Dokumentets metadata

Ejendomsavance - flere boliger - landbrugsejendom

Sagen angik, om fortjenesten ved sagsøgerens salg i 2006 af en ejendom var skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1. Sagsøgeren gjorde i første række gældende, at ejendommen på afståelsestidspunktet kun indeholdt to selvstændige boliger, jf. den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. oktober 2006, og i anden række, at der var tale om afståelse af en landbrugsejendom, jf. ejendommens matrikelnotering som landbrugsejendom.Skatteministeriet gjorde heroverfor gældende, at ejendommen på afståelsestidspunktet indeholdt fire selvstændige boliger i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, og at der ikke var tale om en landbrugsejendom.Retten lagde til grund, at der på overdragelsestidspunktet var i hvert fald tre selvstændige boliger i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, og fandt efter et samlet skøn over oplysningerne om ejendommens anvendelse og indtægterne herfra ikke, at ejendommen kunne karakteriseres som en landbrugsejendom.Retten fandt på den baggrund ikke grundlag for at nå til en anden skatteretlig vurdering end Landsskatteretten og tog Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Parter

A
(Advokat Karin Ø. Mathiasen)

mod

Skatteministeriet
(Adv.fm. Josephine Fie Legarth)

Afsagt af byretsdommer

Merete Strøm

Sagens baggrund og parternes påstande

Den 15. november 2011 afsagde Landsskatteretten kendelse om, at sagsøgeren, A, for indkomståret 2006 var skattepligtig af ejendomsavancen ved salg af ejendommen, ...1 efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, jf. stk. 4. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den af SKAT opgjorte ejendomsavance. Derfor stadfæstede Landsskatteretten den påklagede afgørelse.

Under denne sag, der er anlagt den 13. februar 2012, har A principalt nedlagt påstand om, at hans skatteansættelse for indkomståret 2006 nedsættes med 2.816.789 kr., subsidiært, at hans skatteansættelse for indkomståret 2006 hjemvises til fornyet talmæssig behandling ved SKAT.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning af As skatteansættelse for indkomståret 2006 til fornyet behandling ved skat med henblik på fordeling af ejendomsavancen på henholdsvis stuehus/ejerbolig og jordtilliggender.

Sagen drejer sig om, hvorvidt A i forbindelse med salget af ejendommen, ...1 realiserede et tab på 180.646 kr. eller opnåede en gevinst på 2.816.789 kr. Tvistepunkterne i sagen drejer sig om, hvorvidt ejendommen på afståelsestidspunktet ikke indeholdt mere end to selvstændige boliger i ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1's forstand, eller om ejendommen på afståelsestidspunktet reelt var en landbrugsejendom, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1.

Sagens oplysninger

Sagen er ikke behandlet efter reglerne om småsager.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 1.

Forklaringer

A har forklaret, at han købte ejendommen med henblik på at få kødkvæg på ejendommen. Det gamle stuehus er fra 1743. Det var helt utidssvarende og ikke egnet til beboelse. Han forsøgte at forære det til Den Gamle By. Den Gamle By ville godt have huset gratis. Så blev huset på hans ejendom. Han nåede aldrig at få købt skotsk kødkvæg og sat det ud, fordi han på grund af andre investeringer ikke havde råd til det. I ekstrakten på side 67, side 69 og side 64, ses, at han søgte og fik lov til at etablere en ny bolig ovenpå den gamle stald. Det var i 1999. Den byggede han efter tegningerne. Han flyttede selv ind i den lejlighed. Det var en selvstændig bolig med bad og køkken og egen indgang. På et tidspunkt havde han en tysker til at bo i det gamle stuehus. Toiletforholdene var dårlige. Derfor havde tyskeren adgang til toiletfaciliteterne i erhvervsdelen. Ellers ville han flytte, og det var ikke godt, da han på grund af en skade havde brug for tyskerens hjælp på ejendommen.

Man kan ikke bo i det gamle stuehus om vinteren. Han har brugt det om sommeren. Da han i 2006 solgte ejendommen, havde han ikke lavet en lejlighed ved motions- og billardrummet. Det har køberen lavet. Tyskeren var flyttet over i erhvervsdelen jf. ekstrakten side 69. Ellers ville han tage hjem. I ekstrakten på side 101 ses erhvervsdelen, som han brugte til showroom. På side 102 øverst ses stalden, hvor han ovenpå efter tilladelse opførte en lejlighed. Til venstre i billedet ses det gamle stuehus. Strømmen i det gamle stuehus var 6 ampere, og det var stofledninger. De prøvede at holde en jul der, men det kunne ikke lade sig gøre at sætte mikroovnen til der. På side 104 øverst ses erhvervsdelen. Nederst ses værksted og lager. Erhvervsdelen var hans pool- og spavirksomhed med vandbehandling. Lejligheden var showroom og var udlejet, jf. ekstrakten side 89 og frem. Han har haft de indtægter, der fremgår af sagens bilag E på udlejning af erhvervsdelen som ferielejlighed. Der boede ikke nogen i ferielejligheden.

Han købte jorden af NN (materialesamling side 73) for at skaffe jord til det kødkvæg, han planlagde at sætte ind på ejendommen. Der var også skov. Han købte jorden på det tidspunkt, fordi NN ville sælge. NN solgte, fordi jorden i forhold til driften af hans ejendom lå på den forkerte side af motorvejen. NN hjalp med at sætte hegn op for kvæget, og NN hjalp ham med skovdriften. Der var tidligere plantet juletræer. Dem havde han solgt og tjent ca. 20.000 kr. på. Han har haft nogle få får og geder, der gik imellem juletræerne. De spiste ikke juletræerne, fordi de fik foder. Han havde også 100 gæs. Dyrene bidrog ikke i nævneværdigt omfang til indkomst. Han kan bekræfte oplysningerne i bilag E. Han købte jorden af NN, selvom han ikke på daværende tidspunkt havde penge til at sætte kvæg ind. Det var fordi NN ville sælge jorden. Så måtte han jo købe for at sikre sig jorden. De aftalte, at NN skulle forpagte jorden, og han har haft de indtægter derfra, der fremgår af bilagene 11 - 13. Han og køber var ikke enige om fordeling af købesummen. Der skulle derfor holdes en vurderingsforretning, jf. ekstrakten, side 85. Når det er anført, at der ved besigtigelsesstart var enighed om, at ejendommen bebyggelsesmæssigt og anvendelsesmæssigt fremstår som på vurderingstidspunktet, betyder det for hans vedkommende, at det var de udvendige bygninger. Han har ikke indrettet køkken i lejligheden, jf. fotos i ekstrakten side 102 og tegning i ekstrakten side 69 til højre ved motions- og billardrummet. Derfor er det en fejl i vurderingsrapporten på side 85.

I det hele taget boede der væsentlig flere mennesker på ejendommen, end da han ejede den. Han har ikke hæftet sig ved, om ejendommen var vurderet som en blandet benyttet ejendom eller som en landejendom. Da han solgte ejendommen var der to boliger nemlig lejligheden på billedet side 102 og ferielejligheden side 104. Da han købte ejendommen, flyttede han sin folkeregisteradresse til den. Lejligheden over den gamle stald, der ses på billedet i materialesamlingen side 102 blev færdig i ca. år 2000. Fra 1996, til lejligheden var færdig, boede han ind imellem i det gamle stuehus. Det var, når han var ude på ejendommen for at arbejde og om sommeren, ellers opholdt han sig hos sin kæreste i en lejlighed i Aarhus. I det gamle stuehus var der et brændefyr som opvarmning. Det var han ude at hjælpe køberen med at betjene, fordi køberens moster skulle bo der i kort tid. Indtægten i bilag E, side 10, fra G1 er indtægter fra udlejning af ferielejligheden. Dengang han havde geder og får, havde han kun 3,5 tønde land til ejendommen. De 20.000 kr., han har tjent på salg af juletræerne, var før, han havde købt jord af NN. Han levede af indtægterne fra vandbehandling.

NN har forklaret, at han driver landbrug på ...2. Han solgte jorden til A på grund af etablering af motorvej. På grund af etableringen af motorvej var jorden kommet til at ligge på den forkerte side af motorvejen i forhold til en rentabel drift af hans landbrug. Den jord, han har solgt til A, har han drevet som landbrug siden slutningen af 1980'erne. Der er tale om landbrugsjord af almindelig god kvalitet. De indgik forpagtningsaftalen, fordi A ikke på daværende tidspunkt kunne indsætte det kødkvæg, han ønskede. Når A havde økonomi til at indsætte kødkvæget, skulle forpagtningen ophøre. Han var forpligtet til at overdrage de forpagtede arealer med græs. Det var god landbrugsjord og skov. Han hjalp A med at opsætte hegn for det kvæg, A senere ville udsætte. Han fik hektarstøtte til den jord, han solgte til A. Forevist side 95 i materialesamlingen forklarede NN, at han kan vedstå indholdet i erklæringen. Der var juletræer og højstammet løvskov. Han er selv medlem af en skovdyrkerforening, som han satte A i kontakt med, ligesom han gav ham vejledning til skovdrift. Han kan ikke udtale sig om ejendommens indvendige indretning i relation til, hvornår der er opsat et køkken i den del af ejendommen, hvor der er motionsrum/billardrum. Den tidligere ejer af ejendommen har i flere generationer boet i det gamle stuehus. Der var el, varme og et lille komfur i et gammelt køkken. Det kan ikke siges at have været i god stand. Den ældre ejer giftede sig på sit dødsleje med sin husbestyrerinde. Han købte af dødsboet og har også haft lejere i stuehuset. Han vil ikke sige, at det var som "SL", men det er lige ved.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at A opfylder betingelserne for skattefritagelse efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1.

Det gøres således helt overordnet gældende, at ejendommen har tjent til bolig for A og dennes familie frem til afståelsestidspunktet i 2006, hvorfor den del af avancen, der kan henføres til stuehusdelen, er skattefri, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1.

I forlængelse heraf gøres det videre i første række gældende, at ejendommen på afståelsestidspunktet indeholdt to selvstændige boliger, jf. den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. oktober 2006, hvorfor A opfylder betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1.

Skatteministeriet har heroverfor gjort gældende, at ejendommen på salgstidspunktet reelt indeholdt fire selvstændige boliger i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Dette bestrides.

På salgstidspunktet var der alene to selvstændige boliger på ejendommen. For det første den istandsatte lejlighed i tagetagen på den tidligere staldbygning. Til støtte for, at der alene var én lejlighed i overetagen på salgstidspunktet skal der henvises til skrivelserne fra kommunen vedrørende etablering af én beboelse på cirka 100 m² i tagetagen på den vestlige staldbygning.

Det er korrekt, at der efterfølgende er blevet etableret endnu en lejlighed i overetagen, men dette er sket efter As salg af ejendommen.

For det andet var der i det gamle stuehus en selvstændig bolig i ejendomsavancebeskatningslovens forstand på salgstidspunktet.

I relation til den såkaldte "ferielejlighed" i erhvervsdelen, som Skatteministeriet også er af den opfattelse, er at anse som en selvstændig bolig i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, bemærkes, at der ikke i As ejertid har været tale om en traditionel lejlighed i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, idet der har været tale om et showroom etableret med henblik på at fremvise virksomheden "H1"s produkter til interesserede købere.

Det gøres således sammenfattende gældende, at ejendommen ikke indeholdt mere end to selvstændige boliger i ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1's forstand på salgstidspunktet, hvorfor betingelserne for skattefrihed i § 9's forstand er opfyldt.

- - - o - - -

Såfremt byretten måtte være af den opfattelse, at ejendommen på afståelsestidspunktet ikke indeholdt "to selvstændige lejligheder", som krævet i ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, gøres det i anden række gældende, at der reelt var tale om afståelse af en landbrugsejendom, jf. ejendommens matrikelnotering som landbrugsejendom, hvorfor betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, også er opfyldt i dette tilfælde.

Det gøres i den forbindelse særligt gældende, at det beror på en fejl fra vurderingsmyndighedernes side, at ejendommen ikke er blevet anført som en landbrugsejendom i vurderingsmæssig henseende, når henses til, at der var tale om en landbrugsejendom med et jordtilliggende på cirka 15 hektar.

Det gøres gældende, at en ejendom med et jordtilliggende på i alt cirka 15 hektar, i overensstemmelse med SKATs egen vurderingsvejledning fra 2012, bør vurderes som et landbrug.

Som det fremgår af NNs skrivelse af den 5. juli 2012, fremlagt som bilag 9, forpagtede han jorden af A, ligesom han hjalp A med at drive skovarealet på cirka 5 hektar.

Når ejendommen ikke i vurderingsmæssig henseende har skiftet karakter til en landbrugsejendom, er der tale om en vurderingsmæssig fejl, som ikke bør komme A til skade i forhold til den skattemæssige opgørelse af ejendomsavancen.

Sagsøgte har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand overordnet gjort gældende, at fortjenesten ved salg af ejendommen ikke er skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1.

Udgangspunktet i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 1 er, at ejendomsavance er skattepligtig.

Det følger imidlertid af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, at avance ved afståelse af landbrugsejendomme eller ejendomme, der indeholder op til to selvstændige boliger, under visse betingelser og i et vist omfang er skattefri.

A har bevisbyrden for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, og denne bevisbyrde har A ikke løftet.

Det bemærkes, at det ikke er omtvistet, at ejendommen har tjent til bolig for A i dennes ejertid. Sagen vedrører herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt ejendommen kan betragtes som en blandet benyttet ejendom med to eller færre boliger eller som en landbrugsejendom.

Ad blandet benyttet ejendom med to eller færre boliger

A har i første række gjort gældende, at ejendommen, med henvisning til den skattemæssige vurdering, på salgstidspunktet var en blandet benyttet ejendom indeholdende en eller to lejligheder og således omfattet ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt., 3. led.

Det bemærkes hertil, at den skattemæssige vurdering af ejendommen er uden betydning for vurderingen af, om ejendommen indeholder mere end to selvstændige boliger på salgstidspunktet, jf. SKM2005.233.ØLR . Det afgørende for vurderingen af, om en ejendom er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, er således den faktiske anvendelse og indretning af ejendommen på salgstidspunktet, jf. SKM2003.91.HR .

Det gøres på denne baggrund gældende, at ejendommen på salgstidspunktet reelt indeholdt 4 selvstændige boliger i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, nemlig 1 i det gamle stuehus, 2 i overetagen på det nye stuehus og 1 i form af ferielejligheden. Der henvises til vurderingsmandens udtalelse, bilag A, side 1-2. Ejendommen er således ikke omfattet undtagelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt., 3. led.

Det understreges i den forbindelse, at det fremgår af bilag A, side 1, 4. afsnit, at der ved besigtigelsens start konstateredes enighed om, at ejendommen bebyggelsesmæssigt og anvendelsesmæssigt fremstod som på salgstidspunktet.

Det bestrides i øvrigt, at A ved fremlæggelsen af bilag 2, 3 og 4 har dokumenteret, at overetagen på det nye stuehus kun indeholdt 1 bolig på salgstidspunktet. Det bestrides således, at det forhold, at bygningsinspektoratet i 1999 godkendte en plantegning alene indeholdende 1 lejlighed beviser, at A ikke inden salget den 18. juli 2006 indrettede overetagen på det nye stuehus, som beskrevet i vurderingsmandens udtalelse (bilag A, side 1- 2).

At køber overfor landsskatteretten har erklæret, at ejendommen ved hans overtagelse kun indeholdt 2 lejligheder, og at han har opsat nyt køkken efterfølgende (bilag 1, side 9, 2. afsnit) kan ikke tillægges betydning, idet ejendommen ifølge As egne oplysninger indeholdt 3 lejligheder (bilag 1, side 3), og idet ordlyden desuden tyder på, at der allerede eksisterede et køkken, som køber har udskiftet.

Til besvarelse af As opfordring (3) kan det således oplyses, at det fortsat bestrides som udokumenteret, at A ikke inden salget den 18. juli 2006 havde indrettet overetagen på det nye stuehus, som beskrevet i vurderingsmandens udtalelse (bilag A, side 1-2).

Som det fremgår af sagsfremstillingen ovenfor, har A overfor landsskatteretten forklaret, at ejendommen på salgstidspunktet bestod af 4 bygninger med i alt 3 boliger: det oprindelige stuehus, det nye stuehus og ferielejligheden (bilag 1, side 3).

Uanset om A måtte løfte bevisbyrden for, at overetagen på det nye stuehus kun indeholdt 1 lejlighed på salgstidspunktet gøres det således gældende, at betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, 3. led allerede af denne grund ikke var opfyldt, idet ejendommen da indeholdt 3 selvstændige boliger i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

For så vidt angår ferielejligheden bemærkes, at A overfor landsskatteretten (bilag 1, side 3) har oplyst, at der på salgstidspunktet var en ferielejlighed i tagetagen af den fjerde bygning på ejendommen. Det er ubestridt, at ferielejligheden indeholdt selvstændigt køkken og bad. Ferielejligheden er på denne baggrund en lejlighed i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, og det forhold, at der ifølge bilag 6 først efterfølgende er meddelt tilladelse til at benytte lejligheden som ferielejlighed ændrer ikke herved.

Ad landbrugsejendom

A har i anden række gjort gældende, at ejendommen på salgstidspunktet blev anvendt til landbrugsdrift og således er omfattet ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt., 1. led.

Det gøres overordnet gældende, at A ikke har dokumenteret et grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighedernes udøvede skøn, hvorefter ejendommen ikke kan betragtes som en landbrugsejendom.

Som nævnt ovenfor er det ifølge praksis den faktiske anvendelse og indretning på salgstidspunktet, som er afgørende for, om en ejendom anses for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1.

Det bestrides i den forbindelse som udokumenteret, at ejendommen rent faktisk blev anvendt som landbrug og var egnet til dette formål på salgstidspunktet. Bevisbyrden herfor påhviler A, og denne bevisbyrde har A ikke løftet ved henvisningen til den matrikulære registrering eller ved fremlæggelsen af brevet fra NN (bilag 9).

Det gøres gældende, at det er vurderingen i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 1, der er afgørende, og at vurderingen derfor skal ske på baggrund af en samlet bedømmelse af forholdet mellem ejendommens værdi som beboelse og som landbrug. A har ikke løftet bevisbyrden for, at ejendommens værdi ved eventuelt landbrug er væsentligt større end ejendommens værdi som beboelses- og udlejningsejendom.

Det fremgår af brevet fra NN (bilag 9), at denne forpagtede jordtilliggenderne efter salget til A, men der er ikke fremlagt forpagtningsaftale med nærmere vilkår. Det er således ikke dokumenteret, at forpagteren rent faktisk drev landbrugsvirksomhed fra arealerne på salgstidspunktet, ligesom værdien heraf ikke er dokumenteret.

Endvidere taler en række forhold imod, at ejendommen rent faktisk blev drevet som landbrug.

For det første fandt vurderingsmanden ved vurderingen den 19. september 2008 ikke, at ejendommen blev anvendt som landbrug (bilag A, side 1), og ejendommen har aldrig i As ejertid været registreret skattemæssigt som landbrug (bilag C). A har ikke tidligere fundet anledning til at gøre gældende, at ejendommen rettelig var en landbrugsejendom.

Ejendommen er således, jf. bilag C, i As ejertid blevet vurderet af skattemyndighederne både den 1. januar 1999, den 1. januar 2000, den 1. januar 2001 og den 1. oktober 2004. SKAT har i alle tilfælde vurderet ejendommen som en blandet benyttet ejendom og ikke et landbrug, hvilket A aldrig har anfægtet.

Det gøres på denne baggrund gældende, at ejendommen ikke blev benyttet til landbrug på salgstidspunktet, hvorfor betingelsen for skattefrihed, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt., 1. led, ikke er opfyldt.

Såfremt retten måtte finde det bevist, at ejendommen opfylder betingelserne i § ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, og § 8, stk. 1, 2. pkt., gøres det gældende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT med henblik på fordeling af avancen på henholdsvis jordtilliggender og stuehus/ ejerbolig, idet dette er en ligningsmæssig opgave.

Rettens begrundelse og afgørelse

Da A købte ejendommen, var der på ejendommen et ældre stuehus. Han havde sin folkeregisteradresse på ejendommen. På grundlag af As forklaring lægges det til grund, at lejligheden over den gamle stald stod færdig i ca. 2000. Der blev indrettet en såkaldt ferielejlighed. Denne har været udlejet, og der har været indtægter herfra, jf. sagens bilag E.

A har ikke i forbindelse med skattesagens administrative behandling eller under forberedelsen af denne sag gjort gældende, at stuehuset ikke havde status som selvstændig bolig i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 9.

A og dennes køber deltog i en vurderingsforretning efter As salg af ejendommen med henblik på fordeling af købesummen. Referatet herfra er indsat i materialesamlingen på side 85. Det fremgår, at såvel køber som A var til stede med rådgivere. Det fremgår endvidere, at der ved besigtigelsens start var enighed om, at ejendommen bebyggelsesmæssigt og anvendelsesmæssigt fremstod som på overdragelsestidspunktet. På daværende tidspunkt var der udover det gamle stuehus, lejligheden over stalden og den såkaldt ferielejlighed også etableret et køkken i den del af ejendommen, hvor A havde indrettet motions- og spillerum. A har under hovedforhandlingen forklaret, at dette er en misforståelse, idet det er køber, der havde indrettet et nyt køkken ved motions-/spillerummet. Han har ikke tidligere gjort indsigelse mod referatet. Uanset, om det er A eller køberen, der har indrettet et køkken der, må det efter bevisførelsen lægges til grund, at der på overdragelsestidspunktet var i hvert fald tre selvstændige boliger i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Retten har herved lagt vægt på oplysningerne i sagens bilag om karakteren og indretningen af henholdsvis det gamle stuehus, lejligheden over den gamle stald og den såkaldte ferielejlighed. Den forklaring, der er afgivet af A og vidnet NN om beskaffenheden af det gamle stuehus kan ikke føre til en anden retlig bedømmelse af stuehuset. Det findes herefter ikke bevist, at A på salgstidspunkt opfyldte den betingelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, at ejendommen ikke indeholdt mere end to selvstændige boliger.

A har til støtte for sin påstand i anden række gjort gældende, at ejendommen må karakteriseres som en landbrugsejendom, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1. Efter købet af jord fra NN havde ejendommen et jordtilliggende, der i henhold til sædvanlig praksis kræves for at kategorisere en ejendom som landbrugsejendom. Retten finder, at det afgørende ved vurderingen af, om ejendommen kan kategoriseres som en landbrugsejendom må være, hvorledes ejendommen blev drevet på afståelsestidspunktet. A har forklaret, at hans væsentligste indtægt, og det han levede af, var vandbehandlingsvirksomheden. Hertil kom indtægter fra udlejning af ferielejligheden og bortforpagtningen af jorden til NN. På grundlag af NNs forklaring lægges det til grund, at den forpagtede jord var landbrugsjord og skov, som han havde drevet erhvervsmæssigt i en årrække. Fordelingen af ejendommens indtægter fremgår af sagens bilag E. Det fremgår således, at der kun er en ubetydelig del af indtægterne, der relaterer sig til landbrugsjorden, der var bortforpagtet til NN. Efter et samlet skøn over oplysningerne om ejendommens anvendelse og indtægterne herfra finder retten herefter ikke, at ejendommen kan karakteriseres som en landbrugsejendom, og det kan ikke føre til et andet resultat, at A har forklaret, at han købte ejendommen med henblik på at indsætte kødkvæg på et senere tidspunkt.

Retten finder herefter ikke grundlag for at nå til en anden skatteretlig vurdering end Landsskatteretten, hvorfor Skatteministeriets frifindelsespåstand tages til følge som nedenfor anført.

Under hensyn til sagens udfald og de nedlagte påstande skal A betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 70.000 kr. Beløbet udgør Skatteministeriets rimelige udgift til advokatbistand. Det er ved omkostningsfastsættelsen forudsat, at sagens værdi udgør knap 1,5 mill. kr., og at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, til Skatteministeriet betale sagens omkostninger med 70.000 kr.