Dokumentets metadata

Ejendomsvurdering - genoptagelse - årsregulering

Dommen vedrører spørgsmålet om vurderingen pr. 1. januar 2002 kan genoptages med konsekvens for årsreguleringen 2003, således at der kan ansættes et højere fradrag for forbedringer, uanset at vurderingen for 2002 ligger udenfor genoptagelsesfristen. Højesteret fandt, at også en ejendomsvurdering, der er reguleret efter vurderingslovens § 3 A, må anses for en ejendomsvurdering i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2's forstand. Genoptagelsen måtte derfor udstrækkes til at have virkning også for året 2003.

Parter

H1 Andelsboligforening
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Børge Dahl, Peter Blok, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen og Michael Rekling,

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 5. afdeling den 28. januar 2010.

Påstande

Appellanten, H1 Andelsboligforening, har påstået frifindelse.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter den vurderingslov, der var gældende til og med år 2002, blev der foretaget almindelig vurdering af landets ejendomme hvert år med ansættelse af ejendomsværdien, grundværdien samt et eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer. Ved lov nr. 292 af 15. maj 2002 om ændring af vurderingsloven, skattestyrelsesloven og andre skattelove blev denne ordning ændret, således at der med virkning fra 2003 kun skulle foretages almindelig vurdering hvert andet år. I det mellemliggende år skulle der efter vurderingslovens § 3 A ske en regulering af ejendoms- og grundværdi under hensyn til den ændring i prisforholdene, der var sket siden den seneste almindelige vurdering, mens et eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer videreføres uændret. Ved årsreguleringen efter § 3 A skulle der således ikke foretages nogen selvstændig vurderingsvirksomhed, idet den almindelige vurdering, der var foretaget året forinden, blev videreført og lagt til grund for reguleringen. Baggrunden for overgangen fra almindelige vurderinger hvert år til hvert andet år var, at årlige almindelige vurderinger

"indebærer et stort tidspres på vurderingsmyndighederne, der knap er blevet færdige med den ene vurdering, før de skal i gang med den næste. Også set i lyset af skattestoppet og loftet over ejendomsværdiskatten forekommer det unødvendigt med årlige vurderinger"

(Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, L 180, side 4642). Der kunne ikke klages over en årsregulering efter § 3 A. Vurderingslovens § 3 A blev ved lov nr. 514 af 7. juni 2006 ophævet med virkning fra 2007.

For den ejendom, som denne sag angår, var der i henhold til de hidtidige regler blevet foretaget en almindelig vurdering for 2002. For 2003 blev der efter den nye ordning foretaget en årsregulering efter vurderingslovens § 3 A, hvorefter der for 2004 blev foretaget en almindelig vurdering og derefter for 2005 en årsregulering.

Den 16. november 2006 indgav H1 Andelsboligforening anmodning om genoptagelse af ansættelsen af fradrag for forbedring, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2. SKAT genoptog herefter vurderingen fra og med 2004 og ansatte et større fradrag, men afslog at genoptage for 2003.

Den foreliggende tvist drejer sig herefter om, hvorvidt H1 Andelsboligforening efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, har krav på genoptagelse også med virkning for 2003.

Efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, skal en klageberettiget, der ønsker at få genoptaget "en ejendomsvurdering", senest den 1. maj i det fjerde år "efter vurderingsårets udløb" fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Der er herved fastsat en bestemt tidsgrænse for ændring af en materielt urigtig vurdering svarende til tidsgrænsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, for ændring af ansættelsen af indkomst- og ejendomsværdiskat.

Højesteret finder, at ordet "vurderingsåret" i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, må forstås således, at det ikke kun omfatter et år, hvor der er foretaget en almindelig vurdering (eller en omvurdering), men også et år, hvor der alene er foretaget en årsregulering efter vurderingslovens § 3 A. Denne forståelse har støtte i ikrafttrædelsesbestemmelsen § 11, stk. 2, i den foran nævnte lov nr. 292 af 15. maj 2002, ved hvilken bestemmelsen i § 3 A blev indsat i vurderingsloven.

Hvad der skal forstås ved udtrykket "en ejendomsvurdering", lader sig efter Højesterets opfattelse ikke på samme måde entydigt fastlægge. Hverken ordlyd, forhistorie eller forarbejder giver således mulighed for med nogen grad af sikkerhed at fastslå, om udtrykket - som af Skatteministeriet hævdet - alene sigter til selve vurderingen efter vurderingslovens § 1 (eller en omvurdering efter § 3), eller om også en ejendomsvurdering, der er reguleret efter § 3 A - som hævdet af H1 Andelsboligforening - skal anses for en ejendomsvurdering i bestemmelsens forstand.

I mangel af sådanne fortolkningsbidrag finder Højesteret, at der ved afgørelsen af, hvordan genoptagelsesreglen (tidligere skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, nu skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2) skal forstås efter indførelsen af ordningen med årsregulering efter vurderingslovens § 3 A, må lægges afgørende vægt på, at der ikke i indholdet af eller forarbejderne til lov nr. 292 af 15. maj 2002 er holdepunkter for, at overgangen fra almindelige vurderinger hvert år til hvert andet år skulle have den konsekvens, at de tidsmæssige muligheder for genoptagelse - og dermed for at få korrigeret en materielt urigtig ejendomsbeskatning - skulle beskæres.

Det må således have formodningen mod sig, at det skulle have betydning for adgangen til at få ændret en forkert ansættelse, om ansættelsen er foretaget på grundlag af en selvstændig vurdering det pågældende år eller er videreført fra det foregående år.

Hertil kommer, at Skatteministeriets opfattelse, hvorefter den ansatte værdi i et reguleringsår ikke er en ejendomsvurdering i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2's forstand, ville få den mindre rimelige konsekvens, at det ville afhænge af tidspunktet for genoptagelsesbegæringen sammenholdt med tidspunktet for de foretagne vurderinger efter vurderingslovens § 1 (eller § 3), hvor mange år tilbage en ændret ansættelse kunne få virkning for.

På den baggrund finder Højesteret, at også en ejendomsvurdering, der er reguleret efter vurderingslovens § 3 A, må anses for en ejendomsvurdering i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2's forstand. Det er således uden betydning, at den ansatte ejendomsværdi og grundværdi i et reguleringsår er fremkommet ved en beregning, der bygger på det foregående års almindelige vurdering. Det er ligeledes uden betydning, at der ikke kunne klages over en årsregulering efter § 3 A.

Som følge heraf må den genoptagelse, der er sket på baggrund af H1 Andelsboligforenings begæring af 16. november 2006, udstrækkes til at have virkning også for året 2003.

Højesteret tager herefter H1 Andelsboligforenings frifindelsespåstand til følge, således at der kan ske genoptagelse af ejendomsvurderingen for 2003 med henblik på ændret ansættelse af fradrag for forbedringer.

Sagsomkostningerne for landsret og Højesteret er fastsat til dækning af advokatudgift med 75.000 kr. og af retsafgift for Højesteret med 3.000 kr., i alt 78.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

H1 Andelsboligforening frifindes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet betale 78.000 kr. til H1 Andelsboligforening.

Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.