Dokumentets dato: | 01-12-2008 |
Offentliggjort: | 12-01-2009 |
SKM-nr: | SKM2009.25.HR |
Journalnr.: | 2. afdeling, 258/2006 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | Dom |
Højesteret fastslog, at et i Tyskland hjemmehørende billeasingselskab i H1-koncernen ikke i momsmæssig henseende havde indkøbt brændstof fra danske benzinselskaber og videresolgt dette til selskabets danske leasingtagere, som tankede brændstoffet fra danske tankstationer. Højesteret fandt, at benzinselskaberne solgte brændstoffet direkte til leasingtagerne, og at H1 alene virkede som kreditgiver. H1 havde derfor ikke fradragsret for momsen af brændstoffet i medfør af momslovens § 37, stk. 1, eftersom der var tale om finansielle, momsfritagne transaktioner, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. (Stadfæstelse af SKM2006.399.ØLR).
Parter
H1 Leasing GmbH
(advokat Anders Hedetoft)mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat David Auken)
Afsagt af højesteretsdommer
Torben Melchior, Per Walsøe, Lene Pagter Kristensen, Poul Dahl Jensen og Henrik Waaben.
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 14. afdeling den 17. maj 2006.
Påstande
Appellanten, H1 Leasing GmbH, har gentaget sine påstande.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse, subsidiært frifindelse for H1 Leasings påstand 2.
Supplerende sagsfremstilling
I den samarbejdsaftale af 17. december 2003 indgået mellem H1 og Dansk Shell A/S, som er omtalt i landsrettens dom, hedder det bl.a.:
"...
§ 1 Aftalens omfang
Shell og Leasingselskabet indgår hermed denne aftale (herefter kaldet Aftalen), som giver Leasingselskabets kunder mulighed for at anvende Shell-kort til tankning af motorbrændstof m.v. på Shells servicestationer ved brug af følgende korttyper:
...
§ 3 Udstedelse af kort
Shell udsteder kort til Leasingselskabets kunder efter anmodning fra Leasingselskabet.
Kortene er underlagt Shells sædvanlige kortbetingelser, vedlagt som bilag 1, som udgør en integreret del af Aftalen.
...
Bestilte kort og PIN-koder sendes til Leasingselskabet, som sørger for at udlevere kort og PIN-kode til Leasingselskabets kunde.
...
§ 5 Fakturering og betalingsbetingelser
Hver måned fremsender Shell en faktura til Leasingselskabet, som dækker samtlige registreringer foretaget på Shell-kort, som er udstedt i henhold til Aftalen.
§ 6 Rabatter
Shell yder rabat ved leasingselskabets køb på Shell stationer i Danmark foretaget på Shell-kort leveret gennem Aftalen.
Rabatten udgør
28 øre inkl moms pr. liter benzin (listepris)
110 øre inkl. moms pr. liter diesel (listepris)
...
§ 7 Udbetaling af rabatter
For hver liter brændstof (benzin og diesel) samt enkeltvask, der tankes/købes på Shells servicestationer i Danmark med Shell-kort leveret gennem Aftalen, udløses en rabat som nævnt under § 6 fra Shell til Leasingselskabet.
Den aftalte rabat afregnes kvartalsvist til Leasingselskabet.
..."
Forklaringer
SM har supplerende forklaret bl.a., at kunderne i dag kun efterspørger Fleet Management. Det gammeldags leasingprodukt er ikke længere efterspurgt på bilsiden. Det gælder for hele branchen. Fleet Management handler om administration. Kunderne vil i dag have hele pakken vedrørende biler for at undgå selv at skulle stå for administrationen. Formålet for kunderne er, at de kan koncentrere sig om at drive deres forretning. H1 Leasing kan også hjælpe med at optimere indkøb af varer. Kunderne får en besparelse i deres eget system og får frigjort nogle medarbejdere, de kan anvende til anden side. Kunden kan nøjes med en gang om måneden at gennemgå regningen, der kun indeholder et beløb, der svarer til beløbet på kontrakten, og kunden kan følge med i de tilsendte rapporter om, hvordan bilen bliver brugt. Resten tager H1 Leasing sig af. H1 Leasing har 10 ansatte beskæftiget med administration af kundernes bilpark, hvilket udgør knap en tredjedel af den samlede medarbejderstab. De har fået udviklet deres eget it-system til Fleet Management.
Når kunderne indgår en aftale med H1 Leasing, får de f.eks. udleveret et servicekort, således at de kan køre ind på et af de på forhånd aftalte dækcentre og få skiftet dæk. Kunderne kender ikke prisen på dækskiftning. Man kan ikke fravælge administrationen, da det er det, det hele drejer sig om. Stort set alle kunder vælger brændstof som en del af ydelsen. H1 Leasing får - bortset fra brændstof - fortsat momsfradrag for de driftsrelaterede ydelser.
Leasingaftalen af 5. april 2002 mellem H1 Leasing og Würth Danmark A/S er et typisk eksempel på, hvordan en Fleet Management-aftale så ud på daværende tidspunkt. Den konkrete kontrakt indeholder aftale om, at der kan anvendes 3.889 liter benzin til en pris af 0,88 euro pr. liter. Literantallet er estimeret ud fra kundens angivelse af kilometerbehov og bilens normtal. Kunden betaler forud, hvilket er helt generelt ved leasing.
Samarbejdsaftalen med Dansk Shell er udtryk for en sædvanlig aftale med en typisk brændstofleverandør. H1 Leasing har indgået aftaler om brændstoflevering med Shell, Q8, Statoil og de underliggende selskaber. Brændstofselskaberne har ikke kendskab til de enkelte Fleet Management-kunders identitet. Det er kun H1 Leasing, der kan se, hvem kunderne er. Det foregår på den måde, at H1 Leasing får en kasse med brændstofkort, som de har liggende og derefter udleverer til de enkelte kunder. Kortene er påført et nummer, således at H1 Leasing kan identificere dem i it-systemet. Brændstofleverandørerne har derimod ikke kendskab til kundernes identitet og blander sig heller ikke i, hvem H1 Leasing har som kunder. Kortene er således udstedt af brændstoffirmaerne, men med H1 Leasings navn på.
H1 Leasings kontor ligger i Tyskland. Kundeandelen består af 95 danske kunder. Baggrunden for, at de ikke har flere tyske kunder, er, at det tyske marked er anderledes sammensat. De tyske firmaer køber således biler direkte fra bilfabrikanterne, og her kan H1 Leasing ikke være med. H1 Leasing reklamerer på det tyske marked, men ikke på tysk. De har specialiseret sig i det danske marked. H1-koncernen har bygninger i både Tyskland og Danmark, medens H1 Leasing kun bruger bygninger i Tyskland. De reklamerer med momsbesparelsen over for kunderne, og det foregår primært på internettet. Deres kunder i f.eks. ... vælger H1 Leasing, fordi de har et godt produkt bl.a. på grund af det it-system, de har udviklet, og fordi de har andre forretningsprincipper end de øvrige danske firmaer. Momsbesparelsen betyder efterhånden meget lidt for kunderne. H1 Leasing er ofte dyrere end de andre på trods af momsbesparelsen. De har et bedre produkt.
Det er H1 Leasing, der køber brændstof hos forhandlerne, på samme måde som de køber dæk og andre ydelser til deres bilpark. De køber produktet brændstof, som de derefter putter ind i en administrativ ydelse til kunden. Fleet Management er administration af en bilpark, og brændstof hører naturligt hertil.
Højesterets begrundelse og resultat
Efter de samarbejdsaftaler, som H1 Leasing GmbH indgik med brændstofleverandørerne, opnåede H1 en adgang for sine kunder til ved brug af benzinkort at kunne tanke brændstof i H1s navn og for H1s regning. Kunderne kunne vælge, om og i hvilket omfang de ville gøre brug af benzinkortet, og de kunne selv bestemme mængde, tid og sted for det enkelte køb. De havde i realiteten ubegrænset adgang til tankning, og den endelige betaling blev beregnet i forhold til deres faktiske forbrug af brændstof. Højesteret finder, at det under disse omstændigheder var til kunderne og ikke til H1, at benzinselskaberne overdrog retten til som ejer at råde faktisk over brændstoffet, jf. herved præmis 33-37 i EF-Domstolens dom af 6. februar 2003 i sag C 185/01. Det kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering, at H1 havde påtaget sig en økonomisk risiko for udviklingen i prisen for de brændstofleverancer, som i henhold til leasingaftalerne med kunderne lå inden for den aftalte ramme.
Højesteret tiltræder derfor, at der ikke foreligger levering af brændstof til H1, der er omfattet af definitionen på afgiftspligtige vareleverancer i momslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.
Endvidere tiltræder Højesteret, at H1s aftaler med kunderne om ret til at tanke brændstof reelt har karakter af finansiering af kundernes køb af brændstof, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.
H1 kan herefter ikke fradrage indgående afgift vedrørende brændstoffet, jf. momslovens § 37, stk. 1.
Højesteret stadfæster derfor dommen
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 Leasing GmbH betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.