C.D.9.9.1.1 Generelt om uddelinger

Ikke driftsomkostning, men uddeling.

SKM2006.282.SR

Skatterådet fandt, at en fonds afholdelse af renoveringsudgifter (om- og tilbygning) vedrørende en fast ejendom, som fonden ejede og stillede til rådighed for fondens formål, kunne fradrages som en intern uddeling.

TfS 1988, 554 LR

En skatteyder stiftede i 1984 sammen med sin hustru en fond, der ifølge fundatsen havde til formål at erhverve og bevare et nærmere angivet slot samt nogle yderligere faste ejendomme. Fonden kunne ikke generelt anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttig, hvilket ikke udelukkede, at nærmere angivne uddelinger og hensættelser kunne have denne karakter. Således kunne beløb anvendt til at erhverve slottet, i modsætning til køb af andre ejendomme, fratrækkes som intern uddeling. Beløb anvendt til restaurering af slottet ville være fradragsberettigede i det omfang, det kunne anses som en driftsomkostning.

TfS 1988, 437 DEP

Selvejende kollegier vil kunne betragtes som almennyttige fonde, hvilket betyder, at de i vidt omfang har fradragsret for uddelinger og hensættelser. Udgifter til at forbedre kollegiet vil således kunne fradrages som uddelinger. Udgifter til vedligeholdelse kan fratrækkes som driftsudgifter, blot de har været nødvendige af hensyn til kollegiets fremtidige virke. Hensættelse til senere inventaranskaffelser kan fratrækkes som hensættelser til senere uddeling. Kollegier vil desuden kunne beregne sig et konsolideringsfradrag svarende til 25 pct. af de faktisk foretagne uddelinger.