C.C.2.1.1 Introduktion til beskatning af indtægter

Dette afsnit giver en kort introduktion til bestemmelserne i SL §§ 4, 5 og 6.

Afsnittet indeholder:

Nettoindkomstprincippet

Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6. Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter det er bruttoindkomsten fratrukket de udgifter, der er afholdt for at erhverve indkomsten, som skal beskattes.

Indkomsten påvirkes også af værdien af varelagre. Det sker ved, at varelagerets værdi ved årets udgang (ultimo varelageret) lægges til indkomsten og værdien af varelageret ved årets begyndelse (primo varelageret) trækkes fra sammen med udgifter til indkøb af varer mv. Se afsnit C.C.2.3.1 "Varelager".

Se også

Afsnit C.C.2.3.2 om, hvordan værdien af igangværende arbejder påvirker indkomsten.

Indtægter, SL §§ 4 og 5

De skattepligtige indkomster fremgår af SL § 4, som indeholder en positiv opremsning af indtægter, der er omfattet af beskatningen. Skattelovgivningen indeholder dog en lang række andre regler om beskatning af indtægter og evt. skattefrihed for indtægter.

SL § 5 indeholder undtagelser til, hvad der skal medregnes til indkomsten (en negativ afgrænsning). Efter SL § 5, stk. 1, litra a, skal urealiserede værdisvingninger på aktiver ikke påvirke indkomsten. Vederlag for salg af aktiver skal ikke medregnes til indkomsten, hvis der er tale om private aktiver eller vederlag for afståelse af indkomstgrundlaget, dvs. den formue, som kan afkaste indtægt.

Undtagelserne vedrørende salg af aktiver i SL § 5 gælder dog ikke, hvis der er tale om fortjeneste ved næring eller spekulation. I disse tilfælde gælder SL § 4 derfor alligevel.

Udgifter, SL § 6

De fradragsberettigede udgifter fremgår af SL § 6. Se afsnit C.C.2.2 om SL § 6 og andre bestemmelser om fradrag i bruttoindkomst.

Hovedreglerne om afskrivning findes nu i afskrivningsloven, men SL § 6 giver stadig i et vist mindre omfang hjemmel til afskrivninger. Se afsnit C.C.2.4 om afskrivningsreglerne.