Dokumentets metadata

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland - fast driftssted - repræsentant

Skatteyderen indskød en helikopter i et tysk selskab, der efter aftale med skatteyderen udchartrede helikopteren til sit moderselskab. Lejeindtægten fra moderselskabet gik ubeskåret til den danske skatteyder.Højesteret bemærkede, at skatteyderen ikke beskæftigede sig med helikopterdriften i Tyskland, og at han ikke havde kontor eller andet fast forretningssted i Tyskland.Videre bemærkede Højesteret, at det tyske datterselskabs virksomhed med hensyn til udlejning af helikopteren ikke var undergivet instruktion fra skatteyderen. Driftsherrerisikoen over for moderselskabet påhvilede datterselskabet, der udchartrede helikopteren i eget navn til moderselskabet. Datterselskabet rådede permanent over flere helikoptere, som selskabet udlejede. På den baggrund, og da datterselskabet handlede inden for rammerne af sin sædvanlige forretningsvirksomhed, måtte datterselskabet betegnes som uafhængig repræsentant i forhold til skatteyderen. Skatteyderen havde således ikke gennem det tyske datterselskab fast driftssted i Tyskland, jf. art. 2, stk. 1, nr. 4, c) og d), i den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst. Højesteret tiltrådte derfor, at Danmark havde beskatningsretten til avancen ved salget af helikopteren.

Parter

A
(advokat René Offersen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Poul Sørensen, Torben Melchior, Asbjørn Jensen og Poul Dahl Jensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 17. afdeling den 16. marts 2001.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

A har frafaldet anbringendet om, at der var tale om stille selskabsdeltagelse.

Han har for Højesteret yderligere gjort gældende, at beskatningsretten tilkommer Tyskland allerede i kraft af det almindelige kriterium for fast driftssted efter den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 2, stk. 1, nr. 4, litra a - b (fast forretningssted).

Supplerende sagsfremstilling

For Højesteret er der fremkommet yderligere oplysninger.

I et notat af 28. august 2002 fra Steuerberater D til As advokat hedder det i dansk oversættelse bl.a.:

"F1 GmbH blev grundlagt den 05.09.1985. Jeg var selv hovedinteressent med en andel på 90 % indtil år 2000 var min søster ... forretningsfører. Selskabets formål var køb, udlejning eller anden overdragelse af brugsret af helikoptere. Den 31.05.1989 blev andelene gennem F2 GmbH erhvervet af de interessenter, der stiftede selskabet.

F1 GmbH ejede allerede inden overtagelsen af andelene gennem F2 GmbH flere helikoptere af mærket Hughes 500, som de delvist chartrede ud til F2 GmbH. Disse charterkontrakter blev fortsat efter erhvervelsen af andelene gennem F2 GmbH. F1 GmbH har så købt flere helikoptere ved optagelse af passive interessenter, bl.a. ved indgåelse af tilsvarende kontrakter med A. Alt i alt rådede F1 GmbH permanent over en flåde på mellem to og fire helikoptere.

F1 GmbH har . .. ikke draget nogen umiddelbar fordel af kontrakten med A, idet de chartrede helikopteren ud til F2 til den samme pris, som de også betalte til A; der er dog den fordel for F1, at de ikke havde nogen udgifter til renter på helikopteren .

..."

Højesterets begrundelse og resultat

Ved aftalen af 20. oktober 1989 med F1 GmbH indskød A helikopteren i F1 med henblik på, at F1 skulle udchartre den til sit moderselskab F2 GmbH. A var ikke medejer af F1 og deltog ikke i dette selskabs ledelse.

Ifølge sin forklaring var A i den periode fra 1989 til 1993, hvor han var ejer af helikopteren, assurandør. En gang i kvartalet kørte han til Tyskland og beså helikopteren. Derudover beskæftigede han sig ikke med helikopterdriften. Det må lægges til grund, at han ikke havde kontor eller andet fast forretningssted i Tyskland, hvorfra han drev sin virksomhed, jf. artikel 2, stk. 1, nr. 4, litra a, i den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst med Tyskland.

F1's virksomhed med hensyn til udlejning af helikopteren var ikke undergivet instruktion fra A. Driftsherrerisikoen over for F2 påhvilede F1, der udlejede helikopteren i eget navn til F2. F1 rådede permanent over flere helikoptere, som F1 udlejede. På denne baggrund finder Højesteret, at F1 må betegnes som en uafhængig repræsentant i forhold til A, og at F1 handlede inden for rammerne af sin sædvanlige forretningsvirksomhed. A kan således heller ikke gennem F1 anses for at have haft fast driftssted i Tyskland, jf. artikel 2, stk. 1, nr. 4, litra c og d, i den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Højesteret tiltræder herefter, at Tyskland ikke i henhold til artikel 4, stk. 1, jf. stk. 3, i den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst har beskatningsretten til avancen ved salget af helikopteren, og at denne ret derfor tilkommer Danmark.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 45.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.