Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-06-2013
Offentliggjort:05-08-2013
SKM-nr:SKM2013.539.ØLR
Journalnr.:5. afdeling, B-3525-12
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Fri bil - rådighed - opmagasinering

As selskab stillede en luksusbil til rådighed for hans private kørsel.Han havde med selskabet skriftligt aftalt, at bilen ikke måtte benyttes om vinteren, hvor den i en periode blev opbevaret hos forhandleren med afmonteret batteri og andre opbevaringsforanstaltninger. I en anden periode blev den vinteropbevaret i hans egen garage.Han gjorde gældende, at han ikke skulle rådighedsbeskattes af bilen for de vintermåneder, hvor den var vinteropbevaret.Byretten gav ikke A medhold heri. Som begrundelse anførte retten bl.a., at han på et hvilket som helst tidspunkt kunne hente bilen hos forhandleren og benytte den. Skatteministeriet blev derfor frifundet.Landsretten stadfæstede dommen bl.a. med henvisning til byrettens begrundelse.


Parter

A
(advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Mogens Kroman, Birgitte Grønborg Juul og Marie Louise Klenow (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 14. september 2012 (BS 2-277/2012) er anket af A med påstand som for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, principalt tilpligtes at anerkende, at As skatteansættelse for indkomståret 2007 nedsættes med 163.750 kr., samt at As skatteansættelse for indkomståret 2008 nedsættes med 327.502 kr., subsidiært at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As skatteansættelse for indkomståret 2008 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

A har under byrettens behandling af sagen fremlagt aftale af 30. maj 2007 mellem H1 ApS og A, underskrevet af A, hvoraf blandt andet fremgår:

"...

Som led i at A er beskæftiget som direktør i selskabet, er det aftalt, at A skal have stillet bil til rådighed, med undtagelse af vinterperioder.

Det er aftalt, at bilen, der stilles til rådighed under hensyn til særlige repræsentative formål, skal være en luksusbil coupe.

Under hensyn til at der er tale om en meget kostbar bil, er det aftalt, at denne ikke må benyttes i vinterperioder under hensyn til påvirkning fra salt og grus.

Det er derfor aftalt, at bilen i vinterperioden november til marts opmagasineres på selskabets regning, og at A i perioden, hvor bilen er opmagasineret, er uberettiget til at anvende bilen.

A er i perioden, hvor bilen er opmagasineret forpligtet til at stille passende bil til rådighed for kørsel i firmaets tjeneste.

..."

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Da A var hovedanpartshaver i H1 ApS, påhviler det ham at sandsynliggøre, at den pågældende luksusbil Coupe, der er en eksklusiv sportsvogn, ikke var stillet til rådighed for ham og ikke blev anvendt til privat kørsel i vintermånederne.

Til dokumentation herfor har A i forbindelse med domstolsbehandlingen af sagen fremlagt aftale af 30. maj 2007 mellem selskabet og ham, hvorefter han er uberettiget til at anvende bilen i perioden november til marts. A har endvidere fremlagt faktura af 28. november 2007 fra G1 A/S og e-mail af 17. april 2012 fra G1, hvoraf fremgår, at bilen var opbevaret der fra den 30. september 2007 til den 1. april 2008. Oplysningerne er ikke understøttet af f.eks. vidneforklaringer. For så vidt angår perioden oktober til december 2008 fremgår det af As forklaring i byretten, at bilen blev opbevaret i hans egen garage. Der er ikke ført kørebog.

Landsretten finder det efter bevisførelsen ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for A og ikke blev anvendt til privat kørsel i vintermånederne for indkomstårene 2007-2008.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, stadfæster landsretten byrettens dom.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 30.000 kr. til Skatteministeriet. Beløber, der indeholder moms, angår Skatteministeriets udgift til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet er der udover sagens værdi taget hensyn til sagens begrænsede omfang og varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.