Dokumentets metadata

Skattefri rejsegodtgørelse - fast arbejdssted - berettigede forventninger

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt ...1 i ...2 kunne anses som sagsøgerens midlertidige arbejdssted i indkomståret 2004, således at sagsøgeren var berettiget til skattefri rejsegodtgørelse for rejseudgifter i medfør af ligningslovens § 9 A. Derudover angik sagen, hvorvidt skattemyndighedernes tilkendegivelser havde givet sagsøgeren en retsbeskyttet forventning om at være berettiget til skattefri rejsegodtgørelse.Sagsøgeren havde siden indkomståret 2003 gjort tjeneste på et afviserfartøj med tilknytning til ...4. Afviserfartøjet havde formelt basehavn i ...3, men havde siden 2003 i praksis haft fast base i ...1, ...2, idet fartøjet primært havde til opgave at hindre skibe i at kollidere med ...4. Alle fartøjets operationer begyndte og sluttede i ...1, og det var også i ...1, at fartøjet lå til kaj om natten. Alle sagsøgerens vagter begyndte og sluttede i ...1, hvor sagsøgeren opholdt sig i hovedparten af arbejdstiden.Skatteministeriets stadfæstelsespåstand blevet taget til følge, idet landsretten fandt, at ...1 udgjorde sagsøgerens faste arbejdssted. Landsretten fandt endvidere ikke, at sagsøgeren havde opnået en retsbeskyttet forventning om at være berettiget til skattefri rejsegodtgørelse. Landsretten lagde herved vægt på, at skattemyndighedernes tilkendegivelser efter sit indhold vedrørte et tidligere indkomstår og ikke var af en sådan klarhed, at sagsøgeren kunne have fået en berettiget og beskyttet forventning, ligesom skattemyndighedernes tilkendegivelser ikke havde været bestemmende for sagsøgerens dispositioner.

Parter

A
(advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli)

Afsagt af landsdommerne

Hedegaard Madsen, Olaf Tingleff og Lise Krilger Andersen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 8. maj 2012 (BS R6-215/2011) er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at A i indkomståret 2004 ikke er skattepligtig af modtaget rejsegodtgørelse med 25.881 kr., samt at A i indkomståret 2004 er berettiget til det selvangivne differencefradrag på 30.200 kr. Subsidiært nedlægges der påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at As skatteansættelse for indkomståret 2004 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A.

A har forklaret blandt andet, at rejsegodtgørelsen og differencefradraget svarede til ca. 15 % af hans løn. Denne ordning fulgte med jobbet, hvilket han og hans kolleger også havde fået at vide både af Forsvaret og Centralforeningen. Han regnede frem til maj 2005 med, at han var berettiget til at modtage den skattefrie rejsegodtgørelse og differencefradraget. Kollegerne fra afviserskibet er ikke blevet beskattet af rejsegodtgørelsen og har fået godkendt fradraget. Han var ikke bekendt med muligheden for eventuelt at kunne få en bindende forhåndsbesked. Hver anden uge havde han følelsen af at være på job 24 timer i døgnet på grund af det ultrakorte varsel. Et konsulentfirma vurderede årligt behovet for at have afviserfartøjet, hvorfor de aldrig vidste, hvornår de kunne risikere at blive forflyttet. Tjenesten med afviserskibet blev i 2011 nedlagt. Rapporten, der viser afviserfartøjets aktivitet i april 2011, er derfor ikke retvisende for aktiviteterne i 2004. I 2004 sejlede de i en 1 time og op til flere timer næsten hver dag. De kunne dog højst sejle i 3-4 timer ad gangen, før skibet skulle have brændstof på. Resten af tiden arbejdede de i ...1 enten på skibet eller på kontoret på havnen.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

A har herunder præciseret, at årsagen til, at afvisningsfartøjet rent faktisk ikke var under sejlads på hele 7-dages vagten, var Forsvarets ønske om at begrænse brændstofudgifterne. Denne omstændighed bør ikke komme ham til last.

Landsrettens afgørelse

Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at det af A oplyste om arbejdets udførelse ikke indebærer, at han i ligningslovens forstand har været på rejse under de daglige sejladser, eller at opholdet i ...1 har været et midlertidigt arbejdssted.

A er derfor skattepligtig af modtaget rejsegodtgørelse og er ikke berettiget til at foretage differencefradrag.

Det er herefter spørgsmålet, om A på grund af SKATs udtalelser har opnået en retsbeskyttet forventning.

Side 2 i notat af 2. november 2004 fra SKAT findes efter sit indhold alene at vedrøre beregningen af fradraget for 2003 og er ikke af en sådan klarhed, at A på den baggrund kan have fået en berettiget og beskyttet forventning om den senere ligning, navnlig ikke vedrørende senere indkomstår eller vedrørende spørgsmålet om skattepligt af rejsegodtgørelse. A kan således allerede af disse grunde ikke støtte ret på notatet.

SKATs forslag til ændring af skatteansættelsen af 8. maj 2006 kan som anført af byretten ikke have været bestemmende for As skattemæssige dispositioner i 2004. Landsretten tiltræder allerede af disse grunde, at A heller ikke kan støtte ret denne på denne agterskrivelse.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 20.000 kr. Beløbet dækker udgifter til advokatbistand og udarbejdelse af materialesamling. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagsgenstandens værdi taget hensyn til sagens karakter.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 20.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.