Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - godtgørelsesberettigede udgifter - salæraftale

Sagen vedrørte, om betingelserne for udbetaling af omkostningsgodtgørelse til en skatteyder var opfyldt i en sag, der var ført ved Landsskatteretten.Skatteyderen i sagen havde indgået en aftale med et konsulentfirma om sagkyndig bistand til behandling af en klagesag om nedslag i grundværdien for skatteyderens ejendom. Det var et vilkår i aftalen, at konsulentfirmaets salær skulle beregnes ud fra et "no cure - no pay" princip, således at konsulentfirmaet oppebar en procentdel af en opnået ejendomsskattebesparelse. Konsulentfirmaet havde et samarbejde med et advokatfirma, som normalt overtog sagerne, når de blev indbragt for Landsskatteretten, hvilket også skete i den konkrete sag. Det var i sagen spørgsmålet, om skatteyderen var berettiget til omkostningsgodtgørelse for de salærnotaer, der var udstedt af advokatfirmaet.Vestre Landsret lagde vægt på, at aftalegrundlaget mellem konsulentfirmaet og skatteyderen indebar, at skatteyderen som følge af rådgiverskiftet aldrig ville komme til at betale mere end fastsat i den oprindelige salæraftale med konsulentfirmaet, og at inddragelsen af advokatfirmaet skete på foranledning af konsulentfirmaet. På den baggrund fandt landsretten, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om at der skal være tale om udgifter, som skatteyderen ifølge regning skal betale eller har betalt ikke var opfyldt. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse, og landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Parter

A
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokaterne Steffen Sværke og Clara Trolle)

Afsagt af landsdommerne

Olav D. Larsen, Nikolaj Aarø-Hansen og Tine Børsen Smedegaard (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 13. december 2013 afsagt dom i 1. instans (BS 9-489/2013).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sin frifindelsespåstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

A, YC og NA har afgivet supplerende forklaring for landsretten.

A har supplerende forklaret, at advokat UB sagde, at det var en hypotetisk risiko, at R2 skulle gå konkurs, og at det var ham selv, der skulle betale i sidste ende. Han går ud fra, at advokat UB undersøgte det på en eller anden måde. I yderste konsekvens ville han dog hæfte, men han blev beroliget. Han blev overvældet over regningerne i anledning af den materielle sag, og det var derfor, han tog fat i advokat UB. Han husker ikke, hvornår han overvejede at kalde sagen tilbage, således som han forklarede om i byretten. Forevist brevet af 1. juli 2008 har han forklaret, at det nok var i den forbindelse, men det var først efter, at han havde fået nogle regninger. Han kan ikke sige, om det først var på tidspunktet for erklæringen, han talte med UB, således som han forklarede i byretten.

Han fik en masse breve, som han kiggede igennem, men han gik ikke så meget op i det, da han havde hyret nogle til at tage sig af sagen. Han går ud fra, at han kunne have instrueret advokaten, og at han kunne have afsluttet klagesagen.

I 2006 blev han orienteret skriftligt af R2 om SKATs afgørelse. Han tog ikke selv stilling til, om han ville klage til Landsskatteretten.

Han stolede på R2s vurdering af, at det var en fordel, at Advokatanpartsselskabet R1 førte sagen. Han blev ikke orienteret om størrelsen af det forventede salær til Advokatanpartsselskabet R1. Han talte ikke om størrelsen af salæret med UB. Efter Landsskatterettens kendelse i den materielle sag drøftede han ikke med R2, om sagen skulle indbringes for domstolene. Sagen var jo overdraget til dem, så han foretog sig ikke noget. Han undrede sig ikke over Advokatanpartsselskabet R1s regninger, da han jo ville få godtgjort beløbet. Han gik ud fra, at regningerne skulle bruges til godtgørelsen. Han har ikke betalt noget til Advokatanpartsselskabet R1. Han har vist nok betalt R2 et engangsbeløb på omkring 8.000 kr.

Vedrørende sin erklæring af 16. februar 2012 har han forklaret, at han ikke selv har formuleret denne, men han godkendte indholdet. Det må være Advokatanpartsselskabet R1, der har stået for at udforme udkastet til erklæringen til brug for sagen i Landsskatteretten. Han mener, at beløbet til R2 var betalt, da han underskrev erklæringen, så han skulle ikke skulle betale R2 yderligere.

Han regner ikke med selv at få noget ud af denne sag.

YC har supplerende forklaret, at der var forskellige grunde til, at nogle klienter ikke ønskede at videreføre sagen hos Advokatanpartsselskabet R1, således som han forklarede i byretten. Nogle syntes, at sagen allerede havde varet for længe, mens andre ikke ønskede at påtage sig den økonomiske risiko ved at stifte et direkte forhold til advokatfirmaet, selvom R2 havde lovet at betale advokatens regning. Han har aldrig hørt, at en grundejer skulle have gjort gældende, at den pågældende ikke hæftede for betalingen.

Foreholdt brevet af 1. juli 2008 har han forklaret, at der var tale om et standardbrev, der blev sendt til selskabets kunder. De 9 sager, han omtalte i byretten, angår også omkostningsgodtgørelse.

I selskabets nye standardformularer er der blandt andet taget højde for præmisserne i den indankede dom fra byretten, således at grundejerne udtrykkeligt gøres opmærksom på den risiko, de påtager sig - men dette er ikke udtryk for en materiel ændring i forholdet til klienterne.

Bemærkningen i brevet af 10. juni 2008, hvorved sagen blev oversendt til Advokatanpartsselskabet R1, om, at R2 gik ud fra, at Advokatanpartsselskabet R1s honorarafregning fulgte selskabets standardtimesats, var udtryk for, at de varetog deres kunders interesse. R2 har i dag flere tusinde sager hos Advokatanpartsselskabet R1. Det havde de ikke den 1. juli 2008.

Han er næsten sikker på, at grunden til, at Advokatanpartsselskabet R1 ikke er nævnt i fuldmagten af 2. august 2008, er, at R2 ikke ønskede at indhente en yderligere fuldmagt, hvis sagen skulle behandles af en anden advokat. I juni 2008 havde de ikke andre advokater, men det havde de senere i 2008, i hvert fald advokat OP. De ønskede også fuldmagt til at kunne tilbagekalde procesfuldmagten, hvis arbejdet ikke blev ikke blev udført godt nok. I nogle tilfælde har de f.eks. fået en ny advokat i landsretten.

Fakturaen af 30. september 2009 til Advokatanpartsselskabet R1 på 1 mio. kr. angår hans arbejde og svarer til det arbejde, han har ydet. Han ved ikke, hvad Advokatanpartsselskabet R1 har faktureret for det arbejde, han har lavet for Advokatanpartsselskabet R1.

Aftalen med A var udformet som en standardaftale, der igennem tiden er blevet revideret flere gange. Om beskrivelsen i aftalens afsnit om "Omfang", pkt. 3, b, vedrørende "Evt. anke sag til højere instans" har han forklaret, at R2 på den baggrund vurderer, om sagen skal "ankes" til en administrativ klageinstans eller eventuelt indbringes via en advokat for domstolene. Hvis der er tale om en begunstigende afgørelse, og der ikke er nævneværdige risici for grundejeren, klager R2 uden at forelægge spørgsmålet for grundejeren, hvis selskabet ikke er tilfreds. Hvis grundejeren siger, at sagen skal standses, så accepterer de som udgangspunkt at standse sagen. Det har de prøvet mange gange. Han har endnu ikke prøvet at "køre et krav" over for en grundejer, der ønsker at opsige den uopsigelige aftale. Han ved ikke, om han ville have et sådant krav.

Advokat LH var i juni 2008 efter hans opfattelse ikke ekspert på vurderingsområdet, således som de var hos R2 - men det er der ikke mange, der er. LH havde, så vidt han ved, på det tidspunkt et enkeltmandsadvokatfirma. R2 var med til at uddanne LHs personale, der blev ansat fra 2008. I juni 2008 sendte de de verserende nok omkring 120-150 sager, der lå i Landsskatteretten, til videre foranstaltning til Advokatanpartsselskabet R1, hvis grundejerne accepterede det.

NA har supplerende forklaret, at Advokatanpartsselskabet R1s sager ved Landsskatteretten angår ejendomsbeskatning, herunder sager om grundværdien. Hun vil tro, at de har omkring et par tusinde vurderingssager fra R2, hvorfra langt størstedelen af deres sager stammer. Hun har selv været på kursus hos R2. Hun kender ikke noget til priserne for et sådant kursus. Der vil i Advokatanpartsselskabet R1s sager typisk ikke være behov for at forelægge spørgsmål om sagens førelse for grundejeren. Hun kan ikke forestille sig, at en klient ville give hende instruktion om sagens førelse, og det har hun aldrig været ude for - men klienten kan naturligvis stoppe sagen. De vil altid drøfte med deres klient, om sagen skal indbringes for domstolene. Hun har aldrig været ude for, at en grundejer har nægtet at betale en regning fra Advokatanpartsselskabet R1. Da der som regel er et løfte om tilskud i Advokatanpartsselskabet R1s - relativt få - forbrugersager, er udgangspunktet også her, at de ikke oplyser om det forventede salær. Hvis R2 ikke kan betale det lovede tilskud, vil klienterne hæfte for betalingen. De fremsender fakturaen sammen med en transporterklæring til brug for ansøgning om godtgørelse.

Hun har skrevet en anmodning om omkostningsdækning, hvor der er taget højde for byrettens dom, men der er ingen forskel på realiteten i forholdet til klienten.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundlaget mellem R2 ApS og A. Aftalegrundlaget, som Advokatanpartsselskabet R1 kendte, indebar bl.a., at Advokatanpartsselskabet R1s varetagelse af As skattesag aldrig ville medføre, at A kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af Advokatanpartsselskabet R1 skete på foranledning af R2 ApS og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem R2 ApS og Advokatanpartsselskabet R1.

På denne baggrund har A - uanset forklaringerne om retsforholdet mellem Advokatanpartsselskabet R1 og A afgivet med henblik på spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse - ikke været forpligtet til at betale de tre salærnotaer udstedt af Advokatanpartsselskabet R1. Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 om, at der skal være tale om udgifter, som en person omfattet af § 53, her A, ifølge regning skal betale eller har betalt, er således ikke opfyldt.

Herefter, og da As anbringende vedrørende en administrativ praksis ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster landsretten dommen.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr. Beløbet angår advokatudgifter (inkl. moms).

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.