Dokumentets metadata

Skattefri befordringsgodtgørelse - hovedaktionær - fornøden kontrol - bevisbyrde

Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt udbetalt befordringsgodtgørelse var skattefri for skatteyderen, jf. den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 2. pkt. Skatteministeriet var enig med skatteyderen i, at denne i et vist omfang havde kørt erhvervsmæssigt for arbejdsgiverselskabet, og at der derfor kunne udbetales skattefri godtgørelse, hvis ellers betingelserne i øvrigt herfor var opfyldt. Byretten havde fundet, at der kunne udbetales skattefri godtgørelse, selv om kontrolkravet ikke var opfyldt. Skatteministeriet ankede byrettens dom.Landsrettens flertal fandt, at som følge af, at skatteyderen som hovedanpartshaver og eneste ansatte i arbejdsgiverselskabet havde et interessefællesskab med selskabet, måtte der stilles strenge krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed var opfyldt.Flertallet fandt endvidere, at skatteyderens kørselsregnskab som følge af uklarheder, unøjagtigheder og mangler ikke opfyldte kravene i § 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, hvorfor betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse ikke var opfyldt.Herefter fandt flertallet, at da arbejdsgiverselskabet ikke havde mulighed for at kontrollere de oplysninger, der lå til grund for udbetalingen af kørselsgodtgørelsen, var denne ikke skattefri.Mindretallet fandt, at dokumentationskravet ikke var opfyldt fuldt ud, men da kørslerne var foretaget af skatteyderen selv og udbetalingerne sket på baggrund af hans daglige notater i kalenderen m.v., fandt mindretallet ikke, at godtgørelserne var skattepligtige, allerede fordi arbejdsgiveren ikke havde udført den nødvendige kontrol.

Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke

mod

A
(advokat Martin Plum Juul)

Byretten har den 4. januar 2010 afsagt dom i 1. instans (BS 5-570/2009).

Afsagt af landsdommerne

Kirsten Thorup, Peter Buhl og Lene H. Mortensen (kst.)

Påstande

For landsretten har appellanten, Skatteministeriet, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, A, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

A har supplerende forklaret, at H1 Holding A/S blev drevet fra lokaler hjemme hos ham. G1 afregnede for hans arbejde med H1 Holding ApS, som så udbetalte ham provision. Han lavede kørselsregnskabet løbende på den måde, at han i sin kalender noterede de enkelte dages kørsel. Senere blev oplysningerne herfra lagt over på et ark i computeren. Når der i kørselsregnskabet står "diverse lev.", er der tale om en tur til forskellige leverandører, som han ikke kan specificere i dag. Han er klar over, at det ikke er tilstrækkeligt bevis for erhvervsmæssig kørsel, når der står "diverse" i regnskabet. Han har kørt det sådan i en lang periode og har afleveret det til selskabets revisor, der aldrig har stillet spørgsmål ved bilagene. Revisoren ved derfor heller ikke mere om de ture, der ikke er specificeret ud. Han bogførte ikke selv løbende. Det var revisoren, der bogførte. Han fik kun udbetalt kørselsgodtgørelsen, når der var penge i selskabet. Det var revisoren, der fortalte ham, hvornår der var penge til udbetaling af godtgørelse.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Skatteministeriet har supplerende gjort gældende, at Højesterets dom af 21. marts 2007 SKM2007.247.HR og Højesterets dom af 22. juni 2009 SKM2009.430.HR fastslår, at en godtgørelse bliver skattepligtig i sin helhed, hvis kontrolkravet ikke er opfyldt, også selv om kørslen rent faktisk var erhvervsmæssig.

A har supplerende gjort gældende, at det er ubestridt, at en del af As kørsler har været erhvervsmæssige, og at han dermed har krav på kørselsgodtgørelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skatteministeriet har ikke bestridt, at A i et uvist omfang har kørt erhvervsmæssigt, og at A var berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse, hvis de øvrige betingelser for udbetaling heraf var opfyldte. Sagen drejer sig for landsretten alene om, hvorvidt kontrol fra arbejdsgiverens side er afgørende for, om den udbetalt godtgørelse er skattefri.

Dommerne Kirsten Thorup og Lene H. Mortensen udtaler

A er hovedanpartshaver og eneste ansatte i H1 Holding ApS. Der må som følge af dette interessefællesskab som anført af byretten stilles strenge krav til dokumentationen for, at betingelserne for at udbetale godtgørelsen skattefrit var opfyldt.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder vi, at kørselsregnskabet ikke opfylder kravene i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Vi tiltræder ligeledes, at selskabet på denne baggrund ikke havde mulighed for i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 2, stk. 1, i forbindelse med udbetalingen af godtgørelsen at kontrollere de oplysninger, der dannede grundlag for udbetalingen.

Betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse er således ikke opfyldt.

Vi stemmer derfor for at tage Skatteministeriets påstand til følge.

Dommer Peter Buhl udtaler

A har som hovedanpartshaver og eneste ansatte i H1 Holding ApS selv som arbejdsgiver skullet føre kontrol med, at betingelserne for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldt. En arbejdsgivers kontrol forudsætter i almindelighed, at den ansatte før udbetalingen tilvejebringer oplysninger som angivet i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 2, og jeg er enig med flertallet i, at de foreliggende opgørelser ikke fuldt ud lever op til disse krav. Da kørslerne er foretaget af A selv, og udbetalingerne er foretaget på baggrund af hans daglige notater i kalenderen og efterfølgende opgørelser, mener jeg imidlertid ikke, at de udbetalte godtgørelser er skattepligtige, allerede fordi arbejdsgiveren ikke har ført den nødvendige kontrol. Jeg stemmer derfor for at stadfæste byrettens dom, således at sagen hjemvises til skattemyndighederne med henblik på at skønne over omfanget af den erhvervsmæssige kørsel.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at Skatteministeriet frifindes.

A skal betale sagsomkostninger for begge retter til Skatteministeriet med i alt 26.520 kr. Beløbet omfatter 1.520 kr. til retsafgift og 25.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Landsretten har lagt vægt på sagens omfang, udfald og forløb, herunder at sagen for landsretten alene har handlet om en meget begrænset problemstilling, og at hovedforhandlingen i landsretten var af kort varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

A skal betale sagens omkostninger for begge retter til Skatteministeriet med 26.250 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.