Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-03-2013
Offentliggjort:18-03-2013
SKM-nr:SKM2013.197.SKAT
Journalnr.:2011-251-0505
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Styresignal


Skærpede dokumentationskrav ved afhentningskøb i forbindelse med EU-handel - styresignal

Skatteministeriet skærper minimumskravene til dokumentationen for, at sælger er berettiget til momsfritagelse efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, i forbindelse med afhentningskøb og kontantsalg fra den 1. august 2013.


Sammenfatning

SKAT har erfaret, at der er mulighed for en uhensigtsmæssig benyttelse af regler om momsfritagelse for EU-vareleverancer i forbindelse med afhentningskøb af visse letomsættelige varer, med den virkning at varerne sælges i Danmark eller i udlandet uden afregning af moms.

SKAT har derfor besluttet at skærpe minimumskravene til dokumentation for, at sælger er berettiget til momsfritagelse efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, i forbindelse med afhentningskøb.

Fra 1. august 2013 stilles der skærpede krav til dokumentationen, når en dansk sælger ønsker momsfritagelse for et salg, hvor varerne af køber angives at skulle transporteres til et andet EU-land af køber, der er momsregistreret i et andet EU-land.

De skærpede krav vedrører dokumentationen for:

Hvis sælger modtager betaling (kontantsalg) eller udsteder faktura før ovennævnte to forhold er dokumenteret, skal sælgeren opkræve dansk moms. Sælger kan tilbagebetale/berigtige den danske moms, når dokumentationen modtages. Denne stramning gælder både, når køber selv transporterer varerne, og når tredjemand for købers regning forsender eller transporterer varerne til et andet EU-land.

I tilfælde, hvor køber selv afhenter varerne, skærpes kravene til indholdet af købers erklæring om, at varerne er modtaget i det andet EU-land.

Hvis den udenlandske køber betaler kontant, skal den person, der afhenter varerne hos den danske sælger identificere sig, så sælger kan fastslå at personen er køber eller mandatar for køber.

Sælger skal sikre sig, at det momsnummer i det andet EU-land, som køber har oplyst, er gyldigt. For de lande, hvor det er muligt, skal sælger også indhente en elektronisk bekræftelse af købers navn og adresse. Se nedenfor om verifikation af købers momsnummer m.v. For alle EU-lande gælder, at hvis sælger er i tvivl om købers identitet, skal sælger sikre flere oplysninger for at fastslå, at det oplyste momsnummer er købers.

SKATs opfattelse

Fra 1. august 2013 stilles der skærpede krav til minimumsdokumentationen vedrørende forsendelsen eller transporten til det andet EU-land, der skal foreligge for, at en dansk sælger kan få momsfritagelse efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1. Praksisskærpelsen vedrører tilfælde, hvor en momsregistreret virksomhed i et andet EU-land køber varer her i landet og selv afhenter varerne hos den danske sælger.

De skærpede krav vedrører dokumentationen for:

Dokumentation for fysisk forsendelse eller transport til det andet EU-land

Efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, er der momsfritagelse for leverancer af varer, som af sælgeren eller af køberen eller for disses regning forsendes eller transporteres til et andet EU-land. Det er en betingelse, at køberen er registreret for moms i et andet EU-land efter regler svarende til momslovens §§ 47, 49-50 a eller 51-51 a.

Praksisskærpelsen vedrører afhentningskøb - altså tilfælde, hvor en momsregistreret virksomhed i et andet EU-land køber varer her i landet og selv afhenter varerne hos den danske sælger.

Betaling modtages eller kræves før, at dokumentation modtages

Det er SKATs opfattelse, at når en sælger modtager eller kræver betaling for varer, der skal sendes til et andet EU-land før, at sælger har modtaget dokumentation fra køberen for forsendelsen til det andet EU-land, skal sælgeren opkræve dansk moms. Sælger kan tilbagebetale den danske moms til køberen, når dokumentationen modtages. Der skal i den forbindelse udstedes kreditnota og korrigeret faktura.

Dette gælder både, når køber selv transporterer varerne, og når tredjemand for købers regning forsender eller transporterer varerne til et andet EU-land.

Skærpelse af krav til erklæring, når køber selv afhenter varerne

Fremover skal dokumentationen af, at en vare er udført til et andet EU-land som minimum bestå i en erklæring fra køberen med oplysning om:

Når det er relevant som følge af transportruten, skal der vedlægges dokumentation for selve transporten, f.eks. i form af færgebilletter, brokvitteringer eller lignende, evt. i kopi.

Generelt om dokumentation for forsendelse eller transport

Det bemærkes, at der i forbindelse med styresignalet alene er tale om en skærpelse af kravene til minimumsdokumentation.

Det er som hidtil altid en konkret vurdering, om sælger har godtgjort, at varer er transporteret ud af landet. Dvs. at det kan forekomme, at myndighederne på baggrund af en samlet vurdering finder, at det ikke er dokumenteret, at en vare er transporteret ud af landet, selvom der foreligger f.eks. en erklæring fra en vognmand eller køber selv. Se den praksis, som er beskrevet den i Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.10.1.1.3 .

Som det fremgår af Den juridiske vejledning, må en sælger, der handler i god tro, ikke nægtes momsfritagelse i forbindelse med leveringer inden for EU. En sælger i god tro, skal derfor ikke kunne nægtes momsfritagelse, når køberen har fremlagt falske beviser for, at varerne er udført af sælgerens EU-land og ind i erhververens EU-land. Det er dog en betingelse, at sælgeren har gjort alt, hvad der stod i hans magt for at sikre en korrekt anvendelse af bestemmelserne om moms. Denne betingelse vil blive anset for opfyldt, hvis sælger har indhentet den minimumsdokumentation, som er beskrevet i Den juridiske vejledning, medmindre sælger er i besiddelse af indicier, som begrunder en mistanke om, at der foreligger uregelmæssigheder eller svig i købers sfære.

Dokumentation af købers henholdsvis købers repræsentants identitet, herunder verifikation af købers momsnummer

Hvis den udenlandske køber betaler kontant, herunder med kreditkort, dankort eller andet debetkort, skal den person, der afhenter varerne, allerede i forbindelse med udleveringen af varerne forsyne sælgeren med supplerende oplysninger, som gør det muligt at identificere den, der afhenter varerne. Det kan f.eks. være i form af kopi af kørekort eller lignende dokumentation. Hvis ikke dokumentationen er forsynet med læselig underskrift, skal personen derudover kvittere skriftligt (med læsbar underskrift) for udleveringen af varerne. Hvis personen, der afhenter varerne, ikke er indehaver af den udenlandske virksomhed, skal personen også fremlægge fuldmagt til at købe og afhente varerne på købers vegne.

Tilsvarende gælder, hvis det normalt ikke vil være muligt at markedsføre de pågældende varer i købers land. F.eks. hvis varerne ikke lever op til pantregler eller lignende i købers land.

Verifikation af købers momsnummer, navn og adresse

Sælger skal sikre sig, at køber er momsregistreret. Se den praksis, som er beskrevet i Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.10.1.1.3 . Sælger skal verificere, om det momsnummer i det andet EU-land, som køber har oplyst, er gyldigt. Sælger skal gemme dokumentationen for, at sælger har tjekket nummeret på salgstidspunktet.

Sælger skal ikke alene sikre sig, at det momsnummer i det andet EU-land, som køber har oplyst, er gyldigt. Sælger skal også indhente en elektronisk bekræftelse af købers navn og adresse. Købers land fastsætter, hvordan den elektroniske bekræftelse af købers navn og adresse finder sted. Det kan f.eks. være i VIES. Med hensyn til undersøgelse af købers navn og adresse, så har sælger først pligt til at anvende faciliteten, når kundens medlemsstat stiller den til rådighed. Af tekniske grunde kan danske virksomheder endnu ikke tjekke spanske og tyske køberes navne og adresser i VIES.

SKAT har desværre erfaring for, at der sker tyveri af momsnumre, også spanske og tyske momsnumre. Er sælger i tvivl, om sælger er ved at blive part i en svigagtig handel, er det nødvendigt for sælger at sikre sig flere oplysninger om købers identitet. Se også vejledningen "Sid ikke tilbage med sorteper - når du handler med EU-lande".

Virkningstidspunkt

Den skærpede praksis gælder fra og med 1. august 2013. De skærpede dokumentationskrav skrives ind i Den juridiske vejledning 2013-2 (juli 2013). Dette styresignal bortfalder derfor den 1. september 2013.