1. oktober 2003 er en årsregulering, som ikke kan påklages.

Klageren har erhvervet ejendommen (ubebygget grund) i april måned 2004. Sælger var kommunen.

Efter skattecentrets opfattelse er der ikke grundlag for at genoptage vurderingerne for 2002 og 2003 med følgende begrundelse:

"Der er i skatteforvaltningslovens § 33 stk. 3 på baggrund af praksis hjemmel til ekstraordinær genoptagelse hvis der ud fra en konkret afvejning er tale om væsentlige fejl og afvigelser, samt på om der foreligger myndighedsfejl eller lignende. Der skal således være tale om en ganske anden situation end den, der medfører genoptagelse efter § 33 stk. 1 og stk. 2.

De har begrundet Deres adgang til at anmode om genoptagelse med den økonomiske interesse, De har som ejer af ejendommen, fordi ejeren hæfter for betaling af ejendomsskatter og De har en interesse i størrelsen af den pålignede ejendomsskat.

Det er SKATs opfattelse at den skete regulering nok relativt er betydelig, hhv. 186% og 111.600 kr. men at den økonomiske betydning, ejendomsskatterne til amt og kommune af 111.600 kr., absolut set er begrænset. Grundskyldspromillen i kommunen var i 2004 og 2005, 11,7, hertil kommer en grundskyldspromille til amtet på 10 promille eller en samlet grundskyldspromille på 21,7. Med et "for højt" grundlag på 111.600 kr. giver det en økonomisk konsekvens i 2004, hvor De ifølge SKATs registreringer har ejet ejendommen siden 10. maj på ca.1500 kr. og i 2005 på ca. 2400 kr.

Afgørelsen om ikke at indstille til Skatterådet, at der sker ekstraordinær genoptagelse i Deres tilfælde, er i øvrigt i overensstemmelse med praksis i andre sager om genoptagelse af fradrag i grundværdien for forbedringer, hvor der alene sker genoptagelse inden for den i § 33 stk. 2 fastsatte tidsfrist."

Der nedlægges påstand om, at vurderingen pr. 1. januar 2002 genoptages i henhold til skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3.

Klageren gør gældende, at der er en økonomisk interesse i at få genoptaget vurderingen i 2002, idet de efterfølgende årsreguleringer danner grundlag for opkrævning af grundskyld i henholdsvis 2004 og 2005.

Det anføres, at en forhøjelse af ansættelsen af fradrag for forbedring på 111.600 kr. er en væsentlig afvigelse, som efter praksis må sidestilles med en myndighedsfejl.

I den forbindelse anføres videre, at det af praksis vedrørende ekstraordinær genoptagelse anses at være en væsentlig fejl eller afvigelse, såfremt differencen overstiger 30 %, og at der i praksis desuden ikke ses at være lagt vægt på den økonomiske betydning for ejer.

Klageren anfører, at det er opfattelsen, at den økonomiske betydning er væsentlig. Ifølge klagerens oplysninger udbetaler kommunen en rentegodtgørelse på 1 % pr. påbegyndt måned, hvilket svarer til en rentegodtgørelse på ca. 46 % og 34 % for indbetalt grundskyld for henholdsvis 2004 og 2005. Den samlede tilbagebetaling af grundskyld inklusiv rentegodtgørelse udgør således ca. 8.000 kr. afhængigt af udbetalingstidspunktet.

Det oplyses supplerende, at klageren er bekendt med, at kommunen udelukkende dækker tilslutningsbidraget, og at der i øvrige kommuner er ansat et skønsmæssigt fradrag, som er mere end 100 % højere.

Dette bevirker efter klagerens opfattelse, at der er udøvet et væsentligt fejlskøn, som må sidestilles med en myndighedsfejl, og at der som følge heraf er grundlag for en genoptagelse.

Skatterådet har hjemmel til at udtage tidligere vurderingsår til genoptagelse, som ligger ud over de almindelige frister i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2. Dette følger af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3.

En ekstraordinær genoptagelse forudsætter jf. praksis, at der skal foreligge væsentlige fejl eller afvigelser.

Af udtalelse fra skattecentret fremgår det, at der ikke er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse i den konkrete sag, hvorfor sagen ikke vil blive forelagt Skatterådet.

I medfør af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1 har Landsskatteretten herefter kompetence til at tage stilling til om sagen skal forelægges Skatterådet med henblik på en ekstraordinær genoptagelse.

Det bemærkes, at Landsskatteretten er af den opfattelse, at klageren er klageberettiget, selvom klageren ikke har været ejer af den pågældende ejendom på det vurderingstidspunkt, der anmodes om ekstraordinær genoptagelse af, idet klageren anses at have en væsentlig interesse i vurderingen pr. 1. januar 2002, jf. skatteforvaltningslovens § 38, stk. 1.

For så vidt angår spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse bemærkes, at det af praksis fremgår, at det beror på et forvaltningsretligt skøn, om en ejendom skal optages til revision, og at den klageberettigede ikke har et retskrav på, at der foretages en revision.

Dette gælder også selvom der har været gennemført en revision af senere vurderinger, jf. bl.a. Østre Landsretsdom af 9. marts 2007 og Højesteretsdom af 9. januar 2006 offentliggjort i SKM2007.186.ØLR og SKM2006.49.HR .

Det er Landsskatterettens opfattelse, at der i den konkrete sag ikke foreligger objektive forkerte oplysninger, myndighedsfejl eller åbenlyse fejl i øvrigt i ansættelsen, som kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af vurderingen pr. 1. januar 2002.

Retten finder i øvrigt ikke, at det kan tilregnes vurderingsmyndigheden, at fradrag for forbedringer har været for lavt ansat, når der henses til daværende praksis på området. Vurderingsmyndigheden anses således ikke have handlet ansvarspådragende ved vurderingen.

Efter en samlet vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger er det herefter Landsskatterettens opfattelse, at grundlaget for en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 ikke er til stede.

Afslag på anmodning om ekstraordinær genoptagelse af vurderingen pr. 1. januar 2002 stadfæstes hermed.