Dokumentets metadata

Landsskatteretten som klagemyndighed - afgørelse af privatretlig karakter

SKAT havde afslået en skyldners anmodning om at forsyne et tingslyst udlæg i fast ejendom med rykningspåtegning. I afgørelsen var der givet klagevejledning til Landsskatteretten. Landsskatteretten afviste at behandle klagen. Afgørelsen ansås for at være af privatretlig karakter. Der var ikke i loven belæg for at antage, at Landsskatteretten var klagemyndighed for sådanne afgørelser. Der forelå heller ikke særlige forhold, der talte for, at skyldneren tillagdes de partsrettigheder, der følger af bl.a. forvaltningsloven, herunder klageadgang til et administrativt klageorgan.

Klagen skyldes, at skattecentret har afslået klagerens anmodning om, at SKAT's udlæg i klagerens faste ejendom forsynes med rykningspåtegning.

Landsskatterettens afgørelse

Klagen afvises.

Sagens oplysninger

SKAT har tinglyst udlæg i klagerens faste ejendom for et tilgodehavende hos klageren.

Klageren har anmodet SKAT om at forsyne udlægget med en rykningspåtegning, således at et lån med pant i ejendommen forud for udlægget kan ændres til et afdragsfrit lån.

Skattecentrets afgørelse

Anmodningen om at forsyne udlægget med rykningspåtegning er afslået.

På sigt vil et afdragsfrit lån forringe SKATs udlæg. Udlægget rykker op i takt med, at klageren afdrager på det foranstående lån. Oprykningen vil ophøre, hvis det foranstående lån ændres til et afdragsfrit lån.

I en uddybende begrundelse for afslaget, i anledning af at klageren, i overensstemmelse med den meddelte klagevejledning, indgav klage over afgørelsen til Landsskatteretten via skattecentret, har skattecentret redegjort for restanceinddrivelsesmyndighedens regler for meddelelse af rykningspåtegning og anført, at klageren ikke opfylder betingelserne for, hvornår et udlæg kan forsynes med rykningspåtegning. De regler for meddelelse af rykningspåtegning, der er gengivet, svarer til det, der er anført i Inddrivelsesvejledningen afsnit G.6.4.3 , og hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden (RIM) kan meddele rykningspåtegning på et tinglyst udlæg vedrørende krav, der inddrives for statskassen, hvis følgende betingelser er opfyldt:

"(...)

• Hele provenuet - efter fradrag af omkostninger ved låneoptagelsen - skal alene anvendes til dækning af tinglyste panthavere i prioritetsorden, og med de beløb, som kan gøres gældende i tilfælde af tvangsauktion.
• Terminsrestancer på foranstående hæftelser kan ikke dækkes af låneprovenuet, medmindre der i forbindelse med låneoptagelsen sker fuld indfrielse af disse hæftelser.
• Lånet skal optages i realkreditinstitutter og pengeinstitutter.
• Krav som inddrives for statskassen, skal, hvis lånet optages mod sikkerhed i ejerpantebrev, sikres ved sekundær håndpant heri.
• Hvis en foranstående pantehæftelse indfries fuldt ud, skal denne aflyses. Er sikkerheden stillet i form af et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, skal dette enten aflyses (for så vidt angår både ejerpantebreve og skadesløsbreve) eller gives til RIM i primær håndpant (for så vidt angår ejerpantebreve). Hvis ejerpantebrevet eller skadesløsbrevet kun delvist indfries, skal det enten nedlyses eller - for så vidt angår ejerpantebreve - gives RIM i sekundær håndpant næst efter den primære håndpanthavers resterende tilgodehavende.
• Retsafgifter ved tinglysning af rykningspåtegning på RIMs udlæg skal betales af skyldneren.
• Ved lånesagens afslutning skal dokumentation for låneprovenuets anvendelse fremsendes til RIMs godkendelse.
• Foranstående panthavere, der ved omprioriteringen får hel eller delvis dækning for deres tinglyste krav, og som for samme krav har pant i andre af skyldnerens aktiver, skal afstå fra denne sikkerhed, for så vidt angår den del af kravet, der fyldestgøres. RIM skal eventuelt indtræde i denne sikkerhed.
• Skyldnerens økonomiske forhold skal efter RIMs vurdering muliggøre, at skyldneren vil kunne overholde betalingen af fremtidige ydelser på lånet og tillige en med RIM indgået aftale om afvikling af restancen.
• Udlæg forsynes først med rykningspåtegning, når den advokat eller det penge- og realkreditinstitut, der hjemtager lånet, giver indeståelse for, at lånesagen gennemføres på de fastsatte vilkår. Skyldneren må således aldrig selv få andel i låneprovenuet, ligesom der ikke må meddeles tilladelse til rykning, hvis dette efterfølgende vil forringe RIMs mulighed for at opnå dækning ved et salg."

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at SKAT pålægges at forsyne udlægget med rykningspåtegning.

Klageren overgår i februar 2009 fra efterløn til folkepension og får dermed formentlig en lavere indkomst. Han har boet i ejendommen i 25 år og har en hjemmeboende søn på 17 år. Han vil gerne blive boende i huset men vil som pensionist få svært ved at få det til at løbe rundt. Han har søgt om og fået bevilget lån til betaling af ejendomsskatter. Hvis kreditforeningslånet i ejendommen omdannes til et afdragsfrit lån, vil det give så meget luft i økonomien, at klageren kan blive boende.

Landsskatteretten har meddelt klageren, at retten agter at afvise klagen, se nedenfor, og anmodet klageren om at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger hertil. Klageren er ikke fremkommet med bemærkninger i den anledning.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I § 4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer (lov nr. 429 af 6. juni 2005) og § 17 i den nugældende lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (lov nr. 1333 af 19. december 2008) er det angivet, at klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser kan indbringes for Landsskatteretten, med mindre andet er bestemt i lovgivningen.

Udtrykket "afgørelser" må fortolkes i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler og principper.

Efter forvaltningslovens § 2, stk. 1, gælder loven for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

I forarbejderne til forvaltningsloven er det anført, at "loven kun omfatter sagsbehandlingen i forbindelse med udfærdigelsen af offentlige retsakter i modsætning til indgåelse af kontraktforhold eller andre privatretlige dispositioner".

Det offentliges foretagelse af f.eks. udlæg kan ikke anses som en offentlig retsakt men må anses som en privatretlig disposition, hvorved det offentlige - på lige fod med private kreditorer - søger dets tilgodehavender inddrevet. Tilsvarende må det offentliges afgørelser, der vedrører dets rettigheder som udlægshaver, være afgørelser af privatretlig karakter. Et afslag på en anmodning om at forsyne et udlæg med rykningspåtegning er derfor en afgørelse af privatretlig karakter.

Som udgangspunkt kan et administrativt klageorgan alene behandle klager over afgørelser af offentligretlig karakter. Dette udgangspunkt kan dog fraviges ved lov og antagelig også, hvor særlige forhold taler for, at den pågældende tillægges de partsrettigheder, der følger af bl.a. forvaltningsloven.

Der er hverken i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer eller i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige belæg for at antage, at Landsskatteretten er klagemyndighed for restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser af privatretlig karakter.

Der foreligger heller ikke sådanne særlige forhold, der taler for, at skyldnere, for så vidt angår afgørelser, der vedrører et af restanceinddrivelsesmyndigheden foretaget udlæg, tillægges andre rettigheder, end de rettigheder klageren ville have i forhold til en privat udlægshaver. En udlægshaver kan som udgangspunkt ikke antages at være forpligtet til at meddele rykningspåtegning. De betingelser, der i Inddrivelsesvejledningen er opstillet for meddelelse af sådan påtegning, skal alene sikre, at muligheden for at inddrive det offentliges krav ikke derved forringes. Inddrivelsesvejledningen indeholder således ikke på dette punkt særlige regler, der alene gælder for skyldnere, der har gæld til det offentlige, og som gør det særligt påkrævet, at den pågældende tillægges de partsrettigheder, der følger af bl.a. forvaltningsloven, herunder klageadgang til et administrativt klageorgan.

Landsskatteretten afviser derfor at behandle klagen.