Dokumentets metadata

Dokumentets dato:24-02-2014
Offentliggjort:24-02-2014
SKM-nr:SKM2014.145.SKAT
Journalnr.:13-5816961
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Moms af kredit- og betalingskortgebyrer m.v.

SKAT meddeler på given foranledning, at der skal betales moms af butikkernes overvæltning af gebyrer for kundernes brug af kredit- og betalingskort m.v. fra den 23. januar 2012


Gebyrer, som virksomheder i henhold til eksempelvis lov om betalingstjenester og elektroniske penge (tidligere betalingsmiddelloven), kan opkræve fra deres kunder, når kunderne bruger betalingskort mv., skal behandles som en biydelse til den leverede hovedydelse. Gebyrerne skal altså undergives samme momsmæssige behandling som hovedydelsen. Det vil sige, at hvis hovedydelsen er momspligtig er gebyret det også.

Dette har været gældende siden offentliggørelsen af Den juridiske Vejledning 2012-1 (version 1.5 - 23.01.12 - 15.07.12), den 23. januar 2012.

Baggrunden var, at EU-domstolen i dommen i sag C-276/09, Everything Everywhere Ltd., udtalte, at ekstra gebyrer, som en udbyder af telekommunikationstjenesteydelser fakturerer sine kunder, der betaler med kreditkort, debetkort m.v., ikke i momsmæssig henseende udgør vederlag for en tjenesteydelse, der er særskilt og uafhængig i forhold til hovedydelsen, der består i levering af telekommunikationstjenesteydelser.

Det var og er SKATs opfattelse, at den tidligere danske praksis for den momsmæssige behandling af overvæltning af gebyrer for kundernes brug af kredit- og betalingskort m.v. ved EU-domstolens dom den 2. december 2010 blev underkendt.

Der henvises endvidere til Skatterådets bindende svar i SKM2014.142.SR om momspligt af gebyrer, der opkræves i et online tilmeldings- og betalingssystem.