Dokumentets dato: | 24-08-2010 |
Offentliggjort: | 06-01-2011 |
SKM-nr: | SKM2011.12.SR |
Journalnr.: | 10-028950 |
Referencer.: | Aktieavancebeskatningsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet bekræfter, at et selskab, der udelukkende ejer aktiekapitalandele på under 10 % ikke vil blive anset for at være et mellemholdingselskab. Skatterådet kan ikke bekræfte, at et udenlandsk selskab ikke kan anses for at være et mellemholdingselskab jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3,
Spørgsmål:
Svar:
Ad 1 Nej
Ad 2 Ja
Ad 3 Nej
Beskrivelse af de faktiske forhold
A Holding ApS og B Holding ApS ejer hver 47,5 pct. af aktierne i C Holding A/S.
De samlede aktiver i C Holding A/S udgør pr. 31/12 2008 kr. 270 mio. Aktiverne er fordelt med kapitalinteresser i tilknyttede virksomheder på kr. 265 mio, kapitalinteresser i venture-selskaber, kr. 5 mio.
C Holding A/S er stiftet i 2000. Selskabet er moderselskab for mere end 30 datterselskaber med ejerandele på mellem 80 og 100 pct.
C Holding A/S er ejet af C & Co A/S med 0,02 pct., A Holding ApS med 47,5 pct., B Holding ApS med 47,5 pct. og F AB med 4,98 pct.
I 2006 og 2007 købte C Holding A/S aktier i det svenske selskab G AB. Ejerandelen udgør 11 pct. af aktiekapitalen i G AB.
Aktieposten udgør ca. 3 pct. af C Holding A/S' samlede aktiver.
C Holding Sweden AB er stiftet i 2007. C Holding Sweden AB er ejet af A Holding ApS med 47,5 pct., B Holding ApS med 47,5 pct. og FAB med 5,0 pct. C Holding Sweden AB har investeret i en række ventureselskaber med ejerandele, der i alle tilfælde er under 10 pct. Selskabet overvejer til stadighed at øge ejerandelene ved de enkelte investeringer. Det er derfor af stor vigtighed for selskabet om en forøgelse af ejerandelen til f.eks. 10 pct. vil medføre, at selskabet anses for et mellemholdingselskab jævnfør aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Spørgsmål 1
C Holding A/S' væsentligste formål er at fungere som koncernmoderselskab. Koncernen beskæftiger sig med investering i og udvikling af ejendomme i Danmark og Polen. Der er ikke ansatte i C Holding A/S idet koncernens medarbejdere er ansat i de underliggende datterselskaber. Koncernledelsen er ansat i C & Co. A/S.
Aktieavancebeskatningslovens § 4 a, stk. 3.
Datterselskabsaktierne anses for ejet direkte af moderselskabets selskabsaktionærer omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, i tilfælde, hvor
C Holding A/S' primære funktion er ejerskab af datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier, idet selskabet fungerer som koncernmoderselskab for mere end 30 datterselskaber med ejerandele på mellem 80 og 100 pct. Koncernstrukturen er opbygget ud fra organisatoriske overvejelser, idet koncernen fungerer som en samlet driftskoncern.
Koncernledelsen er placeret i C & Co A/S, der via aktionæroverenskomst har bestemmende indflydelse i C Holding A/S og dermed i de underliggende datterselskaber.
Ét bestyrelsesmedlem i C & Co A/S er endvidere bestyrelsesmedlem i G AB.
Der er ingen sammenhæng mellem stiftelsen af C Holding A/S og investeringen i G AB. C Holding A/S er derfor ikke indsat mellem de ultimative ejere og G AB. Situationen falder derfor udenfor formålet med værnsreglen i aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3.
Spørgsmål 2
C Holding Sweden AB er et svensk selskab og vil allerede derfor ikke være omfattet af dansk aktieavancebeskatning. C Holding Sweden AB ejer p.t. ikke datterselskabs- eller koncernselskabsaktier og vil også allerede derfor ikke kunne anses for et mellemholdingselskab jævnfør aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3.
Eventuelle aktieavancer vil alene kunne beskattes i Sverige.
Spørgsmål 3
Hvis ejerandelen øges til mellem 10 pct. og 21 pct. i et datterselskab, ville ejerandelen opfylde definitionen på datterselskabsaktier, jævnfør aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 1. Den indirekte ejerandel for A Holding ApS og B Holding ApS, vil udgøre mellem 4,75 pct. og 9,975 pct., og A Holding ApS og B Holding ApS ville være skattepligtig af udbytte og aktieavancer ved en direkte ejerandel på under 10 pct. C Holding Sweden AB er imidlertid fortsat alene skattepligtig til Sverige og selskabet vil derfor efter vores opfattelse ikke kunne blive anset for et mellemholdingselskab efter interne danske regler.
SKATs indstilling og begrundelse
Aktieavancebeskatningslovens § 4 A indeholder definitionen af datterselskabsaktier, og beskriver samtidig hvornår datterselskabsaktier vil blive anset for ejet direkte af moderselskabets aktionærer.
Stk. 3. Datterselskabsaktierne anses for ejet direkte af moderselskabets selskabsaktionærer omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, i tilfælde, hvor
1) | moderselskabets primære funktion er ejerskab af datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier, jf. § 4 B, |
2) | moderselskabet ikke udøver reel økonomisk virksomhed vedrørende aktiebesiddelsen og |
3) | mere end 50 pct. af aktiekapitalen i moderselskabet direkte eller indirekte ejes af selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, der ikke ville kunne modtage udbytter skattefrit ved direkte ejerskab af aktierne i det enkelte datterselskab, og |
4) | aktierne i moderselskabet ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. |
Ad spørgsmål 1
Spørger ønsker bekræftet, at C Holding A/S ikke skal anses for et mellemholdingselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3 i forhold til investeringen på 10,3 % i G AB.
C Holding A/S ejer 10,3 % af aktierne i G AB og det skal derfor afgøres om aktierne skal behandles som datterselskabsaktier eller om de skal anses for ejede direkte af selskabsaktionærerne i C Holding A/S.
Betingelserne, der indebærer, at aktierne anses for ejet direkte af selskabsaktionærerne i C Holding A/S står i aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3.
C Holding A/S' primære funktion er ejerskab af datter- og koncernselskabsaktier. Selskabet udøver ikke reel økonomisk virksomhed vedrørende aktiebesiddelsen i G AB og aktierne i selskabet er ikke optaget til handel. Da selskabsaktionærerne i C Holding A/S heller ikke ville kunne modtage skattefrit datterselskabsudbytte ved direkte ejerskab er alle betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3 opfyldt og aktierne i G AB anses for ejet direkte af selskabsaktionærerne i C Holding A/S.
I L 202 2008/09 skrives om formålet med værnsbestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3:
Formålet med denne bestemmelse er at hindre, at 10 pct. ejerkravet omgås ved at lave såkaldte »omvendte juletræer«. Ved »omvendte juletræer« forstås ejerstrukturer, hvor en ejerkreds på f.eks. 25 selskaber, der hver ejer 4 pct. af aktierne i »datterselskabet«, indsætter 5 mellemholdingselskaber med fem deltagere i hver mellem ejerkredsen og »datterselskabet«. Ejerstrukturen er herefter, at »datterselskabet« er ejet af fem mellemholdingselskaber, der hver ejer 20 pct. af aktiekapitalen. Hvert af disse mellemholdingselskaber ejes af fem selskaber i ejerkredsen, som har 20 pct. af aktiekapitalen. På denne måde ville ejerkravet på 10 pct. nemt kunne omgås.
De danske selskabsaktionærer i G AB ville ved direkte ejerskab af aktierne ikke kunne opnå skattefrit datterselskabsudbytte - derfor bliver C Holding A/S' ejerskab af G AB omfattet af værnsreglen i aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3.
Det indstilles at spørgsmål 1 besvares nej.
Ad spørgsmål 2
Spørger ønsker bekræftet, at C Holding Sweden AB ikke skal anses for et mellemholdingselskab jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3, når selskabet ikke har ejerandele på 10 pct. eller mere i datterselskaber.
C Holding Sweden AB ejer ifølge det oplyste ingen datterselskabsaktier og bliver derfor ikke omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3.
Det indstilles, at spørgsmål 2 besvares ja.
Ad spørgsmål 3
Spørger ønsker bekræftet, at C Holding Sweden AB ikke skal anses for et mellemholdingselskab jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3 uanset at selskabet måtte komme til at eje datterselskabsaktier med ejerandele på 10 pct.
Stk. 2. Det er en betingelse efter stk. 1, at datterselskabet er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1 , nr. 1-2 a, 2 d-2 h og 3 a-5 b, eller at beskatningen af udbytter fra datterselskabet frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 90/435/EØF om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor datterselskabet er hjemmehørende.
Afgørende for om C Holding Sweden AB vil blive anset for at være et mellemholdingselskab jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3 er ikke mellemholdingselskabets skattepligt til Danmark.
Derimod er det, hvis betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3 i øvrigt er opfyldt, afgørende om de danske aktionærer alene i kraft af det mellemliggende holdingselskab, via dette, kan modtage skattefrit udbytte fra de underliggende datterselskaber. Således fremgår det af bemærkningerne til bestemmelsen i L 202, 2008/09:
"Udbytter kan modtages skattefrit, når der er tale om datterselskabsudbytter, jf. de foreslåede bestemmelser i selskabsskattelovens § 2, stk. 1 , litra c, og § 13, stk. 1, nr. 2. Selskabet skal i givet fald eje mindst 10 pct. af aktiekapitalen. Hvis det udbytteudloddende selskab eller det modtagende selskab er hjemmehørende i udlandet, er det en betingelse, at udbyttebeskatningen skal nedsættes eller frafaldes efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller moder-/datterselskabsdirektivet. |
Udbytter kan desuden modtages skattefrit, når der tale om koncernselskabsudbytter, jf. ligeledes de foreslåede bestemmelser i selskabsskattelovens § 2, stk. 1 , litra c, og § 13, stk. 1, nr. 2. Hvis det modtagende selskab er hjemmehørende i udlandet, er det en betingelse, at det er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller en stat, der er medlem af EU/EØS, og som udveksler oplysninger med Danmark." |
Det indstilles at spørgsmål 3 besvares nej.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.