Dokumentets metadata

Afskrivning på bygning - garanti udlejning - lejers erhvervsmæssige benyttelse - bevisbyrde

Som deltagere i et interessentskab købte to skatteydere en bygning af G1, der som led i salget påtog sig at leje den halvdel af bygningen, der stod tom, indtil en egentlig lejer blev fundet. Spørgsmålet var, om skatteyderne kunne afskrive på den del af bygningen, der var udlejet til G1. Landsretten bemærkede, at det følger af afskrivningslovens § 14, at der kan afskrives på erhvervsmæssigt benyttede bygninger. Efter afskrivningslovens § 17 kan afskrivning foretages fra og med anskaffelsesåret. Anskaffelsesåret er efter lovens § 16 det indkomstår, hvori bygningen erhverves eller opføres og benyttes erhvervsmæssigt. Videre bemærkede landsretten, at afskrivningslovens § 16 afløste den tidligere afskrivningslovs § 22, hvoraf det af bestemmelsens stk. 1, 3. punktum, direkte fremgik, at der ved anskaffelsesåret skulle forstås det indkomstår, hvori bygningen blev erhvervet eller fuldført og taget i brug til et formål, der berettigede til skattemæssig afskrivning. Med henvisning til bemærkningerne til lovforslaget og til formålet med afskrivningsloven fandt landsretten, at det efter afskrivningsloven fortsat er en forudsætning for ret til afskrivning på udlejede bygninger, at bygningen er taget i brug af lejeren. Med henvisning til de konkrete omstændigheder fandt landsretten, at der påhvilede skatteyderne en skærpet bevisbyrde for, at den del af bygningen, der var udlejet til G1, også rent faktisk blev anvendt i et omfang, der kunne begrunde nogen ret til skattemæssig afskrivning. Landsretten fandt, at denne bevisbyrde ikke var løftet og gav derfor Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden. Højesteret stadfæstede dommen i henhold til grundene.

Parter

A
(advokat Leo Jantzen)

og

B
(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Per Walsøe, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen, Jens Peter Christensen og Henrik Waaben

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 8. afdeling den 16. november 2009.

Påstande

Appellanterne, A og B, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og gentaget sin subsidiære påstand om hjemvisning.

Supplerende sagsfremstilling

Parterne har oplyst, at skatteforvaltningen skønsmæssigt ansatte den anvendte del af lokalerne til 25 % af det lejede areal. På den baggrund nedsatte skatteforvaltningen de foretagne afskrivninger for indkomstårene 2001-2003 af den del, der var udlejet til G2 A/S, med 75 %.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at det er en forudsætning for ret til afskrivning på udlejede bygninger, at bygningen er taget i brug af lejeren.

Højesteret tiltræder endvidere af de grunde, der er anført at landsretten, at det på baggrund af det samlede aftalekompleks må anses for hovedformålet med den indgåede lejeaftale midlertidigt at sikre I/S H1 huslejeindtægter, og at der herefter må påhvile A og B en skærpet bevisbyrde for, at de udlejede lokaler blev taget i brug af lejeren, jf. afskrivningslovens § 14.

Af de grunde, der er anført af landsretten, finder Højesteret, at A og B ikke har godtgjort, at de er berettiget til afskrivning i videre omfang end de 25 %, der er anerkendt af skattemyndighederne.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A og B solidarisk betale 80.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.