D.A.8.1.1.6.4.6 Tvangsauktion

Dette afsnit beskriver, at et tab er konstateret, når kreditor ikke får fuld dækning ved tvangsauktion.

Afsnittet indeholder:

Regel

Uerholdelighed kan foreligge i den situation, at en kreditor har sikret sit tilgodehavende ved pant eller udlæg i en personligt drevet virksomheds faste ejendomme, dvs. både beboelses- og erhvervsejendomme. Ejendommen bortsælges på tvangsauktion uden at kreditor får fuld dækning for sit tilgodehavende. Se AFG1980, 738DEP og AFG1983, 841DEP.

Det er en forudsætning, at kreditor gennem regnskabsmateriale vedrørende debitor kan dokumentere, at fordringen helt eller delvist er endelig tabt.

ML § 27, stk. 6 indebærer, at der ikke skal foretages udlæg med henblik på at dokumentere, at fordringen er uerholdelig i disse tilfælde. Der er her lagt vægt på, at kreditor i tvangsauktionssager er i besiddelse af regnskabsmateriale vedrørende debitor, som kan dokumentere, at fordringen er endelig tabt, og at debitor efter en afholdt tvangsauktion normalt intet ejer, som der vil kunne gøres udlæg i.

En kreditor, der overtager debitors ejendom på tvangsauktion med henblik på fyldestgørelse for sit tilgodehavende ved videresalg af ejendommen, kan ikke foretage momsmæssig regulering for den del af fordringen, som ikke blev dækket af det afgivne bud. Årsagen er, at der i sådanne tilfælde må tages hensyn til et evt. provenu ved videresalget af ejendommen. Den pågældende kreditor vil derfor først kunne foretage regulering, når det ved videresalget af ejendommen er konstateret, at salgsprovenuet ikke giver dækning for tilgodehavendet.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

AFG1980, 738DEP

Fradrag for tab kan foretages af pant- eller udlægshavere, når der har været afholdt tvangsauktion over en landbrugsejendom, når det ved tvangsauktionen konstateres, at der ikke opnås dækning til pant- eller udlægshaveren. Det samme gælder i øvrigt ved alle personligt drevne virksomheders tvangssalg af den faste ejendom, når denne har tjent til både bolig for indehaveren og lokaler for virksomheden.

Afsnittet er et ekstra afsnit som er sat ind ved AFG1983, 841DEP.