Dokumentets metadata

Fri bil - rådighed - stilstandsforsikring - administrerende direktør - skærpet bevisbyrde

As selskab stillede to biler til hans rådighed for privat benyttelse.Han gjorde gældende, at han ikke skulle beskattes af den skattepligtige værdi af bilerne for de måneder, hvori disse var låst inde i selskabets garage og omfattet af stilstandsforsikring i F1-Forsikring.Byretten bemærkede, at selskabet stillede bilerne til rådighed for As private benyttelse, og at anden anvendelse ikke var godtgjort. Han var ultimativ ejer af en væsentlig del af indskudskapitalen i arbejdsgiverselskabet, og den samlede indskudskapital i selskabet var ultimativt ejet af ham og hans to brødre. A var administrerende direktør i selskabet. Byretten anførte, at A og selskabet i den situation måtte anses for interesseforbundne, hvorfor der påhvilede ham en skærpet bevisbyrde for, at den private råden over bilerne havde været effektivt afskåret i nogle af månederne i de omhandlede indkomstår.Efter bevisførelsen lagde byretten til grund, at bilernes nummerplader ikke på noget tidspunkt havde været afmonteret.Efter As forklaring lagde byretten endvidere til grund, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at bilnøgler og garagenøgler blev opbevaret af personer, der var undergivet hans instruktionsbeføjelser. En sådan rådighedsberøvelse kunne ikke anses for effektiv. Byretten anførte videre, at rådighedsberøvelsen også havde bestået i, at bilerne i de måneder, hvor værdi af fri bil ikke var indberettet af selskabet, var omfattet af stilstandsforsikring. Det fremgik imidlertid, at der i perioden juni-august 2007 var indberettet værdi af fri bil, uanset at den pågældende bil i perioden var omfattet af selskabets stilstandsforsikring. Allerede derfor kunne stilstandsforsikring ikke anses for effektiv rådighedsberøvelse.På dette grundlag gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.Landsretten tilføjede, at begge biler efter deres karakter var velegnede til privat kørsel og ikke fandtes at være anskaffet primært i arbejdsgiverselskabets interesse, ligesom landsretten fremhævede, at det var ubestridt, at der ikke var ført kørselsregnskab eller fortegnelse over de datoer, hvor bilerne faktisk blev benyttet privat.Under disse omstændigheder måtte det påhvile A at godtgøre, at bilerne ikke var til hans rådighed til privat benyttelse i vinterhalvåret.For landsretten var det også uafklaret, om og i givet fald i hvilket omfang bilernes nummerplader havde været afmonterede i de perioder, hvor der alene var tegnet stilstandsforsikring for bilerne, og de nærmere vilkår for stilstandsforsikringerne og bilerne og iagttagelserne heraf var heller ikke oplyst for landsretten, uanset Skatteministeriets opfordringer herom.Landsretten fandt derfor, at der også efter bevisførelsen for landsretten måtte lægges til grund, at den rådighedsberøvelse, der for A var iværksat i forhold til hans benyttelse af bilerne, var afhængig af at han administrerede sin instruktionsbeføjelse i overensstemmelse hermed og ikke foranledigede de øvrige - primært familierelaterede - medlemmer af direktionen i arbejdsgiverselskabet til at ændre eller bortse fra den vedtagne men ikke skriftligt udfærdigede beslutning om bilernes brug.Endelig bemærkede landsretten, at direktionens beslutning om stilstandsforsikring og kørsel med bilerne alene i sommerhalvåret fremstod begrundet i As individuelle ønsker og ikke i hensyn til arbejdsgiverselskabets drift.Herefter, i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede landsretten byrettens frifindelse af Skatteministeriet.

Parter

A
(advokat Jan Ranners)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Linde Jensen, Bo Østergaard og Julie Skat Rørdam (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 27. februar 2013 (BS 159-462/2012) er anket af A med påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at appellantens personlige indkomst for 2007 nedsættes med 74.088 kr., for 2008 med 190.212 kr. og for 2009 med 231.664 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A. Der er endvidere afgivet forklaring af TP.

A har forklaret blandt andet, at det ved anskaffelsen af de to biler i forhold til den øvrige direktion var en betingelse, at han kun benyttede dem om sommeren, og at de om vinteren stod parkeret i virksomhedens aflåste kældergarage. Ellers skulle han lønreguleres for at sikre, at aftalen om lige samlede lønvilkår for medlemmerne af direktionen blev overholdt. Hans bil kunne ikke uden videre flyttes fra garagen, da den oftest holdt bagerst. Han ved fortsat ikke, hvordan det praktiske med nummerpladerne blev håndteret, når bilerne var stilstandsforsikret, herunder om nummerpladerne blev afleveret til forsikringsselskabet.

TP har forklaret blandt andet, at han blev ansat som fabrikschef i H1.1 ApS i 2005. I 2007 blev han medlem af direktionen, der foruden ham består af A og hans to brødre. Han har titel af viceadministrerende direktør og har ansvaret for den daglige drift. As opgaver er af ekstern karakter i forhold til kunder og samarbejdspartnere. BA har ansvar for indkøb og sourcing, mens CA står for efterkalkulation og reservedelssalg. Der skal være enighed i direktionen om de beslutninger, der træffes. Direktionen har bestemt, at dens medlemmer skal aflønnes lige. Hvis et medlem af direktionen får firmabil, skal værdien af denne trækkes fra medlemmets samlede lønpakke. Da A i 2006 fik en Mini Cooper som firmabil, indebar det derfor en nærmere beregnet reduktion af hans pengeløn. Det var i den forbindelse et krav, at bilen ikke blev benyttet om vinteren, og at den blev opbevaret i virksomhedens kældergarage. Da A i 2008 i stedet fik en Porsche 911 som firmabil, skete der igen en regulering af hans pengeløn for at sikre den fortsatte ligestilling, da bilen var dyrere end den forrige, og også denne bil skulle vinteropbevares i kælderen. Der kan holde 5-6 biler i kælderen, og det gør der normalt i vinterperioden. Beslutningen om ikke at benytte firmabil om vinteren, er truffet på baggrund af overvejelser om, hvor meget medlemmerne af direktionen har villet bruge på det gode, det er at have en firmabil. Der er ikke i den forbindelse indgået skattemæssige overvejelser.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at det af H1 Holding ApS helejede arbejdsgiverselskab, H1.1 ApS, stillede bilerne til rådighed for A, der var administrerende direktør i arbejdsgiverselskabet og sammen med sine to brødre ejede hver 1/3 af anparterne i holdingselskabet. Landsretten tiltræder derfor, at A derved må anses for at have haft en væsentlig ejerindflydelse i arbejdsgiverselskabet.

Begge biler var efter deres karakter velegnede til privat kørsel og findes ikke at være anskaffet primært i arbejdsgiverselskabets interesse. Således blev den ene bil, en Mini Cooper, købt som ny af selskabet den 19. juni 2006 for 435.000 kr. A købte den af selskabet den 29. februar 2008 for 248.000 kr. Den anden bil, en Porsche 911, blev indregistreret første gang den 5. oktober 2007 og købt af selskabet den 1. august 2008 for 2.555.000 kr. A købte bilen af selskabet den 30. september 2009 for 1.500.000 kr.

Begge biler har været indregistreret i hele selskabets ejertid, men efter As forklaring alene anvendt til kørsel i sommerhalvåret både erhvervsmæssigt og privat i overensstemmelse med den herom trufne beslutning i arbejdsgiverselskabets direktion, herunder således at hans løn blev justeret i forhold til hans private brug af bilerne. Det er ubestridt, at der ikke er ført kørselsregnskab eller fortegnelse over de datoer, hvor bilerne faktisk blev benyttet privat.

Det må under disse omstændigheder påhvile A at godtgøre, at bilerne som påstået ikke har været til hans rådighed til privat benyttelse i vinterhalvåret.

Det er også efter bevisførelsen for landsretten uafklaret, om og da i hvilket omfang bilernes nummerplader har været afmonteret i de perioder, hvor der alene var tegnet stilstandsforsikring for bilerne, og de nærmere vilkår for stilstandsforsikringerne for bilerne og iagttagelsen heraf er heller ikke oplyst for landsretten, uanset Skatteministeriets opfordringer herom.

Landsretten finder derfor, at det også efter bevisførelsen for landsretten må lægges til grund, at den rådighedsberøvelse, der for A var iværksat i forhold til hans benyttelse af bilerne, var afhængig af, at han administrerede sin instruktionsbeføjelse i overensstemmelse hermed og ikke foranledigede de øvrige - primært familierelaterede - medlemmer af direktionen i arbejdsgiverselskabet til at ændre eller bortse fra den vedtagne, men ikke skriftligt udfærdigede beslutning om bilernes brug. Det bemærkes endvidere, at direktionens beslutning om stilstandsforsikring og kørsel med bilerne alene i sommerhalvåret fremstår begrundet i As individuelle ønsker og ikke i hensyn til arbejdsgiverselskabets drift.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det derfor, at Skatteministeriet er frifundet for den nedlagte påstand.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 35.000 kr. Beløbet angår udgifter til advokatbistand inkl. moms.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 35.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.